Hvorfor er det et TABU at være psykisk syg?

Jeg er en kvinde på 23 år som er i gang med at researche en masse om befolkningens blik på psykisk syge og det tabu som ligger. Jeg vil rigtig gerne vide hvorfor der er så stort et tabu omkring det, hvad grunden er, hvorfor er det mere acceptabelt at have brækket et ben eller en arm end at være syg i sit sind.
Hvorfor ert vi danskere så fordomsfulde?
Håber der er nogle som kan hjælpe mig med nogle svar

Psyken sidder i hjernen, hjernen styrer vores social adfærd. Og da man ikke kan se en psykisk sygdom, ved man ikke hvordan man skal forholde sig til mulige reaktioner fra den psykiske syge ! Modsat kan man med stor rimelighed forudse hvordan en med et brækket ben, kræft, ect. vil te sig !!!
Det kan man jo ikke med en psykisk syg: uforudseelighed = usikkerhed = fare = pas på, undgå den "fare"
Sådan cirka ser jeg fænomenet !

Nok nærmere berøringsangst.
Du ser vel bort fra dem der ligefrem sparker til de syge ?

selv kan være syge øverst oppe eller opfører sig sygt over for folk!

Berøringgsangst?
Angstanfald kendetegnes ved en overvældende følelse af angst. Her kan du læse om årsager, symptomer, selvhjælp og professionel behandling af angstanfald.

Min egen erfaring er at det kun er tabu fordi folk gør det til at tabu.
Med folk mener jeg os selv. Jeg er selv sindslidende og vil være i behandling resten af livet, som jeg har været de seneste 6 år. De færreste gætter det dog før jeg selv siger det, for jeg fungerer som alle andre mennesker. Hvis man ser bort fra medicin, samtaler, en kugledyne og højnet stress- og søvnsensitivitet. Der kan komme andre symptomer i perioder, men det er som det er.
Jeg har aldrig lagt skjul på det. Måske fordi jeg har været syg mere end halvdelen af mit liv og bare blev lykkelig for endelig at finde ud af hvad det var og så kunne få rette behandling. Der gik alt for mange år fra min første "episode" til man faktisk tog sig sammen og lavede en ordentlig udredning, så det var bare en lettelse!
Men jeg kender mange andre som er bange for at stå ved det, bange for at blive fordømt osv. Dybest set handler det om at man viser sig selv først og derefter nævner sin sygdom. Mange har måske oplevet at sige det med sygdommen først - for først derefter at lægge vægt på deres personlighed og hvem de er. Så kan man nemt "blive" sin sygdom og det er nok et større problem end sygdommen i sig selv. Andre tænker at "åh nej, nu skal vi høre om det hele tiden" og tager afstand. Men gør man det den anden vej er det min erfaring at andre tænker "hey, du er sguda en sød/sjov/rar person... nårhja, du fejler da også et eller andet" og så er det egentlig ude af verden.
Der er selvfølgelig stadig nogle tåber rundt omkring der tror at psykisk sygdom og sindslidelser er noget man finder på fordi det ikke kan ses og fordi prognoserne og behandlingsmetoder kan være meget usikre og diffuse. Men der bliver heldigvis færre og færre af dem og dem der er tilbage, pyt med dem. De ved ikke bedre og det må de leve med.
Hvis flere ville være åbne og bare oplyse af praktiske grunde at de er syge, så tror jeg tabuet ville mindskes. Der findes gode behandlinger - og mindre gode, men i mange tilfælde kan man fungere næsten normalt, bare man oplyser og tager hensyn.
En af grundene til at jeg f.eks. fortæller det er at min hukommelse er påvirket af medicinen, at jeg indimellem har svært ved at udtrykke de rette ord (selvom de er i hovedet) og at jeg er mere sensitiv over for stress og søvnmangel end "normale". Det er praktisk for andre at vide, for så er det nemmere for mig at sige fra eller tage lidt pis på mig selvom nødvendigt.

