Anden del af krimi-føljetonen
Fortsættelse fra: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=10&conference=118&posting=1066951
- Hvad? ... næh, nej.
- Årh. De er vel ikke kommet for at få erstatning for uberettiget fængsling? spørger Ulriksen skuffet.
- Hvad? ... næh, nej. Den har jeg fået udbetalt for længe siden. Nej, det drejer sig om, at jeg i går var i et forretningsmæssig ærinde til Karise – ikke så langt fra min tidligere hjemegn. Inkognito forstås.
- Ja så, og? tilspørger Bernhard atter med nysgerrig interesse.
- I middagspausen blev jeg inviteret med hen på den lokale kro og spise. Og da vi gik fra fabrikken, gennem byen hen til kroen, kom vi forbi en skole, netop som de holdt frikvarter. Og blandt de mange børn så jeg hende pludselig for mig.
- Hvem? ... spædbarnet, der forsvandt for 5 år siden?
- Netop. Hvem ellers? ... det passer jo fint med at hun er blevet 6-7 år nu.
- Tja, jo. Men hvordan i alverden kunne De genkende et barn, som De ikke har set i 5 år. Det forandrer sig meget fra 1 års- til 6 års-alderen?
- Korrekt. Sagen har naturligvis interesseret mig en del siden hen – selvom jeg selvfølgelig i visse henseender har ønsket at glemme de svære tider bag tremmerne – så derfor ligger jeg stadig inde med diverse fotos fra aviserne.
- Jaså! Hør må jeg ikke byde Dem på en kop kaffe?
- Øh jo tak, svarer Frank lettere befippet: - ... øh. Og pigen har tilfældigvis nogle særlige karaktertræk: Smilehuller i kinderne, smal næse, der vipper ud nederst samt en mindre bygningsfejl på venstre øre.
- Interessant. Bernhard skinker op fra kanden og føler på sin egen kop fra før, stadig varm nok til at drikke.
- Så jeg er bombesikker på, at det var hende, jeg så i går. Da jeg var færdig med opgaven på smedefabrikken, parkerede jeg inde på torvet i Karise og vandrede tilbage til skolen. Jeg nåede lige akkurat tids nok frem til at se, at pigen blev afhentet af hendes mor ... eller det som vel korrektmæssigt må betegnes som hendes plejemor. Eller hvad man nu skal kalde det.
- Som i Deres teori ikke er nævnte piges rigtige mor. Mere ved vi ikke for nuværende, påpeger Bernhard og kigger mistrøstig på sin daglige spandauer med creme. Han vælger at skære den over og dele den med sin gæst. Det er aldrig sket før.
- Lad os bare holde os til den betegnelse. Blot I lover at undersøger forholdene, så I når frem til, at jeg har ret.
- Det skal vi jo, selvom jeg har min store skepsis. Jeg ved endnu ikke, hvor meget vedkommende børnehaveklasseelev ligner visse andre piger i den alder, men vi har vel alle en vis lighed med en enkelte af vores medmennesker.
- Mange har, men ikke alle. Hende her har givetvis ikke. Men det finder I forhåbentlig ud af.
- Vi skal nok finde frem til en afklaring. Fik De fat i hendes navn, eller noget andet vi kan spore hende efter?
- Jeg noterede indregistreringskoden på den blå Citroën, som de satte sig ind i og kørte bort i, svarer Frank, tager en seddel frem fra sin inderlomme og overdrager til kriminalchefen.
- Fint nok. Det skal nok hurtig bringe os frem til moren. Et øjeblik, jeg går lige over til min kollega og får ham til at detektere oplysningerne. Men netop som Bernhard åbner døren ud af kontoret får han en bedre ide: - Nej, ved De hvad? Dette er faktisk en kærkommen lejlighed til at ringe til min gamle kammerat fra politiskolen, Henry Mohdlys.
- Jeg er ligeglad med, hvorledes I bærer jer ad, bare I får opklaret mysteriet.
Bernhard tager det sidste bid af spandaueren, drikker kaffekoppen ud og finder et nummer i sin timemanager: - Bare han nu er på arbejde. Han har et sommerhus i Spanien og er rejst bort hver ottende uge.
- Øh nåh, svarer Frank helt uden interesse.
Det lykkedes dog at komme igennem: - Hej Henry. Kan du høre, hvem det er? spørger Bernhard med en helt anden stemme end hidtil.
- Bernhard, svarer Henry uden tøven.
- Du er da heller ikke til at skjule noget for, mener Ulriksen: - Men godt det samme. Jeg har nemlig en sag her, som vi gerne skulle have opklaret.
- Alle sager skal opklares, belærer Henry.
- Nå ja selvfølgelig, svarer Bernhard og forklarer sin kollega i Næstved om alle detaljerne.
- De får efterhånden afsluttet telefonsamtalen med et fromt ønske om at ses inden længe, sammen med konerne, uden dog at lægge sig fast på nogen konkret dato.
- Sagen er nu i de bedste hænder, betror Bernhard og tillader Frank at drikke sin kop færdig, inden han rejser sig og dermed antyder, at det er tid at afslutte audiensen.
Frank følger med over mod døren og giver hånd: - Tak fordi De gav Dem tid til at lytte til min historie.
- Ingen årsag. Vi er ansat her til det samme. De skal nok høre fra os, når der foreligger nyt i sagen.
I det samme ringer telefonen, og Ulriksen ser straks hvem, det er: - Et øjeblik, det er Henry, måske ønsker han flere uddybende detaljer. Bernhard løfter røret og lytter: - Okay.
Han lægger røret på og henvender sig til Frank: - Omtalte kvinde fødte en datter på Sønderborg sygehus 12. februar 2001. Beklager.
