Udstødelse!
Alene tanken vækker blandede følelser hos mange religiøse mennesker. De fleste er enige om at alle trossamfund må have en vis form for disciplin. Men mange betragter udstødelse som et levn fra fortiden, en streng måde at udvise tugt på som minder dem om den tid hvor man drev heksejagt, og om tilstandene under inkvisitionen.
En stærk verdslig påvirkning har været en medvirkende årsag til denne holdning. De fleste trossamfund inden for kristenheden har derfor antaget en mere liberal holdning til begrebet synd. Ikke overraskende har en præst i den episkopale kirke sagt: „Ekskommunikation er en del af vores tradition, men jeg tror ikke at den er blevet håndhævet i dette århundrede.“
Det vil måske overraske nogle at få at vide at udstødelse (svarende til ekskommunikation) bliver taget alvorligt blandt Jehovas Vidner. Sandt nok er det ikke en let opgave at udstøde nogen, men det er en kærlig foranstaltning. Hvordan det?
Jehova er en hellig Gud. Han tolererer ikke at de der hævder at tilbede ham, begår forsætlige synder. Apostelen Peter skrev til de kristne: „I skal . . . selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ (1 Peter 1:15, 16) Når ikkeangrende syndere udstødes, ophøjer det Guds hellige navn; det er et udtryk for kærlighed til dette navn. — Jævnfør Hebræerbrevet 6:10.
Vil det sige at en kristen der bukker under for svaghed eller begår et alvorligt fejltrin, automatisk bliver udstødt af den kristne menighed? Bestemt ikke! Jehova er ikke en følelseskold diktator. Han er barmhjertig og forstående og husker at vi er ufuldkomne. (Salme 103:14) Jehova erkender at „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23) Gud har sørget for at man kan få åndelig hjælp i menigheden hvis man har begået et „fejltrin“ eller endog en alvorlig synd. Kærligt og i mildhedens ånd kan man blive ’hjulpet på fode igen’. (Galaterne 6:1) Når én som er bøjet af fra retfærdighedens vej, tager imod vejledningen fra Guds ord, er dybt nedbøjet og viser tegn på ægte sindsændring, kan vedkommende blive åndeligt helbredt. — Jakob 5:13-16.
Men hvad nu hvis en døbt kristen begår alvorlige fejltrin og alle forsøg på at bringe ham på fode igen mislykkes? Eller, sagt med andre ord, hvis overtræderen stædigt nægter at forlade sin syndige kurs?
Bibelen giver kristne følgende påbud: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:11.
Er Bibelens lov streng og ydmygende? Overvej følgende: Er det urimeligt og hårdt at sende en forhærdet forbryder i fængsel for at have overtrådt loven? Nej, for samfundet har ret til at værne om dets fred og sikkerhed. Forbryderen bliver i realiteten udstødt af det lovlydige samfund mens han afsoner sin fængselsstraf.
På samme måde er den kristne menighed berettiget til at fjerne ikkeangrende syndere fra dens midte. Hvorfor? Fordi menigheden skal være som en tryg havn — fri for umoralske elementer og andre som synder med overlæg.
Eftersom apostelen Paulus vidste at „én synder kan ødelægge meget godt“, gav han sine medtroende følgende befaling: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (Prædikeren 9:18; 1 Korinther 5:13) En sådan handling forhindrer synderen i at fordærve menigheden og værner om menighedens gode omdømme. — Jævnfør Første Timoteusbrev 3:15.
Udstødelse har også til formål at beskytte menighedens enkelte medlemmer. Forestil dig for eksempel at du bliver vækket af et støjende bilhorn eller af en bilalarm der er gået i gang. Du bliver forskrækket og har svært ved at ignorere den gennemtrængende lyd. Når nogen udstødes af menigheden, vil det forhåbentlig også medvirke til at skærpe agtpågivenheden hos hvert enkelt medlem af menigheden. Det foruroliger dem, og de kan ikke ignorere det. Hvordan kan dette være en beskyttelse?
