QQQ!!!

Det er virkelig rart, du tager mig så alvorligt. det med edderkopperne startede da jeg var lille, og vi lige var flyttet i hus... min mors og min mors kærestes forhold begyndte ligeså stille at gå ned ad bakke, og det endte i det vildeste kaos. min mors kæreste begyndte at slå min mor...
.....
jeg kan huske engang, hvor han tævede hende med en træ-stol på sengen...
hun røg på hospitalet...
jeg husker hvordan hun ofte skreg, at jeg skulle hendte hjælp... alligevel stod jeg bare og gloede...
jeg kan næsten ikke skrive det... det gør så ondt... jeg ved ikke...
jeg tog mig altid af mine søskende. gav dem tøj på, gav dem mad og tog dem med ind på værelset, når de var oppe og slås...
min bedste veninde boede lige ved siden af, og jeg glemmer aldrig engang, hvor min mor og hendes kæreste igen skændtes, og min venindes mor begyndte at grine... det var det værste. jeg blev så stødt over, hun kunne synes det var sjovt...
jeg har set så meget, jeg aldrig skulle have set...
jeg mødte min mors kæreste i byen med andre damer, så min mor true ham med knive for at ikke skulle gøre hende fortræd...
en dag da min veninde og jeg legede i nogle buske, opdagede jeg pludselig at jeg var omgivet af store korsedderkopper. jeg husker ikke hvordan jeg kom ud. jeg gik helt i sort. det var som om jeg blev båret.
min gamle psykolog syntes det var underligt tilfældigt, at det lige skete mens vi boede der. han sagde eddekoppen symboliserer en mandsperson...
jeg har prøvet at blive "tappet", for at vende tilbage til dengang, men jeg kan ikke klare det.
skænderierne og slåskampene fandt sted over en periode på 7 år.
det var også et kæmpe problem for mig i skolen. jeg lavede aldrig mine lektier, jeg havde ingen penge og jeg kunne aldrig tage nogen med hjem fra skole.
jeg blev fysisk mobbet på grund af at vi ingen penge havde. eleverne var alle snopper med røven fuldt af alt!!! (jeg gik på en privatskole)
jeg blev tæsket af drengene i klassen...
og jeg løb ofte hjem...
alle syntes jeg var åndssvag...
jeg drømmer ofte jeg er gravid, og at der er en lastbil der vil køre mig ned...
hvis jeg skrev mine drømme ned, ville det være mere uhyggeligt, end den uhyggeligste gyser...
jeg ved jeg virkelig har brug for hjælp. men det er så svært at tage initiativ alene.
jeg er lykkelig over, du gider at skrive.
tak.
jeg ville virkelig ønske jeg kendte dig, for du er virkelig en støtte.

Hej lille pige indeni!
Du har saft suseme ikke haft en nem tilværelse. Det er flot at du stadig har overskud til at række ud. Jeg er glad for at se "Q's" svar, der netop er den helt rigtige vej frem for dig.
Du må forsøge at mobilisere alle dine kræfter (og dit mod), efter bedste evne og kontakte den anbefalede adresse for professionel rådgivning. Det lyder nemlig som om at Du har helt ret - Du kan ikke komme igennem det her alene, og heller ikke med velmenende venner (eller kærestens hjælp).
Husk at det er omstændighederne der har formet det negative i din tilværelse - og ikke dig.
Ansvaret for din fortid hviler ikke på dine skuldre - men det gør din fremtid.
Jeg er helt sikker på at du kan arbejde dig igennem tristheden hvis du tager imod "Q's" råd, og jeg håber at du vil gøre det - Du er det nemlig værd!!!
Stol på dig selv (Også selv om det kan være svært).
Jeg er garanteret ikke den eneste der nu tænker på dig og håber det bedste :-)

