Parforhold eller ny flirt?

Hej.
Jeg er rendt ind i et lille problem. Jeg er en enlig mor til en datter på 2 år. Jeg blev sidste år separeret fra min mand, dog med henblik på en forening igen. Dette var vi begge to enige og og har snakket meget om det. Jeg må indrømme at jeg ikke føler noget for min "eks"-mand. Jeg ser ham mere som et forstyrrende element i min datters og mit liv. Lidt hårdt at sige, og jeg ved det godt. Jeg har i gennem de sidste 5-6 år sagt flere gange, at jeg ikke elsker ham, og at jeg syntes, at det var bedst, at jeg flyttede i en lejlighed, men hver gang har han talt mig tilbage med løfter om store forandringer.
Denne gang er jeg flyttet, mest på grund af min uddannelse, og jeg har taget min datter med mig ind i en nye lejlighed, hvor vi har det rigtig godt. Hun elsker sin far meget højt, og jeg vil ikke frarøve hende muligheden fra at se sin far på nogen måde.
MEN MEN MEN, jeg er faldet for en anden fyr. En jeg ikke kan stoppe med at tænke på. Når vi er sammen, (går på samme studie og er i samme gruppe, hvor vi mødes tit og går til samme valgfag) tager jeg tit mig selv i at kigge på ham. Jeg snakker rigtig godt med ham, og når vi er alene sammen, kan jeg kun tænke på, hvordan det ville være at være sammen med ham. Dette er ret forstyrrende, når jeg sidder med en opgave og ikke rigtig ved, hvordan jeg lige skal takle situationen.
Fyren har fortalte mig, at han er forelsket i en pige, som vi kender i fællesskab, og jeg ved, at denne pige ikke ser ham på nogen måde som kærestemateriale. Tværtimod. Jeg har nu fortalt ham venindes mening, uden at hun fik en ide om, hvorfor jeg spurgte. Jeg sagde det lidt hårdt, men jeg syntes ikke at han skulle blive ved med at sukke efter hnde, når hendes udmeldninger er så klar, som de er. Denne veninde kender alt til mine følelser for fyren.
Nu kommer mit problem. Jeg føler mig stadigvæk bundet til min "eks", som forventer, at vi skal flytte sammen igen, om ikke så længe, og jeg kan næsten ikke have bare tanken om det. Jeg vil lige nu hellerE begå selvmord, end lade ham flytte ind i MIN lejlighed. Men det er jo min datters far, og jeg vil gerne have, at hun får et normalt liv med far, mor og søskne. Hvad gør jeg?
Har lige været sammen med den anden fyr og nej, vi har aldrig rørt hinanden, ikke engang et kram er det blevet til. Vi hygger os og har det kanon sjovt, når vi er i samme rum. Jeg har aldrig haft det på denne måde overfor en person, og det skræmmer livet af mig. Han er dog yngre end mig. Noget der også skræmmer mig, hvad vil folk sige?
Undskyld jeg måske ikke giver mening, men er bare så ked lige nu. Jeg holder virkelig meget af den fyr, men er bange for at han slet ikke kan se mig på den måde. Jeg er ældre end ham, en smule større i størrelse, og synes ikke selv, jeg er ret pæn.
Nogen der kan komme med en råd af en eller anden art? .
Hvem skal jeg vælge?

jamen søde dig
Man akal aldrig blive sammen for børnene ALDRIG
Du lever kun en gang så lev lykkeligt :-) at blive i et forhold hvor du ikke elsker ham vil ende med at gøre både dig ham og jeres datter ulykkelig :-)
Stop forholdet nu inden alle parter bliver endnu mere såret.
held og lykke

det er nok på tide i får sluttet det forhold både for din/hans og barnets skyld.
Men prøv lige, at trække vejret, den anden er ikke int. i dig og mon ikke lige det ville være sundt for dig og din datter, at du lige finder ståsted i verden før du tænker på nyt forhold, at starte et nyt forhold før man ikke er afsluttet det tideliger , er både forkert og umoralsk.
Så for alles skyld, skulle du tage en pause med kærligheden og bruge tiden på din datter og din udannelse.

Jeg ved godt at man ikke skal blive sammen for børns skyld, men jeg har levet med manden i 7 år uden at "elske" ham på den måde, han elsker mig på. Hver gang jeg har sagt, at jeg ville gå min vej, har han bedt om en chance til og det har han fået. Men jeg kan bare ikke få den nye fyr ud af hovedet.
Jeg vil ikke droppe min "eks" og så starte et nyt forhold. I skriver begge to at jeg skal slappe af. Det har jeg gjort i 1½ år. Jeg har som sagt ikke haft nogle følelser for "eks'en" Jeg bruger min tid på min uddannelse og på min datter, men jeg er ved at kede mig i dette "rollespil" og ønsker at finde en, som jeg kan dele hverdagens glæder og frustrationer med. Allerede efter at halvt år væk fra min "eks" fortalte jeg ham, at jeg ikke ønskede at fortsætte, men endnu engang blev jeg snakket tilbage.
Nu sidder jeg og bliver irriteret over at "eks'en" snart kommer på besøg igen, mens jeg glæder mig til, at jeg skal se fyren på mandag. Jeg har snakket med min veninde, og hun siger, at jeg skal gå efter ham, fordi han også er vild med mig (jeg aner ikke hvordan hun ved det, men det siger hun) Min eks ved jo godt, at jeg har fundet en anden, men vælger at se den anden vej. Jeg har som sagt aldrig rørt fyren og kommer nok heller aldrig til det, men bar følelsen af at være tæt på ham er berusende.
Men bare rolig begge to jeg gør ikke noget. Men hvordan takler jeg situationen? Skal jeg holde op med at snakke med fyren? Hvordan får jeg sagt til "eks'en" at det er helt slut uden at blive lokket tilbage til ham?