Vi gider ikke høre om andres psykiske lidelser, har selv en anoretiker-veninde som efterhånden er blevet en belastning for os allesammen.
Hun går bare rundt og taler om sin indbildning, igen og igen.
Vi er trætte af at høre på hende - og man føler sig altså lidt utilpas fordi man gentagne gange skal muntre hende op og komme med 'ååååårh, hvor hårdt!'-lyde.
Heldigvis, for andre, er psykiske lidelser blevet en shh-ting - hvilket min veninde burde lære lidt af 😉

som ovenstående indlæg tydeligt illustrerer - en mærkelig og egocentrisk måde tænke på som pårørende til en med en så vanskelig sygdom som anoreksi.
Dernæst gråzonen fordi sygdommene differentieres og ventelisterne på offentlig psykiatri gør det endnu sværere at blive diagnosticeret og komme i den rette behandling.
Har selv en behandlingkrævende depression, men der gik tid før jeg vitterlig fik den behandling jeg havde brug for, fordi jeg måtte cykle rundt mellem behandlere. Depressionen er i mit tilfælde hvor den ene off-dag afløser den anden, jeg er ensom og ensomheden gør mig selvdestruktiv og giver mig selvmordstanker. Folk har umådeligt svært ved at forstå at man ikke bare "tager sig sammen", mange ser skævt til en og synes man er selvoptaget. Til syvende og sidst er det en utroligt hård kamp at være anderledes og psykisk sårbar i dag - men ser man på statistikkerne taler de sit tydelige sprog mht. hvor mange reelt deprimerede der er i Danmark.

Det bliver langt, men er med citaterfra anden tråd og fra et fund på nettet.
Til va290540, jeg håber du har det godt! Man kan ikke se på dit indslag, at du skulle være "syg". Jeg døjer med mit fysiske handicap, og fik lige en psykiatrisk skuffediagnose for at min pensionssag kunne komme på plads, som sikkert er helt uinteressant når jeg om nogle måneder bliver folkepensionist tilsat en smule tjenestemandspension, hvor der ikke længere er modregnet førtidspension i spil.
Jeg synes ellers altid, at jeg har stødt på forudindtagede insinuationer, tavshed og snak i krogene til tredje person, hvis det har drejet sig om psykisk sygdom eller om der kunne være det, og kravene til, at man ikke er "tosset" og ikke har været behandlet kan være skrappe hvis det drejer sig om ansættelse i visse offentlige tjenester. (med pletfri helbredsattest) nok kun noget de færreste ved om. Jeg var heldig at jeg kunne fremtrædesom "rask" under en stillings omdannelse til tjenestemandsstilling, men der kom en for mig ukendt diagnose på bordet i forbindelse med senere førtidspensionssag, da jeg blev handicappet
Først citat fra hvad jeg engang skrev i en anden tråd. (forkortet lidt)
Et nært familiemedlem tilbød at være bisidder, men vist mere for at påvirke sagen end egentlig at hjælpe, og det var ham, der, mens jeg hørte på det, fortalte om min psykiske diagnose, som jeg slet intet ved om. Jeg kritiserede ham og mente, at en sådan diagnose kun burde komme fra en læge, men begrundede sin udtalelse med, at oplysningen var vigtig for min førtidspensionssag.
Det forekommer mig dunkelt mht. hvem der registrerer hvad og i hvilke registre, og hvem der kan have adgang til dem (læger, arbejdsgivere, politi, sociale myndigheder osv.)
Her et svar fra ”Slup” (også forkortet lidt.)
Så snart man har fået en psykiatrisk diagnose, så mister man sine menneskerettigheder.
Det uhyggelige er, som du er inde på, at man kan have en psykiatrisk diagnose uden at vide det.
Man lægger tit stor vægt på fx forældres udtalelser, men nogen gange er disse farvet af at forældrene vil fraskrive sig deres eget ansvar for de psykiske problemer som patienten har.
Et eksempel på at omgivelserne kan påvirke diagnosen af egoistiske grunde.
Psykiateren kan på samme måde forvrænge diagnosen og journalen af egoistiske grunde.
Helt almindeligt er det, at de dækker over deres egen inkompetance og fejltagelser.
De skriver fx ofte at patienten har god gavn af medicinen selvom dette ikke er tilfældet.
Alt dette foregår uden indblanding og uden om offentligheden kendskab, da man altid vil tro mere på psykiateren end patienten.
Efterfølgende er akset fra nettet om det forkætrede ritalin, der nu bruges til visse børn.
Fra Ugeskrift for lægfolk 49/2001:
Det er en farlig tendens, at sygeliggøre børn. Børnenes reaktioner er ofte en naturlig reaktion på de påvirkninger og vilkår, de udsættes for. At dæmpe eller undertrykke disse reaktioner med medicin, så børnene opfører sig mere "normalt" eller er mere "medgørlige", er en fremgangsmåde, der kan have katastrofale følger for de børn, det går ud over.
Senere står der
Ritalin, forårsager ændringer i hjernen
Ritalin er et amfetaminlignende stof, som visse læger og psykiatere ordinerer til urolige og "besværlige" børn.
Et dyreforsøg tyder på, at Ritalin kan forårsage langvarige ændringer i hjernecellernes struktur og funktion - i lighed med dem, der kan ses ved brug af stoffer som amphetamin og kokain. Citat slut.
Og fra "Ingeniøren" forskning.
Derfor får hjerne-epoen Ritalin hjernen til at køre i højt gear
Medicinen Ritalin bruges lovligt af ADHD-patienter - og ulovligt af studerende, der vil forbedre eksamensresultater. Selv om stoffet har været på markedet i 60 år (nu 70 år) , er man først nu ved at forstå, hvordan stoffet virker. Citat slut-

