Tredje del af krimi-føljetonen
Fortsættelse fra: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=10&conference=118&posting=1067978
- Det var godt nok hurtigt, at I fandt ud af det, svarer Frank forbavset.
- Ja, vi lever jo i en edb-tid. Og så går alting i en ruf.
- Jo ... men I er vel klar over, at der findes en registerlov?
- Jovist. Men jeg tror, det skyldtes, at din udsøgte kvinde allerede ... Bernhard afbrydes af telefonens klimten.
- Det er Bettina. Så er der en ny herre herude. Han har fået stjålet sin venstre sko.
- Stjålet sin venstre sko! Det må du sgu overlade til ordenspolitiet.
- Det tænkte jeg også på. Men han er desuden blevet banket med en ispind.
- En ispind! ... Hold da helt kæft. Det kan man sgu da ikke.
- Jo så sandelig. Blodet pibler stadig ud af gagebindet omkring hans pande. Det ser meget dramatisk ud.
- Nå, svarer Ulriksen hovedrystende: - Overlad opgaven til Padegaard. Det er lige noget for en ung praktikant.
- Okay. Så gør jeg det.
Bernhard lægger røret: - Har man hørt magen? Overfaldet med en ispind.
- Ja, der skal godt nok slås til en del gange, inden det kan gøre nogen harme.
- Meget kløgtigt tænkt hr. Den skal jeg huske på ... men hvor nåede vi til i Deres sag?
- Vi nåede til, at kidnappermoderen havde født en datter på Sønderborg sygehus i 2001.
- Rigtigt. Som De kan se, så er der ikke mere at gøre ved det, som De observerede i går.
Men deri tager kriminalchef Bernhard Ulriksen muligvis fejl. For mindre end to timer senere opsøger kriminalassistent Bjørn Steensen overlæge Bue Wagnhiemer på Sønderborg sygehus.
- Goddag hr. Jeg kan se, at De allerede har fundet en journal på Louise Plum frem.
- Ja. Hun fødte rigtig nok en datter her på klinikken 12. februar 2001. Et barn, som havde en ikke ligefrem livstruende men dog alvorlig hjertefejl. Hun blev opereret på Odense Universitetshospital 1. juni samme år, og skulle have været gennem endnu en operation den følgende november. Men det blev aldrig til noget, da hun og moderen var forsvundet fra jordens overflade.
- De mener, at moderen havde forladt Sønderborg-egnen?
- Formentlig. Jeg kan kun konstatere, at vi ikke længere var i stand til at komme igennem til hende.
- Aha. Hvad skønner De, at konsekvensen af den manglende operation udviklede sig til?
- Som sagt, burde barnet nok kunne overleve uden, men det ville ikke være uden skavanker, såsom hurtig træthed og måske langsom og i sidste ende ikke fuld fysisk udvikling.
- Kendetegnende ved smilehuller i kinderne og et indskrumpet øre?
- Hvad? ... nej, det var ikke lige just sådanne begrænsninger jeg havde i tankerne.
- Jaså. Hvad er baggrunden for, at det ikke blev meddelt politiet, at moderen fraveg datteren denne vigtige operation?
- For det første har vi tavshedspligt, sålænge der ikke foreligger noget kriminelt, og for det andet var det netop ikke tilfældet, da forældrene har det fulde ansvar over deres afkom, selv til at afslå en ”nødvendig” operation som denne.
- Apropos forældre. Hvem var faderen? Og hvad var hans mening og indflydelse på den afgørelse.
- Der foreligger ikke noget om nogen fader, end ikke et navn. Han har givetvis været et løst bekendtskab, som den dag i dag lever helt uvidende om den position. Hvad ved jeg? ... men det ved I ved politiet formentlig bedre selv allerede.
- Jaaah, indrømmer Bjørn tøvende, takker for informationerne og bevæger sig ned til sin civile patruljevogn: - Lad mig se, så var det Lysabild, jeg skulle til.
Kriminalchef Henry Mohdlys har personligt opsøgt Faxe Kommunes Rådhus i Haslev, hvor han bliver vist frem til Folkeregisterkontoret. Som en af de få, der har troet på, at barnet dengang blev kidnappet, eftersom det aldrig blev fundet gravet ned i parken, er han særdeles ærekær for at komme et hvert lille skridt videre i netop denne sag.
Damen bag skranken kan oplyse: - Louise Plum og hendes datter Cindy har boet på adressen i udkanten af Karise siden 15. april 2005. De har på daværende tidspunkt angivet at være tilflytter fra Slesvig-Holstein.
- Foreligger der noget som helst bevis på, at de rent faktisk flyttede hertil fra det nordlige Tyskland?
- Det kan jeg virkelig ikke sige på stående fod. Vi har denne tro- og loveerklæring. Men jeg kan kontakte mine kollegaer i Buxtehude og formentlig, med lidt held, have et svar en gang i morgen.
- Nej, De behøver ikke at gøre Dem den ulejlighed. Jeg skal nok kontakte min kollega i samme by, det går utvivlsomt noget hurtigere. Men sig mig en anden ting: Er der andre beboer på den nuværende adresse?
- Et øjeblik, siger skrankepigen og taster lidt på sin computer: - Ja, der bor en Torben Ollingmann.
- Aha. Flyttede han også hertil i april 2005?
- Et øjeblik ... klik, klik, klik: - Nej, han var været registreret på adressen siden juli 2002.
Akkurat fra gerningstidspunktet, tænker Henry og gør sig visse forestillinger: - Boede han alene i tidsrummet fra juli 2002 til april 2005?
