Min historie, om min far.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver dette indlæg.
Tror bare jeg har brug for at blive hørt lidt. Jeg modtager gerne kommentarer for Dig, som har oplevet noget lignende, eller bare Dig der er nysgerrig.
Jeg er en pige på 17 år og jeg mistede min far for lidt over 1½ år siden, da jeg var 15 år. Det hele startede egentlig da jeg var 7 år da min far fik konstateret uhelbredelig mavekræft. Han overlevede alligevel med nød og næppe men måtte stoppe med at arbejde pga. hans krop var nærmest blevet ødelagt. Årene gik med både gode og dårlige dage. Men da jeg var 14 så skete det, vi havde frygtet mest. Kræften var vendt tilbage, og havde spredt sig til tarmene og nervebanerne i ryggen. Lægerne prøvede at operere, men det fjernede det ikke helt, og de måtte give op. Min far var kun 45 år. Det næste halvandet år gik bare ned ad bakke, han blev mere og mere syg, svag og blev til sidst indlagt på et hospice hvor han brugte sin sidste tid. Jeg vil aldrig nogensinde glemme de ting jeg har set, de lange dage jeg har siddet ved siden af ham, de mange dage med gråd og følelsen af at jeg kunne bare ikke mere. I hans sidste tid blev han tyndere og tyndere, og han vejede kun 25 kg. da han døde.. Det var meget grimt, og jeg vil aldrig kunne forklare følelsen af at se din far på den måde, så syg, døende.. Når jeg sidder og læser hvad jeg har skrevet lyder det slet ikke forfærdeligt nok i forhold til hvordan det virkelig var. Jeg tror bare ikke man virkelig kan beskrive følelserne. Lange sygehusgange, følelsen af magtesløshed, følelsen af at være utilstrækkelig og følelsen af, at man gerne vil have dagene der aldrig slutter overstået. Følelsen af at se min lille far blive tyndere og svagere, men alligevel kæmpede han til det sidste, han kæmpede for at leve, for at blive hos sin familie. Han elskede os bare så højt og han ville ikke forlade os..
Jeg elskede ham inderligt og jeg vil altid savne ham dybt,
og jeg er taknemmelig for den tid jeg nåede at have ham hos mig,
den sødeste og kærligste far i verden.
Jeg har skrevet et slags "digt" som kan beskrive lidt, hvordan jeg har det.
Jeg håber i tager godt imod mit indlæg.
Far
der er så mange ting jeg gerne vil fortælle dig.
jeg savner at snakke med dig når jeg har brug for dig
at kunne kalde på dig når du skal fjerne en edderkop
jeg savner at jeg ved du sidder inde i stuen,
at jeg ved du er der
men mest af alt så savner jeg at du holder om mig, trøster mig
og siger det hele nok skal gå, selv om vi begge vidste at
det gjorde det ikke. og jeg savner at kunne vise dig den smerte
den vrede og sorg
jeg føler ved at du ikke længere er hos mig
jeg savner dig inderligt hver eneste dag.

Hvor er det stærkt at skrive om din far, som du har mistet. Jeg tror, det er godt for dig, at sætte ord på dine følelser. Du har lov til at føle både sorg, vrede, men også glæde over at have kendt ham. Netop de syv år, han fik efter sin første dødsdom, har nok været ekstra intense.
Jeg håber du har en stærk familie og nogle gode venner, som kan støtte og trøste dig.
Kærlig hilsen Tove

Hej Karina.
Jeg har læst dit indlæg. Jeg er selv 32 år, og min mor fik brystkræft første gang, da jeg var 21 år gammel, på det tidspunkt var hun selv 42 år.
Hun fik tilbagefald i 2003 samt i 2005, hvor lægerne fortalte os, at hun nu ikke kan helbredes mere. Hun får nu livsforlængende medicin, som hendes krop reagerer godt overfor. Hun har haft et nogenlunde liv med denne medicin i 1½ år nu. Men har selvfølgelig også været igennem kemo og stråler og arbejder 15 timer om ugen, da hun ikke har power til mere.
Hun har det faktisk så godt, at jeg af og til kan tvivle på, at vi skal igennem det, du har været igennem med din far og resten af din familie. Det lyder frygteligt, og jeg har altid gruet for det. Behøver gudskelov ikke beskæftige mig med det nu.
Du ved det sikkert godt, men Kræftens Bekæmpelse har sorggrupper for unge i din alder. Jeg ved ikke, hvor i landet du bor, men jeg kan anbefale Kræftens Bekæmpelse på Østerbro (Strandboulevarden), evt. den i Lyngby (på Nørgaardsvej).
Der er ikke noget trøstende at sige til den situation, du er i. Den er bare grufuld. Intet er slemmere end at miste en forælder i en ung alder, måske er det slemmere at miste et barn. Men de to ting tangerer tæt på hinanden, synes jeg.
God vind - skriv tilbage, hvis du har behov.

