Telefonboksen
For godt 15 år siden møder jeg en aften i byen en sød pige ��netop samme dag som hun fylder 18 ��og vi begynder at komme sammen. Hun bor hos sine forældre i en lejlighed, og jeg er et halvt års tid før flyttet ind i en lejlighed i byen sammen med en studiekammerat. Jeg er 20 og har ikke haft en kæreste før.
Jeg har dybe og varme følelser for hende, men kæmper med både at give mig selv tid og rum til at mærke dem og med at udtrykke mig. I den efterfølgende periode på 2 måneder indtil forholdet slutter, mister jeg jordforbindelsen, idet jeg tror hun er lige så glad for mig, som jeg for hende - for sådan var det i begyndelsen. Samtidig virker det, som om jeg konstant jokker i spinaten, eller der kommer noget andet imellem os.
Fx ville hun gerne have malet sit værelse, og jeg overtaler hende til ikke at vælge hvid, men en såkaldt "brækket" hvid. Jeg hjælper hende selvfølgelig med malerarbejdet, og efter et døgns tid er hendes i forvejen lille og mørke værelse et deprimerende gråt mausoleum. Lige hvad en kommende student har brug for! Ingen af os siger rigtig noget, men det stiver ikke ligefrem min selvtillid af.
En dag fortæller hun mig, at hun nyligt havde haft en kæreste. Hun var den der slog op. Hun forventer nok, jeg bliver jaloux, for det ligger i luften, at hun ikke er helt afklaret med det. Jeg holder mig høfligt tilbage fra at udspørge hende om noget, der ikke kommer mig ved.
En sen aften er jeg på vej et eller andet sted hen, og har brug for at ringe fra en telefonboks på Rådhuspladsen i København. Her kan jeg ikke huske, om det var hende jeg ville ringe til, for det var ret sent, og hun havde jo ikke egen telefon derhjemme. I hvert fald stiller jeg mig op for at vente på at den nærmeste boks bliver fri. Foran mig - klemt sammen helt oppe på bordet i boksen - sidder en fyr og taler på en meget indtrængende måde med en pige i telefonen. Jeg kan efterhånden høre så meget, at han nærmest trygler om, at hun tilbringer lidt tid med ham.
Jeg kommer nok til at gå et par små skridt frem mod boksen, så jeg bedre kan høre, og jeg bliver endnu mere nysgerrig, da jeg hører HENDES navn på hans læber! Da en del piger hedder Sanne kunne det jo være en anden, men det var det ikke. Da jeg langt om længe kommer til, ringer jeg op til hende og fortæller om den mærkelige oplevelse. Der får jeg så bekræftet, at det faktisk var hendes ex-kæreste,
Senere fortæller hun mig, at hun ikke vil komme sammen med mig mere, og det kommer som et hårdt slag for mig. Efterhånden indser jeg dog, at vi ikke passede sammen, og at jeg havde gået rundt i min egen verden og været forelsket i en følelse. Det tog sin tid på trods af de forskellige tegn, jeg fik - nogle mere tydelige end andre.
vh. Gæt mit nick
Jeg har dybe og varme følelser for hende, men kæmper med både at give mig selv tid og rum til at mærke dem og med at udtrykke mig. I den efterfølgende periode på 2 måneder indtil forholdet slutter, mister jeg jordforbindelsen, idet jeg tror hun er lige så glad for mig, som jeg for hende - for sådan var det i begyndelsen. Samtidig virker det, som om jeg konstant jokker i spinaten, eller der kommer noget andet imellem os.
Fx ville hun gerne have malet sit værelse, og jeg overtaler hende til ikke at vælge hvid, men en såkaldt "brækket" hvid. Jeg hjælper hende selvfølgelig med malerarbejdet, og efter et døgns tid er hendes i forvejen lille og mørke værelse et deprimerende gråt mausoleum. Lige hvad en kommende student har brug for! Ingen af os siger rigtig noget, men det stiver ikke ligefrem min selvtillid af.
En dag fortæller hun mig, at hun nyligt havde haft en kæreste. Hun var den der slog op. Hun forventer nok, jeg bliver jaloux, for det ligger i luften, at hun ikke er helt afklaret med det. Jeg holder mig høfligt tilbage fra at udspørge hende om noget, der ikke kommer mig ved.
En sen aften er jeg på vej et eller andet sted hen, og har brug for at ringe fra en telefonboks på Rådhuspladsen i København. Her kan jeg ikke huske, om det var hende jeg ville ringe til, for det var ret sent, og hun havde jo ikke egen telefon derhjemme. I hvert fald stiller jeg mig op for at vente på at den nærmeste boks bliver fri. Foran mig - klemt sammen helt oppe på bordet i boksen - sidder en fyr og taler på en meget indtrængende måde med en pige i telefonen. Jeg kan efterhånden høre så meget, at han nærmest trygler om, at hun tilbringer lidt tid med ham.
Jeg kommer nok til at gå et par små skridt frem mod boksen, så jeg bedre kan høre, og jeg bliver endnu mere nysgerrig, da jeg hører HENDES navn på hans læber! Da en del piger hedder Sanne kunne det jo være en anden, men det var det ikke. Da jeg langt om længe kommer til, ringer jeg op til hende og fortæller om den mærkelige oplevelse. Der får jeg så bekræftet, at det faktisk var hendes ex-kæreste,
Senere fortæller hun mig, at hun ikke vil komme sammen med mig mere, og det kommer som et hårdt slag for mig. Efterhånden indser jeg dog, at vi ikke passede sammen, og at jeg havde gået rundt i min egen verden og været forelsket i en følelse. Det tog sin tid på trods af de forskellige tegn, jeg fik - nogle mere tydelige end andre.
vh. Gæt mit nick