Psykiatriens verdensopfattelse,

Indledningen fra kristlig dagblad i december måned.
Hvis man er religiøs, er risikoen for at man begår selvmord mindre, end hvis man ikke tror på noget. Det slår en amerikansk undersøgelse nu fast i det anerkendte tidsskrift American Journal of Psychiatry. Religiøsitet medfører nemlig en større moralsk modvilje mod at gøre skade på sig selv, de familiære værdier er stærkere, og troende mennesker har generelt et lavere agressionsniveau, viser undersøgelsen.
Men den viden kommer kun sjældent danske patienter til gode, for psykiatere i Danmark afholder sig stadig fra at tænke Gud ind i deres behandling, mener næstformanden i Dansk Psykiatrisk Selskab.
indledningen er taget fra Kristelig Dagblad

Kom med mere af den form videnskabelig vrang fremstilling om religiøse samfund skulle have en større ansvarlighed, den går ikke i Europa kære venner inde for psykiatrien, tværtimod viser undersøgelse jo større grad af religiøsitet i et samfund jo større mistro har befolkningen imod hinanden.
Får dem der stiller sig tvivlene over for dette, kan de samlinge forskelen mellem Canada og USA, i Canada løser folk ikke deres døre og de har lige så mange våben imellem hænderne og her i norden har Finland det laveste antal fængsel celler og er det mindst religiøse land i Norden. Derfor må det også ses som noget positivt hvis stat og kirke bliver skilt ad som i Sverige, selvom jeg har været modstander af dette har jeg ændret holdning til problemet. Jeg set udtalelser fra Dansk psykiatrisk Selskab, hvor de rost den svenske lovgivning inde for psykiatrien, dette ser jeg som positivt tegn fra deres side, da man ikke der må samblande religion og behandling. jeg personlig er mere positivt stemt over for svensk og finsk psykiatri end dansk og norsk..

At religiøse trosretninger er gode til at danne netværk stille jeg ikke spørgsmål tegn til, men hvis du har afvigende synspunkter i forhold til gruppen ender du jo som udstødt, dette gør du også inde for psykiatrien som i andre grupper af mennesker hvor folks demokratiske sindelag er lille, og man ikke magter at diskuter dyber ting i tilværelsen. Tilværelsen skal helt forme sig efter en manual, hvad livet jo ikke er men er en mangfoldighed af nuancere. Det er jo kendt mennesker der bryder ud af disse grupper får mange psykiske problemer.
Personligt er glad for jeg kommer fra arbejderbevægelsen, da på tros af jeg er den mindst begavet i familien har jeg kunne bevare min selvstændighed , min familie kommer fra et arbejderkvarter i Vejle, og historisk har vi haft kampen mod kirken som stats magtens støtte. Jeg kan udmærket forstå mennesker når de i angstens vold vender sig mod det religiøse, men i den proces jeg har været igennem har jeg også kunne se i bakspejlet hvad der var for en undertrykkelse der fik mig brude sammen. Jeg havde fået undertrykt mine borger rettigheder, og set i bakspejlet har disse personer der har medvirket i min behandling ikke haft den store indsigt i den danske lovgivning på området.
Vi har religions frihed i dette land, men vi har også reten til at sige nej til religionen. Jeg mødt mennesker inden om psykiatrien som have været ude ny religiøse bevægelser og efter et psykotisk sammenbrud, har de søgt svarende på livet i den kristne kirke, men det gav dem ikke en dybere liggende forståelse hvad de havde søgt i livet. Deres begrundelser var ret irationelle med djævel besættelse, Verden for dem var ret sort/hvid og dybere spørgsmål om hvorfor? kunne være svære at diskutere. Der var mange forskellige religiøse retninger jeg i den periode stiftede bekendtskab med. Set i bakspejlet var det en tid med mange overvejelser, der intet havde med min psykiske tilstand at gøre. Jeg har været meget vred over den behandling jeg fået, enkelte personer der havde fået lov til at kunne være selvstændige i deres barndom kunne se det forkerte i denne, og det var ikke folk med en længer gående uddannelse, men det lille menneske, jeg sender mødt sekulariserede mennesker, man kunne diskutere dyber med om tilværelsen store og små problemer.
Derud over finder jeg det beklageligt i en tid hvor der er så store konflikter mellem de religiøse grupper, i verden går Dansk Psykiatrisk Selskab ud med bud skab, som just ikke er med til fremme det enkelte menneskes egen selvstændig stillings tagen til verdens, men jeg tror det er det samme med psykiatrien egen vanskeligheder med at oversku tilværelsen, og de virkeligheden selv er blevet fremme gjort fra verden på grund af miljøet der er inde for den Institutionelle tænkning, der er i den psykiatriske mangel fulde verdens forståelse, men som mennesker må vi jo erkende vi ikke overskue tilværelsen altid, men vi kan i perioder finde den indre ro i os selv, vel og mærke hvis vi får rum og plads til dette.
Men hvis man kun kan give folk diagnoser, ud fra en eller anden manual i en lære bog, og selv ikke vedkender sig man er som et tomt hylster indvendigt har vi problemet, og kan forfalde til at tage ideologiske præge undersøgelser alvorlige, at moderne menneske i den grad bliver ramt af depressioner, skyldes netop denne omstilling helle tiden ,og at der ikke tid og rum til opbygge en indre selvfølelse og tro på sig selv og sin omverden. Der kan en illusion som religionen være trøst for nogle, men er jo ikke årsagen til følelsen af indre tomhed og meningsløshed.
Men UPS til Dansk Psykiatrisk Selskab i dette spørgsmål er i vidst kommet ud på lidt for dybt vand.
Mvh. Claes Pedersen
www.skeptica.dk
www.humanistiskdebat.dk
www.ateist.org
www.ateist.dk

