Aladdin Fogh Rasmussen
Tirsdag d. 18. januar gik en valgkamp i gang som så mange gange tidligere. Den almindelige opstemthed blandt journalisterne var tydelig og skyldtes ikke mindst, at de i de foregående 3 måneder igen og igen havde bragt et bestemt rygte til torvs. Rygtet stammede fra ”anonyme kilder tæt på regeringen”, der ville vide, at det kommende folketingsvalg skulle udskrives meget tidligt 2005, og at det ville blive en kort valgkamp. Journalisterne var på mærkerne overalt i København om morgenen d. 18. januar. Nyheder skal være helt aktuelle og have originale vinkler, og denne dag var der heldigvis mange politiske tågehorn og båndsløjfer, der villigt stillede op til næsten hvad som helst. Derfor var der næsten ingen, der bemærkede, hvordan alle aspekter af folketingsvalget fulgte et ganske velkendt skema. Alt i den danske valgkamp virker som en genudsendelse, fordi vi har iagttaget mekanikkerne så mange gange før. Måske var det derfor, at en mat stemning hurtigt lod sig spore, alle partier ville det samme, og der var ingen sensationer i vente, når det gjaldt valgets udfald, det var så godt som afgjort på forhånd.
Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale var heller ingen sensation, skønt den blev modtaget som sådan af medierne. Den demonstrerede derimod en lynsnar evne til at gribe nuet – årsskiftets vigtigste nyhed, Tsunamien – og udnytte den på temmelig enestående vis i en pletfri tv-præstation. Ingen oppositionspolitiker kunne finde det mindste at kritisere statsministerens tale for, dagen derpå. Det var de forhindret i, dels fordi talen ikke handlede om politik, dels fordi ingen kunne være uenige i, at katastrofen i Asien overgik alt, hvad vi velfærdsdanskere i øvrigt har at bekymre os om, og vi bekymrer os som bekendt ellers om mangt og meget. Tænksomt anlagte gemytter blandt oppositionens politikere bekymrede sig så meget over katastrofens konsekvenser, at de gentagne gange udtalte, at de ikke mente, at statsministeren ville kunne udskrive valg i januar. En valgkamp i denne tid med så store personlige tab for mange danskere ville være ”upassende”. – Statsministeren oplyste jo i sin tale, at der var næsten 500 forsvundne danskere. Ugen efter nytårstalen var tallet svundet ind til nogle-og-tres, og nu rettede mediernes interesse sig imod Per Stig Møller. Nogle mente, at hans ministerium havde handlet for langsomt, da katastrofen var en realitet. Danske liv stod jo på spil! En uge senere efter var det ærlig talt ved at være en smule uklart, om der overhovedet var forsvundet andet end nogle få hundrede svenskere. Skidt-pyt. Så kom de store tv-shows, hvor alle smilede tappert igennem tårerne, og offentligheden reflektorisk indbetalte et beløb til katastrofehjælp, men så havde man ligesom også fået nok. Ugen efter rejste danskerne atter af sted på ferie til de dejligt frisindede og omgængelige, asiatiske ferieoaser.
Selv uden katastrofen i Asien ville der være blevet udskrevet valg i januar, for regeringen befandt sig efter George W. Bush’s genvalg den 3. november 2004 i en fordelagtig position. Udviklingen havde jo nu vist, at danskerne stod på den rigtige side – republikanernes – og medierne lugtede desuden blod. En stor politisk historie anedes. Historien om et forudsigeligt skuemord, men også historien om et parti, hvis fordums storhed var forvandlet til ynkværdig panik før lukketid. For mange var der måske tale om en tragedie, men grunden til, at vi nyder tragedier er jo, at de gør ondt på en dejlig, livgivende måde.
