Skal manden have samme uddannelsesniveau som kvinden?

Jeg føler, at mine forældre og venner ser skævt og endda nogen gange ned på mit forhold til min kæreste. Grunden er, at de ikke synes han er ”god” nok til mig, fordi han ikke har fået taget sig en uddannelse og samtidig er han arbejdsløs lige for tiden. Jeg har selv en videregående uddannelse.
Min mor har tydeligt gjort det klart for mig, at hun synes jeg skal finde en på samme uddannelsesniveau som jeg selv. Lige børn leger bedst, har hun sagt til mig mange gange.
Til middagsselskaber hader jeg efterhånden også at blive spurgt til, hvad min kæreste laver, fordi jeg altid oplever en nedladende holdning. Jeg føler på en måde, at det ikke er acceptabelt, at kvinden er højere uddannet end manden.
Jeg synes det er en meget gammeldags holdning, at manden i forholdet absolut skal have det samme uddannelsesniveau som eller endda højere end kvinden. - og jeg kæmper for at beholde mit forhold, samtidig med at jeg ønsker respekten fra mine forældre.
Er der andre, der har oplevet lignende?
Kan det virkelig passe, at kvinder ikke kan have forhold til mænd, der har et lavere uddannelsesniveau end dem selv?

Selvfølgelig kan mænd have en "lavere" uddannelse end kvinder.
Kender altså også nogle stykker hvis kæreste ikke er så højt uddannet. Og hva så? Der er altså så meget andet til en person end hvad uddannelse vedkommende har.
Og med hensyn til at være arbejdsløs, er det også okay. Man må gå udfra at det ikke er med vilje *S*

Det er for længst gået op for mig at uddannelse og kønsroller ikke er noget jeg kan diskutere med mine forældre. De er børn af en anden tid, hvor muligheden for at tage en uddannelse var en gave som man skulle være et skarn for at takke nej til, og hvor man enten delte et håbløst gammeldags syn på kønsroller med sine forældre eller var den rene feminist. Jeg kan ikke se mig selv enig med nogen af delene, men er nødt til bare at acceptere og respektere at sådan mener de. Omvendt skal de så også respektere at jeg mener noget andet og træffer mine valg ud fra det.
Du må vel sige til din mor at hun ikke behøver at være enig med dig, men at hun er nødt til at respektere dit valg af kæreste. Alt andet er jo helt uacceptabelt.

men det må kvinderne hellere svare på, det er dem der fravælger mænd med lavere uddannelser.
OBS! min kones uddannelse er længere end min - til gengæld har jeg flere uddannelser end hende :-)

da ikke det.
Det er en frygtelig gammeldags indstilling.
Kan huske det fra mine forældrestid. Min far kunne bestemt IKKE acceptere, at min mor tjente mere end ham. Men alligevel var pengene jo gode nok i sidste ende.
Jeg har selv været gift med en post i 22 år. Min egen uddannelse gjorde da osse, sådan at jeg tjente min. 4000 mere/måned end ham. Det havde han det hellere ikke godt med. Hans skøre melding på det, var det med at sige, når vi var nogen steder: jeg skal huske at sige TAK for mad hver dag, fordi konen tjener mest. Det er jo noget sludder.
Vi havde jo fælleskasse og jeg stak jo aldrig til ham.
Synes folk skal glemme deres gammeldags indstillinger og lade folk elske dem, de har lyst til om de er arbejdsløse eller andet.
Jeg kunne ALDRIG selv finde på, at udvælge en evt. kæreste/kommende mand efter hans uddannelse, er da ikke en golddigger.

Mvh Nete :-)

I fremtiden bliver det godtnok besværligt hvis alle kvinder skal have en mand med højere uddannelse end dem selv, for kvinderne e stærkt i overtal på de videregående uddannelser.
Men faktisk er det rigtigt, dte viser nogle studier ihvertfald, at veluddannede kvinder ofte selv fravælger mulighheden for at finde sig en mand med lavere uddannelse end dem selv.
Flere kvinder bliver med andre ord nørd til at gøre ligesom dig, ellers må de være alene.

Med fare for at vække harme, vil jeg godt indrømme, at jeg helt bevidst har valgt en mand med samme uddannelsesniveau som mig selv. Jeg går utroligt meget op i mit arbejde, og ville have svært ved at være sammen med en mand, der ikke har samme "tankesæt" som mig selv. For mig gælder det altså, "at lige børn leger bedst". I hvert fald når det gælder et langtidsholdbart forhold!
Når det så er sagt, er der selvfølgelig andre, der lever lykkeligt i forhold med mænd med dårligere jobs og uddannelse end dem selv. Det er bare ikke mig!!
Jeg synes ligeledes heller ALDRIG at det er okay, at forældre blander sig i deres voksne børns valg af partner!

