Min "gamle " veninde har mistet sin søn....

For mange år siden.... da vores børn var små.... havde vi et fantastisk forhold.
Vi var på ferier sammen, holdt juleaften sammen - delte alverdens tanker, glæder og sorger sammen. Vi havde det SÅ godt.
Vi snakkede om, at vi var som et "ægtepar" og talte om, at idet vi begge var skilte, alene mødre - skulle vi måske finde en fælles bolig og skabe en hverdag sammen med vores børn. De var jævnaldrende - vores børn - elskede hinandens samvær - og vi nød det !
Samtidig med, at vi nød hinandens venskab.
Hvor havde vi det sjovt....
Meeeen når man er så tæt sker der så somme tider "noget". Vi kom måske for tæt -i hvert fand sketet der det, at en kæreste kom i mellem os.
Vores veje skiltes....
Flere år senere.... vi fik kontakt igen - på facebook.... Hej - er det dig ???? - Svaret kom prompte - "Ja det er mig" Kontakten genopstod forsigtigt....
Efter et par måneder - med jævnlig kontakt, hvor vi udvekslede snakke og tanker om hvordan vores liv var nu osv, blev der efterhånden skrevet 23 små breve....
Vi mødtes ikke - men MIN tanke var da, og vi måske skulle ses igen.... jeg kender ikke hendes takneer eller lyst til det men vi snakkede frit.... og det var hyggeligt - uforpligtende....
Vi fik aldrig snakket at mødes -og så pludselig skete noget forfærdeligt for nyligt......
Hendes søn blev dræbt - så ubarmhjertigt - skudt ned.... død.... så urimeligt og hårdt
Det var et chok....
Jeg sendte blomster og et brev - fik samme dag et rørende kort svar tilbage - men nu....
Jeg har så stor lyst til at kunne være der for hende - føler så meget med hende - men jeg vil ikke trænge mig på.
Minderne presser på hos min datter og jeg. Men det er jo ikke mig der skal ha mit behov indfriet.... men hvad gør jeg.....
Skal jeg henvende mig igen - dele takner, minder, fortid osv med hende - på mail fx....eller skal jeg tie stille og give ro❓
Jeg er sorgfuld om alt dette - det gør mig så ond....- men er det min sorg ?- skal jeg være passiv ?- eller skal jeg kontakte hende igen (idet jeg ved at hendes overskud lige nu er i absolut minus ?
Måske er det rodet det her -måske mangler der en masse tanker og informationer, men hvad gør jeg ??
Den "gamle" veninde....

Pyt med rodet. Det giver mening. I var tætte en gang.
Hendes sorg er din sorg.
Du skal tilbyde at være der for hende. foreslå 2-3 måde du kunne tænke dig at støtte hende i hendes sorg.
Skal jeg ringe? skal jeg komme en weekend i nær fremtid?
Så må hun kunne sige ja eller nej. Eller måske mere præcist hvad hun har brug for. Men tilbyd din hjælp konkret.
Hun må være alene nu og have brug for en skulder, der forbinder hende til en anden tid.
pøj, pøj med det.
venlig hilsen
Grøn

hun bor så køb en buket og besøg hende og hvis din omsorg pøj pøj🙂[f]

Du skal absolut tage kontakt til hende. Vis hvor meget hun betyder for dig.
Det er nu venskabet skal vise sig. Hun behøver dig.
Det er dig og din tid hun behøver nu.
Jeg vil ikke tænke over det, men kontakte hende NU.

Bare vær der for hende, gamle venskaber dør ALDRIG!!!

Jeg sendte en buket og et lille brev, hvor jeg tilkendegav min deltagelse og sorg over hendes tab.
Min mand afleverede buketten, helt fordi jeg ikke ville være påtrængende og hun ikke skulle føle at hun skulle byde mig ind.
Jeg fik samme dag en mail fra hende med tak for blomsterne og de søde ord,og hvor svært det var men,,,,, trænger jeg mig på ved at "komme igen"

er jo hele meningen med det. Du skal trænge dig på, når en ven er i sorg.
Tilbyd din støtte. Kom i gang.
Venlig hilsen
Grøn

I dårlige tider kommer man uanmeldt, i gode aldrig uinviteret.
Hun kan ikke selv række ud efter dig. Se at komme derud.