Anders Fogh Rasmussen slog med sin nytårstale eftertrykkeligt det sidste søm i konge- og brodermorder, Mogens Lykketofts, politiske ligkiste. Lykketoft fremstod (selv uden fipskæg) mere og mere som det 21. århundredes danske Don Quixote. En sølle fantast, der ledsaget af Sancho Pancha (Marianne Jelved) galopperede omkring i det politiske landskab i jagten på noget, socialkammeraterne følte, de havde vundet ejerskab på i løbet af det 20. århundrede: Regeringsmagten. Det var trist at bivåne, fordi man vidste, at ingen i partigruppen i tide havde formået at overtale de gamle og udtjente cirkusheste til at gå på pension og spille golf og bingo for ministerpensionerne. Men det værste var, at alle kunne se, at partiet i eklatant grad savnede en partiformand med samme mediemæssige anseelse og gennemslagskraft som Anders Fogh Rasmussen, manden alle kameraer elsker.
Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen fremstår i dag som hovedpersonen i Oehlenschlaegers’ skuespil, Aladdin (1805). I lighed med guldalderdramaets fagre helt er Anders en mand, der er blevet sig sine særlige evner for magt bevidst. Omkring Uffe Ellemann-Jensens valgnederlag i december 1997 må han med instinktiv vished have fornemmet, hvor vidt han kunne drive det inden for politik, og da han få måneder senere omsider stod med Venstre-formandskabets lampe i hånden, blev han ydermere klar over, at mediernes spotlight var drejet fra Det Konservative Folkeparti til hans eget parti med det morsomt arkaiske navn, Venstre. Med naturlig selvfølelse lod han sin ambitiøst fornuftbetonede natur blive målrettet imod det, der er alle partiers højeste mål, magt. Politik er magt, og magt er politik, så enkelt kan det formuleres.
Enkelhed og klarhed, står der at læse i §1 i spindoktorernes 101, er af afgørende betydning. Det er ligegyldigt, om man siger noget, bare det, man siger, lyder af noget, så kameraerne retter sig imod en og bliver på en. Klip. Vi kan selvfølgelig godt se, at Anders Fogh Rasmussen nogle gange taler uden om, når der er spørgsmål, han ikke ønsker at besvare. Vi kan også godt gennemskue, at han meget bevidst højst taler om et emne ad gangen. Han gør det for vores skyld, vi må ikke opleve, at han roder for mange, komplicerede ting sammen. Det er til gengæld til at mærke, at det, han taler om, altid er vigtigt, og at han holder, hvad han lover. Journalisterne lader ham tale ud, inden de stiller et nyt spørgsmål. Klip. Problemet med Mogens og Marianne er, at hver gang de siger noget, skal man tænke over, hvad det egentlig er, de siger. Klip. Mogens’ seneste politiske kreation har en engelsk titel. Med Made in Denmark regner han med at sende et stærkt, nutidigt signal og gøre sin politik krystalklar, så selv Hobie i Hvalsø fatter, hvor han vil hen. Klip.
Anders Fogh Rasmussen bruger ikke billige tricks, han har blot indhøstet, hvad der fandtes af brugbart gods på den midtbaneorienterede, politiske arena og bruger det som et supplement til sin egen agenda – han er pragmatiker – og desuden har han noget bedre i ærmet: Han indgyder basal tillid hos flertallet af vælgere, alene i kraft af sin person. Han taler direkte til danske vælgeres hjerte og mellemgulv, men også til underlivet på vælgerne i et bestemt, meget magtfuldt vælger-segment, der holder sig helt uden for mediernes søgelys. Klip.
Hvad kan vi lære af Statsministerens nytårstale, der var støvsuget for politisk indhold, og af forløbet frem til den 18. januar? Hvilke bagvedliggende budskaber og signaler er at spore?
Den megen empati, forståelse og medmenneskelighed, der strålede ud fra Amalienborg til seerne om aftenen d. 2. januar virkede som et vellykket overraskelsesangreb på den del af oppositionen, der havde ventet, at nytårstalen ville forme sig som et valgoplæg. Mange mener fortsat, at politik handler om holdninger og ideologier, men det er noget gammeldags snak. Politik er ligesom Big Brother, bare bedre, for her er det rigtige mennesker, det handler om. Politik handler om følelser og ikke noget som helst andet. Hvem styrer debatten fra talerstolen, og hvem pimper den i Snapsetinget? Hvem skal ind, og hvem skal ud?
Klap-klap-klap.
