umulige børn

hjælp os.
vi har tre børn på 12år 10år-7år.den værste af dem er drengen på 7år.han er krops umulig-han råber og skriger-siger hold kæft-slår de to andre som er piger.han siger at vi ikke skal bestemme over han.hvad skal vi gøre.vi er desperate.er der nogen som kan hjælpe os

Hej
Hvis din dreng opføre sig opfører sig som du siger, så kan du hente meget hjælp i de bøger som Dr. Phil har skrevet.
Han skriver om at børnene får "lov" til deres opførelse ved at man ikke giver konsekvens. Og det skal være konsekvens hver gang og hele tiden, så der ikke engang imellem slipper en tilladelse ind. Hvis han slå sine søster skal han have en konsekvens, enten ved at I tager noget fra ham eller han kommer på værelset. Alle børn har noget de ikke har lyst til at undværer, enten et gameboy, fjernsyn, leg med venner eller andet. Hvis han lærer at når han gør noget galt, så kommer der konsekvens, skal han nok få lært at hans opførelse er uacceptabel. Men det skal være hvergang og det er ikke noget med at se mellem fingerne engang imellem. Det tager noget tid inden den helt "fiser" ind hos ham, men det hjælper.
Jeg har selv 2 drenge, som kan slås som hund og kat. Hvis de gør det og jeg opdager det (kan smutte hvis de er uden for) så bliver der taget fjernsyn og gameboy fra dem. De ved det og konsekvens tager jeg det fra dem. Det er blevet meget bedre, for de har virkeligt fået mig til at i håret af frustration, men da jeg læste en bog af dr. phil og så ham på fjernsynet, kunne jeg se at min opførelse, gav dem "lov", ved at jeg ikke konsekvens sagde fra.
Håber det hjælper.

jeg er mest til den gamle updragelse, selv om jeg er 21.
at klappe børnene på hovedet og sige fy VIRKER IKKE, et Dask i ny og næ hvis de er for slemme er OK. Kun hvis det er fortjent naturligvis.
kh Mikael, Ønsker jer held og lykke med det hele.

Fortvivl ikke. Jeg har selv to piger med to års mellemrum. Den ældste er meget rolig, det er den yngste ikke. Ikke sådan at forstå, at den yngste er ekstrem eller på anden måde "vild", hun er blot "normal". Alligevel har det været nødvendigt, at sige Nej til hende mange gange, og det sætter altså sine spor. Vi har talt om det, og har prøvet at koncentrere os lidt mere om, at sige JA i stedet. Bekræftigelse og anerkendelse er alfa og omega når det drejer sig om børn.
I jeres tilfælde, hvor I har lidt bøvl med jeres yngste, er det nok også her grunden skal findes.
Prøv at bruge lidt mere tid på drengen og giv ham nogle gode oplevelser, lidt mere ømhed uden at overdrive, vis ham, at han er lige så god og ligeværdig som de to ældste, og sæt nogle grænser, der bare ikke kan ændres ved. (Tænk dog godt over disse grænser, og frem for alt: VÆR ENIGE OG KOORDINÉR HVEM DER HAR GIVET LOV TIL HVAD, OG HVEM DER HAR SAGT NEJ TIL HVAD!)
Pas dog stadig på, at I ikke overforkæler ham, og at I ikke glemmer jeres piger.
Dette råd har hjulpet os, vores hverdag er blevet mere tålelig og alle er (stort set) glade hver dag.
Håber I kan bruge mit råd til noget, held og lykke med det pædagogiske arbejde !

du er da genial, Helt enig med dig, DR Phil er ret god. man siger jo man ikke må straffe børn, Men det er som at lade kriminelle slippe ustraffet, så de bare fortsætter. nu er det jo ikke helt samme måde de laver ballade på, men princippet er det samme.
kh Mikael

Er du da blevet helt tosset Mikael? (Du skriver i dit svar- indlæg, at det er ok med et lille dask i ny og næ! Det er bare ikke godt nok, og desuden er det forbudt! Dask er voksnes svar på alt, når forstanden går ud! Så glem nu alt det der tæv og så videre. Tæv hører hjemme i en boksering, ikke sammen med børn og opdragelse!

jeg tror bare ikke det virker at sige fy, og så færdig.-

Får han nok i lommepenge?

