Ulykkelig kærligheds situation, hun siger at...

Jeg står i en vanskelig situation. Jeg er desværre gået hen og blevet forelsket i den her pige, hun er 22, jeg selv er 23. Det i sig selv er jo ikke noget problem, men problemet er at jeg igennem længere tid (vi har set hinanden i ca. 2 måneder) har kunnet mærke på hende, at jeg ikke vidste hvor jeg havde hende. Det har jeg konfronteret hende med, og der kom desværre ud af det at hun påstod at hun aldrig ville kunne blive forelsket i mig, og derfor aldrig ville kunne være sammen med mig.
Hun lagde ud med fra starten med at sige hun ikke ville noget seriøst, men det er svært at tro på når hun bliver ved med at sige hun savner mig, at jeg er den dejligste i verden, at hun aldrig er blevet behandlet bedre og at jeg giver hende sommerfugle i maven. Angående det sidste, er det så ikke noget af det der bedst karakteriserer forelskelse?
Min egen vurdering er at hun hele tiden har sørget for at nægte sig selv at give sig hen (hvilket hun også selv har sagt) og dermed ikke givet sig selv lov til at blive forelsket. Og det er frustrerende, for alt er perfekt når vi er sammen. Men det fungerer jo desværre ikke, hvis hun ikke vil.
Min plan er når vi skal have en lille snak i aften, er at fortælle hende at hun bliver nødt til at give mig en reel chance, ellers kan vi ikke ses mere. Jeg er ikke ude på at tvinge hende til at blive forelsket (det kan man heller ikke), men jeg er ude på at få en fair chance. Hvis hun fra starten har været lukket helt af for muligheden, så sker det jo heller ikke. Desuden har jeg nok begået den fejl at fortælle hende præcis hvad jeg følte, så hun umuligt kunne være i tvivl om hvor hun havde mig. Og så vidt jeg ved er forelskelse en blanding af usikkerhed (fordi man ikke ved hvor man har hinanen) og reel affektion.
Er der andre der har prøvet noget lignende? Hvordan fik i det til at fungere? Gør jeg ret i at droppe hende, selvom det bliver enormt svært?
PS. Det er +-8 år siden jeg sidst var forelsket, så jeg kan ikke prale af at have masser af erfaring i at håndtere sådan noget.
Venlig hilsen den ulykkelige.

Bare spring ud... lad hende vælge...
Min man (som jeg er meget lykkeligt gift med-og omvendt/stadigvæk som nyforelsket efter 15 år) havde det ligesom "din pige" inden han "overgav sig". Derefter var det stadigvæk lidt svært, først efter ca. ½ år, var han "rigtigt" min... Han havde oplevet meget, der gjorde, at han ikke turde gi sig selv hen på dette tidspunkt

Problemet er lidt at hun har valgt så at sige. Hun er meget stædig og nægter at give det en chance virker det til. Når du mener jeg skal springe ud i det, hvad mener du så jeg skal gøre? Gøre som jeg havde planlagt og lade hende tage stilling efter idag?

Ikke hende men det der "krævnen og forlangen - jeg vil vide hvor jeg har dig" Det er ikke til at holde ud. For det første kan det svinge - eller rettere, det svinger, så selv det mest ærlige menneske på jord kan ikke give et ærligt svar, men kun efterfølgende blive beskyldt for at tale usandt.

Det er jo heller ikke det jeg er ude efter 100%. Nu vil jeg bare være sikker på hun ikke allerede har lukket af for muligheden for noget seriøst (for det har hun i princippet sagt at hun har). Men hvis hun bare vil give det en chance, så er jeg sådan set ligeglad hvad der sker derfra.

blot nyde hendes selskab, som jo kun er 2 måneder gammelt.Min hustru som jeg har levet med i 24 år og har barn med, sagde også de første mange måneder at hun ikke kunne sige at hun elskede mig. Men når hun nu alligevel viste det, så var det ikke slemt at vente, til hun ville. Så giv hende tid, dig selv med. MEN lad være at mose på, og lad være med at virke alt for glad for hende...

Men hun har direkte udtalt at hun aldrig vil kunne blive forelsket i mig, og aldrig vil kunne være sammen med mig. Så bliver jeg jo nødt til at have klarhed over hvad hun mener med det, ellers kan jeg jo ikke forsætte. Jeg burde da være det største fjols for at forsætte i et forhold der ikke er nogen fremtid i.

- ikke at give sig hen og turde lade sig forelske sig i en sød fyr. Jeg har mødt min kæreste for ca. 7 år siden og dengang vi mødtes var vi sammen i et lille års tid, så gik vi fra hinanden fordi vi måske ikke følte helt det samme og han fik reelt ikke en chance dengang, jeg kunne simpelhen ikke give slip og nyde forelskelsen. I år har vi dog fundet hinanden igen - og jeg tør godt være forelsket og elske. Han er det bedste jeg har (udover en dejlig søn fra tidligere forhold)(og det værste er, at jeg synes jeg har spildt mange år af mit liv på ikke at turde forelske mig i ham - vi er endelig "sammen for altid")
Så kæmp for det - måske har hun det lige som jeg havde..... 🙂[l]

med nogle solstrålehistorier. Det løfter humøret, men desværre ikke optimismen. Jeg vil kæmpe alt det jeg kan, og håbe det er nok :)

Håber det gik godt...

Det gik godt🙂Jeg fik snakket med hende, og grunden til hun havde sagt vi aldrig kunne være sammen, var fordi hun havde følt sig presset til at komme med noget definitivt. Og så var det lettest for hende, at sige at det ikke blev til mere end at love noget hun ikke kunne holde. Men vi fik snakket lidt ud om det, og jeg fik fortalt hende at jeg selvfølgelig ikke forventede hun kunne se fremtiden, og at jeg slet ikke var ude på at presse hende til noget. Men jeg stillede hende det ultimatum, at hvis hun virkelig mente at vi aldrig kunne have noget sammen, så synes jeg ikke vi skulle ses mere (dog med tårer i øjnene, så hun var vist godt klar over at det ikke var det jeg helst ville). Og det fik hende vist til at indse at hun hellere vil være sammen med mig end at slutte det her, så håber det har været en øjenåbner for hende.
Tak for de gode indlæg, og den gode støtte.