Vi bliver bare altid uvenner, når vi skal noget!
Jeg har jordens dejligste kæreste.
Men vi bliver bare altid uvenner, når vi skal noget sammen med andre! Som f.eks. i aften, hvor han holder 18 års fødselsdag. Jeg har været så opsat hele den sidste uges tid på, at vi IKKE skulle være andet end latterligt nyforelskede og have en god aften sammen for at fejre ham.
Men det går bare allerede galt (her til eftermiddag kl 15:00..)!
For det første, er vi begge to ret konsekvent en lille smule.. anderledes adfærdsmæssigt, når der er andre mennesker tilstede. Det resulterer som regel i, at vi begge to føler os lidt nedprioriteret af den anden. Jeg får det i hvert fald ofte som om, at jeg lige pludselig ikke er så vigtig. Han er ikke helt så kærlig, når der er andre tilstede. Det er ikke de samme lange blikke og de samme kærtegn. Og når jeg oplever at føle mig lidt tilovres, så går jeg på en måde i baglås? Og så bliver min adfærd overfor ham til noget lignende.
Han har snakket om i lang tid, at jeg skulle komme lidt tidligere i dag. Jeg er jo hans kæreste. Og han ville meget gerne komme og hente mig i bil, da han jo lige har fået kørekort. Specielt det med at blive hentet ville være skønt, fordi han bor langfanden i vold ude på Lars Tyndskids marker, og det tager mig omkring 3 timer at komme derud på egen hånd.
Men allerede her til morgen meddelte han, at han nok ikke kunne komme og hente mig alligevel. Fair nok, så må jeg jo bare tage tidligt afsted. Det var til at overleve, selvom jeg godt vidste, at en af 'the main causes' til hans afbud sandsynligvis er, at han har selskab af et par venner, som kom allerede i går.
Jeg har ikke hørt ret mange ord fra ham hele dagen, hvilket er meget typisk, når han har selskab. Så jeg gjorde mig bare klar, pakkede og skulle til at gå ud af døren her kl. 15:00. Jeg så på mobilen, at han havde ringet, så jeg tænkte, jeg nok hellere lige måtte ringe tilbage, inden jeg gik. Det gjorde jeg så.
Nu blev jeg mødt af en overrasket kæreste, som ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg allerede var på vej. Jeg fik et stik af irritation - "Har du ikke bedt mig om at komme lidt tidligere da?". Han mumlede noget om, at han havde ikke lige snakket med sin mor om, at jeg kom tidligere. Og nu var de allerede et par andre, som også skulle spise med. Men han kunne da godt lige spørge, om det var okay, at jeg kom?
Havde ærligt talt ikke den store lyst til at komme tidligere alligevel, så jeg bed tænderne sammen og sagde sukkersødt, at det kunne være ligemeget. Han prøvede at redde den med at give udtryk for sit savn af mig, og spurgte sødt, om jeg så ikke nok ville love ham, at jeg kom kl. 19, lige når festen startede, fordi (mellem linjerne) savnede han mig åh-så-fucking-meget. Jeg havde lyst til at gøre ham opmærksom på, at jeg altså bare kommer når jeg kommer, og det må han finde sig i, nu hvor jeg åbenbart ikke var velkommen på det pågældende tidspunkt alligevel. Men jeg havde hele tiden den der take i baghovedet? 'Det skal være en god aften..!' så jeg holdt min vrede i mig og forsøgte at være høflig, dog med en lille klang af skuffelse.
Han begyndte da at snakke om måske at komme og hente mig i bil inde i byen, hvilket ville spare mig for noget tid. Men han skulle lige finde ud af, om han måtte låne bilen. Og han skulle jo også være der, når gæsterne begyndte at komme. Og han skulle jo også spise.
Jeg var åben for idéen, og prøvede så at fortælle ham, at det var lidt vigtigt, at han snart fandt ud af, om han kunne komme og hente mig på dét tidspunkt.. han ville jo så gerne have, at jeg kom kl. 19, og hvis han kom og hentede mig i byen, kunne jeg slippe med at tage afsted hjemmefra lidt tidligere. Derimod hvis han ikke kunne komme og hente mig, skulle jeg tidligt afsted.
Men han forstod vidst ikke helt nødvendigheden af informationen, og lagde ud med at blive irriteret over, at jeg åbenbart ikke forstod, at han da ikke kunne finde ud af det lige nu.
Så skulle jeg lige pludselig også have nogle af hans venner med. Det var nogle stykker som ikke selv kunne finde ud til ham, og som måske meldte afbud, hvis ikke de fik en guide. Det skulle så være mig. Og jeg sukkede og indvilligede i planen.
Føler mig pludselig ikke særlig vigtig/kæreste-agtig/højt prioriteret? Og han blev også selv ret irriteret et par gange, fordi der åbenbart var en hel del, jeg ikke forstod. Har slet ikke lyst til at tage derop. Det er gået galt allerede før jeg overhovedet er kommet. Og vi skal sove i telt med hans efterskole venner.
Hvad fanden gør jeg? Og ikke mindst, hvordan kommer jeg til at slappe af og holde op med at græde af frustration, før jeg skal afsted..
Det er altid sådan, når vi skal noget med andre. Han stresser mig helt vildt, og jeg føler mig ikke særlig vigtig. Men han ville selvfølgelig blive helt vildt kællinge-sur, hvis jeg meldte afbud..
