Var det klogt at gå fra ham???

Hej.
Ja som min overskrift lyder er jeg i tvivl om jeg har har gjort det rigtige?
Jeg er en kvinde på 28 år. Der har været sammen med min kæreste(34) i 4 mdr. Mit korteste forhold, men det eneste forhold hvor jeg virkelig troede jeg havde fundet manden i mit liv.
Han er en meget lukket person og jeg meget åben.Vi er begge meget selvstændige af natur, med temperament og stædighed. Jeg har lidt under at vores forhold har kørt efter at vi kunne ses og være sammen når det har passet ind for ham dvs. 1 dag i hverdagene og 1 måske 2 dage i weekenden. Jeg følte altid det var mig der skulle tage kontakten for at vi så hinanden. Og jeg følte han sugede til sig når jeg fortalte hvor glad jeg var for ham og var kærlig over for ham. Men tingene blev sjælden gengældt.Det skal tilføjes at manden har levet mere eller mindre alene i mange år har aldrig boet med en kæreste(har bygget på sit hus derfor ikke været muligt)
Jeg fortalte at jeg fik en følelse af at han ikke var interesseret i mig hvilken han afslog og han har da også snakket meget om fælles fremtid og fælles børn på eget initiativ. Ja der var sågar en episode hvor jeg troede jeg var gravid hvor han virkede ufattelig glad. (han har ingen børn jeg har 1)
Og jeg føler det måske er her problemet ligger. Han er meget perfektionistisk og nok også lidt gammeldags når det kommer til det med børn og den perfekte familie og har også give udtryk for, at det at jeg har et barn, jo giver mange begrænsninger, som om at jeg lidt har ødelagt hans perfekte forestilling om hvordan hans fremtid skulle være.
Og der dråben faldt var da han valgte at tage alene til en familie komsammen selv om vi begge var inviteret fordi vedkommende der holde festen ikke var klar over jeg havde et barn.(hvor jeg mener det var hans opgave at fortælle det uden problemer)men han vælger at tage en beslutning for mig om at jeg ikke skal med.
Jeg skriver en sms(måske ikke det rigtigt at gøre 😕 ) om at det gjorder mig ked af det, og det jo måtte bunde i han skammede sig over os, eller vi var besværlige. Hvor han kommer med alle mulige dårlige undskyldninger INGEN forståelse for mig eller noget.
Jeg skriver at jeg synes han skal tænke over om det var os han ville, for vi skulle ikke være til besvær. Og at han i det hele taget altid har holdt en vis afstand til os, som om vi ikke skulle komme for tæt på. Og han svare at det var nok rigtig nok og der var bare for mange hensyn og tage.
Hvor jeg sidder her og tænker at jeg ikke kan komme i tanke om et eneste hensyn han har taget. Til gengæld har det altid været mig der har skulle komme til ham,Og har stået her når det passede ham og lavet mad(det han ønskede)dækkede hans forskellige behov for han så kunne køre hjem igen enten om aften eller tidligt om morgen. Men det er som om at hver gang det kan komme til en diskussion hvor man beder om klare retningslinjer(mine holdninger) bliver hensynskortet trukket.
Så jeg skrev om vi skulle slutte her? og han kunne ringe eller skrive hvis han en dag kom på andre tanker og kunne tage hensyn til andre ind sig selv, for jeg kunne ikke leve i et forhold hvor kærlighed og omsorg kun kom en vej fra og aldrig retur. Den har manden så valgt ikke at svare på..(2 dage siden)
Kunne jeg have gjort andet, misforstår jeg ham virkelig så meget? Ville der være noget at arbejde med? Vil meget gerne høre hvad især jer mænd mener der sker? om der kan ændres noget? eller er det bare rigtigt og være gået? og hvad skal jeg evt. gøre hvis han kontakter mig igen? Jeg tror oprigtigt han elsker mig, men han har levet alene så længe og det er tydeligt at alt har fået lov at gå efter hans hoved. Ja selv hans forældre var bange for det ville ende sådan her pga. hans egenrådighed. Og at han aldrig før havde haft en kvinde der tuer sige noget til ham. Er virkelig glad for ham.. men er løbet tør for ideer til den fælles fremtid 🙁
Mvh.

Ja jeg tror du gjore det rigtige, han har været alene altid og er vandt til sine egne regler og normer.
Han er egoistisk og perfektionist hvilket ikke lige er de bedste ting at have med i et forhold især ikke et med børn.
Han har ikke haft en kærste pga hus byg. vrøvl hvis man var forelsket bygger man sammen.
Han kommer kun hvis du ringer efter ham, ikke den storer intresse.
HAN KAN INGEN GANG, RINGE TIL FAMILIEN OG FORTÆLLE DU HAR BARN men alle ville kunne forstå han har fundet en kvinde med børn, alle undtagen ham.
Sidst og ikke mindst han ringer ikke til dig og siger unskyld og han skylder dig/jer mange af dem.

