Selvdød

Du lå sgu da bare der!
Så velarrangeret
så veltilberedt,
lige til at spise!
Vilddyret knurrede velttilfreds....
Men du var ikke til mig...
jeg spiser ikke selvdøde dyr.
Nu vælter det ind over himlen,
udsynet forsvinder.
Tågen dækker landet.
Landene trækker gardinerne for.
Mens verden brænder,
svider mindet om dine søde læber!
Spørgende står min sjæl endnu i flammer.
I asken, der følger,
næres håbet.
Alting vil spire på ny
og det gamle forgår.
Ilt vil finde vej
og selvom vi alle har mistet håbet
bliver det alligevel forår.
Det bliver altid forår igen.
Jeg får aldrig en ret
som dig serveret igen.
Nyt liv...gisper efter
nyt liv
Kom nu...NYT LIV!!!!
Så led mig da for helvede ud af livet og ind i døden...og lad mig møde dig igen!

Flot digt. Men, det lyder sgu da godt nok som om du har problemer med kærligheden. Fat mod...

Er der håb?

Hej til dig fra mig C",)
*FB*

...altså problemer med kærligheden. Det er ligesom om, man ikke kan komme ud af flækken selvom det et gammelt forhold der bare er UDE af verden...slut, VÆK!...Det gør stdaig ondt og jeg GIDEr det ikke mere...men det er lige sådan noget, man ikke bestemmer selv ;o)
Tak for opmuntringen....

Desværre....han er over alle bjerge tror jeg. Jeg har ikke snakket med ham... Tør ikke. Ved det ikke føre andet end mere smerte med sig.... og på en eller anden måde, så er jeg villig til at tage alt det der kommer efter...bare for at være sammen med ham en gang til.... Ja...jeg er ulidelig at høre på...men så må jeg ind i mellem skrive sådan noget shit som det digt der...

Tak FedeBritt...;o) Nu skal vi sgu se fremad... For fanden vi skal lægge alle de der elendigheder bag os... YES...Komme SOL...Komme LYS, LIV og LUFT ;o)