Selektiv humanisme

Hele verden fordømmer de israelske bombeangreb på byer i Libanon. Nu er presset blevet så markant, at selv amerikanerne og israelerne vil fare med en anelse lempe. I et par dage vil Israel indstille bombeangrebene, så civile har en mulighed for at komme væk - til sikkerheden.
Den internationale forargelse, vrede og smerte over weekendens bombeangreb har også været så markant, at hverken USA eller Israel tager samme afstand fra en våbenhvile som tidligere under konflikten. Der er håb. Men om hvad?
Krig er hæslig. På alle måder. Når vi ser billeder af grædende mødre og døde børn. reagerer vi, heldigvis, med både smerte og vrede. Det eneste, der er umuligt at forstå, er, hvorfor hele verden lider af en-vejs humanisme.
Hvorfor er der ingen, som græder, når vi ser billeder af skolebusser i Tel Aviv eller Jerusalem, ødelagt af maskinpistolsalver eller bomber.
Der er også grædende mødre og døde børn. Hvorfor? Hvorfor er der ingen, som bliver vrede og sorgfulde, når raketterne kommer susende ud af intet - uden forudgående advarsel - og rammer vilkårlige huse og landsbyer i Israel?Hvorfor kan alle fordømme Israel, mens ingen fordømmer Hizbollah - eller for den sags skyld Hamas i Palæstina?
På en eller anden måde minder situationen i Mellemøsten mig om tiden under den kolde krig.
Tusindvis af velmenende, venstreorienterede mennesker gik i demonstrationstog gennem gaderne i København, London, Amsterdam, Stockholm, Hamburg, Paris og Rom og alle andre større byer - og protesterede mod USA.
Der var aldrig demonstration mod koncentrationslejrene i Rusland eller massehenrettelser af lyn-dømte kriminelle i Kina. Ingen protesterede, da Kina voldtog Tibet.
Ingen protesterede, fordi menneskerettighederne blev trampet ned hver eneste dag i Sovjetunionen. En-vejshumanisme! Fra venstre mod højre.
Sådan er det også i Mellemøsten. Israelerne er ikke engle. Israel slås for sin eksistens, israelerne for deres liv.
Den kendsgerning, at Israel er et højt udviklet land med en befolkning, der kan læse, skrive og tale flere sprog, ændrer ikke ved, at mennesker, der kæmper for eksistensen, sjældent optræder som engle.
Når nu Israel af det internationale samfund presses til forhandlingsbordet - i stedet for at likvidere terroristerne i Hizbollah - så skal det internationale samfund huske, at det påtager sig et enormt ansvar. Det påtager sig ansvaret for Israels sikkerhed.
Og, kære læser: Hele verdenshistorien er et eneste langt, blodigt bevis på, at jøderne ALDRIG har kunnet lægge ansvaret for deres eksistens i andres hænder. Aldrig.

Hvis det internatinale samfund vil have kampene stoppet, så må de selv påtage sig at eliminere terroristerne først.
Hvem rydder op i rosset ?

Nåhh, du mener de israelske terrorister???????

De islamfascistiske terrorister i hamas og hizbollah går næsten udelukkende efter civile personer, især børn og gamle. Israelerne prøver at undgå civile tab blandt libaneserne, men det er svært da islamfascisterne bruger kvinder og børn som skjold.

En fredelig slutning på den israelsk-palæstinensiske konflikt vil næppe ændre afgørende på islamisternes endlösungs-ideologi.

så er Hizsbolla utrolig dårlige til at ramme kvinder og børn og gamle mennesker.. Der er jo ikke så store tab der. Og samtidig er israelerne utroligt dårlige til at UNDGÅ at ramme kvinder, børn og gamle....
Prøv at se på tabstallene fra denne krig, Inzifadaen og i det hele taget samtlige tabstal i mellemøst konflikten..
De er mindst 10 til 1 i israelernes favør.....

Det er et rigtig godt indlæg, du her bringer - det er en meget korrekt beskrivelse af situationen. Men grunden til (i hvert fald én af grundene til) den megen fordømmelse af Israel i forhold til Hiz Bollah m.v. er nok forholdet mellem dræbte på de to sider. Der stiller man sig nærmest pr. instinkt på den "svages" part side. Og der er jo ingen tvivl om, at Hiz Bollah i denne sammenhæng er den "svage" part.
Jeg mener dette udsagn er korrekt: Hvis muslimerne nedlægger våbene, bliver der fred - hvis jøderne/israelerne gør det samme, bliver de udslettet.
Så der er ingen tvivl om, at det fra fra Israels side på sigt er en kamp for legitim overlevelse.
Det, der alligevel gør sagen problematisk - også set fra min synsvinkel - er de uforholdsmæssige store tab, der er blandt civile, når Israel farer frem. Det er godt nok velkendt, at Hiz Bollah gemmer både sig selv og våben blandt civile, hvilket umuliggør det for Israel ikke også at ramme disse - og det udnytter Hiz Bollah til fulde i mediemæssig sammenhæng - men uden at gøre mig selv til militær ekspert mener jeg dog, at der burde være andre og mere sofistikerede måde at ramme Hiz Bollah på.
Jeg er bange for at Per Stig Møller har ganske ret i sine betragtninger, når han siger at Israels fremfærd frem for at svække Hiz Bollah og styrke Libanons regering gør det stik modsatte - dvs. svækker Libanons regering og styrker Hiz Bollah. Og dermed går Israel Syriens og Irans ærinde meget mere end de to lande kunne have ønsket sig med fredelige midler.