Min mor er ved at dø...

Kære Solveig...
Jeg håber at du når at læse og besvare mit indlæg...
Jeg har tidligere skrevet, endda også fortalt den nye drejning, men nu er der atter kommet en [:*(]
Min mor blev indlagt igen i går, og da jeg spurgte til om vi ikke skulle skaffe os af med dyrene (Hun kan ingenting fordi hun er så afkræftet) blev hun virkelig vred. Jeg sagde at vi måtte tænke på dyrenes bedste, og hvis vi kørte mors nye hvalp til et internat nu, ville den have en god chance for at finde et nyt godt hjem. Men hun havde købt og betalt for hunden så den skulle ingen steder. Stemningen toppede og jeg sagde at jeg syntes at det virkelig var egoistisk af hende ikke at tænke på at dyrene ikke havde det godt. Og så kom det....
"Hvis hunden ikke er der kan jeg lige så godt lægge mig til at dø!"
Med tårer i øjnene spurgte jeg om ikke hendes børn betød noget for hende... og fik svaret:
"Ikke hvis i kun er ude på at tage alt fra mig!"
Jeg har altid vidst at hun har prioriteret dyrene højt, men at få af vide at vi børn ikke var værd at leve for, blev bare for meget for mig... Fra stuen og ned til parkeringspladsen tuede jeg, og min kæreste knugede mig ind til sig (Var så glad for at han var der)
Jeg ringede til min morbror og fortalte hvad der var sket, han snakkede med min mor, som forklarede sig med at det hun havde ment var, at vi børn jo aldrig var hjemme og den eneste kontakt hun havde var hunden... I går var jeg ret afklaret med at cutte kontakten til hende, men i dag føler jeg dårlig samvittighed og føler mig som en dårlig datter. Jeg har ikke lyst til at besøge hende fordi det dræner mig så meget, med hende brok og beskyldninger til alt om alle...
Men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre nu?! [:*(]
Kræften har taget til, og tror ikke at hun har langt igen (Hun er nede på 43 kg, og kan fortsat ikke spise)
Bør jeg fortrænge mine følelser, og tage imod de slag der nu måtte være med at besøge hende, så hun får en god (måske) sidste tid? Ulempen er bare at så vil jeg have det dårligt resten af mit liv over ikke at få mine sande følelsr ud.
Men fortæller jeg hvordan jeg føler, at jeg synes at hun har været en dårlig mor som har ødelagt mig og mine søskende indeni, får jeg det ud, men hun er efterladt med noget hun alligevel ikke kan gøre om...
Uanset hvad er det hårdt at se hende i den tilstand hun er i[:*(]
Hjælp mig, vil du ikke nok?[:*(]
Kh. datteren

Alle os børn blev kaldt på sygehuset i går... Kemoen har ikke hjulpet, kræften har spredt sig, og hun har oveni købet fået en form for byld på sin lunge der ikke kan fjernes... Vedr. af en indopereret rør kan hun nu spise igen. De har måtte indstille kemoen til kroppen er klar igen, men det ser under alle omstændigheder ikke godt ud [:|] Går det godt har hun måske et halvt år tilbage, går det pludselig i den forkerte retning har hun måneder, måske uger tilbage... Vi fik en god snak både med læge og sygeplejerske, og vi blev alle enige om at dyrene måtte væk... I dag er situationen er lidt den samme... Hestene skal væk men mor er overbevist om at hun kan komme hjem i næste uge og så vil hun have hunden hjem til sig [:*(] (det skal lige siges at da hun havde givet den besked om at vi børn ikke var værd at leve for, kørte jeg hendes bil, som jeg havde i nødstilfælde, hjem til min morbror fordi jeg ikke ville have noget med hende at gøre mere) I dag orker jeg stadig ikke at tage telefonen når hun ringer... Gjorde det her til morgen efter at hun havde kimet mig ned 6 gange, derefter ringede min lillebror og sagde at hun havde ringet til ham, for at bede mig om at ringe til hende. Jeg ringede op, og hun brokkede sig over at jeg bare havde kørt bilen ud til min morbror uden at sige noget, hun følte at vi trampede på hende mens hun lå ned, og hun gad ikke være afhængige af os længere! Jeg orker ikke mere [:*(] Sagde til hende i starten af samtalen da hun allerede havde kørt sig selv op, at hvis hun råbte mere af mig i telefonen, ville jeg lægge på... Derefter fik jeg så pløren om hvor dårligt hun havde det med ikke at få noget som helst af vide, at min morbror i smug lænsede hende for penge, at hun ikke gad ofre mere på huset hvis vi alligevel ikke ville have noget med det at gøre (Huset er meget gammelt og ikke særlig sundhedsvenligt) og hun drænede mig så meget at jeg helt glemte hvorfor jeg havde afleveret bilen til at starte med, hun fik skovlen under mig igen, og fik endnu engang dårlig samvittighed... Jeg kan godt se hvor trist det er at se sine egendele og dyr blive spredt for alle vinde, men vi børn kan jo ikke gøre for at hun er blevet syg, og vi prøver bare at gøre vores bedste! [:*(] Har overvejet at gøre som min bror, og skrive en mail/brev til hende om hvordan jeg har det... Hun har spise igen og har fået flere kræfter, men ved ikke om jeg i sidste ende kan få mig selv til at sende det til hende, for så kan man jo for alvor snakke om at sparke til en der ligger ned [:*(]
- Datteren