Min barndomsven har fået en baby.

Med sin kone, så nu har de to unger, en lillebitte en og en 4 år "gammel" knægt.
MEN så er det at det kommer. Jeg så ham ofte før i tiden, uden at vi direkte hang på hinanden, men så ham vel en til to gange om måneden, og der stod den på hygge osv.
Efter han blev gift, er det blevet til meget meget lidt kontakt, der kan nu gå måneder imellem han skriver bare en sms, eller en email, og det gør mig trist, det tager så kort tid, at skrive en lille hilsen.
Nu her havde vi aftalt at vi måske skulle ses, at jeg kommer til dem, da de jo har små børn, på onsdag, og jeg skulle for flere uger siden, have hørt fra dem, om det var ok jeg kiggede forbi, men igen, som de andre gange, har jeg intet hørt. Jeg var lige ved at rykke for et svar, men denne gang, gad jeg bare ikke, jeg syntes at "nok er nok"! HAN må komme ud af posen, hvis han vil se mig, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal finde mig i at blive holdt hen.
Og da det har været sådan i flere år, har jeg for lang tid siden spurgt om, han ville foretrække en pause, helt at slutte venskabet, men han nægter og siger, er du gal, vi elsker dig alle sammen, meget højt.
Et andet par, hvor jeg har kendt ham i lige så mange år, har også to børn, næsten samme alder, men der er ingen problemer, vi ses ca hv tredie uge.
Jeg ved godt vi kan snakke om overskud osv.... men ærligt, jeg føler mig sgu svigtet, ikke engang en hilsen får jeg. skal et venskab ikke plejes for, at man kan holde det ved lige?
Har i andre oplevet dette, at i har droppet en kammerat, pga en voksende familie, hvor i så bliver "glemt"?

Jeg forstaar godt at du foeler dig lidt svigtet af din gamle ven. Men du skal maaske taenke paa at selvom det andet vennepar har masser af overskud til at lave aftaler med dig, er det ikke sikkert at dette par har. Alle er jo forskellige og nogle bliver lettere mentalt overbelastede (well, stressede, men jeg synes det ord bliver brugt lidt for flittigt) end andre. Jeg kan forestille mig at han bare synes det hele er endnu svaerere naar hans bedste ven ikke viser forstaaelse.
Det kan jo vaere at du en dag faar brug for at han ogsaa giver dig lidt laengere snor.
Det kan jo godt vaere tilfaeldet at han bare ikke gider dig mere, men det tror jeg nu ikke saadan som du beskriver det.
Man skal helt sikkert holde et venskab ved lige, men lige nu er det dig der maa goere det, for det har din ven brug for. Hvis du holder af ham, saa haeng ved og maaske kunne du tilbyde din hjaelp saa de kunne faa lidt mere overskud.
Rigtige venner skulle jo ogsaa gerne vaere venner naar livet ikke lige falder een saa let.

man kan ikke hele tiden skiftes. Nogle gange hænge det på den ene i en årrække. En god ven hænger ved.
Hvorfor skal du det bekræftelsespjat? Kan du ikke bare kikke forbi noget oftere, og så bare ikke blive hængende, hvis du er i vejen? Det gør det sværere at se dig, hvis der skal gøres en masse anstalter, hvorimod folk der bare falder, ind altid er en ren fornøjelse i en travl tid.
Der er mange holdestationer mellem at være verdens navle og helt ude, men det vil du selv finde ud af, når din egen tid kommer og så vil du være flov over, hvad du tænkte om din ven.