Help me?
Men vi bliver bare altid uvenner, når vi skal noget sammen med andre! Som f.eks. i aften, hvor han holder 18 års fødselsdag. Jeg har været så opsat hele den sidste uges tid på, at vi IKKE skulle være andet end latterligt nyforelskede og have en god aften sammen for at fejre ham.
Men det går bare allerede galt (her til eftermiddag kl 15:00..)!
For det første, er vi begge to ret konsekvent en lille smule.. anderledes adfærdsmæssigt, når der er andre mennesker tilstede. Det resulterer som regel i, at vi begge to føler os lidt nedprioriteret af den anden. Jeg får det i hvert fald ofte som om, at jeg lige pludselig ikke er så vigtig. Han er ikke helt så kærlig, når der er andre tilstede. Det er ikke de samme lange blikke og de samme kærtegn. Og når jeg oplever at føle mig lidt tilovres, så går jeg på en måde i baglås? Og så bliver min adfærd overfor ham til noget lignende.
Han har snakket om i lang tid, at jeg skulle komme lidt tidligere i dag. Jeg er jo hans kæreste. Og han ville meget gerne komme og hente mig i bil, da han jo lige har fået kørekort. Specielt det med at blive hentet ville være skønt, fordi han bor langfanden i vold ude på Lars Tyndskids marker, og det tager mig omkring 3 timer at komme derud på egen hånd.
Men allerede her til morgen meddelte han, at han nok ikke kunne komme og hente mig alligevel. Fair nok, så må jeg jo bare tage tidligt afsted. Det var til at overleve, selvom jeg godt vidste, at en af 'the main causes' til hans afbud sandsynligvis er, at han har selskab af et par venner, som kom allerede i går.
Jeg har ikke hørt ret mange ord fra ham hele dagen, hvilket er meget typisk, når han har selskab. Så jeg gjorde mig bare klar, pakkede og skulle til at gå ud af døren her kl. 15:00. Jeg så på mobilen, at han havde ringet, så jeg tænkte, jeg nok hellere lige måtte ringe tilbage, inden jeg gik. Det gjorde jeg så.
Nu blev jeg mødt af en overrasket kæreste, som ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg allerede var på vej. Jeg fik et stik af irritation - "Har du ikke bedt mig om at komme lidt tidligere da?". Han mumlede noget om, at han havde ikke lige snakket med sin mor om, at jeg kom tidligere. Og nu var de allerede et par andre, som også skulle spise med. Men han kunne da godt lige spørge, om det var okay, at jeg kom?
Havde ærligt talt ikke den store lyst til at komme tidligere alligevel, så jeg bed tænderne sammen og sagde sukkersødt, at det kunne være ligemeget. Han prøvede at redde den med at give udtryk for sit savn af mig, og spurgte sødt, om jeg så ikke nok ville love ham, at jeg kom kl. 19, lige når festen startede, fordi (mellem linjerne) savnede han mig åh-så-fucking-meget. Jeg havde lyst til at gøre ham opmærksom på, at jeg altså bare kommer når jeg kommer, og det må han finde sig i, nu hvor jeg åbenbart ikke var velkommen på det pågældende tidspunkt alligevel. Men jeg havde hele tiden den der take i baghovedet? 'Det skal være en god aften..!' så jeg holdt min vrede i mig og forsøgte at være høflig, dog med en lille klang af skuffelse.
Han begyndte da at snakke om måske at komme og hente mig i bil inde i byen, hvilket ville spare mig for noget tid. Men han skulle lige finde ud af, om han måtte låne bilen. Og han skulle jo også være der, når gæsterne begyndte at komme. Og han skulle jo også spise.
Jeg var åben for idéen, og prøvede så at fortælle ham, at det var lidt vigtigt, at han snart fandt ud af, om han kunne komme og hente mig på dét tidspunkt.. han ville jo så gerne have, at jeg kom kl. 19, og hvis han kom og hentede mig i byen, kunne jeg slippe med at tage afsted hjemmefra lidt tidligere. Derimod hvis han ikke kunne komme og hente mig, skulle jeg tidligt afsted.
Men han forstod vidst ikke helt nødvendigheden af informationen, og lagde ud med at blive irriteret over, at jeg åbenbart ikke forstod, at han da ikke kunne finde ud af det lige nu.
Så skulle jeg lige pludselig også have nogle af hans venner med. Det var nogle stykker som ikke selv kunne finde ud til ham, og som måske meldte afbud, hvis ikke de fik en guide. Det skulle så være mig. Og jeg sukkede og indvilligede i planen.
Føler mig pludselig ikke særlig vigtig/kæreste-agtig/højt prioriteret? Og han blev også selv ret irriteret et par gange, fordi der åbenbart var en hel del, jeg ikke forstod. Har slet ikke lyst til at tage derop. Det er gået galt allerede før jeg overhovedet er kommet. Og vi skal sove i telt med hans efterskole venner.
Hvad fanden gør jeg? Og ikke mindst, hvordan kommer jeg til at slappe af og holde op med at græde af frustration, før jeg skal afsted..
Det er altid sådan, når vi skal noget med andre. Han stresser mig helt vildt, og jeg føler mig ikke særlig vigtig. Men han ville selvfølgelig blive helt vildt kællinge-sur, hvis jeg meldte afbud..
Help me?