Det er da individuelt om man har lyst til og kan magte en høj uddannelse eller ej.
Min kæreste (Quinde) har iøvrigt svært ved at jeg tjener mere end hende. Men sådan er det bare vi har taget en udannelse engang fordi at vi vurderede at vi med den uddannelse kunne få et job som vi havde lyst til. På et tidspunkt møder vi vores kæreste og så er det da hamrende ligegyldigt hvad niveau vi er uddannet til.

Mvh Ingeniøren

Du kan jo spørge din mor om det så var bedre at du ikke havde taget en uddannelse for så kunne du få de mænd som du ville have.
Hun er på tyndt is og lige en tand for snobbet.
Vh Ingeniøren

Det er en total gammeldags holdning, i disse (mere eller mindre" ligestillings tider, er det totalt ligemeget hvem tjener hvad og hvormeget, om hvad som laver hvad og hvor...
Det som betyder noget, er at i ELSKER hinanden, så er ALT andet ligemeget, også hvad dine snæversynet gamle knogle tænker... og fatter de det ikke, så må du smide det i synet på det, at du elsker ham, selv om han arbejdede med at udskifte urin kugler i et offeligt toilet, for det er HAM og ikke hans ARBEJDE du elsker og bor samme med... finito.

Jeg er selv på sidste år af en videregående uddannelse som ingeniør, mens min kæreste har en håndværksmæssig uddannelse. Han har godt nok aldrig været arbejdsløs mere end en dag...
Jeg har kun oplevet, at folk synes det er både nyt, fedt og helt i orden at jeg har (får) en højere uddannelse end min kæreste. Og han har det også godt med det selv. Han går endda og snakker meget om, at når vi får børn, så vil han have orlov et halvt år, fordi vi på grund af min indkomst til den tid har mulighed for det.

.. jeg er gift med en håndværker.. er selv ingeniør.. måske er hans uddannelse ikke så lang.. til gengæld tjener han min. 100.000,- pr. måned som selvstændig.. såååh.. kan man vist godt pakke sammen som ingeniør!
Har aldrig skænket det en tanke, at han var mindre "værd" end jeg... tværtimod.. er han jo både maskulin og humoristisk.. !

Hej - jeg kan kun støtte dig, og sige, at jeg forstår dig til fulde.
Folk er hammer-emsige...
Og man "må" ikke være "anderledes", ikke den mindste smule - for så bliver man plaget med spørgsmål, og det er vist også meningen, at man skal føle sig plaget, irettesat og gennet ind på den smalle normal-sti - den eneste rigtige levevis, synes de emsige at mene?
Jeg flyttede ikke bare fra Jylland, men droppede også at tage på besøg der, fordi jeg blev bombarderet med spørgsmål:
- da jeg studerede, var spørgsmålet 'Nå, hvornår er du så færdig?' - Mere eller mindre underforstået lå: Aldrig, vel?
Næste, eller alternative spørgsmål: Nå, hvad kan du så blive bagefter?
Nogle gange kom fortsættelsen, andre gange var den usagt, men underforstået: Arbejdsløs, vel?
Man spurgte ikke til studiets indhold eller om det var spændende/sjovt, nej, det eneste, man ville vide, var, hvornår det var overstået!
Hvor blev jeg træt af de to spørgsmål....
- Da jeg var i 20'erne, var spørgsmålet idelig 'Nå, skal du ikke snart se at få dig nogle børn?'
Kun en sjælden gang fulgt af, om jeg ikke snart skulle ha' mig en mand... :-D
Sig mig, hvor taktløse synes folk, de kan være?? Er begrebet 'privatliv' helt afskaffet? Grænser? Takt? Pli?? Eller bare lidt gensidig respekt????
Nu spørger de ikke mere. Og kors, hvor jeg nyder freden!
Dels, som en god veninde sagde, det med børnene, der holder de op, når du fylder 30. Ganske rigtigt - stor fordel, og sikken fred!
Det med mand og giftermål - tja, min kæreste/ven er over 60, dvs en aldersforskel på et par og tyve år, vi har det skønt! Så de tør vist ikke spørge, og hurra for det - sikken fred! :-D
Spørgsmålet om studie - og job - ja, jeg droppede de folk, der var så dumme og snæversynede, at de ikke kunne finde på andet at tale om.
Aldersforskel, indkomstforskel, jamen, hurra for de små (eller store) forskelle - det er dem, der gi'r livet kulør - jeg nægter at bare gå i sort, og bare gøre, som de fleste (?) gør.
Det er utroligt, hvor folk kan få ondt i en vis legemsdel over selv de mindste ting, når det drejer sig om andres privatliv!
Alle skal åbenbart spise ens - klæde sig ens - gifte sig til samme alder og indkomst (hov, jeg troede at det der med passende udvalgt fornuftsægteskab, klassefordomme og mesalliancer og alt det der røg ud med Victoriatiden?? Ih, hvor er vi fordomsfrie... eller hva'??) og alle opføre sig ens-ens-ens - hvor er det kedeligt!
Kig på dem, der spørger dig om noget, der er din privatsag, og sig 'hvabehar'?
Endnu et godt tip fra en anden god veninde - nogle gange bliver folk faktisk flove, når de bliver klar over, hvor uhøflige de egentlig har været.
Andre gange (hvis de blot gentager frækheden) kan man f eks spørge dem, hvordan de ville have det med, at man spurgte dem om det samme....
Er de så snotdumme, at de siger, jamen, jeg har ikke det problem eller noget i den stil, så må man jo bare sige 'Nå, men jeg er heller ikke så uhøflig at spørge til andres private sager' - værsgo og spis!
Så har du givet dem besked uden selv at være lige så grov som dem.
Bliver de sure, er det deres problem, ikke dit!
Er det folk, der er tæt på dig, som du ikke vil droppe, jamen, så give dem ren og venlig besked.
At du trives med din livsstil.
At du håber og regner med, at de vil dig det godt.
At du respekterer deres livsstil, og vil de venligst respektere din og dine valg.
Det er dit liv, ikke deres, de kan vælge for sig selv, og du kan (skal, sgu!) vælge for dig selv, hvis du vil dit eget bedste.
Vil de ikke høre, så må du gøre dig hårdhudet og lade det prelle af, og ignorer så de dumme spørgsmål og kommentarer.
Hvis dine nærmeste ikke respekterer dig, så skal du måske overveje at se lidt mindre til dem, og lidt mere til dem, der faktisk respekterer og holder af dig....