Hej igen,
Jeg er meget enig, der har sandelig været alt for mange og alvorlige problemer i dit liv, og de ser ud til at kæde sig ind i hinanden. Det 'gode', kunne man måske sige, er at de hænger så tydeligt sammen, for det kan gøre det lettere for dig på et tidspunkt at se 'det hele' klart, både i sin helhed og problemerne og omstændighederne hver for sig. Når du en dag kan det, kan du også se, hvad der er dig i det altsammen og hvad, der ikke er. Det, der ikke er dig, kan du derpå smide langt derud, hvor det hører hjemme. Du vil få plads til dig selv - uden alt muligt fremmed indenfor det område, der er dit.
Ligesom det ikke var din skyld, at du blev voldtaget, var det heller ikke dig, der svigtede, når du ikke kunne hente hjælp til din mor. Tvært imod, du sørgede endda for dine søskende, og det er din mor, der ikke sørgede for at få 'hentet hjælp', melde sin kæreste til politiet eller forlade forholdet. Det stod jo på meget længe. Din stedfars ansvar og skyld er den største og han burde bøde for det. Dernæst er det din mors, og der slutter det. Ansvaret for de voksnes problemer er ALDRIG børnenes.
Jeg forstår ikke, at din læge hidtil ikke har kunnet henvise dig til en psykolog under sygesikringen (gratis for dig) - eller - hvis ressourcerne ikke var til det lige på dét tidspunkt -: til psykiatrien. Enten må han/hun have tænkt, at du jo gik til skolepsykolog og altså havde et tilbud der -❓- Eller også har du ikke fortalt tilstrækkeligt om, hvor meget, der piner dig -❓
For det første har du oplevet massivt omsorgssvigt fra dine voksne gennem mindst syv år, vold og utryghed og påtagelse af ansvar, du jo hverken kunne eller skulle magte. Det resulterede tilmed i mobning og store sociale problemer i din egen kreds, skole og venner, mens du voksede op. Og så en voldtægt, der aldrig er blevet anmeldt. Og som det lyder som om, du et stykke hen ad vejen næsten selv tager et ansvar for. Typiske senfølger af voldtægt er manglende selvværd, social angst, og for mange også seksuelle problemer. Og det endda uanset om det blev anmeldt og kvinden fik psykologisk hjælp, selv om begge dele selvfølgelig hjælper. Det er (nok) for sent nu at lave en anmeldelse, men for din egen skyld var det måske en overvejelse værd at gøre det, uanset den bliver afvist.
Om det kan være en god idé, skal du tale med en psykolog om.
I første omgang skal du tage kontakt til din egen læge igen. Han/hun skal simpelthen henvise dig til psykolog over sygesikringen eller som minimum til lokalpsykiatrien (hvor der også kan være ansat psykologer foruden psykiatere). Begge dele er gratis for dig, men som sagt kan der være ventetid. Det er den rigtige vej for dig at gå. Men det forudsætter selvfølgelig, at din læge får ordentlig besked. Hvis du vil være helt sikker på at kunne magte situationen, bør du skrive et brev til din læge om alt det, det drejer sig om. Hvis du har svært ved at magte det i øjeblikket, kan du tage, hvad du allerede har, nemlig udskrive dine breve herindefra. Det behøver ikke formuleres bedre. Og det gør ikke noget, hvis brevet bliver en hel 'pakke'.
På anden måde kan jeg ikke hjælpe dig. Men det kan og skal din læge. Jeg kigger ind igen i løbet af næste uge.
Kh. Q

Da jeg sidst talte med min læge, sagde hun bare at de kun ku gi hjælp til akutte problemer, som for eksempel voldtægt...
Det med at anmelde den voldtægt, kan jeg bare ikke.
jeg føler overhovedet ikke folk tager det alvorligt, når det nu er så længe siden. jeg vil heller ikke føle mig dum og til grin, når de afviser den.
jeg kan ikke engang huske hvordan, ham der voldtog mig, så ud... jo... han lignede lidt jokeren fra DGP, men det er vist også det... jeg kan tydeligt huske hans "ting" da han prøvede at holde mit hovede fast, og få mig til at sutte på den... det var bare så uhyggeligt... jeg vil ikke tænke på det.
jeg har en tid hos lægen d. 14. jeg ved bare ikke hvordan jeg skal snakke med hende "rigtigt".
jeg er jo ikke så god til det...

Hej lille pige indeni!
Jeg har fulgt med i det der er skrevet af dig og til dig. Og du skal vide at jeg virkelig føler med dig. Jeg græd da jeg læste din beretning. Det er mærkeligt at mennseker kan være så onde ved hinanden, og jeg må sige at selv om jeg har oplevet mange "voldsomme" ting, så er de sket i mit voksenliv, så jeg har haft kræfter til at gøre noget ved det. Men jeg kan nok ikke sige andet end det som de andre har skrevet til dig.
Dog vil jeg fortælle dig at når det i mit liv har set mest sort ud, så har jeg bedt til Gud og læst i Bibelen. Jeg ved godt at det måske ikke er særlig "in" i dagens Danmerk, men for mig har det være en stor hjælp at have Gud som ven. Han holder aldrig fri, og man kan bede til ham og fortælle om sine følelser altid, han har altid tid! Jeg har oplevet at det giver en oplevelse lidt som det at skrive sig ud af de problemer man har. Jeg ved ikke om du kan bruge det, men det er vel et forsøg værd!
Jeg sender dig alle de positive tanker jeg kan mobilisere og håber du kan mærke det. Du må tænke på at der er mange mennesker der vil dig det bedste.
Knus og varme tanker - held og lykke!

