Socialismen har sejret
Socialismen har sejret i økonomisk politik. Kasinoøkonomien har spillet fallit. Kapitalismen skal under kontrol.
29. september 2008 vil stå som en historisk skæringsdato. På denne ene dag forsvandt over 1.000.000.000.000 $ fra de amerikanske aktier i Dow Jones-indekset. Det var det største fald, siden indekset blev oprettet. Dow Jones omfatter den absolutte kerne i den globale kapitalisme i form af virksomheder som General Motors, General Electric, Microsoft, Exxon Mobile, Walmart og Boeing med millioner af ansatte. Når det falder, vidner det om krise i den globale kapitalisme.
Krisens omfang er uhørt. Det er nu klart for selv de mest tykpandede borgerlige økonomer, at vi er gået ind i den mest alvorlige økonomiske nedtur siden 1930’erne. Det var de samme borgerlige økonomer, der for få år siden stædigt påstod, at økonomien er sund, at en krise ikke er på dagsordenen, og at kapitalismen har overvundet sine modsætninger.
Højrefløjen har et problem: Hvordan skal den gå mod venstre, uden at det kommer til at ligne en tilbagetrækning?
Det er ikke mange år siden, at spekulanter og finansfolk blev fremhævet som særlige genier. De var en slags supermennesker, der forstod markedets særlige logik, og derfor havde de fortjent et liv i overdådig luksus. I dag står de afsløret som korrupte svindlere, der har overladt regningen for deres spekulative eventyr til os andre. Hvilken ”risiko” er det lige præcis, disse herrer og damer har løbet? Risikoen for, at staten dækker deres tab med arbejdernes penge!
Grådighed er en af de syv dødssynder.
Grådige mennesker er ignoranter, og i et liberalt samfund bliver de endda belønnet for at være det. Verden betræder i sandhed den helt forkerte vej.
Det er et hensynsløst samfund, der bygger på filosofien om, at "grådighed er godt", og det er præget af uhæmmet profitjagt, selviskhed, svindel og griskhed. Penge er målestokken for alt. I USA er de rige virkelig rige, og de fattige er håbløst fattige.
Marxister har længe talt for, at staten må overtage kontrollen over de vigtigste dele af økonomien, dvs. de største virksomheder og bankerne, så økonomien kan planlægges demokratisk og overskuddene bruges til forbedringer af arbejderklassens forhold.
Nu bliver banker og forsikringsselskaber nationaliseret.
Jo mere liberalisme, jo mindre statslig indblanding = mindre magt til de folkevalgte organer = mindre magt til Folketinget = mindre værdi af den enkelte vælgers stemme = mindre demokrati.
Jo mere statslig regulering, jo mere magt til Folketinget = mere værdi af den enkeltes stemme = mere demokrati.
Et samfund, der er 100 % liberalistisk, er et samfund uden lovgivning (statslig indblanding), og som derfor logisk nok er udemokratisk.
Et samfund, hvor den enkeltes stemme virkelig betyder noget, bl.a. pga. kraftig statslig (demokratisk) regulering, må logisk nok anses for at være demokratisk.
Sjovt nok synes langt de fleste liberalister, at det er i orden at gå i krig for at udbrede et demokratisk system, de selv per definition er modstandere af.
29. september 2008 vil stå som en historisk skæringsdato. På denne ene dag forsvandt over 1.000.000.000.000 $ fra de amerikanske aktier i Dow Jones-indekset. Det var det største fald, siden indekset blev oprettet. Dow Jones omfatter den absolutte kerne i den globale kapitalisme i form af virksomheder som General Motors, General Electric, Microsoft, Exxon Mobile, Walmart og Boeing med millioner af ansatte. Når det falder, vidner det om krise i den globale kapitalisme.
Krisens omfang er uhørt. Det er nu klart for selv de mest tykpandede borgerlige økonomer, at vi er gået ind i den mest alvorlige økonomiske nedtur siden 1930’erne. Det var de samme borgerlige økonomer, der for få år siden stædigt påstod, at økonomien er sund, at en krise ikke er på dagsordenen, og at kapitalismen har overvundet sine modsætninger.
Højrefløjen har et problem: Hvordan skal den gå mod venstre, uden at det kommer til at ligne en tilbagetrækning?
Det er ikke mange år siden, at spekulanter og finansfolk blev fremhævet som særlige genier. De var en slags supermennesker, der forstod markedets særlige logik, og derfor havde de fortjent et liv i overdådig luksus. I dag står de afsløret som korrupte svindlere, der har overladt regningen for deres spekulative eventyr til os andre. Hvilken ”risiko” er det lige præcis, disse herrer og damer har løbet? Risikoen for, at staten dækker deres tab med arbejdernes penge!
Grådighed er en af de syv dødssynder.
Grådige mennesker er ignoranter, og i et liberalt samfund bliver de endda belønnet for at være det. Verden betræder i sandhed den helt forkerte vej.
Det er et hensynsløst samfund, der bygger på filosofien om, at "grådighed er godt", og det er præget af uhæmmet profitjagt, selviskhed, svindel og griskhed. Penge er målestokken for alt. I USA er de rige virkelig rige, og de fattige er håbløst fattige.
Marxister har længe talt for, at staten må overtage kontrollen over de vigtigste dele af økonomien, dvs. de største virksomheder og bankerne, så økonomien kan planlægges demokratisk og overskuddene bruges til forbedringer af arbejderklassens forhold.
Nu bliver banker og forsikringsselskaber nationaliseret.
Jo mere liberalisme, jo mindre statslig indblanding = mindre magt til de folkevalgte organer = mindre magt til Folketinget = mindre værdi af den enkelte vælgers stemme = mindre demokrati.
Jo mere statslig regulering, jo mere magt til Folketinget = mere værdi af den enkeltes stemme = mere demokrati.
Et samfund, der er 100 % liberalistisk, er et samfund uden lovgivning (statslig indblanding), og som derfor logisk nok er udemokratisk.
Et samfund, hvor den enkeltes stemme virkelig betyder noget, bl.a. pga. kraftig statslig (demokratisk) regulering, må logisk nok anses for at være demokratisk.
Sjovt nok synes langt de fleste liberalister, at det er i orden at gå i krig for at udbrede et demokratisk system, de selv per definition er modstandere af.