skal jeg bevare håbet
Hejsa
Jeg har en ven som jeg har kendt i snart 15 år…. Jeg har fra startet af synes meget godt om ham og det er blevet mere og mere med årerne. For ca. 5 år siden begyndte jeg at drømme om ham sådan for alvor… men der var et problem for mig, han er gift. Han har gennem de sidste 8 år flere gange forsøgt at få mig med på noget, ikke presset men givet udtryk for han gerne ville mig…. Jeg har holdt fast på ikke at ville noget med en der havde en anden hele mit liv, for kan virkelig ikke fordrage utroskab og ville heller ikke selv være 3. parten. Ved så ikke hvad der gik af mig, for nogen måneder siden… men endte alligevel med at være sammen med ham. Jeg har mange år følt der var et stærkt bånd mellem os og det skrev han en dag han også mente – uden jeg havde sagt noget…. Jeg føler jeg kan mærke når han tænker på mig… men ved det ikke om det bare er mig, for har aldrig følt så meget for en anden før….. men har da indimellem fået beskeder når jeg har tænkt på ham
Vi har set hinanden en del siden og fundet ud af vi har samme drømme, lyster og behov…. Jeg vidste godt hans ægteskab ikke kørte så godt, og han gav sig mest i det med holdninger, han sagde så han i over et år havde overvejet skilsmisse bare ikke havde kunnet tage sig sammen til at sige det…. Han spurgte meget til hvad jeg ville med fremtiden og vi ville de samme ting…. Han snakkede også meget om fremtiden… men han skulle bruge tid til at finde ud af hvad han ville og især hvordan han skulle sige det derhjemme…. Dette var jeg indforstået med… og havde lidt tænkt der nok gik et par måneder…. Men så pludselig en dag havde han sagt det…. Jeg var bange for at tro på det og med rette for 3 dage senere fortrød han det valg😖havde jeg jo på fornemmelsen, men nåede alligevel at tro på det…. Så det var hårdt…. Men han kunne ikke uden at give det en chance – havde hun bedt om allerede første dag, hun ville ændre på alt….. Men de er meget langt fra hinanden med lyster, drømme og meninger om livet, så personligt tror jeg ikke på det kan ændres efter så mange år, hvor han har rettet ind og lukket af for sine behov… man kan godt forstå han vil give det en fair chance… tvivler så på om han kan holde fast på det han vil og om han virkelig ønsker ændringer, eller faktisk har fundet ud af det jo går meget godt med, at han bare gør som han vil når hun ikke ser det??
Nu er mit spørgsmål om jeg stadig skal tro på det sker en dag?? Altså har jo håbet i årevis og var tæt på nu…. Så håber jo stadig, men kan ikke finde ud af om det bare er fordi jeg virkelig ved, jeg vil ham så meget mere nu – og har erkendt mine virkelige følelser for ham… før var det jo bare en ”drøm” – kan ikke hitte ud af om det er mine ønsker og drømme der for mig til at tro på det nok skal blive os en dag?? Og siger til mig selv glem det, kom videre… men det svært og jeg tænker alt for meget🙂har jo også den der i baghovedet, at utro mænd går aldrig fra deres koner….. så logisk vil det jo være dumt at tro noget, men hele mit indre tror det…. Vil så gerne have lidt klarhed på, om det er mig der er tosset eller det er de ydre omstændigheder der spiller mig et puds??
Jeg har en ven som jeg har kendt i snart 15 år…. Jeg har fra startet af synes meget godt om ham og det er blevet mere og mere med årerne. For ca. 5 år siden begyndte jeg at drømme om ham sådan for alvor… men der var et problem for mig, han er gift. Han har gennem de sidste 8 år flere gange forsøgt at få mig med på noget, ikke presset men givet udtryk for han gerne ville mig…. Jeg har holdt fast på ikke at ville noget med en der havde en anden hele mit liv, for kan virkelig ikke fordrage utroskab og ville heller ikke selv være 3. parten. Ved så ikke hvad der gik af mig, for nogen måneder siden… men endte alligevel med at være sammen med ham. Jeg har mange år følt der var et stærkt bånd mellem os og det skrev han en dag han også mente – uden jeg havde sagt noget…. Jeg føler jeg kan mærke når han tænker på mig… men ved det ikke om det bare er mig, for har aldrig følt så meget for en anden før….. men har da indimellem fået beskeder når jeg har tænkt på ham
Vi har set hinanden en del siden og fundet ud af vi har samme drømme, lyster og behov…. Jeg vidste godt hans ægteskab ikke kørte så godt, og han gav sig mest i det med holdninger, han sagde så han i over et år havde overvejet skilsmisse bare ikke havde kunnet tage sig sammen til at sige det…. Han spurgte meget til hvad jeg ville med fremtiden og vi ville de samme ting…. Han snakkede også meget om fremtiden… men han skulle bruge tid til at finde ud af hvad han ville og især hvordan han skulle sige det derhjemme…. Dette var jeg indforstået med… og havde lidt tænkt der nok gik et par måneder…. Men så pludselig en dag havde han sagt det…. Jeg var bange for at tro på det og med rette for 3 dage senere fortrød han det valg😖havde jeg jo på fornemmelsen, men nåede alligevel at tro på det…. Så det var hårdt…. Men han kunne ikke uden at give det en chance – havde hun bedt om allerede første dag, hun ville ændre på alt….. Men de er meget langt fra hinanden med lyster, drømme og meninger om livet, så personligt tror jeg ikke på det kan ændres efter så mange år, hvor han har rettet ind og lukket af for sine behov… man kan godt forstå han vil give det en fair chance… tvivler så på om han kan holde fast på det han vil og om han virkelig ønsker ændringer, eller faktisk har fundet ud af det jo går meget godt med, at han bare gør som han vil når hun ikke ser det??
Nu er mit spørgsmål om jeg stadig skal tro på det sker en dag?? Altså har jo håbet i årevis og var tæt på nu…. Så håber jo stadig, men kan ikke finde ud af om det bare er fordi jeg virkelig ved, jeg vil ham så meget mere nu – og har erkendt mine virkelige følelser for ham… før var det jo bare en ”drøm” – kan ikke hitte ud af om det er mine ønsker og drømme der for mig til at tro på det nok skal blive os en dag?? Og siger til mig selv glem det, kom videre… men det svært og jeg tænker alt for meget🙂har jo også den der i baghovedet, at utro mænd går aldrig fra deres koner….. så logisk vil det jo være dumt at tro noget, men hele mit indre tror det…. Vil så gerne have lidt klarhed på, om det er mig der er tosset eller det er de ydre omstændigheder der spiller mig et puds??