Sindsyg sur ;/

Hej jeg er en pige på 17 år, som bor hjemme hos min mor.
Siden 5 klasse har jeg skulle være hjemme klokken 22:00 & senere henne 22:30, jeg måtte spise ude & folk måtte spiser hos mig, min tidligere kæreste & jeg kunne have massere privat liv uden hun kom ind på mit værelse, jeg måtte sove ude på hverdage bare jeg sagde det i forvejen & at jeg kom i skole til tiden, jeg har altid måtte have folk sovende & i weekenderne skulle hun bare vide hvor jeg var .
- vi har godt nok altid skændes en del, men aldrig som nu?
For 8 måneder siden mødte jeg min nuværende kæreste, han er 20 år gammel. På det tidspunkt var vi begge inde i et rigtig dårlig miljø, jeg gik på en ungdomsskole, gik til kontaktpersons samtaler, & drak hver eneste weekend .. fredag & Lørdag .. & jeg skiftede rigtig tit kæreste .. jeg røg også hash for over 1 år siden men det kom jeg ud af helt ved egen hjælp .. min kæreste på det tidspunkt tog både hårde stoffer & røg hash.. hvilket jeg fik ham fra efter han mødte mig . .
- min mor kender hele historien & hun ved det ikke gentager sig fordi jeg er kommet rigtig langt & det kun var en kort periode på ½ år , hvor jeg bare lige skulle rive mig løs..
De sidste 8 måneder har jeg haft en fast kæreste, vi har lært at lave mad sammen, jeg har lært at passe min skole, er startet på en uddannelse, jeg drikker nærmest aldrig mere højest 1 gang om måneden, alle mine venner er ordenlige, jeg synes faktisk selv jeg er blevet meget mere moden end før i tiden..
Dette så min mor &så ud til at kunne se, hun var rigtig glad for min nye kæreste & over at se min 'normal' igen ..
vi havde det så godt sammen? Men så virkede det som om hun blev 'vant' til jeg bare var derhjemme med hende..
Men? De sidste par måneder har hun opført sig så mærkeligt ..
jeg skal SENEST være hjemme 21:30 & tit klokken 21:00 .. Dette skal ingen af mine venner på 17 år? & - jeg synes det er så pinligt at skulle sige: Jeg skal være hjemme klokken 21;00 ..❓(må heller ik have gæster hos mig længere end det)
Hvis jeg spiser hos min kæreste er hun sur når jeg kommer hjem fordi hun 'føler' at hans mor prøver at overtage mig ..
Jeg må OVERHOVED IKKE sove ude i hverdagene .. heller ikke selvom jeg skal møde fx. klokken 10:00 i skole...
Om søndagen skal jeg komme hjem klokken 12:00 - jeg går i seng ALENE .. & jeg må ikke skrive på mobil..
Hvis jeg skal ud i hverdagene SKAL jeg spørger om jeg fx. må tage i bio eller ud & kigge på tøj .. &så selvom det kun er et par timer.. hvis hun så siger nej skal jeg sidde derhjemme..
Når jeg er hjemme må jeg ikke bare sidde på mit værelse jeg skal sidde inde i stuen & se tv med hende..
noglegange har jeg fået lov at have nogen til spisning også har hun glemt at hun har givet mig lov, også bliver jeg nød til at aflyse...
jeg skal rigtig tit aflyse aftaler pga. hende..
Hvis jeg har min kæreste på besøg så kan vi ligeså godt sidde inde i stuen hos hende, så det gør vi næsten altid.. for hun kommer nemlig ind & sidder på mig værelse alligevel hvis vi sætter os derind ..
- vi har INTET sexliv når vi er hos mig ,. fordi hun hele tiden kommer ind .. & hvis der er låst banker hun på ..
Jeg kan højest være væk hjemme fra 30 min før hun skriver.. &så selvom jeg bare er på min uddannelse eller på arbejde.
Tit når mine venner eller kæreste skal noget bliver jeg nød til at sige ' jeg må ikke tage med for min mor ' .. også føler jeg mig som en 5 klasse igen ..
Hun prøver at styrer alting!! - Hvis jeg nu sidder i sofaen & jeg sidder på en forkert måde i hendes øjne, blir hun sur' fordi så ødelægger jeg ryggen'!
eller hvis jeg sidder i sofaen uden tæppe på, for jeg skældte ud fordi så skal hun passe mig når jeg blir syg :s?
Hvis jeg kommer til at tabe en gaffel på gulvet så råber hun & skriger af mig . . fordi hun er bange for høje lyde..
Hvis jeg kommer bare 5 min forsent .. hvis fx. mit tog er forsinket så kan hele dagen være ødelagt .. & jeg kommer ALDRIG mere end 5 min forsent .. hvis jeg ik har ringet & sagt det .. fordi så ved jeg at helvedet er løst .. om jeg så skal løbe hjem for at nå det..
Jeg er ved at blive sindsyg❓
det kan ikke engang beskrives her? ..
& ' når jeg tænker på at jeg kan flytte hjemme fra om et år & jeg skal stadig være hjemme klokken 21:00 ..
Hun er sindsyg sur hele tiden, over ligeglydige ting ..
selv min far synes hun er virkelig slem .. men kan ik bo hos ham fordi han er hashoman..
& alle mine venner & kæreste siger ' hvorfor må du ingenting osv' hun våger virkelig over mig.