Men det gavner individets syn på samfund og mennesker med forskellige nuancer. Derfor også mht. uddannelse eller bare dannelse.
En engelsk undersøgelse af dette emne viste at mange briter med rige forældre eller aristokratiske aner, ikke fik nogen form for nævneværdig input fra det øvrige samfund. Det gjorde dem ligeså forstokkede og fordomsfulde, som en ufaglært 3F'er til tider kan være.
Mennesker rummer alle en masse talenter. Det har intet med baggrund at gøre. Men derimod påvirkninger fra skole, forældre og fritidsaktiviteter. Personligheden dannes langsomt. Den kan være umådelig svær at ændre. Men det kan lade sig gøre.
Hvis ikke vi er modtagelige for input fra alle dele af samfundet (gælder begge veje /rig som tæt på at være det) vil samfundet tabe dynamikken og udviklingen aftage. Præcis dét, er det engelske samfund et klokkeklart eksempel på. De traver stadig rundt i det 19' århundrede på mange områder.

Nørd... Som du jo også skriver det :-D
Jeg har selv en tårnhøj uddannelse, men jeg er hammer-ligeglad med min partners uddannelse og indtjening, hvis vi ellers har fælles interesser og har det sjovt og dejligt sammen!
Det er en god gammel sandhed, at lykken ikke kan købes for penge.
Og i øvrigt er det mit indtryk, at det ikke er kvinderne, der har problemer med at manden evt tjener mindre, eller har en "lavere" uddannelsesgrad - men omvendt!
Som det også er beskrevet andetsteds på siden:
Det er mændene, der ikke kan finde ud af at have et respektfuldt forhold til en kvinde, der tjener mere eller har læst flere bøger og fanget flere 11-taller, end de selv har.
Så bolden er faktisk mændenes..... Der bare skulle se at komme igang og gifte sig opad :-D

Hej - jeg er en ung quinde som selv står i samme situation, og blev glad da jeg så denne debat. Jeg læser selv på uni, min kæreste er et par år ældre og arbejder nu som ufaglært. Jeg har mødt mange fordomme. Både fra familie og venner. Det har ofte gjort mig ked af det, og gjort at jeg næsten ikke orkede at tage min elskede med mig til sociale anledninger. Flest fordomme har jeg paradoksalt nok mødt hos lavere uddannede. Muligvis fordi de selv har haft store drømme om uddannelse de aldrig selv har realiseret, og drømme om at et liv med en højere uddannelse gør ens liv med spændende end deres eget. En høj uddannelse gør ikke lvet mere spændende. Åbenhed derimod gør. Min dejlige kæreste er ikke højtuddannet, og har aldrig haft en drøm om det. Han lever livet, elsker livet og møder livet med et åbent og fordomsfrit sind. For mig betyder de kvaliteter langt mere end en kæreste med samme uddannelsesniveau. Derudover ser jeg personligt kun fordele i at have en kæreste der ikke ønsker en karriere. Han får sin faste månedsløn og har eget hus. For mig som studerende er det et kæmpe privilegie ikke at skulle nøjes med hele studieperioden at skulle bo på kolegieværelse. Derudover bliver det en fordel den dag vi får børn. Min kæreste ville elske at gå på orlov. Og skulle jeg få en karriere, vil han blive det faste anker i familien. Fri fra arbejde hver dag kl 16.00, og ingen tanker om arbejde når han har fri. Men det er ikke rart at møde de fordomme, jeg har mange gange måtte forsvare ham. Jeg forstår ikke hvorfor andre mener at de har lov, at blande sig i min intimsfære. Kernen i det hele er vel bare: at man skal leve sit liv efter sine egne succeskriterier - ikke efter andres.

