Sådan oversættes Johannes 1:1
● I Johannes 1:1 anvendes ordet „gud“ om både Faderen og Sønnen, Ordet. Men i den græske tekst er ordet for „gud“ (theos) stavet forskelligt.
For den der ikke forstår græsk, kunne det måske se ud til at have en vis betydning at ordet første gang staves theon og anden gang theos. Men forskellen er udelukkende et spørgsmål om grammatik, idet ordene står i forskellig kasus.
Johannes 1:1 lyder: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud [τὸν θεὸν, bogstaveligt: guden], og Ordet var en gud [θεὸς].“
Græsk har fem kasus — nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv og dativ. Et ords stavemåde kan variere efter hvilken kasus det står i. Som eksempel kan vi tage den bestemte artikel (der er foranstillet som det engelske the og på dansk svarer til den bestemte endelse -en eller -et). I hankøn ental skrives den bestemte artikel på denne måde i fire af de nævnte kasus: ὁ (nominativ), τὸν (akkusativ), τοῦ (genitiv), τῷ (dativ).
Svarende hertil staves ordet theos i Johannes 1:1 i overensstemmelse med den kasus det står i det pågældende sted. Det første sted („Ordet var hos Gud“) står det i akkusativ og staves derfor θεὸν. Men det andet sted det forekommer, står det i nominativ, og staves derfor θεὸς. Den måde theos er stavet på, siger ikke i sig selv noget om hvem der er tale om eller hvilken stilling den pågældende indtager. Som eksempel herpå kan nævnes Andet Korinterbrev 4:4, 6. I vers 4 betegnes Satan som θεὸς, „denne tingenes ordnings gud“, og i vers 6 betegnes Skaberen som θεὸς. I begge vers er ordet stavet theos, for det står begge steder i nominativ. At theos staves forskelligt de to gange det forekommer i Johannes 1:1, angiver altså ikke nogen forskel i betydningen; begge steder er betydningen „gud“.
Det der har interesse i Johannes 1:1, er at den bestemte artikel ὁ [ho] ikke benyttes foran theos dér hvor det anvendes om Logos, Ordet. Om dette skriver den ansete bibeloversætter William Barclay:
„Nu har græske navneord, undtagen når særlige grunde spiller ind, normalt altid den bestemte artikel foran, . . . Når et græsk navneord forekommer uden den bestemte artikel foran, bliver det en beskrivelse snarere end en identifikation, og det får mere karakter af et tillægsord end af et navneord. Vi kan se nøjagtig det samme på engelsk.“
William Barclay belyser dette med et eksempel der på dansk ville svare til følgende: Hvis man siger: „Thomas er smeden,“ identificerer man Thomas med en bestemt smed som man tænker på, måske den eneste smed i byen. Men siger man: „Thomas er smed,“ angiver man blot Thomas’ erhverv i almindelighed. Ordet er en beskrivelse og ikke en identifikation.
Videre skriver William Barclay: „Hvis Johannes havde sagt ho theos ēn ho logos, og altså benyttet den bestemte artikel foran begge navneord, ville han have identificeret logos [Ordet] med Gud, men fordi han ikke har nogen bestemt artikel foran theos, bliver det en beskrivelse og mere et tillægsord end et navneord. Oversættelsen bliver derfor, for at udtrykke det ret kluntet: ’Ordet var i samme klasse som Gud, tilhørte samme art som Gud.’ . . . Johannes identificerer ikke her Ordet med Gud. For at udtrykke det meget enkelt: han siger ikke at Jesus var Gud.“ — Many Witnesses, One Lord (1963), siderne 23, 24.
Af den grund oversætter både dr. Edgar J. Goodspeed og dr. James Moffatt udtrykket med: „Ordet [eller Logos] var guddommeligt.“ Dette afspejler den fine betydningsnuance der ligger i apostelen Johannes’ ord, en nuance der stemmer med at Jesus ikke var lige i magt og evighed med Faderen, men var skabt af Faderen som dennes søn. (1 Kor. 11:3) I overensstemmelse med denne forståelse gengives verset i Ny Verden-oversættelsen således: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.“
For den der ikke forstår græsk, kunne det måske se ud til at have en vis betydning at ordet første gang staves theon og anden gang theos. Men forskellen er udelukkende et spørgsmål om grammatik, idet ordene står i forskellig kasus.
