Mere fokus på vold mod kvinder.
Hvor kunne jeg godt ønske mig at der kom mere fokus på den vold nogle kvinder udsættes for af deres kærester/ægtemænd.
Jeg har i et langt liv levet i et ægteskab uden vold som de fleste andre - og kendte ikke til vold imod kvinder i min omgangskreds. jeg blev desværre alene, og mødte senere en mand, der i første omgang viste sig at være virkelig rar, forstående og omgængelig.Han havde et godt job,eget hus og to børn, som han havde haft hos sig altid.
Jeg var meget glad for ham.. men det skulle senere vise sig at blive fatalt for mig. Jeg var - da jeg mødte ham, meget udadvendt, havde mange venner og interesser. Han tog med tiden det fra mig.. Hvor underligt det end må lyde for nogle der aldrig har prøve det før. Han kontrollerede mig konstant, så jeg ikke følte mig tryg ved at tale med nogen.. Han tjekkede på computeren hele tiden for at se hvilke sider jeg havde besøgt - det betød at jeg ikke brugte nettet til andet end at læse nyhederne. Han tjekkede min tlf hver gang jeg vendte ryggen til - slettede alle beskeder der ikke var til og fra ham, og svarede for mig, når en sms kom til mig. Han kom på uventede tider mange gange dagligt i arbejdstiden - under påskud af at han lige kunne nå en kop kaffe med mig.. i starten var det rart, men det var ikke så behageligt at jeg ikke kunne forlade hjemmet.. jeg vidste jo aldrig hvornår han trådte ind ad døren. Jeg bad ham naturligvis ringe først.. men det gjorde han aldrig.. Hvis jeg havde besøg når han pludselig kom ind ad døren, blev han tydeligvis irriteret, og folk begyndte at holde sig fra mig. Alle sms og opringninger døde også langsomt hen, og jeg var alene med ham konstant.. jeg havde kun ham... Så begyndte volden.
Den første gang blev jeg naturligvis rystet og chokeret. Han gik da han havde banket mig grundigt. Den efterfølgende dag stod han foran min dør med blomster. Han undskyldte og sagde at han ikke vidste hvad der var gået af ham.. at han aldrig havde gjort sådan før.. og at han var forfærdelig ked af det. Jeg bad om tid til at tænke over hvad der var sket. Som ugen gik, tænkte jeg meget over at han havde mange problemer i sit liv, og at jeg jo havde haft det så rart med ham inden. Jeg lukkede ham ind og gjorde opmærksom på, at det ikke var i orden, hvad han havde gjort. Det ville aldrig ske igen - sagde han.
Men det skete igen - og igen - og igen!! Volden tog til og blev værre og værre.. I starten kom han altid med blomster og undskyldninger bagefter, men senere blev det bare sådan det var. Han sagde at jeg skulle lære at opføre mig ordentligt. Han sagde at det var fordi jeg havde sagt noget forkert - enten om hans børn eller ham.. og det skulle jeg ikke. Naturligvis skal man ikke det i et forhold - og jeg blev meget opmærksom på, hvordan jeg udtrykte mig, så jeg ikke blev misforstået... Ligemeget hjalp det.. volden fortsatte. Jeg var overbevist om, at det var mig der var noget galt med.. Hvordan kan man ellers gøre sig fortjent til det.
Det foregik altid på samme måde - han angreb som trold ud ad en æske - han tog meget pludselig fat i mig og smed mig i gulvet/ eller liggende med ryggen over armlænet i sofaen. han satte sig over mig, lagde et knæ i mine ribben, hænderne om min hals, og skiftevis bankede mit hovede i gulvet og slog med knyttet næve. Jeg forsøgte hver gang at beskytte mine tænder med mine hænder, men to gange har jeg forsøgt at trække min telefon op ad min lomme og trykke 112.. hver gang opdagede han det, og smadrede telefonen inden han fortsatte sin vold. Som oftest ødelagde han nogle af mine ting inden han gik - bla hev han den ene gang stikket ud af min fyldte kummefryser.
I januar gik alvoren op for mig under endnu et af hans angreb. Han angreb voldsommere end normalt - og da det ene slag ramte min kæbe mistede jeg bevidstheden.. Da jeg igen kom til bevidsthed var jeg afklædt og han var i færd med at have samleje med mig. Mine ribben i venstre side var trykkede og meget smertefulde, mit højre øje kunne ikke åbne, og min kæbe var øm og meget hævet. Jeg var rædselsslagen for at han skulle opdage at jeg var kommmet til bevidsthed og lå helt stille. Da han var færdig, satte han sig ved siden af mig med ryggen til, tændte en cigaret, og sad højlydt og sagde meget grimme ord om mig - der gik det for alvor op for mig at jeg havde at gøre med en virkelig farlig mand. Jeg var skræmt, og kunne ikke komme væk.. Jeg kunne kun ligge helt stille og håbe at han ikke opdagede at jeg var vågnet - det var som et mareridt.. det gik virkeligheden for alvor op for mig.. Han gik til slut op i min seng. Jeg blev meget chokeret over at se mig selv i spejlet på badeværelset. jeg var hævet og lignede en trafikulykke. Han stod fløjtende op næste morgen og gik og talte til mig.. da han satte sig ned ved bordet overfor mig og så på mig, ændrede hans udtryk sig.. men ikke til at han blev ked af hvad han havde gjort ved mig - snarere hvor ærgelig han var over hvor tydeligt det nu kunne ses for andre, og bange for at nogle skulle se mig nu.. I løbet af dagen opfandt han undskyldninger af alle slags som jeg skulle sige, hvis nogen så mig.. og indtil jeg var helet skulle han nok handle for mig.
