Savner så meget, men....
...det er nok godt det samme.
Jeg har enorm trang til at komme af med de her tanker... Er sgu ved at blive idiot af det.
Mødte "manden" for to år siden...eller det troede jeg da. Men nu har vi laget tag-fat i næsten to og jeg jeg gad bare ikke mere. Og det gjorde han nok i grunden heller ikke.
Jeg beundrer ham, fordi han altid kunne få skovlen under mig, det morede mig. Jeg er forelsket i den passion han har for sit job, han måde at brænde for det på. Han var fantastisk til at diskutere og snakke, vi havde det rigtig sjovt, fantastisk sex...som jeg tvivler på nogensinde at opleve igen...men han trak sig hver gang vi nåede så langt som til at blive rigtig alvorlige sammen. At blive kaldt "kæreste" eller at skulle kalde mig det, det var alt for meget. Alt for tæt. Alt for stort. Og han var alt for bange for at blive såret, sagde han.
Jeg har aldrig mødt hans familie og kun få af hans venner...og det har nu aldrig været for at jeg egentlig skulle møde dem, det er bare sket, når vi har skullet sove samme, eller mødtes ude og taget hjem sammen.
Vi har haft lange perioder hvor vi ikke har set hinanden, fordi jeg ikke kunne holde ud at vi ikke var noget rigtigt...men har altid bukket under, fordi jeg savnede ham. Han har hver gang jeg har brudt med ham, blevet ved at kontakte mig og ikke ville slippe. Men vi er nået samme sted igen, efter en tid.
Jeg sidder faktisk bare nu og tænker at det slet ikke handlede om hans frygt, men ganske enkelt at det bare ikke var mig. Man er vel aldrig for bange for at blive såret...hvis man altså vil den man er sammen med rigtig??? Eller er man???
Jeg har brugt så meget tid og så mange kræfter på ham og på at komme væk og over det...og jeg savner ham stadig.
Vil ham med alt jeg har i mig, men ville mere ikke nøjes med mindre end det jeg gerne ville give ham.
Og det er slut nu..helt slut. Vi brød i et stort skænderi...med grimme ord og sårede følelser.
Og jeg er vil bare have erstattet den der regnorm jeg fik implanteret i ryggen istedet for en rygrad da jeg mødte ham, med noget fastere. Og have renset min krop og hovedet for hans eksistens og erindringen om hans berøring...og glemme hvor dejligt vi kunne ha' det nogle gange. Og hvor dejligt jeg ønskede det skulle have været.
Og hvor meget jeg savner ham...
Og så vil jeg gøre hvad jeg kan for at huske hvor mange aftner jeg har grædt mig i søvn, fordi det gjorde ondt. Og hvor tit jeg ønskede, at trænge ind til ham, men blev lukket ude. Huske hvor meget jeg er brændt inde med af følelser fordi han ikke ville ham dem...eller give dem.
Jeg vil huske mig selv på, at jeg ved det går væk. At det bare tager tid...og at det en dag er fortid og at han ikke længere vil have en plads i mit liv.
Jeg har enorm trang til at komme af med de her tanker... Er sgu ved at blive idiot af det.
Mødte "manden" for to år siden...eller det troede jeg da. Men nu har vi laget tag-fat i næsten to og jeg jeg gad bare ikke mere. Og det gjorde han nok i grunden heller ikke.
Jeg beundrer ham, fordi han altid kunne få skovlen under mig, det morede mig. Jeg er forelsket i den passion han har for sit job, han måde at brænde for det på. Han var fantastisk til at diskutere og snakke, vi havde det rigtig sjovt, fantastisk sex...som jeg tvivler på nogensinde at opleve igen...men han trak sig hver gang vi nåede så langt som til at blive rigtig alvorlige sammen. At blive kaldt "kæreste" eller at skulle kalde mig det, det var alt for meget. Alt for tæt. Alt for stort. Og han var alt for bange for at blive såret, sagde han.
Jeg har aldrig mødt hans familie og kun få af hans venner...og det har nu aldrig været for at jeg egentlig skulle møde dem, det er bare sket, når vi har skullet sove samme, eller mødtes ude og taget hjem sammen.
Vi har haft lange perioder hvor vi ikke har set hinanden, fordi jeg ikke kunne holde ud at vi ikke var noget rigtigt...men har altid bukket under, fordi jeg savnede ham. Han har hver gang jeg har brudt med ham, blevet ved at kontakte mig og ikke ville slippe. Men vi er nået samme sted igen, efter en tid.
Jeg sidder faktisk bare nu og tænker at det slet ikke handlede om hans frygt, men ganske enkelt at det bare ikke var mig. Man er vel aldrig for bange for at blive såret...hvis man altså vil den man er sammen med rigtig??? Eller er man???
Jeg har brugt så meget tid og så mange kræfter på ham og på at komme væk og over det...og jeg savner ham stadig.
Vil ham med alt jeg har i mig, men ville mere ikke nøjes med mindre end det jeg gerne ville give ham.
Og det er slut nu..helt slut. Vi brød i et stort skænderi...med grimme ord og sårede følelser.
Og jeg er vil bare have erstattet den der regnorm jeg fik implanteret i ryggen istedet for en rygrad da jeg mødte ham, med noget fastere. Og have renset min krop og hovedet for hans eksistens og erindringen om hans berøring...og glemme hvor dejligt vi kunne ha' det nogle gange. Og hvor dejligt jeg ønskede det skulle have været.
Og hvor meget jeg savner ham...
Og så vil jeg gøre hvad jeg kan for at huske hvor mange aftner jeg har grædt mig i søvn, fordi det gjorde ondt. Og hvor tit jeg ønskede, at trænge ind til ham, men blev lukket ude. Huske hvor meget jeg er brændt inde med af følelser fordi han ikke ville ham dem...eller give dem.
Jeg vil huske mig selv på, at jeg ved det går væk. At det bare tager tid...og at det en dag er fortid og at han ikke længere vil have en plads i mit liv.