De psykiske sygdomme er netop vanskelige at forholde sig til, og kan få sociale konsekvenser, da de, modsat somatiske sygdomme, kan være stigmatiserende og så er der de mange fordomme, og de ofte højt begavede folk, der ikke har fattet, at de psykiske sygdomme har anden status i samfundet end de somatiske, og som på dobbeltmoralsk vis både er frimureragtiígt lukkede omkring det, men snakker uhæmmet til tredje person eller indbyrdes, og er med til at stigmatisere de syge eller sygeliggjorte, modsat dem, der
siger at psykiske sygdomme er "pjat" og det blot er at tage sig sammen. Bare med det tilfælles at de vil bestemme over andres liv.

Kære Lobj
Jeg er oprindelig fra Nordjylland. Der er efter min erfaring ikke så mange psykisk syge som i de større byer, og er folk syge, taler man ikke særlig meget om det. Derfor forventede jeg også mange fordomme, da jeg selv blev syg. Nu var jeg imidlertid flyttet til Købenahvn, og her var det et helt andet billede. Det er faktisk helt normalt at have deppression, angst, anoreksi etc. De fleste yngre mennesker, jeg har færdedes blandt gjorde mig ikke til min sygdom. Det var fandme sejt!!
Da jeg så flyttede tilbage til Nordjylland blev det en helt anden historie. Der er langt langt større krav om at opføre sig "normalt", og det handler ikke om, hvorvidt du er syg eller ej. Det handler blot om at normalitetsbegrebet er langt mere snævert, og hvor der eksempelvis i København ligefrem kan være prestige i at falde uden for normalitetsbegrebet, er sladder den typiske konsekvens i Nordjylland.
Nuvel man kan ikke generalisere fuldstændig imellem landsdelene. Jeg synes faktisk, de fleste er rigtig åbne og naturlige. Der er dog en meget væsentlig skelnen, og den er imellem kontakten til private og så professionelle. Den stigmatisering, jeg har oplevet hos læger, sagsbehandler, terapeuter etc. etc. har været forfærdelig og har gjort mig syg. De behandler mig så forfærdeligt, at jeg tænker på at rejse ud af landet. Vi taler magtmisbrug, kriminelle handlinger etc etc.
De fleste mennesker, der arbejder med mennesker med psykiske problemer, har selv psykiske problemer. De befinder sig i en magtposition og udnytter det til egen vinding. De har sjældent empati og gør folk syge.

jeg har diagnosen borderline, ADHD og kraftige panik anfald.
og når folk hører det, trække de sig fra mig, og jeg har sågar fået at vide at jeg mildest talt burde spærres inde resten af mit liv, af en person som slet ikke kunne mærke det på mig, men som jeg valgte at tiltro og fortælle om mit liv.
er glad for at høre at der er nogen der mener at vi faktisk allesammen er mennesker, og burde behandles ens.

Har man rigtig ondt i psyken, så er man på røven, mister man andre gør det ondt, men at miste sig selv er det værste der findes. Jeg har dyb respekt for dem der kæmper i dagligdagen, med psykiske lidelser, og man skal faktisk være rigtig stærk for at have en psykisk lidelse og synd at der stadig er tabu om emnet, og grunden er egoisme, svage mennesker der ikke tør fordybe sig, og vise følelser og empati over for andre, og til dem vil jeg sige, ingen slipper igennem livet uden modgang, og man får igen hva man giver