Selvfede mennesker

Hej med jer,
jeg har i de sidste mange år oplevet problemer med venskaber. Flere er endt og som regel har det været på mit initiativ. Een ikke uvæsentlig faktor i endte venskaber har været, at jeg er blevet uendelig træt af at høre på venindernes selvros. Een ting er, at man i ny og næ bliver glad for et modtaget kompliment og gerne vil dele det med en god veninde. MEN det, som jeg gentagne gange har oplevet er, at de roser sig selv i eet væk og på en måde som er ,,, tjaaa - kvalmende. Så er de fantastiske på job, så er deres børn HELT unikke begavelser, så har de fået fortalt at de er noget af det smukkeste osv. osv. På eet eller andet plan føler jeg mig sgu en smule krænket ved at være modtageren og høflig som jeg er, sidder jeg jo som oftest og lytter umælende. Hen ad vejen mister jeg stille og roligt respekten for dem og så ender det før eller siden med et brud. Men jeg bliver ved med at bimle ind i den type kvinder. Hvad foregår der? Er det usikkerhed? Er det mangel på filter (jeg ville sgu da føle mig som en idiot, hvis jeg genfortalte alle mere eller mindre seriøse komplimenter, jeg får - jeg har slet, slet ikke behov for det)? Er det for at hævde sig overfor mig? Eller inviterer jeg mon til det?
Hvad gør jeg for at undgå den type fremover?
Pia M

Der er nok flere grunde til at ( vi ) har det såddan.Jeg syntes selv at jeg ser meget anderledes på ting i dagligdagen end så mange andre. Ting som andre himler op med, syntes jeg ikke er noget at snakke om, finder det egentligt bare helt naturligt, andre snakker og snakker så man bliver træt at at høre på dem, om sig selv eller fuldstændig ligegyldige ting. Jeg føler mig lidt anderledes, for jeg kunne ikke få mig selv til det og hvis jeg gjorde ville jeg føle mig meget flov bagefter.. Jeg kalder mig selv for værende ikke social..For det er vel det de er?

Hej Pia
Jeg er helt på din side i det spørgsmål. Jeg foretrækker at holde de komplimenter jeg får, for mig selv. Uanset om de er faglige eller personlige. Når en chef giver udtryk for sin påskønnelse af ens indsats, så er det for at vise det til mig - personligt. Jeg kunne ikke drømme om at gå ud og fortælle det til nogen.
Får man en kompliment af mere personlig karakter fra en kvinde f.eks, så vil jeg endnu mere holde det for mig selv. Det er da af så privat karakter, at man ikke bør dele det med nogen.
Der er da ingen tvivl om, at får man en kompliment og som gør en stolt, så er man da fristet til at dele den glæde med nogen. Men siges de på tomandshånd, så bliver det hos mig.
Jeg genkender helt klart dine betragtninger omkring skamros af børn. Vi så det i X-faktor, hvor der kom folk på scenen som fra hele verden havde fået at vide at de sang skidegodt. Ah Hvaaaaaad? De sang som en kat der bliver trådt på halen! Det er sgu ikke smart, da det giver de mennesker det ene nederlag efter det andet. Istedet for at styrke deres selvværd, kan det destruere det.
Mvh Lagermann

.... tak Lagermann .... så er jeg ikke helt alene med den holdning. Det er massivt som jeg har oplevet selvros og genfortælling af komplimenter de sidste mange år.
Det pudsige er, at dem som jeg respekterer allermest, er dem som aldrig skamroser deres børn (selvom der er grund til det) eller fremhæver deres egne bedrifter.
Men hvordan håndterer man det, når man uinviteret bliver fortalt hvor fantastiske deres børn eller de selv er?
Pia

hele miseren har rod i forældrenes opmærksomhedstrip mens ungerne er små.
Der er faktisk ingen grænser for hvor langt moderne forældre vil gå for at fremhæve deres afkom, til stor skade for ungerne senere i livet.
Disse stakkels børn har aldrig hørt andet, end at de er bedre end alle andre, de er smukkere, mere intelligente og meget bedre end alt og alle.
Hvordan pokker skal sådan en opvækst føre til andet end selvoptagethed ??
Mine unger er opdraget til at tro på sig selv, men også til ydmyghed overfor andre mennesker.
Hvis i tænker efter, vil i sikkert nå frem til samme resultat som jeg er kommet til, Danmark er blevet amerikaniseret, alt der kommer fra den anden side af dammen er godt og det tager folk til sig.
Synd at børn af den type forældre aldrig har lært at tænke selv, de viderefører forældrenes livssyn og ambitioner og så bliver de overfladiske og ender ensomme.

Jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg påstod at jeg ikke også er "dumpet i". Når man går til fodbold med poderne, og en af dem så scorer 3 mål, så har jeg sgu også præsteret spagt at lade befolkningen vide "Det er min søn der".
Men ellers finder jeg Ernst´ indlæg meget sigende. Jeg deler i store træk hans holdning.
Mvh Lagermann

alle har lov/ret til at rose sine børn nå ungerne gør noget godt, alle har ret til at lade andre vide, at man er stolt af sine børn af den og den grund, men det er faktisk ikke pædagogisk korrekt at rose sine børn overfor andre voksne, i podernes påhør og gør man det, bør man gøre det i ikke alt for vilde vendinger, at man fortæller en ven/nabo, at mit barn var med til at vinde den kamp fordi ungen scorede 3 mål, det er ikke at prale, det er at vise barnet og omverdenen at man er stolt af sit barn.
Forskellen ligger i, at nogle forældre (faktisk de fleste i dag) ikke fatter at de skal holde det der, de gejler sig selv op til astronomiske højder af beundring af ungen, I UNGENS PÅHØR og lige der hopper kæden af, ungen tror sq at sådan skal man gebærde sig.

pædagogiske læresætning: Børn gør IKKE som forældrene siger, børn gør som forældrene gør.