Hej igen,
hvis din læge skal kunne hjælpe dig, skal han/hun vide, hvad det drejer sig om. Du fortæller ikke meget om, hvad du selv har fortalt og til hvem, så det er svært for mig at se, hvor det er, det går galt med kommunikationen og forståelsen for dine problemer, når du søger hjælp.
Jeg forstår nogenlunde, hvorfor, du ikke har fortalt din mor om problemerne - hvilket jeg går ud fra, du ikke har, siden du ikke har svaret på det.
Jeg ved ikke, hvor meget, skolepsykologen har fået at vide - og om du gik til skolepsykolog, da du bad din læge om psykolog-hjælp.
Og faktisk heller ikke, hvor meget, din kæreste og venner kender til dine problemer, sådan helt konkret. Det er alligevel ikke dem, der skal kunne hjælpe dig for alvor, ikke udover hvad de selv synes, de kan overskue. Men alt i alt får jeg indtryk af, at det måske er meget i småbidder, du får fortalt om dine oplevelser, tanker, følelser og mareridt? Sådan at det også kan blive svært for en modpart at følge og forstå dig?
Det kan være meget svært selv at åbne en samtale, som skal handle om de sværeste og mest følsomme problemer, man har. Sådan en samtale kræver tid fra begge parter, og den tid er i almindelighed ikke afsat i en almindelig læge-konsultation, som måske endda er bestilt til noget andet. Da er det i første og sidste ende op til lægen at vurdere, hvor omfattende, problemet er, og læger er jo også mennesker, som kan vurdere forkert, måske også helt forskelligt, alt efter, om det er mandag eller fredag, billedlig talt. Frem for alt skal der jo være tilstrækkeligt at vurdere ud fra, og samtaler, der gradvist skal oprulle en stor eller meget større problematik, end den, der først bliver antydet, kræver netop meget tid og overskud fra i dette tilfælde en læge, der måske har afsat tyve minutter til en standardkonsultation. Derfor foreslog jeg dig at henvende dig til din læge skriftligt i første omgang. Så ved vedkommende, hvad, det drejer sig om. Desuden er det ofte meget nemmere at skrive end at fortælle om problemer ansigt til ansigt. Når man fortæller, er det naturligt, at man hele tiden vurderer den andens reaktion, og derved kan den anden ved en misforståelse komme til at lukke samtalen på et alt for tidligt tidspunkt. Man er kort sagt 100 gange mere følsom selv, når man kan klemmes af den andens reaktioner og af tiden, der er til rådighed, end når man skriver. Og jeg vil gentage, at du allerede har skrevet tilstrækkeligt herinde og sagtens kan bruge det, du allerede har herfra.
Jeg vil gerne høre, hvordan det var hos din læge her d. 14., og hvad, du har fortalt og hvordan. Fik du ikke fortalt det, du havde tænkt dig, kan du stadig sende et brev. Det vil være en naturlig ting at gøre.
Hvis din læge fortsat - når han/hun burde have forstået dig - alligevel ikke mener at kunne hjælpe dig på nogen måde (!), kan du henvende dig til Joan-Søstrene:
Joan-Søstrene
Dannerhuset
Nansensgade 1
1366 København K
33 14 74 84
e-mail: mail@joan-soestrene.dk
eller
joan_s@post.tele.dk
Hjemmeside: www.joan-soestrene.dk
(Joan Søstrene er ledet af en psykolog)
Men bliv nu ikke overvældet ved tanken om en ny kontakt-mulighed, som vil kræve noget af dig. Tag et skridt ad gangen, det første overfor din læge, herunder et brev.
Det vigtigste for dig er at få klarhed om, hvad dine problemer består i, samlet og hver for sig. Det gør du i første omgang ved at fortælle så meget, du kan, når du henvender dig, gerne på skrift, og uanset om du synes, det er rodet. Gradvist skal de rette mennesker hjælpe dig med at få det hele skilt fra hinanden og sat sammen igen på en måde, som du kan trives med og finde og genfinde dig selv i.
Du er begyndt! Og du kan med garanti klare meget, meget mere, end du tror.
Jeg kigger ind igen i den kommende uge.
Kærlig hilsen til dig,
Q

Hej, - ?
Hvordan går det med dig?
Jeg kom lige forbi igen. Jeg håber, du er på vej?
Kh. Q