Svært for mig at have veninder

Jeg ved ikke hvad det er jeg gør forkert.. der er åbenbart ingen piger, der finder mig interessant at være sammen med.. Jeg har een god veninde, men hun bor nu i København, så jeg ser hende ikke så tit og fordi vi ikke ser hinanden så tit, er det blevet lidt akavet at tale i telefon sammen.
På uddannelsen er der nogle søde piger, som jeg også er begyndt at tale lidt med. Men når jeg lige føler, at det er begyndt at gå godt og at de faktisk kan lide mig, så brænder de mig af, "mobber" mig (altså driller som kun piger kan drille) eller holder mig udenfor. Nogle gange er jeg bange for at det er med vilje.
Jeg er rigtig følsom og jeg ved at folk tit synes at jeg er for hidsig, men det er der da også andre mennesker der er, som har veninder..
Det er ikke fordi jeg er ensom.. Jeg har min familie, min kæreste og en kæmpe bunke af drengevenner. Det er sjovt som de er rarest at være sammen med.. Ikke så meget drama og de har sgu ingen skumle bagtanker med noget som helst..
Jeg savner bare at have nogle veninder. Jeg føler mig udenfor, når pigerne i klassen taler sammen, fordi jeg aldrig selv taler på den måde med piger. Jeg er ikke sjov som de er og jeg har ikke lyst til at drikke mig fuld hver weekend og først komme hjem morgenen efter.. det er bare ikke rigtig mig..
Jeg ved ikke om i har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre, eller om i selv har det på samme måde.. eller skaber jeg mig bare og gør et stort nummer ud af ingenting..?

Kære Tilde. Hvorfor har du skrevet et indlæg om mig???
Sådan føler jeg når jeg læser hvordan du har det. Det kunne lige så godt have været mig.
Men hvad gør vi galt? Jeg ved det heller ikke. Siden jeg var 12-13 år(er nu 26), har jeg kun haft to rigtig nære veninder. Den ene flyttede, og det gled lige så stille ud i sandet. Den anden har jeg heldigvis endnu. Men hun bor også langt væk, så det er meget pr. telefon vi holder kontakt. Jeg kender mange piger, men har ikke nemt ved at tale med dem. De bliver meget overfladisk snak. Og engang imellem har man også brug for, at "krænge sit hjerte ud".
Som sagt, så ved jeg ikke hvad det er vi gør forkert. Hvis jeg gjorde, så ville jeg vel ikke være i situationen mere. Men nu ved du, at du ikke er ene om det. Jeg har lært, at leve med, at jeg kun har den ene veninde. Jeg har accepteret tingenes tilstand, og det har gjort alting meget nemmere. Men nogle gange savner jeg alligevel en veninde mere. Eller to...

og med de andre piger som har skrevet.
Jeg har en datter, som oplever nøjagtigt de samme ting som du/I gør. Hun går stadig i folkeskolen, har aldrig rigtigt haft en nær veninde, og når hun har følt, at det havde hun, svigtede veninden. Det er sket gang på gang.
Jeg har tit tænkt på, at det hele må bunde i en overfladiskhed så stor - altså fra "veninderne".
Jeg tror, at I er nogle varme mennesker med en dybde, som de overfladiske simpelthen er bange for at komme for tæt på. I skøjter ikke nok rundt på overfladen - håber du ved hvad jeg mener?
En ting er sikkert: du er ikke alene om dette. Jeg håber for dig, at du render ind i min datter en dag - eller en anden der har det som dig - I kunne få det sjovt - og det fortjener I.
Gode tanker fra mig.

Blev helt glad, da jeg læste fra jer.. også at finde ud af at jeg ikke er den eneste der har det sådan..
Men altså, jeg ved godt at de fleste sikkert vil føle at de er normale, men det føler jeg virkelig at jeg er og jeg kan ikke se hvad det er jeg gør forkert.. Håber at møde nogle piger, der har det som mig engang.. så kan det jo være ligemeget hvordan jeg har haft det i den her tid..
Kærligst fra Tilde..