Hvis jeg var dig, ville jeg bede min mor holde sin kæft og blande sig udenom!
Det er da et usmageligt snobberi - hvad har uddannelse med sagen at gøre? Hvis I elsker hinanden, og han er manden for dig, så betyder uddannelse/job sgu da ingenting.
Prøv at kigge indad - måske har du selv et problem med hans "manglende" uddannelse/job? Hvordan tror du, at den stakkels mand har det?
Måske fortjener han bedre end dig!
Betty

dine forældre og dine venner er simpelthen SNOBBEDE I DEN GRAD. Mere er der sådan set ikke at sige om den ting. Kæmp for dit forhold!!
Det omvendte er jo også tilfældet, hvis en højtuddannet eller rig mand finder sig en kæreste som ikke er uddannet, eller ikke rig, så har hun da bare taget ham for pengenes skyld.
I de snobbedes verden eksisterer kærlighed ikke - kun penge og prestige!!
Fight for your love

Sådan siger man og manden skal ikke have en mindre skoleuddannelse at henvise til en kvinden. Det strider ihvertfald mod den almindelige opfattelse i samfundet.
Men man kan jo godt være uddannet til forskellige erhverv. Det vil i hvert fald gavne med alsidig interesse.
herollen

den generelle opfattelse af at folk med høj uddannese også er mere intelligente, hvilket ikke kan sidestilles.

så godt vænne dig til det der, hvis man ska tro biologerne er vi genetisk indrettede til at kvinden vil gifte sig opad. Måske er din finfølenhed i emnet netop den at du føler dig lidt utilpas i situationen. Ægteskaber med manden som underdog har statistiskt langt værre udsigter at holde...

Render mændene stadig rundt med køller, som de dunker kvinderne med for dernæst at slæbe dem tilbage til hulen??
Er vi udelukkende styret af vores genetik - eller er der mon kommet andet på banen i løbet af de sidste 1000 år??

Hva siger alle dine venner så omkring håndværkere? Deres uddannelses niveau ligger sikkert ikke på højde med hvad dit gør.
Og er det nu forkert eller dårligt at være håndværker? Er det ikke dem der i stor grad får de basale ting i vores samfund til at fungere?
Jeg synes din post er ret underlig.. men det siger nok også noget om mig.

.......samt din såkaldte omgangskreds klart, at det på ingen måde rager dem hvad han laver eller ikke laver.
Disse mennesker hænger tilsyneladende selv deres identitet og eksistensberettigelse op på deres job (subsidiært på hvor meget de tjener om året), og er dermed ikke værd at bukke sig efter.

.......ca 1100 % overbefolkning er det spørgsmål vist nærmest retorisk!
"Er vi udelukkende styret af vores genetik - eller er der mon kommet andet på banen i løbet af de sidste 1000 år??"

...andet end han vil.
Jeg forstår ikke det uddannelsestyranni. Vi lever i en tid hvor statistikkerne viser at kvinder er i overhalingsbanen på de videregående og højere uddannelsesinstitutioner. Der er statitisk set ikke veluddannede mænd nok, til alle de veluddannede kvinder.
Derudover er det da noget pjat, at man skulle blive mere lykkelig af at være på samme uddannelsesniveau. Hvis ellers partneren er intelligent og interesserer sig for andet end fodbold i tv og alu-fælge, så skulle det nok være muligt at få intellektuelt modspil fra ham, også selvom han til daglig er blikkenslager, tømrer eller gadefejer.
Jeg tror desværre det er fordomme der hænger ved fra en tid, hvor kvinder ikke havde de samme muligheder/rettigheder til uddannelse og job som os, og derfor var afhængige af, at deres mand havde en velbetalt stilling, som kunne forsørge hele familien.
Sådan er det jo ikke idag, men jeg tror at mange endnu ikke har vænnet sig til de "nye" kønsroller.
Vi ser jo forvirringen hos nogle af mændene i vores egen generation, som også har svært ved at finde deres identitet, nu hvor den ikke er traditionel forsørger.
Det bedste du kan gøre, er vel med fast stemme at erklære at du er stolt af din kæreste (hvad han så end laver), at han opfylder dine behov, og at du gerne vil have at folk respekterer dig og ham, ved at behandle jer ordentligt, selvom de måske ikke forstår jer.
Det er nemlig ikke nødvendigt at forstå, for at acceptere og opføre sig respektfuldt.

