Min elskede bror

Min højtelskede store bror, Anders, døde i en trafik ulykke sidste år, bare 18 år gammel....
Jeg elskede ham højere end alt andet! Han var den eneste som forstod mig dengang. Min brors død medførte mit livs største depression.
Jeg begyndte at snitte i mig selv. Begyndte at drikke og ryge mig skæv, hver weekend, med mine daværende venner. Min mor kunne ikke styre mig. Min far havde lidt bedre tag om mig, men det var ikke meget.
I en periode gav jeg min afdøde bror skylden. Alt var simpelthen sort for mig! Indtil min mor en dag skulle køre mig ud til en veninde, hvor hun istedet kørte mig psykiatrisk hospital.
Og på en måde husker jeg både dagen som den dag min mor svigtede mig, og dagen hvor min mor blev min redning. Jeg har aldrig kommet mig HELT over min depression, men jeg er blevet et bedre menneske, og lever et nogenlunde sundt og normalt liv.........
/Marie

Hej marie!
Man lærer at leve med sin sorg,den finder sin naturlige plads i livet. I starten fylder den alt, den er som en stor sort dyne der bliver lagt ned omkrig en. Man tror aldrig mere at lyset kommer tilbage,men det gør det jo!
Jeg mistede min far da jeg var 18 år på grund af en meget svær og grim kræftsygdom med ufattelg mange smerter.Han led utrolig meget inden han fik fred. Her 22 år efter kan jeg stadig tage mig selv i at savne ham og det tror jeg aldrig forsvinder.I dag føler jeg at jeg har ham med mig altid,han er blevet en del af mig selv.
Det at miste kan være noget forbandet noget at komme igennem men hvis man kommer igennem tror jeg du har ret i at man mske er blevet et andet menneske. Man har måske mere forståelse for andre mennesker og deres problemer. Man har lært at livet har også en bagside.
Rart at læse at du har det godt og jeg tror du nok skal komme dig helt over din depression men det tager tid (lang tid ) at få sorgen helt på afstand.

Hej Marie.
Jeg mistede min mor for 1 år siden. Jeg var 20 år og havde hidtil været en stille og pæn pige. Men jeg kunne rumme tomheden og følelsen af at være forladt, så jeg blev trodsig og turde ikke lukke nogen ind i mit liv igen.
Jeg gik til en psykolog og lærte at leve med sorgen. Jeg ingen mor, men stadig en far, søskende og venner. Ingen kan ersatte min mor, men de kan hjælpe lytte og forstå.
Du har ikke længere en bror, men helt sikkert andre der gerne vil hjælpe dig videre.
Og man kan komme videre, hvis man bruger sit netværk og lukker folk ind.
Held og lykke :-)

Hejsa Marie.
jeg skriver til dig, for at du skal vide du ikke står alene, det gør mig meget ondt at hører din bror er død,jeg har ikke miste nogle af mine søskende selv, og kan ikke vide hvor ondt det må gøre,men jeg tror/ved at det ikke er nemt.
da jeg læste dit brev, blev jeg meget berøret og fik lyst til at skrive til dig, jeg synes det er dejlig at hører at din mor har hjulpet dig, selv om hun også er i stor sorg over hendes søns død,men selv om du har været på psykiatrisk hospital, må du ikke glemme og snakke om hvad der er sket og hvad det har gjrot ved dig,for jo mere du holde det inde, jo mere ondt kommer det til at gøre,jeg håber du har nogle gode veninde og venner og snakke med,for det betyder alt. hvis du har bruge for at snakke eller skrive er du mere end velkommen til at skrive til mig på min mail, på add. brix@postbilen.dk, ellers held og lykke fremover knus christina

Kære Maria
Desvære kender jeg din sorg alt for godt, min broder blev ramt af en lastbil for 4år siden da han var ude at gå med vores hund, han døde. han var 22år. Hele vores fam er aldrig blevet den samme igen, ligesom dig begynte jeg at snitte i mig selv, det var som om det var det enste som rigtig hjalp, det var min måde at straffe mig selv på fordi det ikke var mig, jeg forsatte i gym alle havde ondt af mig, det var til at brække sig over, jeg havde ikke brug for deres miliddenhed!!! Desvære lod min fam som om alt var okay, ingen kommentar om at mit tøj var fyldt med blod eller mine brandsår. Du skal kun være lykkelig for dine forældre regaed, de var opmærksomme din sorg ikke kun din egen og det har sikket redet dit liv. på 2år på gym flytted jeg hjemmefra, jeg bode i et blandet bollig fællesskab med nogle som var lidt ældre end jeg, jeg fik øjne op for det gode i livet, det hjalp at komme væk og tænke på andet. Nu er jeg 21år jeg tænker meget på min broder men ved at han er et godt sted, jeg ved at han ikke ville ønske at jeg ødlage mit liv så nu er jeg ved at tage en god uddanelse som han ville være stolt af. Du skal tænke på hvad ville han havde ønsket? at du ødlægger dit liv? eller at du udføre noget i dit liv som han vil være stolt af? KOM VIDRE bliv til noget Kh Anna

Sidste år mistede jeg en god ven ved ulykke.
ens hverdag bliver ikke det samme tro man.
men tiden og smerten lære man at leve med
bliv ved med at snakke med din familie om det
det hjælpe
sprut stoffe og skære i selv sig gør bare det
være.

jeg bliver helt ked af det når jeg læser din tekst.
Jeg forstår du var meget knyttet til din bror, jeg er selv meget knyttet til min bror, og ville aldrig i livet kunne se at miste ham...
Jeg syntes du også skal se lidt positivt i det at du kan hjælpe andre med samme problemer...
knus og kram

hej marie
jeg vil li siger det er ikke det sammen at miste en mor eller far som at miste en bror.
jeg har selv miste min bror og jeg har også været sur på ham for jeg følet at han at han gik fra mig af og at jeg var selv til at kunne klar det hele nu.... så jeg har været meget sur på ham

det er synd dor dig....og jeg er helt klart med dig...jeg har selv midstede en mor og jeg hvade det heller ikke godt med det...så jeg kan godt se hvad du føler jeg er nu kommer over det men deter jom klaret jeg er det da det er 11år siden til sommer hvor jeg i dag er 16år....men hel og lykke til dig i fremtiden prøv at få det beste ud af den som mulig....jeg ved godt at det er svært men hel og lykke

Kære Marie.
sidste torsdag kom politiet og fortalte os at de havede fundet min bror død, i hans lejlighed.
Han har været syg af scelrose i 11 år, men havde altid fortalt at man ikke dødede af sygdommen, og naiv som jeg nu er troede jeg på ham. det er så svært at han ikke er her mere, og begravelsen var bare for hård, så jeg ved hvad du har gået igennem, og jeg føler virkelig at jeg står fast nu, jeg vil bare så gerne havde snakket med ham inden.......

... og hvis du har lyst, må du gerne skrive til min mail.
Jeg har selv lige mistet min far pga. sclerose. Han blev 54 år. Jeg er selv 34.
Sorgen er selvfølgelig altid stor, når man mister en af sine kære. Men noget er alligevel anderledes når det er pga. sygdom.
Venlig hilsen og knus
ina
manit@sol.dk