og så alligevel
hvor er du heldig
at du har haft en far som er så stor en kærlighed værdig
Forstå mig ret
jeg fik helt ondt i maven over dine ord
og vil klart anbefale dig
fortsætte med at skrive dig
igennem den tid det tager dig
at leve med han ikke lige er fysisk hos dig nu
Jeg oplevede for 12 år siden at miste min mor
hun havde en kræftsygdom som dukkede op adskellige gange igennem næsten 20 år, så her så der.. hun endte med at dø af den svulst der sad i hendes hjerne
og billedet af den mor jeg kendte og var tryg ved
endte som du siger med en ukendt ufattelig tynd og skaldet mor,, der hverken kunne tale eller røre sig men som bare lå hen og ventede i dage på at dø.
Billedet vil aldrig forsvinde det er sikkert
men jeg har idag lært at leve med det
godt hjulpet af hendes tilstedeværelse i min bevidsthed og hjerte
og så jeg tror jeg noget på ånder der er der,, så hun er der stadigvæk på en måde hvis du forstår
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige andet end
skriv skriv skriv
og held og lykke på din ven
hverken vores forældre eller børn har vi for evigt
det er dybt uretfærdigt og hårdt men noget vi intet kan gøre imod

ikke ven nej held og lykke på din vej :-)
ak ja de bogstaver er filme drillesyge

for dit indlæg, det rørte mig rigtig meget.
Og jeg er ked af du skulle opleve det med din mor,
ville ønske, at ingen skulle opleve noget der gør
så ondt.
Og ja jeg er også glad og stolt af, at have haft min far
for han var virkelig meget kærlighed værd. De grimme billeder
på nethinden forsvinder aldrig, men jeg håber at de gode minder
vil skinne lidt mere igennem med tiden?

sorggrupperne, har gået i adskillige grupper, desværre var de ikke så
gode som de ofte lyder, ihvertfald var det ikke godt for mig.
Jeg er ked af det på din mors og dine vegne, håber i trods alt får en masse dejlige timer sammen, for det er det aller vigtigste - at også have noget godt at tænke tilbage på.
og tak for svaret.

Det gør ondt at læse om din far og den hårde forløb der har været for dig.
Døden er ikke nemt for os der bliver tilbage, og slet ikke for en så ung som dig.
Jeg kan godt forstå du er vred på ham, hvilket skyldes at du elskede ham og stadig gør det. Du er vred fordi han forlod dig. Men kære Karina husk på, som du selv skriver, at han kæmpede og gjorde sit bedste for at blive hos dig. Han elskede også dig.
Kræft kan forandre den fysiske fremtoning, men husk at inden i, var han stadig den samme. Din far som trøstede dig når du havde brug for det. Selv om det er svært, prøv at huske de ting han sagde til dig og ikke så meget hvordan han så ud til sidst. Husk hans stemme og hans latter, fordi det desværre er noget af det første vi glemmer.
Sender dig den største knus, Monica

Dit indlæg sendte mig lige 16 år tilbage i tiden.
Jeg var 13 år da min far døde fra os af kræft - jeg har desværre de samme forfærdelige minder om en far, der var så mager og afkræftet at han til sidst ikke kunne tale med mig. Han lå med ble og slanger over det hele, og vi kunne bare vente og vente og vente på at han fik fred.
Jeg kan huske hvor meget jeg inderligt bad til gud om at gøre min elskede far rask igen, og hvor rasende og afmægtig jeg følte mig.
Veninderene i skolen legede videre og spillede rundeboldt, fjantede fuldstændig bekymringsløse omkring.
Og jeg spurgte tit mig selv om HVORFOR det lige var MIN far der skulle dø?
Idag er jeg næsten 30 år gammel, og jeg savner min far hver eneste dag !!!!
Det er en del af mig - jeg undgår dog at tænke " for meget " og skubber de sørgelige tanker til side.
Men engang imellem falder jeg over et eller andet,som dit indlæg her, der får de dårlige minder og savnet til at komme brusende frem -
Jeg har desværre aldrig kunnet gå i en sorg gruppe, eller til en psykolog, dengang sorg hos børn ikke et emne man beskæftigede sig med som det er idag.
Derfor vil jeg også opfordre dig til at blive ved med at få alt den hjælp du kan få.
Mit tab af min far har haft store konsekvenser for mit voksne liv, for jeg er SÅ BANGE for at midste min familie.
Enhver mor frygter for sit barn, men min frygt har haft tendens til at tage overhånd, og også frygten for at der skal ske min mand noget, kan nærmest lamme mig og jeg kan forstille mig de værste ting.
MEN, døden lærer os også mange ting, Bla at vi skal passe hulens godt på hinanden NU, for vi ved ikke hvornår det er slut.
Mine varmeste tanker til dig Karina, få nu den hjælp du kan få, det vil hjælpe dig på længere sigt til at blive et lykkeligere menneske, en dag vil du opleve at sorgen er taget af i styrke og at savnet bliver lettere.
Men kære du, jeg ved nøjagtig hvor ulykkelig og alene du er....
Det er et meget smukt digt du har skrevet til din far, sikke en dejlig datter han har, hvor har han været stolt af dig, og elsket dig højt :)
Og tro så på at han stadig er hos dig, og våger over dig - jeg kan tit mærke min far og har haft nogle fantastiske oplevelser, der viser mig at døden ikk er enden.

Jeg sender dig en varm krammer din lille søde skat.

at livet slutter helt ved døden, og jeg synes også at det holder mig lidt oppe, at tænke på min far stadig er her på en måde. Selv om jeg stadig ville gøre alt for at han var her fysisk.
Men tak for dit svar, det er rart (og trist på samme tid), at høre der er andre som ved hvordan det er, når ens "stærke" far forvandles til en patient med slanger og bleer..

er det sådan du er nød til at tænke
til du lærer at leve med den nye situation
Og så mener jeg seriøst du skriver flot
og gribende
Pøj Pøj