Savner min eks men er ikke forelsket

Det må være vanens magt der er på spil her.
Min eks slog op med mig for lidt over et halvt år siden. Jeg var ked af det lige i starten, men forholdet var egentlig fadet ud, så jeg har ikke været gennem det helt store helvede. Min eks og jeg taler sammen i dag og det går helt fint. Faktisk er det sådan, at hver gang jeg ser ham, bliver jeg bekræftet i, at det ikke skal være os to.
Nu er jeg så i mellemtiden blevet smask forelsket i en fyr som jeg er begyndt at date. Han er den HELT rette for mig, jeg er slet ikke i tvivl.
Men alligevel savner jeg stadig lidt min eks og det vi havde. Uden at jeg på nogen måde vil have ham tilbage eller har kæreste følelser for ham.
Er det normalt? Er det vanens magt der lige skal have lov at slippe sit tag helt? Vi var sammen i 3 år ca.
Jeg får totalt sommerfugle i maven bare ved at tænke på den nye fyr jeg er sammen med og jeg må være den mest elendige kollega på arbejdet for tiden, for jeg sidder bare og smiler fjoget for mig selv :-) Så der er slet ingen tvivl om det forhold. [l][l]🙂

kvinder formår ikke at tænke logisk, så det er måske derfor at du tænker på din ex, hvis jeg har haft et forhold, så er hun glemt i det vi ikke er sammen mere, der er ingen grund til at tænke på noget der bare var sex og ilusioner, og damens klatgæld.

Nu er jeg en kvinde og jeg tænker lige som dig, selvom jeg heller ikke elsker min eks-mand mere, så savner jeg hans venskab og vores små daglige snakke, men jeg må også indrømme jeg har det bedre end jeg har haft i langt tid. Jeg er afklaret og skilt, som jeg selv valgte, men hvem smider bare måneder eller år væk uden at give det en tanke og et minde engang imellem. Nogen kan, jeg kan ikke.
Jeg har det sådan, at jeg håber det bedste for min eks-mand, og holder af ham som min ven, og rigtige venner vil man vel altid det bedste. Lige nu betragter min eks-mand selvfølgelig ikke mig som sin ven det ved jeg godt, men for mig er han en ven.
Jeg tror det er vane og vaner er vel også gode. De er bare en udfordring, når de bliver en del af en som man har svært ved at rykke på og egentlig har opgivet.
Nyd du din forelskelse for det er vidunderligt. Er slet ikke misundelig, næste da😉

Jeg har faktisk talt med en veninde om det, som har det på samme måde.
Det er ikke fordi jeg dvæler meget ved ting, men som du siger, det er noget der har fyldt i en og det skænker man jo stadig en tanke i ny og næ.
Som f.eks. hvis man lige falder over et fødselsdagskort han har skrevet eller kommer til at tænke på noget sødt han har givet mig eller sagt.
Og jeg ved jo, at det samme kommer til at ske med min nye fyr, som kan få mig helt op i de lyserøde skyer[l][l]
Åh, min stakkels hjerne er lidt forvirret. Jeg må bare lade det tage den tid det tager. Det er vel en bearbejdelsesproces som alle andre🙂

Og det kommer især når man er ved at etablere nyt forhold, for det er der at man for alvor skal give slip. Også selvom man ikke er forelsket i eksen.
Men det er bare et spørgsmål om tid. Og hvis i stadig kan være venner, er det jo super dejligt🙂
Og tillykke med nyforelskelsen, det er da såååå dejligt🙂 Bare det var mig. Jeg savner det der kick. Uh og så lige her inden det bliver forår [l][l]😃

det er jo netop når man går ind i et nyt forhold, at man skal slippe den andet helt :-)
Ja, det går jo over med tiden. Synes bare det er så rodet, fordi jeg på den ene side er helt vildt forelsket i min nye fyr og på den anden side, bliver lidt sørgmodig over det tabte.
Tak for svar