Min tilstand

Jeg … jeg føler … Ja, det er faktisk det der er problemet …

Jeg har alt mulig grund til at være lykkelig, og så mange grunde til at smile, men de facto er bare … at sådan er tilfældet ikke. Jeg bor i gode fredelige omgivelser, med mine forældre og søster. Jeg kan ikke sige jeg manglede noget i min barndom, udover at de gamle gjorde det godt. Jeg har store emotionelle problemer, ja egentlig, så mangler jeg evnen til at kunne mærke følelser. Jeg lider af depression, jeg er både på psykiater, psykolog, medicin … jeg har endda dyrket meget motion, og jeg har også fået langt flere kræfter, men det er som om … at jeg stadigvæk bare er langt væk fra virkeligheden. At ikke have følelser … Sådan har jeg haft det i ca. 2-3 år nu … Jeg træt af det, jeg gider ikke mere … Jeg har mareridt om at det aldrig ender, og det er efterhånden også blevet min overbevisning… Jeg plejede at være lykkelig. Ham der griner, ler, altid har humor, og alle synes er smadder sød og rar, men det er efterhånden blevet en facade, da min personlighed er helt død. Plejer er død. Jeg har det som om, at jeg på hvert et tidspunkt kunne gå ud, og slå en eller anden ihjel uden at kunne skyldfølelse, men jeg ved, at hvis jeg gjorde det, ville jeg aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv, hvis jeg engang skulle komme ud af det. Jeg ved ikke om jeg kan leve et liv på den her måde. Jeg er blevet erklæret uegnet til forsvaret, pga. af min tilstand, hvilket også ville være det bedste, når jeg tænker mig om, for jeg ville gå koldblodig til det, for at få dem til at skrige, bare så jeg for engang skyld ikke hører på mine egne. Jeg forstår folk, at de ikke kan sætte sig ind i det … ved ikke om jeg selv ville, hvis jeg ikke selv er udsat for det. Selvom jeg for hjælp, synes jeg ikke, at jeg kan få mere ud af de midler … det der har hjulpet mig allermest er min golden retriever hvalp, som på nuværende tidspunkt snart er 7 måneder. Jeg har mistede venner, som alligevel også var på en eller anden måde vokset fra, og kammerater og bekendte har svært med at snakke til mig, og nogle har endda helt svært ved at møde mig, eller bare ha’ øjenkontakt, selvom jeg godt ved hvorfor, at det har noget at gøre med, at det er en meget naturlig reaktion, osv. hva’ ska’ de også gøre? Hva’ ska’ de sige? Jeg ved det ikke engang selv, heldigvis, er jeg komplet følelseskold, så jeg kan da bare være ligeglad, sagen er bare at det vil jeg ikk’ … ikke mere. Gid jeg bare kunne være glad, smile til folk og virkelig mene det. Der var en ældre dame der sagde for nylig, der råde mig til at finde en pige, for tøser kan gøre et eller andet ved os drenge, hvilket er rigtig nok, men hvordan i al verden, skulle jeg kunne få mig selv til at give en truntetøs sådan tung bagage, der vejer min kappe alt for meget … selvom hvis jeg prøvede, vil jeg aldrig kunne fuldføre det.
Jeg ved bare den er helt galt med mig, jeg har næsten opgivet håbet på, at jeg overhoved kan blive rask igen. Selvfølgelig, er svaret, hvilket jeg ikke tror på længere.
Jeg skrev mange digte på et tidspunkt, for at få det hele ud. Jeg ved ikk’ hvor nogen af dem er nu, udover det første jeg skrev…

Vi indtager kun det vi vil,
selvom vore veje ledes ledt af skammen,
vi blindt tager imod under dammen,
i det mindste har vi noget at dele sammen,
det er det vi kalder vores fælles gammen,
mens rammen opløses under flammen' stilhed,
din hånd jeg tager så underdanig,
For det ligger til vore ånd, at betyde disse bånd,
i lidenskab min krop du tager,
i videnskab din mani vil stå bi'
nydelsen knækkes af stilheden i vore onani,
Ja det, er min melankoli.

Først et år efter jeg skrev det, forstod jeg egentlig hvad jeg rigtig mente med det. Det billede af mig selv, der har omgang med melankolien selv, og det er vel det jeg døjer med.
Gid jeg kunne være fri… men jeg er åbenbart dømt til at forblive …

Hej med dig
Vil bare sige at jeg forstår dig - jeg mangler også: Relationer, folk der vil lytte og i det hele taget accepterer mig som jeg er, jeg har bare så uendeligt svært ved at få kontakter og har altid haft det. Har gået veje, hvor jeg ikke fik ret mange sociale input, har til min fortrydelse valgt et udpræget kvindefag som job..og nu sidder jeg her, over de 30, og ved ikke om jeg skal sadle om i mit arbejdsliv, satse på at date igen hvor fyren hurtigt vil finde ud af at jeg nærmest ikke har noget netværk...ja hvilken vej skal jeg gå? For hver dag jeg hører om kollegernes mænd, børn, ferier..jo mindre føler jeg at det nogensinde vil lykkes. Jeg føler mig også virkelig grim og uattraktiv - fordi jeg nok aldrig er blevet bekræftet helt i at jeg virkelig ER pæn, at jeg ER værd at holde fast i. Har jeg hørt det fra nogen har det senere vist sig at være løgn fra deres side.
Jeg holder fast i motionen, den sunde mad som jeg bruger god tid på at forberede og prøver at gøre så meget ud af mig selv som jeg kan og følger meget med i mode.
Smiler udadtil for kan jo ikke rende rundt som en frøken Suresen hele tiden, men indadtil er jeg slet ikke lykkelig - har også mistet folk der stod mig nær og er blevet mobbet ud af min sidste arbejdsplads osv. osv.
Jeg har ikke "kuren", modet eller lignende til dig..men du er ikke alene.

som negeren sagde da han blev indkaldt i en fadersag, han havde kridtet bananen med kalk, og alligvel fødte kvinden en mulat.
hvor findes det sted hvor man kan gå under dammen.
du har et luxus problem hvis du konsuleter psykiatere og psykologer, de er skabt i helvede, og deres eneste viden kan du også læse på en brugsanvisning i brødbagning.
isolation er guds gave til fyre, tag mindst 25 år på Thule basen så du undgår alle de åndsvage fristelser med ung møer, det er dem der skaber problemerne.

Jeg kan godt forstå din ignorance, og ja muligvis er det luxus problem, men tro mig når jeg siger, at jeg vil hellere brække enhver knogle i min krop, end at være i den tilstand jeg er i.
Din måde at udtrykke dig på, er efter min opfattelse, at du egentlig bare tager pis på det, hvilket jeg opfatter rimelig respektløs, samt tidspild.