stædig og såret

hej - jeg tror humlen i mit dilemma er at jeg er både stædig og såret....men jeg har stadig brug for råd til at takle det.
jeg er blevet grueligt uvenner med min søster. vi kan sagtens skændes om alle mulige ting som søtre nu gør. Dette føles nu lidt større og skyldes at jeg selv føler at jeg har været nødt til at melde klart ud over for hende hvordan visse af hendes kommentarer er utroligt sårende.
Helt konkret er det sådan at hun bestemt ikke er familie-menneske, hun føler fam. samvær som pligt, og er ikke bange for at udtrykke det - jeg er dog ekskluderet fra dette...og dog - Hvis jeg foreslår samvær/en aktivitet lægger hun ofte ud med - jaee, men jeg havde jo egentlig tænkt mig at jeg skulle have gjort sådan og sådan idag. selv når hun selv lægger op til samvær kommer der ofte et '....ja- men jeg gider forresten ikke det store'(også selvom vi bare har aftalt at gå en tur eller tage en kop kaffe) osv.
Jeg HAR sagt til hende det fra min side opfattes sårende - som om jeg pådutter hende mit selskab.
Sidste gang en af kommentarene kom blev jeg virkelig ked af det, ikke fordi det var en anderledes situation, men nok fordi der også er andre ting der er lidt øv i mit liv lige nu, så jeg er lidt mere nem at såre. Ihvertfald besluttede jeg at fra nu af, når der kom sådanne kommentarer, så ville jeg melde fra vores aftale med et - 'nå men når du har det sådan, skal vi ikke hellere aflyse og finde en anden gang'. Både for at vise konkret hvornår hun siger noget der kan opfattes afvisende, og for ikke at blive indebrændt selv.
Det har hun imidlertid valgt at opfatte som om jeg mopser og er en martyr - og jeg kan SAGTENS se hvad hun mener - men jeg synes samtidig hun er provokerende når hun fortsat melder ud på den måde - jeg ved jo at hun ikke ville sige sådan til bekendte/venner, og jeg ved at hun selv ville opfatte det som en afvisning hvis jeg sagde sådan til hende...
Jeg synes jo selv jeg har forsøgt at tage emnet op til debat på to - i princippet fornuftige - måder, altså både med at fortælle hende konkret hvilke kommentarer der sårer, og da det ikke virkede ved bare at melde tilbage med 'svar som på tiltale'.... Men det har bare ikke virket efter hensigten...
Jeg er rigtig ked af at vi er blevet så uvenner - og har mest lyst til at skrive og sige undskyld. Men den stædige mig synes jo ikke jeg har gjort noget galt i min udmelding, og derfor at jeg ikke har noget at undskylde. Nogen råd? - også selvom det er at det er mig der helt har misforstået noget - tak!

Var I begge glade for i har hinanden..
Min bror døde da jeg var teenager, og jeg savner ham hver eneste dag..
savner ham at, snakke med - grine med - være enig med - UENIG MED..
Prøv som noget nyt næste gang du vil lave en aftale med din søster, at sige du
savner hende at snakke med..
Dette kan sommetider få den den hårdeste til at vågne op..
Men det KRÆVER AF DIG......TØR DU..
Imorgen kan det være for sent..

Dette ikk virker, så har hun jo et større problem end DIG..
Det kan jo være i slet ikk skal have kontakt med hinanden !!!
Ikke alle familier passe sammen..

altså - jeg synes jo det er et problem. nok ikke af hungersnød størrelse eller lignende - men et problem af den størrelse man kan skrive om her...
jeg kan godt se du har ret i det med at UDTRYKKE jeg savner hende - det behøver jeg ikke for jeg ser hende tit. Men jeg udtrykker derimod ofte hvor vigtig hun er i mit liv, så det er nok det sammen som det du taler om - for modsat hvad du tilsyneladende tror, har jeg også haft tab tæt inde på livet, så jeg ved godt hvor vigtig det er at få sagt alt det vigtige imens tid er!
Tror at det jeg prøvede at skrive var at jeg jo tydeligvis vil hende, hun siger også at hun vil mig - men kommer alligevel med de sårende kommentarer. Jeg kan bare ikke forstå hendes behov for at komme med dem - og selvom jeg forsøger at lade dem ligge bliver jeg alligevel lidt (nu meget) såret over dem....

man skal opføre sig åænt.

Jeg synes ikke du skal sige undskyld.
Du har prøvet at forklare hende, at hendes bemærkninger sårer dig, og da det ikke fik din søster til at nedtone sine bemærkninger, har du konfronteret hende med hendes egne udtalelser. Du har sagt fra overfor din søster fordi hun overskrider dine grænser. Det skal da ikke undskyldes.
Jeg tror din søster reagerer så voldsomt fordi hun ikke er vant til at du siger fra. Det lyder som om I har et forhold, hvor hun siger sin mening og du føjer dig. Det er der ikke noget galt med, sålænge det fungerer for jer begge to - men det gør det jo netop ikke for dig.
Du har pludselig sagt din mening og din søster aner ikke hvad hun skal stille op med det. Du har påtaget dig en anden rolle, end den du plejer i jeres forhold (i det mindste lige i denne type situationer) og det ved din søser ikke hvordan hun skal tackle.
Hvis du siger undskyld falder du lige tilbage i rollen som hende der føjer sig, og der vil ikke være ændret noget.
Omvendt er det heller ikke sjovt at være uvenner, og du kan jo godt være imødekommende og række hånden ud - uden at undskylde. Måske du kunne skrive til hende, at du er ked af at I er uvenner, at du ikke ønsker at være uvenner, at du ønsker at jeres fohold fortsætter uændret. Skriv til hende, at du har sagt fra overfor hendes bemærkninger fordi de sårer dig, men at det jo ikke har noget at gøre med, at du ikke ønsker at hun er ligeså stor en del af sit liv som hun plejer.
Det er muligt din søster har brug for at være såret i et stykke tid, lad hende bare være det, men sig ikke undskyld. Du har ikke gjort noget forkert.

så du slipper for det.

kan nok i visse egne levere en skattefinancieret halv omgang lud og koldt vand garneret med de våde karkludes pædagogik.

Ved ikke men hvad med at bage en skøn søsterkage til hende; og så sætte en dato for en aktivitet som hun har tid til at forberede sig på ?