Alt dette har Anders Fogh Rasmussen indset for længe siden. Han er det 21. århundredes Aladdin, og han ved det. Han kender reglerne. Han spiller spillet. Han har indtaget scenen, og alt det, han vil blive husket for i historiebøgerne, stramningerne af flygtepolitikken, Danmarks deltagelse i Irak-krigen, de mange ministerskandaler og det vigtigste, amternes nedlæggelse, alt dette undlader han at udtale sig om. For ærlig talt, alt det besværlige pis – strategierne, planlægningen, beregningerne og konsekvenserne – det vil folk alligevel ikke høre noget om.
Aladdin Fogh Rasmussen, scenen er din.
Statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale var heller ingen sensation, skønt den blev modtaget som sådan af medierne. Den demonstrerede derimod en lynsnar evne til at gribe nuet – årsskiftets vigtigste nyhed, Tsunamien – og udnytte den på temmelig enestående vis i en pletfri tv-præstation. Ingen oppositionspolitiker kunne finde det mindste at kritisere statsministerens tale for, dagen derpå. Det var de forhindret i, dels fordi talen ikke handlede om politik, dels fordi ingen kunne være uenige i, at katastrofen i Asien overgik alt, hvad vi velfærdsdanskere i øvrigt har at bekymre os om, og vi bekymrer os som bekendt ellers om mangt og meget. Tænksomt anlagte gemytter blandt oppositionens politikere bekymrede sig så meget over katastrofens konsekvenser, at de gentagne gange udtalte, at de ikke mente, at statsministeren ville kunne udskrive valg i januar. En valgkamp i denne tid med så store personlige tab for mange danskere ville være ”upassende”. – Statsministeren oplyste jo i sin tale, at der var næsten 500 forsvundne danskere. Ugen efter nytårstalen var tallet svundet ind til nogle-og-tres, og nu rettede mediernes interesse sig imod Per Stig Møller. Nogle mente, at hans ministerium havde handlet for langsomt, da katastrofen var en realitet. Danske liv stod jo på spil! En uge senere efter var det ærlig talt ved at være en smule uklart, om der overhovedet var forsvundet andet end nogle få hundrede svenskere. Skidt-pyt. Så kom de store tv-shows, hvor alle smilede tappert igennem tårerne, og offentligheden reflektorisk indbetalte et beløb til katastrofehjælp, men så havde man ligesom også fået nok. Ugen efter rejste danskerne atter af sted på ferie til de dejligt frisindede og omgængelige, asiatiske ferieoaser.
Selv uden katastrofen i Asien ville der være blevet udskrevet valg i januar, for regeringen befandt sig efter George W. Bush’s genvalg den 3. november 2004 i en fordelagtig position. Udviklingen havde jo nu vist, at danskerne stod på den rigtige side – republikanernes – og medierne lugtede desuden blod. En stor politisk historie anedes. Historien om et forudsigeligt skuemord, men også historien om et parti, hvis fordums storhed var forvandlet til ynkværdig panik før lukketid. For mange var der måske tale om en tragedie, men grunden til, at vi nyder tragedier er jo, at de gør ondt på en dejlig, livgivende måde.
Anders Fogh Rasmussen slog med sin nytårstale eftertrykkeligt det sidste søm i konge- og brodermorder, Mogens Lykketofts, politiske ligkiste. Lykketoft fremstod (selv uden fipskæg) mere og mere som det 21. århundredes danske Don Quixote. En sølle fantast, der ledsaget af Sancho Pancha (Marianne Jelved) galopperede omkring i det politiske landskab i jagten på noget, socialkammeraterne følte, de havde vundet ejerskab på i løbet af det 20. århundrede: Regeringsmagten. Det var trist at bivåne, fordi man vidste, at ingen i partigruppen i tide havde formået at overtale de gamle og udtjente cirkusheste til at gå på pension og spille golf og bingo for ministerpensionerne. Men det værste var, at alle kunne se, at partiet i eklatant grad savnede en partiformand med samme mediemæssige anseelse og gennemslagskraft som Anders Fogh Rasmussen, manden alle kameraer elsker.
Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen fremstår i dag som hovedpersonen i Oehlenschlaegers’ skuespil, Aladdin (1805). I lighed med guldalderdramaets fagre helt er Anders en mand, der er blevet sig sine særlige evner for magt bevidst. Omkring Uffe Ellemann-Jensens valgnederlag i december 1997 må han med instinktiv vished have fornemmet, hvor vidt han kunne drive det inden for politik, og da han få måneder senere omsider stod med Venstre-formandskabets lampe i hånden, blev han ydermere klar over, at mediernes spotlight var drejet fra Det Konservative Folkeparti til hans eget parti med det morsomt arkaiske navn, Venstre. Med naturlig selvfølelse lod han sin ambitiøst fornuftbetonede natur blive målrettet imod det, der er alle partiers højeste mål, magt. Politik er magt, og magt er politik, så enkelt kan det formuleres.
Enkelhed og klarhed, står der at læse i §1 i spindoktorernes 101, er af afgørende betydning. Det er ligegyldigt, om man siger noget, bare det, man siger, lyder af noget, så kameraerne retter sig imod en og bliver på en. Klip. Vi kan selvfølgelig godt se, at Anders Fogh Rasmussen nogle gange taler uden om, når der er spørgsmål, han ikke ønsker at besvare. Vi kan også godt gennemskue, at han meget bevidst højst taler om et emne ad gangen. Han gør det for vores skyld, vi må ikke opleve, at han roder for mange, komplicerede ting sammen. Det er til gengæld til at mærke, at det, han taler om, altid er vigtigt, og at han holder, hvad han lover. Journalisterne lader ham tale ud, inden de stiller et nyt spørgsmål. Klip. Problemet med Mogens og Marianne er, at hver gang de siger noget, skal man tænke over, hvad det egentlig er, de siger. Klip. Mogens’ seneste politiske kreation har en engelsk titel. Med Made in Denmark regner han med at sende et stærkt, nutidigt signal og gøre sin politik krystalklar, så selv Hobie i Hvalsø fatter, hvor han vil hen. Klip.
Anders Fogh Rasmussen bruger ikke billige tricks, han har blot indhøstet, hvad der fandtes af brugbart gods på den midtbaneorienterede, politiske arena og bruger det som et supplement til sin egen agenda – han er pragmatiker – og desuden har han noget bedre i ærmet: Han indgyder basal tillid hos flertallet af vælgere, alene i kraft af sin person. Han taler direkte til danske vælgeres hjerte og mellemgulv, men også til underlivet på vælgerne i et bestemt, meget magtfuldt vælger-segment, der holder sig helt uden for mediernes søgelys. Klip.
Hvad kan vi lære af Statsministerens nytårstale, der var støvsuget for politisk indhold, og af forløbet frem til den 18. januar? Hvilke bagvedliggende budskaber og signaler er at spore?
Den megen empati, forståelse og medmenneskelighed, der strålede ud fra Amalienborg til seerne om aftenen d. 2. januar virkede som et vellykket overraskelsesangreb på den del af oppositionen, der havde ventet, at nytårstalen ville forme sig som et valgoplæg. Mange mener fortsat, at politik handler om holdninger og ideologier, men det er noget gammeldags snak. Politik er ligesom Big Brother, bare bedre, for her er det rigtige mennesker, det handler om. Politik handler om følelser og ikke noget som helst andet. Hvem styrer debatten fra talerstolen, og hvem pimper den i Snapsetinget? Hvem skal ind, og hvem skal ud?
Klap-klap-klap.
Alt dette har Anders Fogh Rasmussen indset for længe siden. Han er det 21. århundredes Aladdin, og han ved det. Han kender reglerne. Han spiller spillet. Han har indtaget scenen, og alt det, han vil blive husket for i historiebøgerne, stramningerne af flygtepolitikken, Danmarks deltagelse i Irak-krigen, de mange ministerskandaler og det vigtigste, amternes nedlæggelse, alt dette undlader han at udtale sig om. For ærlig talt, alt det besværlige pis – strategierne, planlægningen, beregningerne og konsekvenserne – det vil folk alligevel ikke høre noget om.
Aladdin Fogh Rasmussen, scenen er din.