Ikke bange for at møde hende i sorgen, eller for selv at se sorgen "direkte" i øjnene. Ikke bange for at græde sammen med hende eller "blot" lytte til hende, være der osv.
Men jeg er bange for om hun mon ønsker det.... At hun vil kunne føle at jeg trænger mig på.... at hun vil kunne føle at jeg kommer fordi jeg er nysgerrig eller andet....?
Ikke fordi hun har givet mig grund til de tanker.... jeg ved jo bare hvor sårbar hun må være nu - og netop dér, er jeg måske for "gammelt" et venskab og ikke tæt nok på for hende nu ?
I mit brev skrev jeg, at hvis jeg på nogen måde kunne være der for hende skulle hun endelig sige til.... men det kan hun mon slet ikke....
I morgen er der begravelse.... - så nyt er det...
Men en af de næste dage måske.... kunne jeg måske prøve at skrive til hende igen❓Jeg har aldrig besøgt hende hvor hun bor nu - så jeg syns ikke at jeg bare kan troppe op....
Hvor er det svært, jeg vil så gerne gøre det rigtige... men hvordan....
silke

- De fleste finder forklaringer/undskyldninger og hvad ved jeg, der alle sammen resulterer i, at den der trænger til os efterlades alene. Jeg synes du tænker for meget. Hvad ville der ske, hvis det var som du troede/frygter? At hun ville afvise dig. Hvad vil der ske, hvis du ikke opsøger hende? At hun føler sig forladt.
Tag nu derud. Havde du ikke tænkt dig at komme til begravelsen?

- at du har fået indtil flere svar, der peger i samme retning og opfordre dig til at tage derud.

Skulle hun afvise mig, er det jo helt i orden - det er jo hende og ikke mig det handler om🙂Jeg vil kontakte hende igen.
Jo jeg tager da til begravelsen - det er da en selvfølge.
Tak for jeres råd - jeg vil følge dem og håbe på at jeg kan være der for hende:)
Dejligt at kunne vende det med jer.
Silke..2

Jeg er helt enig med de øvrige - du SKAL "trænge dig på".
Jeg kan sagtens følge din tankegang. Og jeg tror du udtrykker flertallets bekymring for at gå for tæt på andre mennesker. Men når man står udenfor, og ikke selv er indblandet, er der slet ikke nogen tvivl: Følg din lyst itl at være der for hende.
Jeg synes du skal ringe til hende en af de nærmeste dage. Foreslå, at I fx spiser forkost sammen. Giv hende et par datoer at vælge mellem og foreslå at du kommer til hende medbringende maden. Sig at hun altid kan sende en sms om formiddagen, hvis hun alligelve ikek har overskud den dag. Din veninde har ikke selv overskud til at tage stilling til noget som helst lige nu, og derfor skal dine forslag være konkrete. Og pres lidt på, hvis hun tøver. Hvis hun pt ikke har overskud til at være social lige nu, vil du kunne mærke på hende at hun tøver, så det er dig der skal "styre" det. Hvis hun pt ikke har overskud til
Du tager vel også med til begravelsen?
Jeg husker tydeligt da jeg mistede min svigerfar for nogle år siden, hvor meget det varmede at alle mulige - og umulige :-) - deltog i begravelsen og kontaktede min svigermor og os andre. Det blev på ingen måde opfattet som at nogen "trængte sig på". Den varmede at så mange tænkte på os.
Før den oplevelse, havde jeg samme bekymring som dig med man gerne vil støtte men ikke trænge på.

Jeg tager med til begravelsen.
Jeg tager også kontakt til hendes i løbet af næste uge, og vil foreslå at komme på besøg.
Normalt ville jeg ikke have tøvet med at kontakte en hårdt ramt i sin sorg - mine tanker denne gang er bare gået på om "jeg var for meget" - idet vi jo har ikke har haft kontakt i omkring 10-12 år, og først for et par måneder har taget kontakten stille og roligt op igen.
Alligevel er min beslutning på plads nu efter disse snakke her🙂
Jeg kontakter hende, og skulle hun så ikke have lyst til mit nærvær, så er det jo helt ok.
Tak for dit indlæg :)
Silke