Når man får børn forandrer hele ens liv sig. Pludselig er man far og skal tage sig af en lille baby. Man kan ikke gøre de samme ting mere som man kunne da man var uden børn.
Især i det første år sker der rigtig mange ting i barnets liv. Sådan er det at få børn, de kræver næsten al ens tid og venskaber kan altså godt løbe ud i sandet på den bekostning. Du vil opdage det den dag du selv får børn at det tager tid.
Der vil komme et tidspunkt hvor din ven sikkert vil få noget mere overskud og kan begynde at se venner igen, men lige nu er det vigtigste altså hans familie og det må du acceptere.
Man kan sagtens være venner uden at skulle ses hele tiden.

inden i svarede....???
Jeg har jo aldrig overrendt disse mennesker.....
Måske har jeg ikke gjort det klart, men hans forsvindende kontakt til mig, startede jo da han fik en kæreste...;o) Hende som han er gift med idag, og som er en kanon hustru.
jeg har også truffet min beslutning. jeg dropper ham, men fortæller ham det ikke engang, jeg lader det bare løbe ud i sandet.
god weekend.

Jeg må ikke bare droppe ind, da de netop har 10.000 ting at lave.... Jeg har aldrig bare måttet droppe ind. Ellers ville det da være hammer nemt.

Ind i mellem sker der bare noget. Og jeg ved af erfaring at det kan være at jeg ikke ser en i nogle år. Og det behøver ikke være familienforøgelse.
Men lig dem på is(ikke negativt ment, men lad vær med at kontakte dem9, og vent. Måske kan det være han har mere mental tid og overskud senere.
Som man jo sige - Du kan trække hesten til truget, men ikke få den til at æde. Eller sådan noet.
Det sker bare.
Så kan du jo også bare vælge at sige det lige ud. Om det er ved er være slut med at i er venner?
Men min erfaring er at det kan godt være jeg ikke har set en person i nogen år. men på et tidspunkt tager man kontakten op igen. Oftest efter at der er sket noget i dennes liv, der har væltet det lidt rundt.
En enkelt veninde er kommet tilbage efter hun blev skilt. Så havde hun mentalt overskud, da der pludselig var hul i nogen week ender hvor hun lige pludselig skulle underholde sig selv. Når eksmanden havde børnene.

Øv, hvorfor droppe ham, hvis du godt kan li' ham?
Børn har krav på deres forældre, hvorimod venner bidrager til det fælles tredje. Så i stedet for at kræve skal du bidrage eller hjælpe, hvis din ven betyder noget for dig.
Hvorfor skulle han ikke komme igen, når tid er?
Hilsen, Inga

af svigt.
Jeg har lige droppet en veninde, som aldrig havde tid og overskud til mig, selvom hun boede i en etværelses lejlighed og uden børn, men hun havde altid så travlt med sit arbejde, sine fritdsinteresser osv...
Til min store forbavselses blev hun meget ked af det, da jeg stoppede venskabet, men jeg har ofret mig selv i al for lang tid.
jeg mener også, atder må være grænser for, hvor lang en snor man skal give sine venner, for der er arbejde, der tager tid, søvn, ptaktiske ting, men der er også en del fritid, som man selv vælger at prioriterer, og når man så ofte bliver valgt fra, så føler man sig svigtet til sidst og så kan man bare ikke mere...
Men jeg vil ønske dig al mulig held oglykke i dit liv..[s]

hvad han skriver, han må jo netop ikke hjælpe og komme ubelejligt.
Jeg synes vennen opfører sig uanstændigt, for når han ikke engang gider svare på sms, hvornår de skal ses, eller bare sende en lille sms hilsen engang imellem...
Om hans ven kommer igen, når tid er der, det måikke vides, men der sættes nogle skår imellem en, når man i for lang tid er blevet tilsidesat, glemt og hvad, der ellers kan ligge til grund derfor...og hvor længe skal man blive ved med at gå rundt og føle sig svigtet...!
jeg har også kendt nogle veninder i mit liv, hvor der kan være lange og korte perioder i ens liv, hvor man ikke ses særlig ofte, og det har jeg det også fint med, men når ens bedste ven/inde giver udtryk for, at man betyder meget, men ikke viser det i handling, så opstår der forvirring...

Ja, men hvad har disse mennesker da lovet dig/jer, siden de nu svigter?

det var da rart, at der var bare en, der kunne følge mig...;o)