Kære Ernst på Samsø,
må jeg byde ind her?. Jeg synes, at det er vigtigt at rose børn. Jeg roser ofte mit barn, som regel helt spontant, fordi han oprigtigt glæder mig ved at være en god kammerat, løse nogle konflikter på en god måde, ved at være arbejdsom osv. Men jeg kunne aldrig finde på at rose ham på bekostning af andre eller så han får en idé om, at han er mere værd eller bedre end andre. Bliver jeg spurgt, så ville jeg da også fortælle godt om min dreng i stil med at han klarer det fint i skolen, har gode kammerater og i den dur. Men dér, hvor kæden springer af for mig er de mange tilfælde af veninder, som uopfordret fortæller om "hvor fantastisk vellidt deres barn er", "han er den bedste til matematik på klassetrinet og 5 klassetrin over", "mit barn er så smuk, at jeg har sendt billeder ind til x-antal modelbureauer", "mit barn er HEEEELT fantastisk til springgymnastik" ,,,,, Det er kvalmende og rædselsfuldt at høre på. Og ja, det må være ødelæggende for børn, at have den type forældre - og ganske rædselsfuldt at have den slags veninder :-(.
Pia M

Ja Pia, du har helt ret. Man kan ikke kategorisk sige at ros er forkert, eller rigtigt. Det er måden man gør det på, og mængden.
Dine eksempler kender alle vist? Jeg har selv ét. Jeg ved ikke om det er skamros når jeg har fortalt det eksempel til andre. Som Ernst siger, så var min søn ikke tilstede når jeg fortalte det.
Det handlede om at min søn havde en rimeligt god hukommelse, og fotografisk. Han skulle med børnehaven på tur. De skulle køre tog. Fra Vallensbæk station. De skulle med det tog som har endestation i Køge.
De hørte et tog på vej til stationen, og pædagogerne gjorde ungerne klar til at skulle med. Når min søn blev ivrig, så begyndte han at stamme. Egentlig ret charmerende. Han sagde "Ne...nej..nej, ikke det tog vi skal med", fik han sagt. Det viste sig så at der stod Solrød Strand på toget, og det ville ikke have stoppet i Køge. Hertil skal siges at han åd alt råt der havde med køreplaner at gøre. Han havde et stort behov for at indlære ting. Hvorfor, vil gå for langt i denne tråd. Han havde noget at indhente, lad os lade det blive ved det.
Er det for meget når jeg fra tid til anden fortæller denne historie til dem der gider høre på det?
Mvh Lagermann

Næ, jeg synes ikke at det er for meget at fortælle den historie om din dreng. Det er jo en sjov og pudsig episode, som fortæller en del om ham og som ven eller bekendt, ville jeg synes, at det var underholdende.
Problemet, som jeg oplever det med visse nuværende og tidligere veninder, er at det bare kammer over. Til dels har jeg ofte befundet mig i situationer, hvor jeg føler at jeg skal sortere i hvad, der bliver fortalt mig (er det løgn, overdrivelse, og hvad er formålet). Og til dels er det ensidigt over-positivt både hvad angår dem selv og deres børn. Det autentiske forsvinder ud af venskabet og jeg sidder tilbage med en følelse af at det er en konkurrence. Jeg er ikke bange for at dele mine fejltagelser, mangler, usikkerheder og bekymringer omkring min dreng (og mig selv), når tingene ikke flasker sig eller livet er svært - jeg forventer sgu, at kunne det i mine venskaber. Det er det behov for at fremstille sig selv (og ens børn) som værende helt unikke, fantastiske, ufejlbarlige som jeg har oplevet så meget og som jeg stiller mig helt uforstående over for. Og som jeg i bund og grund slet ikke synes hører til i et venskab.
Jeg har holdt en pause med deltagelse i forældremøder, fordi jeg til sidst var ved at brække mig over andre forældres iver efter at fortælle om deres fantastiske barn og hvor fantastisk, de selv håndterede visse situationer. Det er ligesom een ting, jeg kan korse mig og holde en pause fra ex. forældremøderne. Men venskaber, hvor man investerer både tid og følelser ,,,, det gør mig mig faktisk rigtig ked af det, for jeg fejlinvesterer jo :-).
Pia M

der gør at en så velformulerende " pige " som dig har svært ved at forstå dine omgivelser og tager det såddan til dig.. Hvor mange børn har du? du virker bare på mig som om du har helt styr på det du gerne vil ud med. Bare jeg kunne gøre såddan.

godt tænke mig at vide hvilket område af DK du bor i, for er bange for at sådanne ting her har at gøre med hvor man kommer fra. Jeg synes alt for ofte man hører folk fra visse steder af landet nærmest "blære" sig med alting, hvorimod andre slet ingenting siger.
Bare en tanke/fordom...