Kære forældre til 3
Ja,det gælder om at være meget klar og tydelig - og ikke mindst om at være ubøjelig. Det er selvfølgelig meget anstrengende i begyndelsen, men med tålmodighed og udholdenhed skal det nok lykkes. Først og fremmest gælder det om at gøre jeres dreng det klart ,at selvom I elsker ham helt og holdent, så er der noget af det han gør som I ikke vil acceptere. Det har noget at gøre med, at man har nogen rettigheder - men man har også nogen pligter. Forpligtelsen til at opføre sig sådan, at andre også kan holde ud at være sammen med en og føler sig ordenligt behandlet. Hvis han ikke kan det, så tag ham væk - sæt ham på en stol eller lignende og fortæl ham, at det der, (han lige sagde eller gjorde), det var ikke i orden. Og giv ham så opskriften på, hvad han skal gøre i stedet for. Han skal lære hvad han kan og må, mere end hvad han ikke må. Han vil sikkert protestrere voldsomt, men hvis han bliver for gal og svovler, så sig, at I ikke kan snakke med ham, indtil han ikke er så gal mere, men så vil I godt høre på ham igen. Det kan også være godt med sanktionsmuligheder - og her mener jeg ikke straf i gammeldags forstand - men mere retningslinier for, hvad han skal gøre, for at kunne være med til alt det der er sjovt og hyggeligt. Skal man på tur, må man kunne gøre som man bliver bedt om, ellers kan det ikke lade sig gøre på en rar måde for alle. Hvis man vil se film i sofaen og generer de andre, jamen, så kan man altså ikke se film før man holder op. Det er selvfølgelig brandsvært ikke at skælde og smælde, men prøv virkelig at lade være, uden dog at blive blød og eftergivende. Venlig - men meget, meget bestemt og urikkelig. I kan også sige til ham (noget i retning af): Vi kan godt se, at der er noget du ikke er tilfreds med, men så må du.......(hvad det nu er I vil have ham til). Eller noget i retning af: Vi kan godt se at du er meget gal over det her, men det er ikke OK at slå og snakke så grimt. Ved du selv hvorfor du er så gal? (Det ved børn ikke altid, men hvis man er åben over for dem, og anerkender deres frustrationer, så bliver de oftetst mere samarbejdsvillige). Der er endelig bøger af Jesper Juul som varmt kan anbefales, og I kunne måske også snakke med jeres stedlige familierådgivning. I kan jo være heldige, at der sidder nogle dygtige folk der, som kan hjælpe jer videre, hvis det andet her slet ikke slår til. Men, det er i hvert fald jer der har en stor opgave, som I heldigvis lyder til at ville tage på jer. Børn gør det de kan - indtil de lærer noget andet. Jeg er glad for, at der er en anden debattør i denne debat der har udelukket dask som en løsning. det er fuldkommen håbløst og hjælper ikke barnet med noget som helst - ej heller forældrene for den sags skyld. Man kan altid gøre børn så skidebange at de gør præcis hvad man vil have dem til, det er ingen kunst, det kan enhver idiot. At lytte og vejlede - med meget klare anvisninger på den hensigtsmæssige adfærd - det er mit bedste bud på en vej videre. Rigtig god arbejdslyst - og godt med tålmodighedsstyrke oveni.
Venligst Kapha

Jeg vil lige tilføje til det helt konkrete I skriver om, at han siger, at I ikke skal bestemme over ham. Som lærer til mange børn, som ofte er vant til at skulle diskutere alting derhjemme og hvis forældre "forhandler" med deres børn, så gør jeg ofte det, at jeg laver en lille oversigt sammen med børnene om flg. tre ting:
1. Hvad må man helt selv bestemme når man er 7 år? (Om man vil spise sit slik med det samme eller gemme det, om man vil have grønne eller blå strømper på, om man vil lege med det ene eller det andet af sit legetøj osv.
2. Hvad må/kan man være med til at bestemme når man er.....(Hvor meget man skal spise, hvad man skal spise, hvor meget tøj man skal have på eller lignende).
3. Hvad må/kan man ikke selv bestemme når man......? (F.eks., om man vil gå I skole, aldrig gå i bad etc. etc.
Sådan en oversigt kan man være igang med over flere dage eller uger, efterhånden som man kommer I tanke om tingene. Endelig kan man ved forskellige lejligheder hjælpe ham med at sige. Se, det her, det er noget af det du selv må bestemme, eller ikke bestemme.
Og så til slut: Ikke for mange ord eller forklaringer, kort og præcist sprog, som kan gentages i det uendelige, hvis han ikke vil acceptere. Og diskutér eller forhandl aldrig! "Det her er ikke til diskussion". "Jamen,..." "Nej,det er sådan som jeg siger". "Jamen...." "Hør hvad jeg siger: Det er ikke noget jeg vil diskutere med dig." Hvis han bliver ved, så må I sige: "Jamen, så kan vi ikke snakke sammen mere om det. Slut" - Og prøv så gerne, hvis der er mere kraft tilbage, at tilbyde ham at være med til noget eller gøre noget med jer eller noget I ved han selv synes om, for at vise ham, at I godt vil være sammen med ham og have, at han skal have det godt - men ikke på hvilke som helst betingelser - og ikke hans, når de er urimelige!:
Farvel igen, håber I kan bruge det. Det kræver træning af os voksne, men det er dæleme skønt når man får det lært. Enstor frihed for os voksne, og - til sidst - en stor tryghed for børnene, at de ved præcis, hvor de har én.
Kapha