Se indlægget lige over dit eget, af eline. Sådan ved jeg RIGTIG MANGE kvinder omkring 25-30 år tænker. Sådan hænger vores egocentriske verden nu engang sammen. Jeg kender da mange mænd/fyre som ville hugge deres højre hånd over for en kvinde med højt uddannelseniveau - men grænsen går naturligvis ved deciderede karrierekvinder, som netop er..egocentriske!

eller prøv i første omgang i det mindste med "læs og forstå" ;-)
Nej eline, det er ikke mændene der stadig render rundt med køllerne i hænderne, jeg kender da mange mænd som gerne vil danne par med en højtuddannet kvinde. Det er derimod kvinderne, der stadig render rundt i jordhulerne....du selv vil jo netop ikke have en mand med meget lavere uddannelse end dig selv. Er det netop ikke et dyrisk instinkt i dig? Hvem siger du ikke kan få et kærligt parforhold med en mand med lav uddannelse.
Angående mig selv, så er jeg mand med kandidatuddannelse og danner par med en kvinde med temmelig lav uddannelse. At vi ikke har samme uddannelse gør altså ikke, at vi ikke kan snakke sammen, rent faktisk har vi et rigtig dejligt forhold og er på bølgelængde, det har ikke nødvendigvis noget med intellektuelt niveau at gøre. Med mindre man higer og søger efter en form for high-society, det skal jeg ikke sige om du gør, men jeg gør ikke... ;-)

Er karrierekvinder pr definition egocentriske?? Jeg ved godt, at jeg fjerner mig lidt fra det oprindelige emne - men jeg tror da, at jeg er sat til verden for at gøre en forskel, og det gør jeg så -godt nok på en lille skala- igennem mit arbejde (som læge).
Egentlig tror jeg ikke, at jeg er mere egocentriske end kvinder er flest, karrieremindede eller ej. Men helt ærlig: synes du også karrieremænd er egocentriske, eller er det bare en mandchauvanistisk holdning, når du mener kvinderne er det??
Men jeg er meget enig, når du skriver, at der er mange kvinder mellem 25-30, der tænker ligesom jeg - det er bare ikke noget man siger højt. Man skal helst sige, at kærlighed ikke har nogen uddannelsesmæssige præferencer ;0)

Alle, mænd som kvinder, der prioriterer karriere højere end familie liv, de er i mine øjne egocentriske. Giver du mig ikke ret?

Jeg har selv en 8årig uddannelse bag mig, ligesom mine forældre og mine søskende også er højtuddannede. Jeg håber da så sandelig ikke at vi så "per autimatik" skal defineres som "snobbede"....! For det tror jeg de færreste vil kalde min kærlige familie..det skulle da lige være personer, som har stærke fjendebilleder mod højtuddannede og derfor kun har samme tyndslidte fraser at udgyde.
Men dem kommer de ikke langt med i mit tilfælde, jeg selv har en dejlig kæreste, som først lige er begyndt på en kortere uddannelse.
Personligt så tror jeg folk der smider bemærkningen "lige børn leget bedst" ikke rigtig har været ude at opleve verdenen og kun har gået rundt i de samme miljøer...

Jo - egentlig er jeg enig. Men jeg ville være naiv, hvis jeg ikke troede på, at min karriere ikke også har en pris. Jeg bliver ikke den mor, der står med hjemmelavet boller og kakao, og som har oceaner af tid til hygge. Men jeg er ikke i tvivl om at de klarer sig fint alligevel, - jeg er selv vokset op i et tilsvarende hjem med en masse varme og kærlighed men en travl travl mor.

lige glad med hvad han laver bare han er glad for det, om det så er direktør i et stort firma eller skraldemand, det er et fedt for mig.

Men en højt uddannet, det være sig mand eller kvinde, der lever sammen med en ufaglært, kan have problemer med at finde samtaleemner, der "fanger" og det er da et problem.

Det vil sige, at jeg er styret af min genetik, fordi jeg vælger en mand med samme uddannelse som mig selv??
Jeg havde nok mere forestillet mig, at genetik er noget med at blive styret af dufte og fysisk fremtoning i sit valg af partner, for derved at skabe den bedst mulige genetiske kombination for sit afkom. Men hvad ved jeg? - jeg er jo ikke Darwin ;0)
Du vil måske mene, at jeg er styret af genetik, fordi jeg går efter "alphahannen" i flokken, og ikke kan leve med en "lavstatus" mand. At jeg som kvinde har et behov for at finde en mand, der er stærkere/klogere end mig selv.
Sådan ser jeg bare slet ikke mit parforhold. Min mand er ikke over mig - vi er et partnere og elskere - og jeg er ham ikke underlegen. Vi har så mange lighedspunkter i opvækst og tanker om fremtiden og arbejdsliv, og er dog så forskellige (temperament).
Jeg tror IKKE, det er tilfældigt, at vi har samme uddannelseniveau, men det er jo bare mit parforhold. I dit forholder det sig åbenbart helt anderledes, og det er fint med mig...

