Tilbage til min elskede Ex.....
Hej
ER rigtig meget i tvivl..
Har været separeret i et år. Har hele vejen igennem haft et ok forhold til ex (vi har 4 børn sammen, så kommunikation fylder meget i hverdagen). Har siden starten af december haft nogle nye følelser for ham - som jeg ikke har haft i mange år. Savner ham, tænker på alt, vi havde. Tænker på os to sammen og også os sammen som familie.
Brød sammen 1. nytårsdag og fortalte ham, hvordan jeg havde det - hvorefter han stort set kastede alt hvad han havde i hænderne og sagde, at han havde det ligesådan, og at det ville være det bedste, der kunne ske i hans liv, hvis vi fandt sammen igen. Siden har vi brugt lidt tid sammen, men vi har IKKE været sammen som kærester - end ikke kysset - og det er med fuld bevidsthed. [l]
Vi har valgt at konsultere en parterapeut, som har haft os til samtaler hver for sig og nu skal vi til fælles samtale om 14 dage. I mellemtiden har jeg været tilbage og kigget i nogle af de breve, jeg har skrevet til ham gennem de sidste 2 år af vores ægteskab, som jo beskriver nogle af mine frustrationer. Så nu går jeg rundt og bliver i tvivl, om jeg har "fortrængt" de dårlige ting og på en eller anden måde glamouriserer vores tid sammen? Men jeg ved også, at han på mange områder har forandret sig - både fordi han har været nødt til det, men også fordi han nok i bakspejlet godt har kunnet se, at han har været lidt galt afmarcheret - på samme måde har jeg også erkendt nogle ting, som har været fejlet fra min side.
Men jeg synes det er en KÆMPEstor beslutning - faktisk større end at gå fra hinanden - for vi er begge meget bevidste om, at HVIS vi skal være sammen igen, så er det en "livstidsdom" - man byder ikke sine børn at gå igennem en skilsmisse 2 gange!!
Min frygt går selvfølgelig mest på, om vi efter f.eks. 3 mdr falder tilbage i vores gamle roller og dårlige mønstre - så jeg er ude efter, om der er nogen, der har været gennem noget lignende og lykkedes med at få det til at fungere? Jeg forestiller mig at sætte nogle rimelig faste regler op omkring at få snakket sammen om det, der ikke fungerer, inden det vokser sig alt for stort.
Bonusinfo er, at vi har været sammen i 20 år og gift i 17, da vi gik fra hinanden. Vi har 4 sunde og raske børn mellem 4 og 15 som bor hos mig og er hos ham 4-5 dage pr 14 dage. Vi bor mindre end 2 km fra hinanden og har som sagt haft et fornuftigt forhold hele vejen igennem. At flytte fra hinanden var primært min beslutning.
Glæder mig til at høre både skidt og kanel fra Jer, der har lyst til at byde ind med noget og ønsker Jer alle en dejlig weekend😉
ER rigtig meget i tvivl..
Har været separeret i et år. Har hele vejen igennem haft et ok forhold til ex (vi har 4 børn sammen, så kommunikation fylder meget i hverdagen). Har siden starten af december haft nogle nye følelser for ham - som jeg ikke har haft i mange år. Savner ham, tænker på alt, vi havde. Tænker på os to sammen og også os sammen som familie.
Brød sammen 1. nytårsdag og fortalte ham, hvordan jeg havde det - hvorefter han stort set kastede alt hvad han havde i hænderne og sagde, at han havde det ligesådan, og at det ville være det bedste, der kunne ske i hans liv, hvis vi fandt sammen igen. Siden har vi brugt lidt tid sammen, men vi har IKKE været sammen som kærester - end ikke kysset - og det er med fuld bevidsthed. [l]
Vi har valgt at konsultere en parterapeut, som har haft os til samtaler hver for sig og nu skal vi til fælles samtale om 14 dage. I mellemtiden har jeg været tilbage og kigget i nogle af de breve, jeg har skrevet til ham gennem de sidste 2 år af vores ægteskab, som jo beskriver nogle af mine frustrationer. Så nu går jeg rundt og bliver i tvivl, om jeg har "fortrængt" de dårlige ting og på en eller anden måde glamouriserer vores tid sammen? Men jeg ved også, at han på mange områder har forandret sig - både fordi han har været nødt til det, men også fordi han nok i bakspejlet godt har kunnet se, at han har været lidt galt afmarcheret - på samme måde har jeg også erkendt nogle ting, som har været fejlet fra min side.
Men jeg synes det er en KÆMPEstor beslutning - faktisk større end at gå fra hinanden - for vi er begge meget bevidste om, at HVIS vi skal være sammen igen, så er det en "livstidsdom" - man byder ikke sine børn at gå igennem en skilsmisse 2 gange!!
Min frygt går selvfølgelig mest på, om vi efter f.eks. 3 mdr falder tilbage i vores gamle roller og dårlige mønstre - så jeg er ude efter, om der er nogen, der har været gennem noget lignende og lykkedes med at få det til at fungere? Jeg forestiller mig at sætte nogle rimelig faste regler op omkring at få snakket sammen om det, der ikke fungerer, inden det vokser sig alt for stort.
Bonusinfo er, at vi har været sammen i 20 år og gift i 17, da vi gik fra hinanden. Vi har 4 sunde og raske børn mellem 4 og 15 som bor hos mig og er hos ham 4-5 dage pr 14 dage. Vi bor mindre end 2 km fra hinanden og har som sagt haft et fornuftigt forhold hele vejen igennem. At flytte fra hinanden var primært min beslutning.
Glæder mig til at høre både skidt og kanel fra Jer, der har lyst til at byde ind med noget og ønsker Jer alle en dejlig weekend😉