- Et øjeblik ...
Fortsættelse følger.
- Det var godt nok hurtigt, at I fandt ud af det, svarer Frank forbavset.
- Ja, vi lever jo i en edb-tid. Og så går alting i en ruf.
- Jo ... men I er vel klar over, at der findes en registerlov?
- Jovist. Men jeg tror, det skyldtes, at din udsøgte kvinde allerede ... Bernhard afbrydes af telefonens klimten.
- Det er Bettina. Så er der en ny herre herude. Han har fået stjålet sin venstre sko.
- Stjålet sin venstre sko! Det må du sgu overlade til ordenspolitiet.
- Det tænkte jeg også på. Men han er desuden blevet banket med en ispind.
- En ispind! ... Hold da helt kæft. Det kan man sgu da ikke.
- Jo så sandelig. Blodet pibler stadig ud af gagebindet omkring hans pande. Det ser meget dramatisk ud.
- Nå, svarer Ulriksen hovedrystende: - Overlad opgaven til Padegaard. Det er lige noget for en ung praktikant.
- Okay. Så gør jeg det.
Bernhard lægger røret: - Har man hørt magen? Overfaldet med en ispind.
- Ja, der skal godt nok slås til en del gange, inden det kan gøre nogen harme.
- Meget kløgtigt tænkt hr. Den skal jeg huske på ... men hvor nåede vi til i Deres sag?
- Vi nåede til, at kidnappermoderen havde født en datter på Sønderborg sygehus i 2001.
- Rigtigt. Som De kan se, så er der ikke mere at gøre ved det, som De observerede i går.
Men deri tager kriminalchef Bernhard Ulriksen muligvis fejl. For mindre end to timer senere opsøger kriminalassistent Bjørn Steensen overlæge Bue Wagnhiemer på Sønderborg sygehus.
- Goddag hr. Jeg kan se, at De allerede har fundet en journal på Louise Plum frem.
- Ja. Hun fødte rigtig nok en datter her på klinikken 12. februar 2001. Et barn, som havde en ikke ligefrem livstruende men dog alvorlig hjertefejl. Hun blev opereret på Odense Universitetshospital 1. juni samme år, og skulle have været gennem endnu en operation den følgende november. Men det blev aldrig til noget, da hun og moderen var forsvundet fra jordens overflade.
- De mener, at moderen havde forladt Sønderborg-egnen?
- Formentlig. Jeg kan kun konstatere, at vi ikke længere var i stand til at komme igennem til hende.
- Aha. Hvad skønner De, at konsekvensen af den manglende operation udviklede sig til?
- Som sagt, burde barnet nok kunne overleve uden, men det ville ikke være uden skavanker, såsom hurtig træthed og måske langsom og i sidste ende ikke fuld fysisk udvikling.
- Kendetegnende ved smilehuller i kinderne og et indskrumpet øre?
- Hvad? ... nej, det var ikke lige just sådanne begrænsninger jeg havde i tankerne.
- Jaså. Hvad er baggrunden for, at det ikke blev meddelt politiet, at moderen fraveg datteren denne vigtige operation?
- For det første har vi tavshedspligt, sålænge der ikke foreligger noget kriminelt, og for det andet var det netop ikke tilfældet, da forældrene har det fulde ansvar over deres afkom, selv til at afslå en ”nødvendig” operation som denne.
- Apropos forældre. Hvem var faderen? Og hvad var hans mening og indflydelse på den afgørelse.
- Der foreligger ikke noget om nogen fader, end ikke et navn. Han har givetvis været et løst bekendtskab, som den dag i dag lever helt uvidende om den position. Hvad ved jeg? ... men det ved I ved politiet formentlig bedre selv allerede.
- Jaaah, indrømmer Bjørn tøvende, takker for informationerne og bevæger sig ned til sin civile patruljevogn: - Lad mig se, så var det Lysabild, jeg skulle til.
Kriminalchef Henry Mohdlys har personligt opsøgt Faxe Kommunes Rådhus i Haslev, hvor han bliver vist frem til Folkeregisterkontoret. Som en af de få, der har troet på, at barnet dengang blev kidnappet, eftersom det aldrig blev fundet gravet ned i parken, er han særdeles ærekær for at komme et hvert lille skridt videre i netop denne sag.
Damen bag skranken kan oplyse: - Louise Plum og hendes datter Cindy har boet på adressen i udkanten af Karise siden 15. april 2005. De har på daværende tidspunkt angivet at være tilflytter fra Slesvig-Holstein.
- Foreligger der noget som helst bevis på, at de rent faktisk flyttede hertil fra det nordlige Tyskland?
- Det kan jeg virkelig ikke sige på stående fod. Vi har denne tro- og loveerklæring. Men jeg kan kontakte mine kollegaer i Buxtehude og formentlig, med lidt held, have et svar en gang i morgen.
- Nej, De behøver ikke at gøre Dem den ulejlighed. Jeg skal nok kontakte min kollega i samme by, det går utvivlsomt noget hurtigere. Men sig mig en anden ting: Er der andre beboer på den nuværende adresse?
- Et øjeblik, siger skrankepigen og taster lidt på sin computer: - Ja, der bor en Torben Ollingmann.
- Aha. Flyttede han også hertil i april 2005?
- Et øjeblik ... klik, klik, klik: - Nej, han var været registreret på adressen siden juli 2002.
Akkurat fra gerningstidspunktet, tænker Henry og gør sig visse forestillinger: - Boede han alene i tidsrummet fra juli 2002 til april 2005?
- Et øjeblik ...
Fortsættelse følger.