Min medicinske abort!

Jeg vil gerne dele min oplevelse med andre som står og skal til at træffe den beslutning eller som allerede har været igennem det.
Jeg finder pludselig ud af at jeg er gravid. Jeg bliver ramt med en masse blandede følelser. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have et barn, men det var ikke meningen det skulle være på den måde!
Jeg var både glad og ked af det på samme tid.
Gik en dags tid med mange overvejelser om jeg skulle fortælle ham det. Men jeg kunne ikke. Pludselig går det op for mig, at det ikke er meningen at man skal have det sådan når man skal have et lille barn.
Lige så stille tog jeg beslutningen inde i mit hoved.
Der var ingen jeg kunne fortælle det til og ingen jeg ønskede at dele dette med, for ingen ville kunne forstå hvorfor dette var det valg jeg var nødt til at tage (jeg har mine grunde)
Bestilte en tid hos min læge og gjorde alt for at ingen skulle finde ud af noget. Sad hos lægen dagen efter, som føltes som de længste 24 timer i mit liv. Blev ramt af en skræk for hvis jeg skulle løbe ind i nogen jeg kender. Hvad skulle jeg sige. Sad og prøvede at finde på alverdens undskyldninger for at skulle til lægen.
Kommer ind til lægen, og forklarer hvad jeg ønsker. Og de skal sikkert spørge "er du nu sikker", men ja ellers ville jeg jo ikke sidde dér!
Forklarede at jeg ønskede meget høj diskretion, ingen måtte vide det!
Jeg ringede selv op på hospitalet for at få en tid, til en forundersøgelse.
Jeg skulle vente en halv uge. De dage var de værste. Man går kun og venter på det, samtiddig med at man prøver at virke helt normal udaf til. Kæmper med facaden for at ingen skal komme og spørge om man har det godt, af frygt for at knække sammen!
Gjorde alt for at glemme alt om det, havde mange aftaler med alle veninderne for at tænke mindst muligt på det.
Dagen kom endelig....endnu engang blev jeg ramt af en kæmpe frygt for at løbe ind i nogen man kender, for hvad skulle jeg dog på sygehuset???
Ventetiden i ventelokalet var forfærdelig. Hver person der gik forbi, fik jeg kigget nøje på.
Endelig blev jeg kaldt ind. igen blev jeg mødt med spørgsmålet "er du nu sikker?"
Stadig meget sikker. Bare meget nervøs for hvad det ville betyde for min fremtidige muligheder for at få børn. Der er heldigvis ikke de store ricici ved at få medicinsk abort, men hvis man ikke selv udstøder barnet skal man i fuld narkose og have det suget ud.
Blev meget bekymret ved dette, men min beslutning lå fast.
Jeg blev undersøgt og scannet, de havde svært ved at finde den og måtte tilkalde en overlæge. Det lød som om de ville have jeg skulle vente lidt, og her blev jeg bange. Jeg kunne umuligt blive ved med at forsætte med at skulle finde på alle mulige undskyldninger, så jeg kunne tage på sygehuset.
Heldigvis fandt de hvad de skulle finde og jeg fik lov at komme ned fra briksen. Det var meget hårdt at have tre læger stående omkring én, alle velvidende omkring hvilken beslutning jeg havde taget. Med hver deres fordomme som kun forblev i deres tanker. Jeg kan kun gisne om hvad de havde af tanker og fordomme omkring mig og mit liv.
En sød sygeplejerske gav mig en pille som jeg skulle sluge og fortalte, at når jeg havde taget den kunne jeg ikke fortryde, den ville forårsage fosterskader.
Jeg tog pillen og fik nogle poser med smertestillende og nogle piller mod kvalme, samt nogle stikpiller som jeg skulle føre op i skeden to dage efter. Skulle komme tilbage og få taget en blodprøve en uge efter, for at se om det var gået som det skulle (dermed sagt om jeg skulle have en udsugning eller ej)
Var lettet da jeg tog derfra, nu var det hele igang!
To dage efter, gjorde jeg nøjagtig som de sagde. Førte stikpillerne op og lagde mig i sengen et par timer.
Gjorde dog også noget de havde sagt man ikke skulle. Tog på arbejde!!! Det skulle jeg ikke have gjort. For jeg blev faktisk rimelig dårlig. Man får de her stærke menstruations kramper også fik jeg kvalme.
Måtte sidde meget ned, men fik dog gjort det jeg skulle og skyndte mig hjem.
Jeg blødte en del, denne dag. De næste dage var det som almindelig menstruation. Følte jeg igen var normal og ingen havde opdaget noget.
Men skulle igen vente....nu skulle jeg vente på at få taget den blodprøve. Var så bange for at det ikke var gået som det skulle. Var så bange for at jeg skulle på sygehuset igen, hvordan skulle jeg nogensinde forklare det!
Dagen kom og jeg tog op og fik taget blodprøven. Gik og ventede en del timer. Havde ondt i maven af nervøsitet. Ringede op for at få mit svar. Alt var som det skulle!
Blev så glad, nu kunne jeg endelig leve som jeg plejede. Måtte gå toilettet på jobbet, fordi jeg kunne mærke at tårerne pressede sig voldsomt på.
Var bare så glad.
De havde fortalt at man kunne blive lidt følsom i den første tid, græde uden grund. Jeg troede virkelig ikke det ville ske for mig, for jeg var så glad for at det var overstået. Men aftenen efterfølgende sad jeg og så fjernsyn og den mindste ting gjorde at jeg sad og vrællede. Ja, hormoner styrer åbenbart mere end en selv.
Selvom jeg synes det har været frygtelig hårdt, psykisk og fysisk. og at jeg i dette tilfælde har måttet gå med det helt alene, har været vældig svært. Men jeg må sige at jeg synes det er en fantastisk ting at vi kvinder har den mulighed at vælge. Selvom det er et svært valg, så kan det nu engang være det helt rigtige for den enkelte. Det var det for mig og jeg er nu glad for at jeg gjorde det.