Fortsættelse følger.
- Hvad? ... næh, nej.
- Årh. De er vel ikke kommet for at få erstatning for uberettiget fængsling? spørger Ulriksen skuffet.
- Hvad? ... næh, nej. Den har jeg fået udbetalt for længe siden. Nej, det drejer sig om, at jeg i går var i et forretningsmæssig ærinde til Karise – ikke så langt fra min tidligere hjemegn. Inkognito forstås.
- Ja så, og? tilspørger Bernhard atter med nysgerrig interesse.
- I middagspausen blev jeg inviteret med hen på den lokale kro og spise. Og da vi gik fra fabrikken, gennem byen hen til kroen, kom vi forbi en skole, netop som de holdt frikvarter. Og blandt de mange børn så jeg hende pludselig for mig.
- Hvem? ... spædbarnet, der forsvandt for 5 år siden?
- Netop. Hvem ellers? ... det passer jo fint med at hun er blevet 6-7 år nu.
- Tja, jo. Men hvordan i alverden kunne De genkende et barn, som De ikke har set i 5 år. Det forandrer sig meget fra 1 års- til 6 års-alderen?
- Korrekt. Sagen har naturligvis interesseret mig en del siden hen – selvom jeg selvfølgelig i visse henseender har ønsket at glemme de svære tider bag tremmerne – så derfor ligger jeg stadig inde med diverse fotos fra aviserne.
- Jaså! Hør må jeg ikke byde Dem på en kop kaffe?
- Øh jo tak, svarer Frank lettere befippet: - ... øh. Og pigen har tilfældigvis nogle særlige karaktertræk: Smilehuller i kinderne, smal næse, der vipper ud nederst samt en mindre bygningsfejl på venstre øre.
- Interessant. Bernhard skinker op fra kanden og føler på sin egen kop fra før, stadig varm nok til at drikke.
- Så jeg er bombesikker på, at det var hende, jeg så i går. Da jeg var færdig med opgaven på smedefabrikken, parkerede jeg inde på torvet i Karise og vandrede tilbage til skolen. Jeg nåede lige akkurat tids nok frem til at se, at pigen blev afhentet af hendes mor ... eller det som vel korrektmæssigt må betegnes som hendes plejemor. Eller hvad man nu skal kalde det.
- Som i Deres teori ikke er nævnte piges rigtige mor. Mere ved vi ikke for nuværende, påpeger Bernhard og kigger mistrøstig på sin daglige spandauer med creme. Han vælger at skære den over og dele den med sin gæst. Det er aldrig sket før.
- Lad os bare holde os til den betegnelse. Blot I lover at undersøger forholdene, så I når frem til, at jeg har ret.
- Det skal vi jo, selvom jeg har min store skepsis. Jeg ved endnu ikke, hvor meget vedkommende børnehaveklasseelev ligner visse andre piger i den alder, men vi har vel alle en vis lighed med en enkelte af vores medmennesker.
- Mange har, men ikke alle. Hende her har givetvis ikke. Men det finder I forhåbentlig ud af.
- Vi skal nok finde frem til en afklaring. Fik De fat i hendes navn, eller noget andet vi kan spore hende efter?
- Jeg noterede indregistreringskoden på den blå Citroën, som de satte sig ind i og kørte bort i, svarer Frank, tager en seddel frem fra sin inderlomme og overdrager til kriminalchefen.
- Fint nok. Det skal nok hurtig bringe os frem til moren. Et øjeblik, jeg går lige over til min kollega og får ham til at detektere oplysningerne. Men netop som Bernhard åbner døren ud af kontoret får han en bedre ide: - Nej, ved De hvad? Dette er faktisk en kærkommen lejlighed til at ringe til min gamle kammerat fra politiskolen, Henry Mohdlys.
- Jeg er ligeglad med, hvorledes I bærer jer ad, bare I får opklaret mysteriet.
Bernhard tager det sidste bid af spandaueren, drikker kaffekoppen ud og finder et nummer i sin timemanager: - Bare han nu er på arbejde. Han har et sommerhus i Spanien og er rejst bort hver ottende uge.
- Øh nåh, svarer Frank helt uden interesse.
Det lykkedes dog at komme igennem: - Hej Henry. Kan du høre, hvem det er? spørger Bernhard med en helt anden stemme end hidtil.
- Bernhard, svarer Henry uden tøven.
- Du er da heller ikke til at skjule noget for, mener Ulriksen: - Men godt det samme. Jeg har nemlig en sag her, som vi gerne skulle have opklaret.
- Alle sager skal opklares, belærer Henry.
- Nå ja selvfølgelig, svarer Bernhard og forklarer sin kollega i Næstved om alle detaljerne.
- De får efterhånden afsluttet telefonsamtalen med et fromt ønske om at ses inden længe, sammen med konerne, uden dog at lægge sig fast på nogen konkret dato.
- Sagen er nu i de bedste hænder, betror Bernhard og tillader Frank at drikke sin kop færdig, inden han rejser sig og dermed antyder, at det er tid at afslutte audiensen.
Frank følger med over mod døren og giver hånd: - Tak fordi De gav Dem tid til at lytte til min historie.
- Ingen årsag. Vi er ansat her til det samme. De skal nok høre fra os, når der foreligger nyt i sagen.
I det samme ringer telefonen, og Ulriksen ser straks hvem, det er: - Et øjeblik, det er Henry, måske ønsker han flere uddybende detaljer. Bernhard løfter røret og lytter: - Okay.
Han lægger røret på og henvender sig til Frank: - Omtalte kvinde fødte en datter på Sønderborg sygehus 12. februar 2001. Beklager.
Fortsættelse følger.