min mor (det går kun én vej)

Årh magter næsten ikke engang at fortælle om det [:*(] Min har diagnosen borderline personligheds forstyrrelse ligesom jeg har. Jeg har dog også en adhd diagnose oveni og jeg er rimelig sikker på at min mor også har det dette er hun også selv og medicinen jeg får har den samme gode effekt på hende som på mig og alligevel vil lægerne ikke lytte til hende og siger at hun sygliggøre sig selv. En af følgerne ved både adhd og borderline er at man er "ligeglad" med andre eller at man ikke kan vise interesse for dem men de skal vise interesse for den syge og dens interesser og give plads. De kan ikke fastholde interesser i længere tid og virker fraværende overfor andre når de fortæller noget. Dette er også mit problem forskellen er bare at jeg får den medicin der skal til for, at jeg kan interessere mig for andre og tage del i deres liv så på mig mærker man det ikke. Men min mor får jo ikke den medicin for lægerne vil jo ikke lytte til hende.
Ergo kommer der nogle gnidninger mellem hende og mig for jeg har enormt svært ved at hun altid virker ligeglad når jeg fortæller noget. Det hele skal handle om hende og hendes interesser og så snart jeg er færdig med at fortælle noget jeg lige har oplevet så handler det om hende igen igen igen. Jeg skal giftes snart formentlig næste år og det snakker vi aldrig om. Når jeg så snakker om børn (har ingen endnu) så får jeg at vide at det kan vi roligt vente med vi er jo unge endnu. Hvorfor kan hun ikke bare snakke med og være glad?
Jeg føler at hele hendes lukkede verden er meget mere værd end min og hun virker aldrig overrasket eller glad når jeg fortæller noget nyt men mere sådan det er da godt nok agtig [:*(]
Hun har altid et eller andet at brokke sig over og kan aldrig overskue noget. Jo hendes hunde!
Jeg er så ked af det for hun kan ikke gøre for det hvis bare hun fik det rigtige medicin ville det hele se helt anderledes ud. Hun er jo ikke sådan fordi jeg ikke er interesandt for hende hun kan bare ikke rumme andre mennesker end sig selv og jeg ved hvordan det er for sådan havde jeg det også inden jeg fik min medicin så når jeg bliver vred og ked af den måde hun er på får jeg det skidt fordi jeg ved hun ikke kan gøre for det!
Skal mit forhold til min mor virkelig ødelægges fordi en fnatabe til læge ikke vil tage hende seriøst? Det kan da ikke være rigtigt?!? Hvad fanden gør jeg lige? [:*(]

Har været ude i noget af det samme, det eneste der faktisk hjalp, var at jeg skiftede læge. Bagefter fik jeg det rigtige jeg behøvede.

det er desværre ikke så lige til da det jo er lægerne på den psykiatiske afdeling og ikke hendes egen lægen.. Hendes egen læge videre stiller jo bare han kan ikke dianostisere 😕

Jeg er så ked af det for hun kan ikke gøre for det hvis bare hun fik det rigtige medicin ville det hele se helt anderledes ud. Hun er jo ikke sådan fordi jeg ikke er interesandt for hende hun kan bare ikke rumme andre mennesker end sig selv og jeg ved hvordan det er for sådan havde jeg det også inden jeg fik min medicin så når jeg bliver vred og ked af den måde hun er på får jeg det skidt fordi jeg ved hun ikke kan gøre for det!
Uddrag af dit indlæg....
Kære dig!
I disse linjer ligger hele svaret, da du selv har været "hele møllen" igennem ved du om nogen hvad der skel til, altså den rigtige medicin...
Jeg ved ikke om din mor og du har samme læge, for hvis I har burde din læge kunne forstå at din mor er syg, fejler det samme som du og skal have den rigtige medicin som du får og har din mor en anden læge kunne du måske snakke med ham/hende og fortælle hvordan du og din mor har det og det der "skiller Jer" er at din mor får den rigtige medicin...
Jeg kan godt forstå at du er frustreret når du føler at din mor ikke vil tale med dig, men kun om sig selv og hendes verden hele tiden og når du snart skal giftes var det dejligt om din mor kunne være lidt med i dine forberedelser og glæde sig på dine vegne, så jeg håber at du får trumfet igennem at din mor får den medicin og hjælp som tilkommer hende....
Håber at du/I finder en løsning på problemerne, ønsker dig al mulig held og lykke fremover...
MVH. Fru Laursen