Skattelettelse så alle kan forstå det
"Regeringens skatteplan er en blankocheck til de højtlønnede danskere, mens folk på overførselsindkomster bliver ladt i stikken. Det mener Socialdemokraterne, der fastholder deres politiske strategi frem mod næste folketingsvalg: Danskerne skal vælge mellem mere velfærd eller skattelettelser."
Historien nedenfor sætter udtalelsen i perspektiv:
"Her er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.
De første fire - de fattigste - skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.
Rod med rabatten:
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.
»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.
Men hvad med de seks andre - dem som betaler - hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive:
De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.
Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten.
»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«
»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«
»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«
»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«
De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.
Der mangler 520 kroner..."
Historien nedenfor sætter udtalelsen i perspektiv:
"Her er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.
De første fire - de fattigste - skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.
Rod med rabatten:
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.
»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.
Men hvad med de seks andre - dem som betaler - hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive:
De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.
Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten.
»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«
»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«
»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«
»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«
De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.
Der mangler 520 kroner..."