En forkynder fortæller: „Jeg blev chokeret første gang jeg i rigssalen hørte meddelelsen om at én var blevet udstødt. Men derefter blev jeg ydmyg. Det fik mig til at indse at også jeg kunne falde.“ Denne udtalelse viser at udstødelse kan få andre til at tage deres liv op til revision. — 1 Korinther 10:12.
At stille sig selv spørgsmål som: ’Er der nogle områder i mit liv hvor jeg er åndeligt sårbar?’ kan hjælpe os til at ransage vort eget forhold til Gud. På den måde kan vi fortsat ’arbejde på vores egen frelse med frygt og bæven’.— Filipperne 2:12.
En kristen kvinde som i en periode var udstødt, siger: „Det var en svær tid, men den tugt der blev givet, var nødvendig. Jeg havde stort behov for den, og den viste sig at være livreddende.“ Dette understreger endnu et vigtigt aspekt ved udstødelse. Den kan bevæge tidligere forhærdede syndere til at tage de første skridt tilbage til Gud.
Apostelen Paulus sagde: „Den Jehova elsker, tugter han.“ (Hebræerne 12:6) Og mens det er sandt at ’ingen tugt i øjeblikket synes at være til glæde, men til sorg, skænker den bagefter dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed’. — Hebræerne 12:11.
Det var hvad der skete for Richard. Efter at have været udstødt i næsten to år ændrede han sind og opgav sin gudvanærende adfærd, og han blev genoptaget i den kristne menighed. Idet han ser tilbage, siger han om sin erfaring: „Nu ved jeg at det var nødvendigt at udstøde mig og at jeg fuldt ud fortjente det. Udstødelsen hjalp mig til at indse hvor meget jeg var kommet på afveje og at jeg havde behov for at søge Jehovas tilgivelse.“
Tugt kan synes vanskelig at udholde. Det kræver ydmyghed at modtage tugt fra Gud, men de der tager ved lære, høster megen frugt.
Udstødelse er altså en kærlig ordning fordi den ophøjer Guds hellige navn og beskytter menigheden mod syndens fordærvende indflydelse. Den er samtidig et udtryk for kærlighed til overtræderen, eftersom vedkommende tilskyndes til at ændre sind og „vende om for at få [sine] synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter“. — Apostelgerninger 3:19.
En stærk verdslig påvirkning har været en medvirkende årsag til denne holdning. De fleste trossamfund inden for kristenheden har derfor antaget en mere liberal holdning til begrebet synd. Ikke overraskende har en præst i den episkopale kirke sagt: „Ekskommunikation er en del af vores tradition, men jeg tror ikke at den er blevet håndhævet i dette århundrede.“
Det vil måske overraske nogle at få at vide at udstødelse (svarende til ekskommunikation) bliver taget alvorligt blandt Jehovas Vidner. Sandt nok er det ikke en let opgave at udstøde nogen, men det er en kærlig foranstaltning. Hvordan det?
Jehova er en hellig Gud. Han tolererer ikke at de der hævder at tilbede ham, begår forsætlige synder. Apostelen Peter skrev til de kristne: „I skal . . . selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ (1 Peter 1:15, 16) Når ikkeangrende syndere udstødes, ophøjer det Guds hellige navn; det er et udtryk for kærlighed til dette navn. — Jævnfør Hebræerbrevet 6:10.
Vil det sige at en kristen der bukker under for svaghed eller begår et alvorligt fejltrin, automatisk bliver udstødt af den kristne menighed? Bestemt ikke! Jehova er ikke en følelseskold diktator. Han er barmhjertig og forstående og husker at vi er ufuldkomne. (Salme 103:14) Jehova erkender at „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23) Gud har sørget for at man kan få åndelig hjælp i menigheden hvis man har begået et „fejltrin“ eller endog en alvorlig synd. Kærligt og i mildhedens ånd kan man blive ’hjulpet på fode igen’. (Galaterne 6:1) Når én som er bøjet af fra retfærdighedens vej, tager imod vejledningen fra Guds ord, er dybt nedbøjet og viser tegn på ægte sindsændring, kan vedkommende blive åndeligt helbredt. — Jakob 5:13-16.