Er der andre herinde der har det sådan?
Nogle råd..
eller er det mig der er helt galt på den?

måske din mor bare er desperat efter en omgangskreds fordi hun ikke har en og så går det ud over dig
- din far virker ikke særlig ansvarlig når han er hashoman - han burde ikke få børn da det altid er dem det går ud over

Det er rigtig nok ..
men har heller aldrig boet sammen med min far.. da jeg overhoved ik var et planlagt barn.
Ja det er nok rigtig nok? De eneste som hun ser ud over mig er hendes søskende..

Måske din mor har indset, at hun satte al for få grænser da du var yngre og havde brug for det - og nu prøver at rette op på det? Måske hun bare prøver at passe på dig - måske hun er bekymret for, at du ryger ud i problemer igen?
Liver hjemme hos jer lyder ikke særlig hyggelgt. Har du prøvet at forklare din mor, hvordan du har det? Og spurgt hvorfor forholdene har ændret sig?

Hvor gammel er din mor?
Det lyder i mine øren til at hun indtil for et par måneder siden har opført sig meget ansvarsbevidst, men som du nu beretter, lyder hun sygelig.
Har hun arbejde og fridsinteresser?
Synes dit indlæg er meget velskrevet.
Fordi din far ryger hash, kan han vel nok være værd at lytte til (med mindre han er helt psykotisk)og være glad for dig.
Mange børn er ikke planlagte, men bliver alligevel 'ønskebørn'.

Jeg sidder og tænker over det du skriver. Hvis det passer lyder det ret strengt. Men hvem af os, der svarer dig her, ved hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Måske overdriver du.
Jeg kunne tænke mig at høre, hvad din mor siger.
Så læser jeg du skriver, du drikker , måske en gang om måneden. Hvem på 17 år tror ikke de er voksne og helt sikkert har styr på alting.
Du skriver en hel del om hvad du ikke må. Hjælper du til hjemme. Det nævner du ikke. Det er du stor nok til.
En fast kæreste, i en alder af 17 år. Jeg sukker. Hvorfor ikke nyde man er ung og fri. Se sig om, suge viden til sig, blive voksen.Hvorfor skal det gå så stærkt. Du har sikkert manglet en far, der tog sig af dig. Derfor kaster du dig over den mandsperson, der vil dig.
Hvis jeg var din mor ville jeg også være blevet syg af spekulationer på, hvordan det ville gå dig.
Du har haft alt for meget frihed til at bestemme hvad du ville. Den frihed har du ikke kunnet tåle.
Det er ikke din skyld , men din mors. Hun har sikket troet det var det bedste, men har indset hun har begået en frygtelig fejl.
Hun prøver at rette op på det, måske på en lidt forkert måde, men sikkert i den bedste mening.
Du er 17 år,du er et barn. Slet ikke moden og udviklet nok til at kunne overskue konsekvenserne af, hvad du gør.
Hvis jeg var din mor ville jeg være hundeangst for, hvad du nu fandt på af gale ting.
Jeg er glad for du ikke er min datter. Jeg ville ikke have et roligt øjeblik.

