Umenneskelig ventetid

Min søn begik en lovovertrædelse Juli 2007, indlagde sigselv på psykiatrisk hospital i Feb. 2008, blev diagnostiseret Marts 2008 - retsag blev først berammet til Juni 2008, siden hen aflyst uden forklaring... men nu er der endelig fastsat en ny dato: midt Januar 2009..
Jeg syntes det er katastrofalt at der kan gå op til 18 mdr inden en sag stilles for retten - især når han har tilstået!! Og nu viser det sig at han ikke kommer i fængsel - han kan få en behandlings-dom - hvilket ville være en forsættelse af den behandling han påbegyndte ifm diagnosen blev stillet.
Jeg mener der burde være en tidsfrist for hvor længe "systemet" kan sylte sager, hvor der for så vidt ikke er noget at efterforske.

9 år er vist rekorden herhjemme. Sidste del af Hauchild-sagen var 9 år om at komme i retten.

det er der jo for visse typer. Vold skal f.eks for inden 30 dage og det kan i nogle tilfælde udskyde sager som din søns.

nu er det faktisk vold han skal foir retten med - så den med 30 dage holder IKKE en meter.

gå fri eller hvad?.
Måske en bedre opdragelse havde hjulpet, så du er måske den reelle
forbryder.
Herfra lyder det som klynk og egoisme.
f2

Gu skal han ikke gå fri - han skal have en behandlings dom.!
Og skizofreni har ikke en skid med opdragelse at gøre, så luk arret!
Jeg siger jo netop at det er umenneskeligt at der skal gå så lang tid inden sagen kommer for retten -!!!!!!!!!!!!!

du er helt sikkert ikke begavet nok til fangehullet.

Man har vel vurderet at der ikke har været nogle umiddelbare fordele ved at opprioritere din søns sag. Med andre ord så har man sikkert haft en masse andre sager som man har fundet grund til at gennemføre inden din søns.
Om vurderingen er korrekt eller ej skal jeg sådan set ikke gøre mig klog på. Og jeg syntes faktisk også du udviser lidt dårlig dømmekraft, når du antager at der er nogen herinde der kan det. Ingen af os kender detaljerne omkring din søns sag, og du kender ikke engang selv begrundelserne for at udskyde hans retssag.
Men når det er sagt så har jeg lidt svært ved at se problemet, udfra de oplysninger du har givet. Din søn er i behandling og må derfor antages at være af en mindre eller ingen risiko for ofret og samfundet generelt. Derudover må man også antage at din søn endeligt får den hjælp han har behov for og derfor vil jeg mene hans behov også bliver varetaget. Men jeg kan da sagtens sætte mig ind i at det må være et stort ønske for dig, din søn og ofret at få en afslutning på sagen - hvadenten den afslutning er en behandlingsdom eller andet.
Men hvis jeg skal komme med en mening, baseret på de (for mig) tilgængelige oplysninger, så syntes jeg du skal glæde dig over at din søn er i behandling og du skal glæde dig over at vores retssystem er så veludviklet, at det efter alt sandsynlighed ikke dømmer din søn til fængselsstraf men derimod tager din søns behov i betragtning og idømmer ham en behandlingsdom.
Det er naturligvis nemmest (særligt i din uden tvivl følelsesmæssigt hårde situation) at bebrejde "samfundet" og retssystemet. Men jeg syntes du skal spørge dig selv om din søn får mest ud af en mor der bruger sin energi på at bebrejde verden. Eller om han har brug for en mor der er der for ham, selv i hans nye liv med en alvorlig psykisk sygdom han muligvis skal leve med resten af hans liv.

jeg sidder blot og tænker at hvis min søn kan udsættes for den umenneskelige ventetid - så kan andre også - og jeg mener det er umenneskeligt også for et ofer at skulle vente så lang tid på at få en chance for at kunne komme vidre.
Jeg er harm over at "man" har skåret dommerstanden så langt ned at det er en nødvendighed med de vente tider.