0tilføjet af

Verdens længste vandretur - ANMELDELSE

Titel: Langs kysten til Santiago de Compostela, Nordruten
Forfatter: Henrik Tarp
Pris: 199 DKK, 175 sider
Forlag: Bogan
Udkommer: 31. december 2011
ISBN: 9788774665144
[sol] [sol] [sol] [sol] ud af seks sole

Hvis man virkelig vil teste denne bogs kvaliteter, bør man foretage rejsen med bogen som fører. Det havde undertegnede ikke lige tid til, så lad os tage tingene fra begyndelsen. Siden middelalderen har mennesker fra hele verden valfartet til katedralen i Santiago i Nordspanien. Denne mulighed for at foretage mere end den almindelige turistrejse betyder at der efterhånden er hundredetusinder der vandrer ad pilgrimsvejen årligt. Det gør de for at få en religiøs, en kulturel og en naturrig oplevelse langs den smukke rute. Mange danskere fik især kendskab til Caminoen gennem Michael Berthelsen TV-serie.
Henrik Tarp fortæller om en alternativ rute til den gængse, nemlig turen langs nordkysten, som fører den vandrende gennem såvel naturskønne områder, som gennem Baskerlandets hovedstad Bilbao. Forfatteren har selv gået turen to gange.
Guidebogen beskriver hele ruten, etape for etape, og giver en række praktiske forberedende oplysninger, priser og åbningstider på overnatningssteder osv. De detaljerede forslag til dagsvandringer understøttes af kort og seværdigheder.
Denne anmelder som selv har gået "den franske vej", sydruten for ti år siden, er imponeret over nu at have en dansk guide - lige til at tage med i rygsækken til den alternative rute. Bogen giver ikke blot lyst til at pakke sydfrugterne, men også tryghed for at éns tur vil lykkes og lade sig gøre. Og nu hvor sydruten er blevet alt for overbefolket, er det fantastisk at få en invitation til et nyt eventyr.
Tarp dyrker præcision, hvilket er fantastisk, når man skal finde vej i ikke altid velafmærkede omgivelser. Man har brug for vished om hvor langt man har igen til næste refugie, næste landsby, kommende stigninger etc. Dengang undertegnede vandrede ruten fandtes der ikke ordentlige guides og man måtte famle sig frem med intuition og alskens hjemmelavede udregninger. Men ud over fakta er der også hints til fine afstikkere og seværdigheder og lokale tricks.
For alle pilgrimme og alternative rejsesoldater er denne bog en sikker vej til en god ny oplevelse. Det eneste man kan frygte er at at bogen vil forældes om få år, da disse pilgrimsruter er ligså dynamiske og foranderlige som levende væsener.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.