Hun lyder meget som mig, da jeg havde det værst.
Jeg har en datter på 16½, og meget af vores historie ligner din, bortset fra, at jeg nu er ved at komme ovenpå, og min datter dersværre er stærkt på vej ud i uføret.
Men det at din mor konstant er over dig, er nok mere et udslag af overbekymring og kontrol. Depressive mennesker - der ikke har erkendt at de har et problem - har et stort behov for kontrol, og er samtidig ekstremt bekymret for deres nærmeste.
Jeg har faktisk kun et råd til dig. Tal med din læge om problemet. I har vel samme læge? Og aftal en ny tid hos lægen, hvor du tager din mor med. Her kan du så fremlægge din frustation over din manglende frihed og din bekymring for om din mor har det godt. Din læge kan så supplere med relevante spørgsmål, og den vej rundt måske få din mor til at indse, at hun har brug for hjælp.
Alt det bedste til dig og din mor

Og når du har været ude i det skidt du har, er det faktisk en rigtig god ide at have meget korte tøjler i et stykke tid. Det vil være med til at forberede dig på dit voksne liv. Accepter det, respekter hendes regler og så skal du se, om 6 mdrs tid vil hun begynde at stole på dig igen.

ja det har jeg, men hun bliver meget nemt sur..
så jeg kan overhoved ikke spørger hende om noget uden hun råber skriger & græder.. osv

Min mor er i slutningerne af 40'erne..
indtil et par måneder siden har hun været en rigtig god mor, jeg har kunne snakke med hende om alting!! Hun har altid været meget hidsig .. & råbt , skreget & grædt over ingenting .. men de sidste par måneder er det blevet virkelig slemt ..
Hun er først glad og vi sidder stille og roligt sammen, & det næste sekund farer hun op .. uden nogle grund.
Hun har et arbejde.. men det er også ca. hvad hun laver ..
hun ser ingen veninder & hun går ik til noget ..
De eneste hun ser ud over mig er hendes søskende & hendes forældre..
Min far er desværre gået hen og blevet helt psykotisk .. har han været en del år.

Det her har intet af gøre med hvad jeg går og laver..
Tror du fuldstændig har misforstået debatten ..
dette handler om hun er hysterisk sur.. over ligegyldige ting.

- &nej?
jeg ser ikke min kæreste som en 'far' person ..
- der er mange på 17 der har en fast kæreste.. det tror jeg ik der er noget unormalt ved.

Det kan du selvfølgelig have ret i ..
Hun lider også af stofskifte sygdom.. & sidst hun var sådan da jeg var yngre.. havde hun fået for højt stofskifte..

6 måneders tid?
- jeg var ude i lort for over 1½ år siden nu at jeg sidste lavede noget dumt..
& jeg har ikke været ude i noget siden..
Hvorfor skulle det halve år gøre en forskel ?:s

men ja
du har da ret i at i ikke kan kende historien når i hører den fra en side..

Men når alle siger det .. min far, mine venner, min kæreste, min gamle kontaktperson ( som altså er proff.) ..

vil da også lige tilføje?
- Hvorfor skal jeg holdes i stramme tøjler .. når jeg helt selv har valgt at komme ud af det .. ´det ville da fører til præcis det modsatte.. eftersom jeg selv har valgt det.
hun har jo ik æren af jeg er stoppet ..
da det var mig der kom til hende for 1½ år siden og sagde ..
' jeg er altså ude i noget lort , men jeg vil væk fra det .. & stopper fra i dag'
& at jeg så gjorde det

- Desuden? de fleste børn prøver de ting .. det er bare de færreste som fortæller det til deres forældre.. det er forskellen.