Johannes 1:1 lyder: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud [τὸν θεὸν, bogstaveligt: guden], og Ordet var en gud [θεὸς].“
Græsk har fem kasus — nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv og dativ. Et ords stavemåde kan variere efter hvilken kasus det står i. Som eksempel kan vi tage den bestemte artikel (der er foranstillet som det engelske the og på dansk svarer til den bestemte endelse -en eller -et). I hankøn ental skrives den bestemte artikel på denne måde i fire af de nævnte kasus: ὁ (nominativ), τὸν (akkusativ), τοῦ (genitiv), τῷ (dativ).
Svarende hertil staves ordet theos i Johannes 1:1 i overensstemmelse med den kasus det står i det pågældende sted. Det første sted („Ordet var hos Gud“) står det i akkusativ og staves derfor θεὸν. Men det andet sted det forekommer, står det i nominativ, og staves derfor θεὸς. Den måde theos er stavet på, siger ikke i sig selv noget om hvem der er tale om eller hvilken stilling den pågældende indtager. Som eksempel herpå kan nævnes Andet Korinterbrev 4:4, 6. I vers 4 betegnes Satan som θεὸς, „denne tingenes ordnings gud“, og i vers 6 betegnes Skaberen som θεὸς. I begge vers er ordet stavet theos, for det står begge steder i nominativ. At theos staves forskelligt de to gange det forekommer i Johannes 1:1, angiver altså ikke nogen forskel i betydningen; begge steder er betydningen „gud“.
Det der har interesse i Johannes 1:1, er at den bestemte artikel ὁ [ho] ikke benyttes foran theos dér hvor det anvendes om Logos, Ordet. Om dette skriver den ansete bibeloversætter William Barclay:
„Nu har græske navneord, undtagen når særlige grunde spiller ind, normalt altid den bestemte artikel foran, . . . Når et græsk navneord forekommer uden den bestemte artikel foran, bliver det en beskrivelse snarere end en identifikation, og det får mere karakter af et tillægsord end af et navneord. Vi kan se nøjagtig det samme på engelsk.“
William Barclay belyser dette med et eksempel der på dansk ville svare til følgende: Hvis man siger: „Thomas er smeden,“ identificerer man Thomas med en bestemt smed som man tænker på, måske den eneste smed i byen. Men siger man: „Thomas er smed,“ angiver man blot Thomas’ erhverv i almindelighed. Ordet er en beskrivelse og ikke en identifikation.
Videre skriver William Barclay: „Hvis Johannes havde sagt ho theos ēn ho logos, og altså benyttet den bestemte artikel foran begge navneord, ville han have identificeret logos [Ordet] med Gud, men fordi han ikke har nogen bestemt artikel foran theos, bliver det en beskrivelse og mere et tillægsord end et navneord. Oversættelsen bliver derfor, for at udtrykke det ret kluntet: ’Ordet var i samme klasse som Gud, tilhørte samme art som Gud.’ . . . Johannes identificerer ikke her Ordet med Gud. For at udtrykke det meget enkelt: han siger ikke at Jesus var Gud.“ — Many Witnesses, One Lord (1963), siderne 23, 24.
Af den grund oversætter både dr. Edgar J. Goodspeed og dr. James Moffatt udtrykket med: „Ordet [eller Logos] var guddommeligt.“ Dette afspejler den fine betydningsnuance der ligger i apostelen Johannes’ ord, en nuance der stemmer med at Jesus ikke var lige i magt og evighed med Faderen, men var skabt af Faderen som dennes søn. (1 Kor. 11:3) I overensstemmelse med denne forståelse gengives verset i Ny Verden-oversættelsen således: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.“