Mod igen?

Jeg føler en næsten totalitær ensomhed samtidig med omklamringhed, jeg ikke på stående fod kan med. Jeg elsker mennesker, ekstrovert af person. Tror ikke folk fatter mig, må befinde mig i en lomme... Der er særlig mennesker, jeg holder af. De er der også, men jeg føler konstant at de overser mig, alligevel siger de at de holder af mig. Jeg har været på modigen et par gange, - et par af jer vil pludselig forstå hvor jeg er henne (luckely)... Jeg omklamre ikke folk, er slet ikke den person, men jeg har, ligesom alle andre, også indimellem behov. Det er når disse behov bliver stærkest, at jeg føler mig ene og forladt. Og når jeg så vinker, forstår folk ikke en skid. Jeg har en høj IQ (det er som om man bliver tværet, blot idet man fortæller noget sådan, så lad være med det please, kan ikke bruge det til noget). Lige børn leger bedst, men mine ligebørn har alt for travlt med deres eget liv – jeg føler mig glemt. Jeg savner en mere integreret del, et fællesskab. Jeg har masser af ideer, tanker og filosofier, men ingen konkrete at dele dem med. Ingen prompte feedback (og nej sol kan ikke bruges her). Mine tanker og ideer dør ud... en stille død... alene...
Det er mit problem. Jeg har haft det sådan on and off i et par år nu… Jeg ved ikke en gang hvad mit spørgsmål burde være nu... jeg er bare fucking lost. Sikkert er det, jeg kunne aldrig finde på at vippe - det tilfalder kun superegoisterne!
Sørens
Svært at finde en kategori, der passer ind her. Det har intet at gøre med familie og forhold, næppe noget med religion, forhold eller sundhed...

Det, du beskriver, virker som en sindstilstand, der desværre er en hæmsko for en god kontakt til folk. En depression kan stille sig i vejen for lige præcis det, man har aller mest behov for. Modigen er slet ikke tilstrækkeligt. Jeg vil foreslå dig at tale med din læge om at få f. eks. Cipramil eller Efexor, de kan hjælpe dig med at bryde ud af osteklokken, og så iøvrigt bede om en henvisning til psykiater eller psykolog. Fra 1. april betaler sygesikringen 60% af regningen til en psykolog, hvis du altså er mellem 18 og 37 år. Det kan være en stor belastning at have en høj IQ, man føler sig ofte anderledes og kan have eksistentielle kvaler. Søg professionel hælp, der er ingen grund til at lide alene. Og du skal nok lade være med at "vinke" til folk, det er utroligt svært at gennemskue sådanne "vink", og du bliver bare såret, når ingen reagerer. Sig hellere rent ud, hvad du gerne vil have.
Held og lykke!

kan ikke forvente at mennsker holder så meget af en som man måske selv gør af dem. Altså det virker til at du har nogle forventninger til de mennesker (menneske) som vedkommende ikke kan indfri.
Jeg lever selv efter en filosofi der siger "stol kun 100 procent på dig selv" ... så bliver man aldrig skuffet. PÅ den måde er der altid den mulighed at man vælges fra og det er så også ok. Det kan måske lyde mere hårdt end det er tænkt men ... jeg er modstander af at man forventer en helt masse af andre mennesker. Venskab osv bygger først og fremmest på frihed og respekt.
Du skriver at du ikke klistrer ... og det er godt nok. Men du må nok indstille dig på at du selv skal tage det største læs omkring kontakten med de eller det menneske. Alternativet er at droppe dem .... men ansvaret er dit eget. Personen har tydeligvis ikke samme behov for kontakt .. og dertil kan du ikke stille så meget op. Du kan kun vælge til eller fra under de betingelser der er. Ved ikke om det giver mening.
Det alt sammen betyder ikke pr. automatik at vedkommende ikke kan lide dig ... mennesker har forskellige sociale behov. Det er du nød til at acceptere.