Det lyder mere som et mentalt problem din mor har. På den ene side kan det være hun har fået et wake-up-call over alt hvad du har foretaget dig, uden hun opdagede noget som helst og så reagere på den her måde. Det er vel en slags indbildning hun lever i. Altså at det skulle hjælpe på noget som helst.
Mest tror jeg dog på, at hun er gået i panik over at nu har du snart alderen til for alvor at forlade hende, og hun kan slet ikke forlige sig med tanken. Det at du hele tiden skal være der (så hun ikke er alene) taler også for at det er dér hunden ligger begravet.
Hun ved det godt. Hun er helt sikkert klar over den er helt gal, men hun kan intet gøre ved det. På den anden side, kan du ikke være tjent med det. Hun opnår også det modsatte af, hvad hun vil, for hun støder sig jo fra dig.
Få en snak med hende om dine tanker men gør det en dag, hvor du ikke er vred på hende, for så ender det eksplosivt.
Hvis I to har brug for en "ringleder" så stiller familiesektionen i kommunen sådan en til rådighed, der kan komme hjem til Jer og for den sags skyld være behjælpelig med at udstikke nogle regler for aftale, så alle kan holde ud at være der. Det ville nok være en ide om en voksen fik gjort din mor opmærksom på, hvor urimelig hendes adfærd virker.

Eller din far er måske en rigtig dårlig ide, som hun kan opfatte som kritik. Er hun i overgangsalderen? Det kunne også forklare en del.
Jeg ville ikke være nervøs over at have dig til datter. Du har klaret det selv og gjort det godt.🙂 God pige!!! Også derfor virker det grotesk med hendes nye "regler" som vist mere tilgodeser hendes følelser end nogens fornuft.
Nogle mødre har levet i en osteklokke og ved intet om, hvordan det er derude. De er lidt nemme at skræmme og nej...de har ikke mange rolige øjeblikke som vores ærede meddebattør skriver. Men skal de eller vi lide under det?

Jeg synes, du har ret Anonym.
Det, der er foregået med pigen forud lyder bestemt ikke godt, og det har moren nok indset nu. Desværre er det bare meget svært at rette op på noget, der er sket, og det lyder heller ikke helt hensigtsmæssigt, hvad moren nu gør.
Jeg tror, pigens mor har brug for hjælp til at håndtere situationen. I mange kommuner findes anonym pædagogisk/psykologisk rådgivning, som både pigen og hendes mor kan henvende sig til sammen eller hver for sig.
Til trådstarter: prøv om du kan få din mor med på en samtale med en rådgiver med det formål at få lavet nogle fornuftige aftaler med hensyn til komme-hjem tider, alkohol, sex, kærester mv., ting, der er aktuelt for en ung pige som dig. Jeg tror heller ikke, som Anonym, du er moden til at bestemme alting selv - men heller ikke at din mor helt kan klare opgaven med dig. I har brug for hjælp begge to.
Måske er din mor i overgangsalderen - det kunne måske forklare lidt af hendes uligevægtighed.
Jeg ønsker for jer begge, at I finder gode og holdbare løsninger.
Mange hilsner, Isa

de fleste børn har prøvet de ting, altså haft samme adfærd som du, så tror jeg ikke, det er rigtigt. Du har været meget tidligt ude med hensyn til alkohol/stoffer og sex. Det ville enhver mor blive bekymret over.
Hvorfor hun ikke "opdagede" noget, ved jeg jo ikke. Hvorfor du ikke inddrog din mor i dit ungdomsliv, ved jeg jo heller ikke. I hvert fald er det gået skævt for jer, og din mor har nok ikke rigtig tillid til, at du virkelig har valgt noget andet og mere "rigtigt" nu, så måske er hun i gang med at afprøve, om det er sådan.
I stedet for at sige til dine venner og veninder, at "det må jeg ikke for min mor", så kunne du jo prøve at sige, at du har en aftale, som det er vigtigt for dig og din mor, at du overholder. Det lyder bare ikke rigtigt til, at du er interesseret i, at du og din mor opbygger et nyt tillidsforhold. Derfor kan det måske være en mulighed, at du flytter hurtigst muligt?
Hilsen, Isa