2 uger... og fremad

For to uger siden fik jeg bank af min eks-kæreste. Det er første og sidste gang det er sket - han blev meldt og smidt ud samme dag.
Når jeg ser tilbage på vort knap 3 år lange forhold kan jeg ikke mindes at han nogensinde har været fysisk aggressiv overfor mig og ikke umiddelbart mentalt heller... men de sidste par uger har givet mig tid til at tænke det.
Jeg har elsket din mand helt ned i bunden af mit hjerte! Med ALT hvad det indebærer. Været der gennem både godt og skidt, når han var ved at gå helt i stå, helt i stykker - eller var glad og oppe at køre over en god kamp...
Men når jeg ser tilbage, så har jeg også været der igen og igen som mental boksebold for hans trusler om selvmord, hans trusler om at gå, hans rablende jalouxi og hans konstante, vedholdende og udmagrende selvmedlidenhed.
Hvorfor jeg blev så længe? Tjah, jeg er vel vokset op med et forbillede som har lært mig at man giver alt - og så lige 10% mere før alle andre end sig selv. Det har aldrig faldet mig ind at gå for mig selv når han græd, fordi jeg var dødtræt og næsten ikke kunne mere. Det har aldrig faldet mig ind at sige "det må du sgu selv klare" når han lå krøllet sammen i sengen og endnu engang ikke kunne gå på job fordi han havde det skidt.
Det har aldrig faldet mig ind at sige ham imod når han skældte MIG ud for andre mænds tilnærmelser, selvom jeg vidste at det ikke var min skyld og har resulteret i en afvisning hver gang, det er aldrig faldet mig ind at gå selvom han gentagne gange er gået over grænsen for hvordan man kan tillade sig at opføre sig overfor den kvinde man påstår at elske.
Og så kan man ikke undgå at føle sig dum. Det er en lørdag aften, der er en stille familiær puslen i den anden ende af stuen, men HAN er der ikke og det er godt for os. Men indeni mig... helt inde i det allermest sårbare af mit sind myldrer der billeder af fantastiske dage med dejlige oplevelser, ferier, ture, koncerter, film og små intime stunder rundt. Jeg savner den mand men han er ude af mit liv og kan ikke komme ind igen.
Jeg savner den mand jeg forelskede mig i og elskede så højt... til gengæld frygter jeg voldsmanden som har overtaget hans sind. Jeg kan ikke se en fremtid med ham, kan ikke engang overveje en sådan for han vil være til fare for mig altid. Jeg kan ikke overveje et sekund at gribe telefonen og be ham om at komme og holde om mig, selvom han sikkert i aften ville gøre det uden at knu.
Jeg kan ikke ringe og fortælle hvor ufattelig meget jeg faktisk savner hans skæve grin, hans skæve humor og hans lige så spøjse, legende måde at gøre tingene på. For jeg savner ikke når det skæve smil krøller sig sammen i en grum grimasse og øjnene bliver små og sorte... det er sket en gang, så hvorfor skulle det ikke ske igen?
Det er lørdag aften og nu går jeg snart i seng. 2 uger og fremad... i morgen er det søndag.

hos en psykolog eller psykiater med alle de problemer han har med sig selv, og kriser han har, når han også har selvmordstanker, så kan han have afmagt over sit liv, og temperament, og den opførsel han har overfor dig. Synes du har gjort meget for ham, og støttet ham i nogle modgangstider, som de fleste oplever på et tidspunkt i sit liv. Men det er ikke iorden at han bruger fysisk eller psykisk vold overfor dig eller andre, så er han selv skyld i at du ikke vil have med ham at gøre længere. Nu, hvor du har meldt ham til politiet og smidt ham ud, så var en behandlingsdom måske det bedste for ham, så må vi se om det hjælper, at han får styr på sin voldelig adfærd og den måde han kommunikere på. Han skal ikke skælde dig ud hele tiden, og give dig skylden. Han skal ikke trække dig ned, men du skal prøve at hjælpe ham op igen, og finde en balance, så i er trygge og har tillid til hinanden. Men synes du skal lægge ham på is, til han bliver god igen og giver dig en undskyldning for den hårde behandling han har givet dig.
Har han misbrugsproblemer med alkohol, hash eller stoffer eller tager han medicin som der er bivirkninger i?, så kan det måske også være årsagen til at han er aggresiv.
Håber du finder ud af, hvad du vil finde dig i, men håber også din ven vil søge hjælp til at få bearbejdet sine personlige problemer.

Det er jo definitivt slut.
Jeg hjælper ham ikke ovenpå, for gu´har han brug for behandling men jeg tvivler på at han vil se det i øjnene, for det gør jo ondt.
Han drikker ikke dagligt, men NÅR han drikker er det meget og fører ofte til black-out. Jeg har påtalt det gentagne gange men det har ikke gjort nogen forskel og nu vil jeg simpelthen ikke mere.
Den eneste "kontakt" jeg har haft med ham siden det skete er telefonterror og fb-beskeder som jeg har modtaget - og slettet. Jeg vil slet ikke have ham ind i mit liv igen, men derfor kan det nu godt gøre ondt at tænke på de gode ting der også har været...

Du må da være en mand. 🙁🙁

Undskyld mig, men hvad fanden tænker du på???
Mener du i ramme alvor at jeg (eller nogen anden), der har meldt volden til politiet første gang det sker, smidt ham ud og afbrudt al kontakt er gift for voldsramte kvinder???
Hvad sker der i dit hoved? Synes du det var bedre at jeg var blevet som boksebold for en mand der tydeligvis er syg i hovedet??? Det er sgu ikke mit job at hjælpe ham, når han er så syg at han begår vold mod mig!