Det mener jeg virkelig. Jeg er enig i dine betragtninger, og har selv fornyligt skrevet en opgave på universitet om selvmord og bl.a. religionens præventive virkning. Den er som du siger ikke så entydig, som man skulle tro for de konsekvenser, som en religion har i et individs liv, kan i høj grad lige så vel fordre intolerance, infleksibilitet og fremmedgørelse af enten sig selv og/eller andre. Et psykologisk begreb der kan benyttes til at forstå denne proces er kognitiv dissonans, som dækker over menneskers vanskeligheder ved at inkorperere to modstridende tanker. Det vil f.eks. sige at det religiøse individs møde med anden religiøsitet eller atheisme, automatisk omsættes til en mental (kognitiv) provokation. En positiv håndtering af denne provokation, beror helt og holdent på individets evne til at relativisere og tro på ultimativ sandhed.
Godmorgen,
Sysifos

Jeg tror også, du har fat i noget der. Jeg ville gerne komme med en hel masse kommentarer, men har slet ikke overblikket lige nu.
Bortset fra en enkelt ting: Du skriver, at du er den mindst intelligente i din familie. Nu er intelligens jo mange ting, og når det gælder den følelsesmæssige/personlige intelligens, så ligger du HØJT over gennemsnittet!

Tak for dit svar Sysifos, og jeg finder din opgave ret interessant, men jeg udtaler mig ud fra mig mest ud fra mit eget liv, og kan se mange af de mennesker jeg mødt på tros af deres religiøsitet har haft store problemer i deres liv, at det så måske skyldes at de ikke har kunne forholde sig eller tro selv på det de sagde selv 100% eller ultimativ er nok rigtigt. Du nævner også vanskeligheder ved at kunne rumme modsætninger. Jeg har en holdning Du en anden Der er kun en Gud nej der to Guder, der netop der jeg ser det stor problem at man låser sig selv fast i en opfattelse af i en virkeligheds opfattelse. For udgangspunktet må være vi jo ikke ved om det er sandt, og jeg mener i menneskeligheden er tvivlen noget som ligger i personen, der er det så min oplevelse, at de vil ikke vedkende sig den.
Ellers har jeg læst om undersøgelser fra overlevende fra KZ lejre, hvor det var mennesker og personer der var i stand til at lukke omgivelserne ude der bedst var i stand til opleve, hvor imod dem som var mest følsomme og lod sig påvirke af den umenneskelige lidelse der var rundt omkring dem var dem der først bukkede under og døde.
Men fordi man følsom og stiller til tilværelsen og livet behøver man jo ikke være religiøs.
Mvh. Claes

Intelligens er en fastlåst størelse, jeg har diskuteret dette emne med mennesker der arbejdet inde for særforsognet, og ud fra det de sagde så var menneskeligheden i intelligensen, hvad jeg ganske uenig i. Dermed må man mene alle de store diktatore igennem historien skulle have været mindre begavet, hvad jeg ikke mener de har været.
Ellers har jeg klaret langt over middel på nogle områder i livet, andre områder har jeg klaret mig mindre godt.
Ellers tak for din positive respons.
Mvh. Claes

Hej Claes!
Jeg mener bestemt ikke, diktatorer gennem historien har været mindre begavede - det plejer psykopater jo ikke at være, tværtimod! Jeg mener bare, at der findes flere former for intelligens, ikke blot den matematiske, som intelligensen jo bliver mål på i samfundet i dag!
Jeg ville ALDRIG kunne blive optaget i MENSA for eksempel, for jeg er utroligt uintelligent på det matematiske plan, hvorimod jeg da føler mig ret intelligent på både det sproglige, det musiske og det menneskelige plan ;o)