Intet varer evigt..

Jeg tror jeg er hurtigere end andre mennesker når det kommer til kærlighed. Jeg kan holde af et andet menneske nærmest efter første samtale. Og når jeg holder af et menneske, kan det ikke bare forsvinde igen. Jeg vil smide alt jeg har i hænderne for mennesker jeg holder af. Til gengæld er der ikke så mange jeg føler jeg har en connection med, og enten er det der fra starten af – eller også er det ikke – og for mig er en connection noget kan ikke komme hen af vejen.
Da jeg har en meget stærkt fællesskabs følelse oveni, regner jeg selvfølgelig med andre vil gøre det samme for mig. Hvilket måske er grunden til jeg gang på gang er blivet skuffet i mit liv.
Jeg føler afsavn når jeg ser film om fællesskab, hvor man går i døden for hinanden, kammarater i krig fx.
I dags danmark er man heldig hvis ens ægtefælle kunne finde på det – romantikken er død.
Fx. er jeg en af de mennesker der ikke ville kunne sige til en jeg engang havde haft et dybt venskab til, at jeg ikke havde lyst/overskud etc. til at se dem mere. For mine følelser forsvinder ikke bare sådan lige – jeg kan savne et menneske efter 20 år, for enten har jeg en connection med et menneske også har jeg ikke! Jeg er der gennem tykt og tyndt og som en elefant glemmer jeg ikke følelsen af kærlighed for et andet menneske.
Men jeg har fundet ud af at det er de færreste der føler ligesom mig, desværre(for mig).
Jeg havde en veninde i min barndom som jeg stadig tænker på, vi havde bare – et eller andet. Noget særligt som kun vi kunne forstå. Ligsom jeg har med de mennesker tættest på mig idag - og det kan ikke dø.
- Hvis jeg tilfældigvis så min barndoms veninde være ved at blive kørt ned af en bil ville jeg den dag idag kaste mig ud for at redde hende selvom vi ikke har vekslet et ord i 9 år. For min kærlighed har svært ved at dø. Eller også er jeg bare en døende race med et alt for stort godtroende hjerte.
Jeg har nok 7 mennesker i mit liv hvor jeg ved vi er der for hinanden i tykt og tynd for evigt og altid - og det er fint for mig.
Men jeg kan stadig ikke sætte mig ind i at nogle folk kan være så - kolde/ligeglade (ved ikke om det er de rette ord at bruge) med deres forhold til andre mennesker og kan holde ud ikke at føle sig 100pct sikker i sin på at deres omgangskreds/familie/gruppe er der for dem - altid. Når nu følelsen af at være et team, at elske, at vide at man har nogle mennesker der vil gøre alt for en og omvendt er så vidunderlig.
PD25 [l]

Jeg synes faktisk ikke det er koldt at erkende at man måske ikke har noget til fælles med et menneske mere. På mange måder synes jeg det er meget urealistisk og på mange måder urimeligt at forvente at alle mennesker man selv føler man har en samhørighed med skal have den samme samhørighed og at den skal vare hele livet ud.
Det har ikke noget med tiden at gøre som sådan. Men vi lever idag et liv hvor vi færdes i mange forskellige kredse - og hvor mærkeligt det end må være for dig, så er det altså ikke ondskab der gør at folk ikke altid holder ved.
F.eks. har jeg svært ved at rumme en større flok af mennesker som alle vil være lige tætte på mig. Det gør mig træt og får mig til at føle mig fanget og det gavner ingen. Der bliver ingen plads til at jeg kan føle mig selv og belært at bitter erfaring, så kan jeg ikke blive et helt menneske ved kun at være noget for andre. Det betyder meget for følelsen af at livet og tilværelsen giver mening, men det kan ikke bære det hele og derfor kan jeg heller ikke bruge 90% af min tid på alle andre end mig, uden at miste en del af mig selv.
Det gør mig ikke kold, men menneskelig. De fleste mennesker ville ende med at gå til grunde hvis de kun levede for hvordan andre har det og hvad de vil gøre for andre. Det handler om at blive anerkendt for at føle at man lever og det har intet at gøre med at være et mere varmt eller bedre menneske end alle andre. Det handler om mindreværd.
Mit eget er såmænd stort nok, men jeg har desværre måtte sande at det altid at være for andre heller ikke er sundt i længden for så mister man for alvor kontakten med sig selv.
Det er fantastisk at du er så rummelig og omsorgsfuld, men jeg tror du skal spørge dig selv hvorfor du har behov for det og hvorfor du opfatter mennesker med en anden måde at gøre tingene på, som værende kolde?
Er det fordi dit eget behov for anerkendelse for dine følelser ikke bliver dækket når andre ikke gengælder din offervilje, eller er det simpelthen fordi du ikke synes de er gode nok fordi de gør tingene på deres egen måde?
Det er ikke ment som en røffel, men jeg tror du skal passe på med at kalde dig selv en døende race med et stort godtroende hjerte. Vi andre er altså lige så gode - også selvom vi ikke vil ofre livet for en vi gik i skole med for 20 år siden, hvis det betyder at vore børn skal være moderløse og vore nære i sorg.

"hvis kold er det rette ord"
Jeg tror du har misforstået det han/hun skriver og jeg kan sagtens sætte mig ind i at der nærmest ikke er noget fællesskab tilbage. Og at du måske har følt dig truffet fordi du ikke rummer den følelse.
Dit udsagn "De fleste mennesker ville ende med at gå til grunde hvis de kun levede for hvordan andre har det og hvad de vil gøre for andre" Det er jo slet slet ikke det der bliver sagt. KUN at leve for at gøre ALT for andre?! man kan da sagtens leve og være der i nødens stund uden at "leve for det".
Du lyder meget vred i dine udsagn, og du kan ikke sætte folk i kasser på den måde - måske rummer du ikke så mange mennesker i dit liv - men hvorfor tror du så mange mennesker har national følelse osv? Fordi mange mennesker har brug for at høre til noget.
mht. veninden synes jeg det er stort og smukt det der bliver fortalt. Du siger dine børn ikke skal være moderløse, men hvad hvis veninden havde børn? De ville også blive moderløse!? jeg ville meget hellere have mine børn så mig som et stort menneske der gjorde en heroisk og uselvisk ved at redde et andet menneske - end bare kun have øjne for mig selv og mit liv.
Det er så nemt at kritisere, og selvom jeg heller ikke synes "kold" er det korrekte ord at bruge, synes jeg du lyder lidt, kold.
Theis

Det er sjældent at møde mennesker, som man umiddelbart oplever et fællesskab med og alene det at du har et sådan fællesskab med 7 mennesker er, i min optik, virkelig imponerende.
Jeg har gennem mit liv mødt et par mennesker som jeg har følt mig knyttet til og som dig forsvinder den tilknytning ikke.
Jeg tror de fleste mennesker, ligesom dig længes efter kærlighed og tryghed i et fællesskab, men det er ikke nemt at finde, fordi vi som mennesker og individer er langt mere forskellige, end man skulle tro og vi føler os nok mest tryg i selskab med mennesker vi kan genkende og spejle os i.
Jeg syntes du skal glæde dig over at du har knyttet et bånd til så mange mennesker.
Venligst
Helene

Jeg ville bare sige at en connection og at have noget til fælles ikke er det samme :)
Hav en god dag!
Jørgen