Personlig mener jeg ikke at det er alfa omega, om begge er højt uddannet eller ej bare man har det godt sammen. Det må da også være det vigtigste for din mor at hun ved at du har det godt med din kæreste. Men kender godt det at der bliver set ned på en af ens kærstes familie fordi at hun har en højer udannelse end en selv, og at der kommer dumme kommentar, men de stopper som regl når dem der er kommet med dem, skal have lavet hus,tilbygning,osv, så er man god nok, nogle vælge at læse andre ikke, Og det med at lige børn leger best kommer sku nok an på hvem man er,

lige børn leger bedst - også selvom ordsproget er gammelt

Det er på sin plads at du kommer med en direkte konfrontation når der er optræk til en nedladen holdning fra din familie eller omgangskreds. De skal altså respektere dit valg. Du er voksen nok til at tage det ansvar.
Der er nogle gamle roller der er svære at gøre op med, det er klart du blir ked af det når din Mor siger sådan men forældre ved ikke altid hvad der er bedst for deres børn.

Det er og bliver sådan at kvinder er top fine til noget.....
Der er og bliver noget som kvinder som skal holde snuden fra eller omvendt....
Er det så svært ?
Fatter ikke at det kan være så svært, selv om der er grænsetilfælde...basta, basta....

Iøvrigt har du ret.......mvh

Hvad mener du med dårligere jobs? Så vidt jeg ved findes der ikke dårlige jobs. Man kan vælge et job eller uddannelse der kan hænge en ud af halsen når man finder ud af dette ikke var noget for en.
Jeg er kvinde og hvis jeg havde fulgt min mors spor ville jeg være blevet pædagog. Men jeg kan ikke fordrage andres børn, når de som det kan være, dårligt opdraget. Så de kunne lide af samme Mig først, mig først syndrom som forældrene. (Læst venligst at det ikke alle, men et fåtal). Jeg ville have været frustret over det. Jeg har ikke det samme tag på børn som hun. Så jeg valgte at blive maskinearbejder. Jeg er meget glad for mit arbejde. Og har stor respekt for folk der kan tumle børn. For det er ikke bare ligetil. Så selv om jeg ikke ville vælge det, gør det ikke til et dårligt job.
Og jeg vil langt hellere have en mand der er glad for sit arbejde. Lavtløn eller ej, end en som ikke trives i sit.
Lige børn leger bedst. Tjae, som alle andre regler, er der undtagelser. Og vær glad for det. For ellers ville et fag kunne lide af "indavl" på langt sigt, hvis man kun høre og oplever det samme og kun møder en snæver kreds af mennesker.

Jeg tror ikke lige det var dig der var i tankerne her. Som jeg læser det, var det forældrene og venner til den pågældende, vedkommende mener. Og eksemplet var, ja et eksempel som kan gælde for nogen og ikke for andre.
Så føl dig ikke ramt, du ved jo bedst hvordan du er.

Jeg synes ikke, du skal bekymre dig ret meget om, hvad andre mener om dit og din kærestes forhold.. Det vigtigste er vel, at I er lykkelige sammen!?.. Når alt kommer til alt, har det jo ikke noget med uddannelsesniveau at gøre..

Hvis man har samme værdier, og kan tale på samme niveau, vil det virke positivt på partnernes oplevelse af samværet.
Uddannelsesniveau er et fingerpeg om, hvorvidt dette er tilfældet.
Men det er ikke en sikker indikation.
Man behøver hverken at være dum eller uoplyst, fordi man ingen uddannelse har.
Der ligger en ubegrundet generalisering bag en sådan opfattelse.
Man kalder det fordomme.
Og mange andre faktorer har indflydelse på oplevelsen af samværet.
Summen af alle egenskabers effekt giver resultatet.

Man behøver vel ikke være karriere-menneske fordi man er læge. En læge er vel dybest set en langtidsuddannet håndværker, lige som tandlæger og flere andre.

Hejsa
Jeg har selv "kun" en kontoruddannelse, Jeg er Mand, og min kæreste er snart færdig som tandlæge, alle hendes veninder og deres kærester for den sags skyld er Kandidater i et eller andet, Cand.merc'er, Læger og andre tandlæger naturligvis.
Vi har været sammen i mere end 13 år, og har det fantastisk, men jeg føler også at vi rent intellektuelt er på sammen niveau, og jeg tror det er det som det i sidste end handler om!
Jeg har mødt folk som har meget længere uddannelse end jeg og intellektuelt og åndeligt når de mig ikke til sokkeholderne, så uddannelse i sig selv er ikke et kvalitetsstempel.
Hvis i er i stand til at udfordre hinanden og gøre hinanden lykkelige så er det jo ligegyldigt om han er arbejdsløs - men hvis han bare er en taber med en IQ på 80 - så spår jeg ikke jeres forhold mange overlevelseschancer!
Love Rules! dont forget it!!! held og lykke til jer
/Guang

Blæs på hvad andre mener! Elsk hinanden, det er det er det vigtigste!!!

