Min kæreste ELSKER at gå i byen

og han gør det RIGTIG tit.
Jeg har aldrig haft noget imod, jeg synes det er ganske fint at han tager ud med sine egne venner. Jeg tager også med ud engang i mellem. Både med hans og mine egne venner.
Nu er sagen bare den at, han bliver ved med at undre sig over og spørge hvorfor jeg ikke går mere i byen. Og jeg er nu ved at være lidt træt af at, forklare ham at det er fordi, jeg simpelthen ikke gider.
Jeg er meget social. Jeg elsker at gå ud, men jeg elsker at gå ud på den måde, hvor man laver noget. Jeg er vild med at gå til koncerter f.eks. Det kan være hyggeligt nok at sidde og hænge over nogle øl eller hvad man nu indtager, men efter noget tid bliver jeg såååå søøøvnig. Jeg kan ikke holde øjnene åbne og så begynder jeg at kede mig. Jeg er A menneske, så jeg kan simpelthen ikke vågen.
Meget af mit udebehov får jeg også dækket ved at jeg mødes med mine venner i løbet af ugen også plus at jeg spiller meget musik.
Men min kæreste FORSTÅR det bare ikke. Misforstå mig ikke, vi har bortset fra det, et rigtig dejligt forhold og vi er glade for hinanden. Men det er som om vi er kørt i hårdknude på den her. Og det er jo en ret lille ting at køre i hårdknude over, kan man sige. Men jeg er bare virkelig træt af at, skulle forsvare mig selv på det punkt. Jeg er 30 år og jeg har udlevet ret mange af mine byture. Jeg vil gerne have et andet indhold, når jeg går ud, plus at jeg bare ikke kan holde mig vågen til den type byture.

Har nogen af jer stået i lignende situation og hvordan lukkede i den, uden at det blev hentydet at i var kedelige og sådan?
Jeg er som sagt 30 år og han er 32 år.

Du er blevet voksen - det er din ven ikke endnu.

...jeg tror han er lidt bange for at blive voksen, men det kan være jeg tager fejl. For mit vedkommende gør det som sagt ikke noget at, han taget så meget i byen. Men det gør mig noget at, han ikke kan forstå at jeg slet ikke gider.

Men jo, jeg tror du har ret i det du siger. Må jo bare vente på at vi på et tidspunkt mødes samme sted på det punkt🙂

Tænk lige tanken til ende, hvis man fik børn med sådan en umoden stodder, så kan man sidder hjemme op passe barnet mens han laller rundt ude i nattelivet.

Hvis der ikke er det vil det hurtigt gå galt, det går ikke at den ene part, skal rende til noget både tidlig og sent sammen med venner/veninder, mens den anden part sidder hjemme. Sørgeligt nok er der nogle mennesker ikke vil/kan blive voksne, så er de i min verden ikke parat til at indgå i et fast parforhold.

er jeg sikker på at, han ville blive god til at være med til at passe dem. Det tvivler jeg ikke på.

Men jeg tror du har ret i at, det er et typisk drengerøvskomplekst han er ude i. Han rykker jo tættere og tættere på at skulle se i øjnenen at han er en voksen mand. 😉

Jeg syntes jo nok at man skal gøre alting sammen bortset fra de situationeer hvor kun den ene er inviteret, f.eks. julefrokost, div.arrangementer o.lign.
Det kan også være en sport som den ene dyrker og som den anden ikke er frisk på.
Men det er da dejligt hvis man kan dyrke en sport sammen som f.eks. løbe, vandre, sejle, danse m.m., det har vi dyrket og da børnene kom til så gik vi alle til en sport sammen.
Vi har bygget på hus sammen, passet børn sammen, startet virksomhed sammen, det er som med et sportshold at man kun vinder ved et godt samarbejde, teamwork, kammeratskab, kærlighed, imellem hinanden og børnene når de kommer til.
Vi har aldrig rejst allene og uden børn på ferie, dog har der været rejser i forretnings øje med.
Vi har altid haft den fulde frihed til at gøre hvad vi har haft lyst til, så ingen har fået lagt bånd på sig hvis har haft lyst til noget nyt,
-og det har da holdt i 40 år og vi er stadig glade for hinanden og børnene som efterhånden er blevet voksne.
Carter🙂