Jeres problemer ligger nok i, at I er så forskellige af sind, og derfor let misforstår hinanden? Men det lyder også, som om du ikke er god til at passe på dine egne grænser? (Det er IKKE det samme som at man ikke tør sige sin mening)Men at man - uden rigtig at lægge mærke til det- lader andre styre for meget. Og at man bøjer af, i stedet for at protestere. Jeg ville nu nok også være gået, hvis jeg var dig. Jeg vile ikke have skrevet det om at tage hensyn til andre, for så lyder det som en permanent anklage, og man skal ikke lave andre om. Mon han virkelig elsker dig, hvis han ikke vil tage hensyn? Eller har du bare været "en praktisk og nyttig ting" for ham! Ønsker dig ALT godt! Momsy

Ja, det var klogt af dig at gå fra ham.
Enten egner manden sig bare ikke til seriøse forhold, eller også er han blot een i den uendelige række af konfliktsky tryghedsnarkomaner, som ikke tør kalde en spade for en spade og fortælle dig, at han ikke synes, I passer sammen.
Det er godt, du er kommet videre, fortsæt med det 🙂

Jeg mener også du har taget den rigtige beslutning.
Når han efter 4 mdr. stadig har så svært ved at åbne sig op overfor dig,vil det blive en lang kamp at blive i forholdet med ham.

Hvad har gjort, at du følte, at du havde "fundet manden i dit liv"? Alt hvad du ellers fortæller tyder da ellers kraftigt på det modsatte...
Hvis I ikke er helt væk i hinanden, når I kun har været samme i 4 måneder, så tyder det på, at du skal ud at søge videre 😖

Noget af det I unge ikke forstår er, at selvom man er i et forhold, så har man brug for et pusterum. Så giv ham det.. Man skal aldrig dølge sit mandfolk men give han lang snor, så kommer han hurtigt hjem igen :)

Svaret finder du nok alene..giv det stilhed! [f] ..måske er han bare ik` klar,at lade sig blive elsket?
http://www.youtube.com/watch?v=5M7tgD3q0Zg

Det er ALDRIG "den bedste løsning" at forlade en man måske har været sammen med i mange mange år. Faktisk er det ligemeget om det er 2 eller ti år.
Det kan HØJST være den "ikke værste" "men lige en tand bedre løsning.
Naturligvis forudsat at han ikke er voldelig eller mishandler barnet og lign.
Da en pige gik fra mig efter 10 år - jeg rendte i flere uger rundt om huset for at prøve at finde min datter, før det gik op for mig at hun nok var taget af moderen, ja faktisk gik der over 2 år før jeg nogensinde talte med en kvinde igen, eller blot chattede med.
Efter nu 3 år har jeg da også mødt en hel del kvinder, men jeg kan stadig ikke åbne mig fuld op selvom de er søde. Et sted i min underbevidsthed frygter at jeg skal opleve smerten som dengang tog lidt over 3 år at komme mig over.
Derfor er mine "forhold" ofte . 1 dag, 1 uge, eller 1 måned, ikke noget med mange år. Der er noget nemmere at "miste en kæreste" ved at slå op efter EN dag, i stedet for at opbygge hele sit liv i 10 år, herunde hus, Volvo, vovhund, for en dag par at opdage at hun er skedet, og man skal selv flytte i en hulens fart da der dermed heller ikke er penge til husleje den 1....
Med andre ord: Du står ALTID stærkere i livet ved at være en del af et par, fremfor single! Men det opdager du nok...

Mange tak for jeres svar... det giver mig mere ro at vide det nok var det rigtige og gøre.. Og ja så må jeg jo nok bare videre desværre 🙁 god dag til jer der ude 🙂

Generelt kan man sige, at det gælder om at komme videre i sit nye liv hurtigst muligt efter et brud [sun]
Og man kan man også komme videre i sit nye liv, selvom man deler børn.
Det kender jeg mange eksempler på, udover at jeg selv forlod en ex. efter vi havde været sammen i 15 år (siden de små klasser i folkeskolen). Vi blomstrede begge op bagefter som singler, da vi havde brug for at være singler hver især. Og også senere, da vi hver især kom i nye forhold, senere i livet
Idag er det omkring 15 år siden jeg sidst har haft kontakt med hende og har ikke noget behov for det idag, men ville naturligvis hilse, hvis jeg mødte hende på gaden 🙂
For mig, har det været den bedste beslutning, ikke den næstbedste.
Men bevares, for nogle kan de sidde fast i et hul gennem hele livet. Det, de glemmer, er at det kun er dem selv, der kan trække dem op af hullet 😕
Så jeg er lodret uenig med dig, det KAN være sundt og ubetinget den bedste løsning at komme videre i livet, hver for sig 🙂
Did you get it? Komme videre i livet [!]
Jeg vil ikke skrive "men det opdager du nok", derimod, at jeg håber, du opdager, at det er dét, det drejer sig om 😉