Hvis du nogen sinde får et hjertestop, kører galt midt om natten, eller af anden grund skal undergå operation - skal du krydse fingre for at den "lang-tids uddannede håndværker", der makker rundt med dig, er et karrieremenneske ;0)
Desuden er det jo den gamle diskussion mellem medicinere og kirurger. Nogle mener, at man lige så godt kunne være håndværker som kirurg.
Jeg selv har nu egentlig meget respekt for de kirurger, der bruger rigtig megen tid på at dygtiggøre sig fagligt - så de kan udføre de sidste nye -og bedre- operationsteknikker. Er de ikke karrieremennesker??

Nej selvfølgelig er dit job ikke dårligt, hvis du er glad for det.
Og selvfølgelig er det ikke fedt, hvis man ikke trives med sit arbejde.
Jeg valgte muligvis et værdiladet ord "dårligt" - istedet for burde jeg have været meget mere politisk korrekt og have skrevet... lavere uddannelse og lavere "på en social rangstige placeret" job. (eller??)
Er indavl forøvrigt ikke noget med at få børn med sin familie??

Hvis du forøvrigt læste mit indslag ville du se, at jeg efter "lige børn leger bedst" - skriver (som du herefter gentager!!): At der selvfølgelig er undtagelser, og folk der lever lykkeligt i sådanne forhold- (det er bare ikke mig!!)

Hvis både du og din kæreste har det fint med, at du har en højere uddannelse end ham, så er det bestemt ikke noget andre bør blande sig i. Det kan du også sagtens tillade dig at melde klart ud. :)

Det ved jeg nu ikke. Min vennekreds indeholder både universitetsuddannede og ufaglærte, og jeg har ingen problemer med at snakke med begge. Ufaglært betyder jo hverken uoplyst eller uintelligent. Bruger jeg et ord eller et begreb, som mine ufaglærte venner ikke kender, jamen så beder de mig om at forklare og jeg har endnu ikke oplevet, at de ikke har kunne forstå hvad jeg snakker om.
Både min mand og jeg har videregående uddannelser, men indenfor hvert vores område. Vi snakker stort set aldrig fagviden sammen, så det er ikke bindemidlet i vores forhold. :)

Nej, det er netop pointen. Jeg ville nødig opereres af et karriere-menneske, men hellere af en dygtig "håndværker". Karrierer-læger har alt for travlt med at publicere artikler og bedrive forskning og hvad der ellers skal til for at gøre sig bemærket. Nej, lad mig få håndværkeren.

Du lader til at skelne mellem, de læger (kirurger), der forsker, og de kirurger der er gode håndværkere og er gode til at operere.
Sådan er det bare ikke min erfaring, at man skelner ude i den virkelige verden, og ofte er der tale om en og samme person.
De dygtigste og mest specialiserede afdelinger i landet , er ofte også der hvor der er mest forskningsmæssig aktivitet!!
Du lader til at tro at forskerne er iskolde karrierelæger, der udelukkende tænker på at fremme karrieren?? Det kan være sandt i nogle tilfælde -men uanset den enkeltes bevægegrunde, er forskningen ikke desto mindre nødvendig. Den kan være med til at skri, at du hverken bliver fejlopereret eller fejlmedicineret i forbindelse med din næste indlæggelse.
Hvordan tror du ellers, man finder frem til hvad der dur, og hvad der ikke dur, hvis det ikke er ved videnskabelige undersøgelser??? Ved at prøve sig lidt frem hver for sig ude på stuerne??
En god karrierelæge/håndværker bidrager måske/måske ikke selv til forskningen - men han bruger i hvert fald tid på at læse hvad andre har publiceret indenfor hans område!!

Hmm. Hvis vi tager de tekniske områder, ses en opdeling mellem forskerer og ingeniører/teknikerer. De sidste anvender lidt firkantet sagt de førstes resultater i deres daglige arbejde.
Men sådan er det ikke inden for lægevidenskaben siger du? Her anvender man patienterne som forsøgsobjekter i sin forskning.....hvilket jo kaster nyt lys over de mange fejloperationer!