Stakkels dig, at du gik med det alene - det ville jeg aldrig kunne.
Godt at høre, at du er glad for dit valg, og at det hele gik som det skulle.
Held og lykke fremover!
Vh. Hillelil

at du har haft "en god" oplevelse med den medicinske abort, selvom det selvfølgelig har været utrolig hårdt, også at gå med det alene.
Men jeg er nu ikke så stor tilhænger af medicinsk abort.
Min veninde blev gravid da hende og kæresten havde været sammen 3 år, men de synes alligevel ikke de var klar til at få børn.
Hun valgte også medicinsk abort. Aftenen hvorpå hun havde fået pillen gik fint, men hun fik efterfølgende nat utroligt mange smerter, og blødte så kraftigt at hun skiftede sengetøj op til flere gange på trods af diverse bind, liggen på håndklæder osv.
om morgenen føler hun sig forståeligt nok rimelig ulækkert, så hun går i bad, samtidig med at kæresten er på vej ud af døren, men heldigvis inden han går, besvimer hun i badet, pga blodmangel, og slår hovedet ned i fliserne.
Så jeg synes ikke det er helt ufarligt at give kvinder en pille, og så lade dem gå hjem for at abortere for dem selv.
Så hellere den anden måde.

tak skal du have! Det var sødt af dig!

Det var så lidt - godt du fik det fortalt, om ikke til venner, så herinde.
Jeg forstår ikke hvordan du kunne/kan gå det igennem helt alene og jeg synes det du har taklet det rigtig flot!
Kh. Hillelil

Jeg er glad du fandt en loesning, som lykkedes for dig.
Godt du har et medie ( sol - debatten) hvor du kan lukke ud noget damp.
Jeg vil oenske dig en fremtid hvor du bliver lykkeligt gravid naar du og omstendighederne er klare til det.
Chin up, my girl [f][l]

Tak skal i alle have!
Det er dejligt med den respons i har givet!
Og ja det er rigtigt, nogen gange skal man bare af med noget og så er denne debat et super sted!
Ønsker jer en god wekend!
[l]

Jeg synes, du tog den behandling ufattelig godt.
Så du har ikke haft nogen smerter på nogen måde siden den medicinske behandling og afskrabningen?
Hvad kostede det egentlig?
Jeg er ikke selv gravid, men har blot tit tænkt på, hvordan det egentlig forholder sig.

Nej jeg har ingen smerter haft siden. Der er selvfølgelig en lidt øget risiko for underlivsbetændelse, men det har jeg ikke haft noget af. De smerter der har været har været som almindelig menstruation, mens jeg blødte. Men nu mærker jeg intet til det.
Det koster ikke noget, hvis man går gennem sin egen læge og får det gjort offentligt. Man kan godt gå til en privat klinik, men ved ikke hvordan det foregår og prisen.
Det er egentlig rimelig lige til at få det gjort, kan godt mærke at vi kvinder virkelig har fået en selvbestemmelsesret på dette område. Der er ikke nogen der prøver at overtale en til ikke at gøre, hvilket jeg er meget glad for. For det er jo en svær beslutning uanset hvordan man vender og drejer det, så er detsvært. Så når man kommer op til lægen, så har man allerede tænkt en masse tanker og ud fra min oplevelse, så virker det som om de er bevidste om dette!

Nu er det jo ikke alle som oplever det som selvbestemmelse at få en abort..
Aborten var til for at kvinden kunne få et valg. Nu oplever mange kvinder, at mænd ikke vil tage deres ansvar...nu når aborten jo er fri.
Min veninde blev presset til abort af sin kæreste og hun er ikke den eneste som oplever det. Mange får også truslen om, at de så vil stå alene med barnet. Mænd har ikke pligt til at hjælpe med noget som helst.
Man må gerne svigte sine børn...

Som overskriften siger, så står jeg i situatonen lige nu. Jeg fandt ud af at jeg er gravid, trods prævention, så kæresten og jeg stod pludselig og skulle træffe et meget svært valg. Vi vil gerne have børn, men der er flere grunde til at vi ikke kan lige nu. Vi brugte lang lang tid på at snakke alle mulige tænkelige ting igennem, men måtte konstatere at det desværre ikke kunne lade sig gøre lige nu. Så nu stå jeg og skal ind på sygehuset i næste uge og have en medicinsk abort. Det sværeste valg jeg nogensinde har truffet. og lige oveni eksamen. hvor er det bare unfair![:*(]