Det var dog det mest fornuftie svar jeg har set:-) Dejligt at høre at nogle går op i anerkendelse af børn istedet for konstante begrænsninger. Fokus på det positive istedet for altid at give et nej....Selvfølgelig skal det til, men måske ville kommunikation med barnet også hjælpe, altså hvis man fortalte hvorfor barnet ikke måtte gøre nogle forskellige ting:-)
Børn er nysgerrige og gør ting vi voksne ikke kan huske hvorfor man gør, men husk at det kun sjældent for at provokere eller genere nogle:-)
Hellere negativ opmærksomhed end slet ingen.

Læs indslagene fra "far til 2 piger - Kapka - Lisser" med stor grundighed, for de har fat i det helt rigtige.
Vold mod børn børn hjælper ALDRIG og gør kun skaden endnu størrer.
Jeres dreng forsøger via sin adfærd at fortælle jer noget, som han ikke kan sætte ord på og det skal I hjælpe ham med.
I skal som voksne hjælpe ham med at forstå, at man ikke løser sine problemer ved at slå og skrige. Vis ham hvordan og giv ham hjælp til at sætte ord på det, der frustrerer ham.
Husk altid, at jeres dreng lærer mest af det, han ser og oplever jer gøre - og kun næstmest af det, I siger.
Så det er vigtigt, I selv bevarer roen og fornuften og viser jeres dreng, at I elsker ham, uanset hvad.
Hvis I selv er i tvivl om, hvordan I griber det bedst an, så bed om hjælp og rådgivning. Jeres drengs klasselærer i skolen ved helt sikkert, hvor I skal henvende jer henne.
Held og lykke...

Og når man løber tør for ord, (som du gør, når du skal forsvare din holdning til opdragelse), så er det iorden at slå??? Kan du ikke klare dig verbalt og med indsigt, så stik ham et par på hovedet... Er det den måde, vi skal lære vores børn at argumentere på??
Børn gør ikke, som du siger, de skal - de gør det, de ser og oplever dig gøre...!!

Som de andre også skriver skal der konsekvens til. Hvis I bare lader ham tillade sig at slå sine søskende har I jo tydeligvis givet ham alt for frie tøjler. Tænk jer om!
-/BikerBirk

Michael for fanden! Hvilken planet kommer du fra? For det første er det forbudt at slå børn og der er mange, BEDRE måder at gøre tingene på! Alternativ børneopdragelse! Men aldrig slå, det skaber ikke mere respekt, kun for tæv, ikke for forældrene! Jeg taler af erfaring og ud fra hvad jeg har hørt andre fortælle.
-/BikerBirk

Som jeg læser indlægget så er drengen den mindste, han har to ældre søstre og måske fik i endelig den dreng i har ventet på?
Det kan godt resultere i at man giver lidt for løse tøjler. Er han blevet lidt overforkælet og overbeskyttet i forhold til pigerne eller er det måske kommet lidt bag på jer at der er forskel på de stille piger og de lidt mere aktive drenge, så i ikke har fået sat grænserne i tide?
jeg kender det fra min egen barndom hvor vi er 3 piger og så en lillebror som blev smækforkælet.
I skal hurtigst muligt søge hjælp. Start med lægen og få en snak med ham om hvordan i kommer videre i systemet.
Hvis i ikke får stoppet den voldelige og egoistiske adfærd nu, vil i se at de problemer i har på nuværende tidspunkt er meget små i sammenligning med dem i og han får senere.
Hvordan fungerer jeres søn i skolen? Vil han også bestemme der og er han voldelig overfor sine kammerater?
Jeg vil på det kraftigste opfordre til at i får iværksat noget for at hjælpe ham. Det vil være en kæmpe bjørnetjeneste hvis i føjer ham, da han slet ikke vil komme til at fungere socialt, og ydermere vil det være at svigte pigerne hvis i ikke får stoppet ham. I som forældre bliver jo også kørt ned da i hele tiden skal forsøge at mæle mellem børnene.
I den problematik er der kun tabere hvis i ikke gør en indsats NU.
Det er ingen skam at indrømme at problemerne er vokset en over hovedet, det gør jer ikke til dårlige forældre. Tværtimod gør det jer til dårlige forældre hvis i ikke gør noget og bare lader stå til.
Held og lykke.