Jeg er sikker på, at der kunne skrives side op og side ned om de etiske regler, der gælder indenfor sundhedvidenskabelig forskning - men som netop er nødvendige, når man forsker i levende ting og ikke beton og mursten.
Når det så er sagt, forstår jeg heller ikke rigtig din pointe?? (men du må gerne forklare det for mig).
Vil du mene, at det er uetisk, at levende patienter indgår i en videnskabelig undersøgelse??
Ved du godt, at patienterne frivilligt er gået med til forsøget - og at der som før nævnt er strenge regler for sådanne forsøg?? Og strenge regler for hvordan ny medicin skal testes og testes inden det frigives.
Hvis det virkelige forholder sig, som du skriver, at masser af patienter bliver (fejl)opereret -eller for den sags skyld medicineret, som del af et forsøg, ville det da havne på BT forsiden hele tiden.
Jeg kan kun erindre noget med boneloc, der har ramt overskrifterne - men der er sikker andre eksempler igennem tiderne, på læger, der har begået fejl.
Er du godt klar over hvor mange sundhedsvidenskabelige undersøgelser, der har foregået igennem tiderne uden "forsidepotentiale" -og hvor meget de har betydet for behandlingen af hjertesygdomme, kræft etc etc??
Jeg kan slet ikke forstå, at dit syn på forskning - du fortæller mig, at man hos ingeniørerne har en klar adskillelse mellem dem der forsker og dem der arbejder. Hvad skal jeg bruge den oplysning til?? Mener du dermed at det er usandt hvad jeg fortæller om lægeverdenen?? - eller synes du, det er forkert, at en overlæge både kan arbejde på hospitalet og i sin fritid tage del i et forskningsprojekt??
Selvfølgelig har vi også Phd projekter, hvor man i en længere periode udelukkende helliger sig forskning. Men ellers er der masser, der fortsætter med at forske efter en phd,-eller inden en phd - ude på arbejdsmarkedet. Og hurra for det :0)

En videregående uddannelse er ikke bindemidlet i Jeres forhold, fordi I aldrig diskuterer hinandens fagområder??
Du har muligvis ret (det er jo dit parforhold), i at det ikke er uddannelsen, der er bindemidlet, men jeg forstår ikke argumentationen.
Det behøver da ikke at være tilfældigt, at du har fundet en mand med samme "hang" til uddannelse som dig selv, istedet for en fyr på en konservesfabrik - bare fordi I aldrig taler om arbejde?? Jeg kender da masser af veluddannede kvinder, der sjældent diskuterer deres veluddannede mænds fagområder, fordi de er meget forskellige fra deres egne.
Men det er efter min mening bestemt ikke tilfældigt, at de er endt sammen med netop ham og ikke konservesfyren - og dermed bliver uddannelsen en del af bindeleddet i deres parforhold! For sammen med uddannelsen hører ofte den samme skolemæssige opdragelse - de samme drømme og tanker om fremtiden. Nogle vil måske mene, at man ikke hurtig nok kan komme ud i parcelhushelvede og få børn og dyre statussymboler. Jeg synes man bliver en god skatteborger, der bruger hovedet på at få samfundet fremad.

Man kan sagtens være intelligent og arbejde på en konservesfabrik - jeg forstår bare ikke, hvorfor man vælger et sådant arbejde, og kunne umuligt, se mig selv sammen med en fabriksarejder. Hvorfor ikke bruge sit gode hoved på at gøre en forskel for andre. Hvis man er medlem af mensa, synes jeg man burde bruge sine gudsbenådede gaver til andet end lørdagsjeopardy.

Hvis man kigger statistisk på det, kan det iøvrigt ikke være tilfældigt med alle de kvinder, der er veluddannede og selv vælger veluddannede mænd. Der må være et bindeled i den uddannelse!!

jeg kæmmer ikke alle under en kam. Jeg skrev udtrykkelig at hendes forældre og venner er snobbede, når de ikke kan acceptere at hun ikke har en kæreste fra deres "eget sociale lag". Sådan noget synes jeg er utrolig snobbet. Jeg har ikke skrevet noget om, at jeg synes alle med højere uddannelser er snobbede, det har jeg intet belæg for at dømme i, og tror bestemt heller ikke de er. Jeg kommer selv fra en familie hvor alle har en uddannelse, dog ikke længerevarende, selv min mor, som i dag er 81 år, har en uddannelse som modist (:-) - det betyder hattesyreske). Og jeg er sikker på at du har kærlige og forstående forældre, du lyder sådan. Jeg er i dag selv 51 år og har også stadig mine kærlige forældre, som aldrig ville blande sig i, hvem jeg valgte til livsledsager, dertil respekterer de mig og mine søskende for meget.
Men jeg kan ikke døje, når forældre har en masse ambtioner på deres børns vegne, især ikke hvis børnene ikke har lyst til at leve op til de ambitioner. Og hjertet har det altså også med at gå sine egne vegne, hvis man ellers har et nogenlunde normalt følelsesliv, som ikke er blevet ødelagt af forældrenes pres og ambitioner.
Vi vil jo alle vore børn det godt, men man skal ikke presse nogen til noget de ikke har lyst til.
Man skal elske sine børn med de evner og talenter de nu engang har.

det forholder sig netop lige som du beskriver. Tak.
Venlig hilsen
FerskenQ