At være alene også alligevel ikke

Det er ofte sådan jeg har det, har en familie der elsker mig og en mand der elsker mig. og de to ting er jeg ovenud lykkelig for.
Min mand får ofte vennerne på besøg, og nogle gange er der et lille misundeligt moster i maven, som senere bliver til en trist og meget deprimeret "knugen" i maven for af en eller anden grund, kommer mine venner aldrig.
Skal siges jeg har ikke mange venner, nogle få bekendte, men ikke mange venner.
Er der andre der har det på samme måde, først irriteret senere trist?
Har 1 rigtig ven, som jeg ofte (et par gange (1/2) om måneden) inviterer eller spørger om vi skal finde på noget, men hun har som regel travlt, eller er træt. og ved det ikke er løgn. Men alligevel trælst at blive afvist hver eneste gang. især når manden får gæster 3/4 gange pr. uge.
De er søde, men alligevel....

- der også har lidt overskud. Er der ingen emner der er splejset sammen med din mands venner? Er de ikke gifte?

Må se at få dem til at finde sig nogle søde piger... hehe.
Den ene der gerne vil parforhol er lige flyttet langt væk øv øv

har selv haft det som dig engang, ind til det gik op for mig at kærestens venner lige så meget var mine venner, så istedet for at sidde og være misundelig, glæder jeg mig til de kommer, tit kommer de lidt før kæresten kommer nu fordi de har forstået jeg også ser dem som en ven, og ikke hader dem, som de have opfattet