Jeg er glad for at der er nogen som kan hjælpe os.Vi har også selv talt om at søge hjælp igennem vores læge,men vi er bare bange for at der ikke sker noget.Drengen er nok blevet forkældet.Fra han var 15mdr til at blev 35mdr,gik jeg hjemme hos ham.Han var i børnehaven fra han var tre-seks år.Der havde vi i ca 15 mdr.støttepædagog på ham-fordi han lukkede sig inde i sig selv hvis han ikke fik sin vilje-eller hvis de andre børn drillede ham.Men det blev bedre med ham og han klarer sig fint i skolen.Han har også mange kammerater.Det skal lige siges at han er lidt for tyk og det tror jeg hæmmer ham i hverdagen.Ja så kan vi jo bare lade være med at købe ting som han bliver tyk af,men det er ikke nemt når han bare selv cykler ned efter ting han kan spise.Vi kan sagtens sige til ham at det må han ikke med han er tit ligeglad med hvad vi siger-så er det sgu ikke nemt at sætte grænser for ham.Det er som om at vi hele tiden render panden mod muren.Han er en meget stædig dreng,med egen mening om tingene.
Men tak endnu en gang for rådene.

I skal være meget opmærksom omkring jeres umulige søn.Det kan sagtens udvikle sig til en rigtig tyran og undskabsfuld dreng,som det bliver umuligt at omgås.Hvordan er drengen når i er ude på besøg.Er han også umulig der,og vil hele tiden have opmærksomhed,gøre mærkelige ting.feks kravle i møbler,altså opføre sig meget provokerende.
Min søn var meget lig din søn,da han var barn,og det var virkelig et mareridt.Jeg kunne ikke have ham med nogen steder(Jeg turde ikke).Der blev gjort alt for at tingene skulle rette sig,men ligemeget hjalp det.Jeg har idag ikke forbindelse til min søn.Han er ikke helt normal,og faktisk noget af en syg person i hovedet.Jeg har selv droppet enhver forb med ham.jeg orkede ikke mere.Han blev direkte ondskabsfuld og truende.
Så,kære forældre.Vær meget opmærksom på forskellige ting,hvad han går,hvad han siger,.Godt mit mareridt er slut med min søn.

Det er helt klart et problem barn i der har fået jer.Det bliver ikke sjovt for jer senere hen i hans alder.Han vil altid være lidt af en tyran som bliver svær at omgås,også for andre,og noget kunne tyde på at han også bliver voldelig senere.Det er en meget hård kamp for jer,at skulle leve med sådan en søn,håber i klare det,men jeg tvivler.På et tidspunk,giver man altså op,bare slidt ned af barnet,og i kære forældre skal altså også leve en tådelig tilværelse.

Der er meget rigtigt i det, du siger.
Men en anden ting, som andre også skriver, der er vigtig for børn, er grænser og konsekvenser. Børn er grænsesøgende hele tiden, og bliver der ikke sat grænser med dertil hørende konsekvenser, søger de bare videre....
Med konsekvenser mener jeg naturligvis ikke tæv, bank eller lign., men en straf af en art, fx. som at fratage et eller andet, hvis de ikke stopper. Man skal bare huske, at det man truer med som straf eller konsekvens, hvis de ikke stoper, det skal gennemføres... Ellers får det ingen ende.....

Jeg vil blot sige at jeg har 3 piger og en dreng - den yngste og mest forkælede. Og han er den mest stille og rolige og elskelige dreng du kan forestille dig. Jeg mener at hver gang børn er "umulige" på en eller anden måde er det de prøver at sige "elsker I mig". Og jo mere umulige de er, jo sværere er det at vise dem kærligheden - som regel. Og så er det problemerne vokser og bliver større. Jeg vil anbefale bogen "Børnenes 5 kærlighedssprog", hvor man så kan finde ud af hvilket "sprog" ens eget barn "taler", så man kan opfylde deres kærlighedsbeholder.