Men hvad nu hvis en døbt kristen begår alvorlige fejltrin og alle forsøg på at bringe ham på fode igen mislykkes? Eller, sagt med andre ord, hvis overtræderen stædigt nægter at forlade sin syndige kurs?
Bibelen giver kristne følgende påbud: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:11.
Er Bibelens lov streng og ydmygende? Overvej følgende: Er det urimeligt og hårdt at sende en forhærdet forbryder i fængsel for at have overtrådt loven? Nej, for samfundet har ret til at værne om dets fred og sikkerhed. Forbryderen bliver i realiteten udstødt af det lovlydige samfund mens han afsoner sin fængselsstraf.
På samme måde er den kristne menighed berettiget til at fjerne ikkeangrende syndere fra dens midte. Hvorfor? Fordi menigheden skal være som en tryg havn — fri for umoralske elementer og andre som synder med overlæg.
Eftersom apostelen Paulus vidste at „én synder kan ødelægge meget godt“, gav han sine medtroende følgende befaling: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (Prædikeren 9:18; 1 Korinther 5:13) En sådan handling forhindrer synderen i at fordærve menigheden og værner om menighedens gode omdømme. — Jævnfør Første Timoteusbrev 3:15.
Udstødelse har også til formål at beskytte menighedens enkelte medlemmer. Forestil dig for eksempel at du bliver vækket af et støjende bilhorn eller af en bilalarm der er gået i gang. Du bliver forskrækket og har svært ved at ignorere den gennemtrængende lyd. Når nogen udstødes af menigheden, vil det forhåbentlig også medvirke til at skærpe agtpågivenheden hos hvert enkelt medlem af menigheden. Det foruroliger dem, og de kan ikke ignorere det. Hvordan kan dette være en beskyttelse?
En forkynder fortæller: „Jeg blev chokeret første gang jeg i rigssalen hørte meddelelsen om at én var blevet udstødt. Men derefter blev jeg ydmyg. Det fik mig til at indse at også jeg kunne falde.“ Denne udtalelse viser at udstødelse kan få andre til at tage deres liv op til revision. — 1 Korinther 10:12.
At stille sig selv spørgsmål som: ’Er der nogle områder i mit liv hvor jeg er åndeligt sårbar?’ kan hjælpe os til at ransage vort eget forhold til Gud. På den måde kan vi fortsat ’arbejde på vores egen frelse med frygt og bæven’.— Filipperne 2:12.
En kristen kvinde som i en periode var udstødt, siger: „Det var en svær tid, men den tugt der blev givet, var nødvendig. Jeg havde stort behov for den, og den viste sig at være livreddende.“ Dette understreger endnu et vigtigt aspekt ved udstødelse. Den kan bevæge tidligere forhærdede syndere til at tage de første skridt tilbage til Gud.
Apostelen Paulus sagde: „Den Jehova elsker, tugter han.“ (Hebræerne 12:6) Og mens det er sandt at ’ingen tugt i øjeblikket synes at være til glæde, men til sorg, skænker den bagefter dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed’. — Hebræerne 12:11.
Det var hvad der skete for Richard. Efter at have været udstødt i næsten to år ændrede han sind og opgav sin gudvanærende adfærd, og han blev genoptaget i den kristne menighed. Idet han ser tilbage, siger han om sin erfaring: „Nu ved jeg at det var nødvendigt at udstøde mig og at jeg fuldt ud fortjente det. Udstødelsen hjalp mig til at indse hvor meget jeg var kommet på afveje og at jeg havde behov for at søge Jehovas tilgivelse.“
Tugt kan synes vanskelig at udholde. Det kræver ydmyghed at modtage tugt fra Gud, men de der tager ved lære, høster megen frugt.
Udstødelse er altså en kærlig ordning fordi den ophøjer Guds hellige navn og beskytter menigheden mod syndens fordærvende indflydelse. Den er samtidig et udtryk for kærlighed til overtræderen, eftersom vedkommende tilskyndes til at ændre sind og „vende om for at få [sine] synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter“. — Apostelgerninger 3:19.