skal jeg flytte sammen med min kæreste?

Jeg har i nu snart 1½ år været sammen med min kæreste. Jeg er 17 og han bliver 20 i marts i år. I mit tidligere indlæg forklarer jeg en masse om at vi har været igennem en abort sammen m.m. Han har pga. aborten fået en depression der gør at han ikke kan klare at tage på arbejde. Han kan ikke særlig godt med mine forældre fordi han giver dem skylden, for at jeg fik aborten osv.
Efter aborten, og inden han fik depressionen, købte han et hus som han håbede på at vi skulle flytte sammen hen i, og på det tidspunkt var jeg næsten lige fyldt 16. Jeg valgte på det tidspunkt at flytte sammen med ham i huset. I mellemtiden udviklede han så den her depression. Jeg måtte ikke gå nogle steder hen og hvis jeg sagde at jeg gerne ville hjem til mine forældre, så begyndte han på alt muligt med "jeg troede at vi havde en aftale idag" og "jeg bryder mig ikke om at være alene her"
jeg begyndte at gå til en psykolog, som rådede mig til at flytte hjem igen fordi han manipulerede med mig osv.
Jeg flyttede så hjem til mine forældre i november måned sidste år, det tog hårdt på min kæreste.
Jeg var fortsat stadig hjemme hos ham, men jeg følte mig stadig indelukket på en måde.
Nu har jeg boet hjemme i næsten 3 måneder, hvor jeg faktisk har været hjemme hos ham det meste af tiden, så nu begynder han at snakke om at jeg skal flytte hjem til ham igen. han vil have en chance, for at bevise overfor mig, at han godt kan få det hele til at fungere, uden at jeg føler mig indespærret.
Han siger at han snart ikke kan holde ud at jeg kommer og går som det passer mig hele tiden, han har derfor sagt at hvis jeg ikke flytter sammen med ham, så er det slut med vores forhold. Han siger at han ikke kan tage sig sammen til at gå på arbejde, fordi han ikke finder nogen mening i det, når jeg ikke er der, for så har han ikke noget at kæmpe for.
Jeg tænker tit på om det hele ikke bare bliver det samme igen, som første gang jeg boede der. Jeg kan heller ikke forstå hvorfor han ikke kan tage på arbejde, for sin egen skyld, for selv prøve at få meningen tilbage med det hele, istedet for at lægge hele sin eksistens på mine skuldre. For han har også tit sagt at hvis jeg går fra ham, så lever han ikke længere.
Jeg er virkelig forvirret, jeg håber i måske har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre?

Vil du bo resten af dit liv,
med så en ustabil person?
Det virker ikke særligt sundt.
Måske elsker han dig af hele
sit hjerte, og vil dig kun det bedste.
Men det virker ikke som et
sundt forhold for nogen af jer.
Er der noget nu som skulle gøre
at tingene har ændret sig?
Han virker mildest talt ikke
som en jeg ville gide at bo sammen
med.
Hvad end du gør. Så gør det med
hjertet. Men tænk dig nu virkeligt
godt om først. Du er ung. Ingen
grund til at forhaste dig.

Kære Secam
Hvor er det en sørgelig situation for jer begge. Din kæreste sørger over jeres døde barn. Hvad siger dine forældre og hvad råder de dig til. Din kæreste lyder til at være alvorligt deprimeret, som du selv siger.
Det store spørgsmål er, om I elsker hinanden?
Hvorfor ikke lade tiden stå stille lidt. Måske lysner det.
Han kan ikke skyde skylden for sit liv over på dig.
Du er ung og har livet foran dig. Hvis du er forvirret, så lad være med at gøre noget. Du kan nok blive hjemme hos dine forældre lang tid endnu. Hvad laver du selv. Skal du i gang med en uddannelse?
Måske skulle du slippe ham.

Prøv at læs dit indlæg og se om du synes din kæreste lyder som en god person at være sammen med? Du er kun 17, det er ikke meningen at du skal redde en 20årig mand fra depression og han skal slet slet ikke give dig skylden for at han ikke gider på arbejde. Hvis du flyttede hjem til ham ville det bare være en anden undskyldning. Og du har uendeligt ret i at han ikke kan basere hele sig selv på dig. Han skal finde noget han kan leve for, og det er måske nok lettere uden dig..
Håber du finder ud af det:)

han er da ikke en skid voksen den mand.
han opfører sig som en på 8 år.
Hvad vil du med sådan en drengemor.

Han bør komme i samtale terapi, for det er ikke sjovt for nogen af jer med hans tilstand. Det er ikke din opgave at gøre ham glad og lykkelig, men han må selv nå dertil. Dermed ikke ment at du skal forlade ham, hvis du elsker ham.
Men det er ikke et job du hverken kan eller skal påtage dig, den må han klare i terapi. Og du kan selvfølgelig være der hvis han behøver det, ligesom han forhåbentlig kan være der for dig.
Du bliver nød til at forstå, dette her har INTET med at tage sig sammen at gøre. Han er i krise, og så kan man ikke lige hoppe op på hesten og tage sig sammen!!!!