Jeg var begyndt at frygte for mit liv, og måtte indse at jeg måtte finde et sted at bo der var sikkert, så han ikke kunne komme ind. Det var første skridt på vejen til at komme fri af ham. Det lykkedes mig at finde en lejlighed på anden sal, i en ejendom med dørtelefon og kameraovervågning. Kun to uger efter at jeg var flyttet ind gjorde han det igen.. han tog meget hårdt fat om min hals, så jeg havde vanskeligt ved at trække vejret. Jeg skreg undskyld.. for at få det stoppet.. det gjorde det hele værre - han råbte at jeg intet havde at undskylde for, og forstsatte sine slag og det stamme greb. Jeg forsøgte at sige at han slog mig ihjel.. jeg græd, og bad. Til sidst opgav jeg, og begyndte rent faktisk at forberede mig på at dø. Da han slap sit greb og gik til side, løb jeg på badeværelset og forsøgte at samle stumperne af min telefon, så jeg kunne tilkalde hjælp.. Dette kunne ikke lade sig gøre. Jeg lod som om jeg ringede efter hjælp, og talte derude fra.. og håbede at det kunne skræmme ham. Inden han forlod mit hjem, slettede han alle programmer på min computer.. alt hvad min søn og jeg havde forsvandt.
Nu kunne jeg for første gang holde ham ude.. han kunne kun nå til hoveddøren ved gaden. Tiden derefter var et mareridt.. han tilstod først, truede senere og blev virkelig arrig.
Jeg anmeldte ham aldrig - jeg vidste hvad konsekevensen var for ham og hans børn, hvis jeg gjorde det. Han ville miste sit job, og ville dermed ikke kunne blive i huset. Det havde jeg på daværende tidspunkt ikke psyke og styrke til at ville byde ham og hans børn (selvom disse nu var blevet over 18 år).
Nu er det et halvt år siden - 2 uger efter fandt han en anden, men hans trusler/chikane stoppede ikke med det. Jeg kommer stort set ikke ud.. Mine voksne børn handler for mig, og jeg er rædselsslagen, når jeg løber fra hoveddøren til min bil.. der er ti meter. Jeg har to gange set ham, når jeg har været samme med nye bekendte.. han griner når han ser os, og hilser vellystent på mine venner. Mange i byen er kommet til mig og sagt at jeg da vist er vanskelig at være sammen med - for han har fortalt at jeg er psykisk syg, og derfor skal holdes fast engang imellem hvis jeg ikke har fået min medicin -det magtede han ikke, og måtte derfor forlade mig.
Jeg ved jo godt at jeg ikke er den eneste kvinde der lever i konstant frygt for en mand - men hvor er retfærdigheden henne? Kan det virkelig være rigtigt at man i dagens Danmark lader mænd dominere, terrorisere og udøve vold uden konsekvens? Hvorfor kan man ikke straffe den slags mænd på lige fod med alle andre forbrydere? De destruerer fuldstændig et andet menneskes frie liv - og gør det igen og igen.. fuldstændig ustraffet. Jeg mener så absolut at der burde være mere fokus på alle de mænd der fuldstændig ødelægger de kvinder de kommer i nærheden af - og jeg har så absolut fundet ud af, at den slags mænd så sandelig findes.. ikke kun i lavere kredse, men overalt.
Jeg har i et langt liv levet i et ægteskab uden vold som de fleste andre - og kendte ikke til vold imod kvinder i min omgangskreds. jeg blev desværre alene, og mødte senere en mand, der i første omgang viste sig at være virkelig rar, forstående og omgængelig.Han havde et godt job,eget hus og to børn, som han havde haft hos sig altid.
Jeg var meget glad for ham.. men det skulle senere vise sig at blive fatalt for mig. Jeg var - da jeg mødte ham, meget udadvendt, havde mange venner og interesser. Han tog med tiden det fra mig.. Hvor underligt det end må lyde for nogle der aldrig har prøve det før. Han kontrollerede mig konstant, så jeg ikke følte mig tryg ved at tale med nogen.. Han tjekkede på computeren hele tiden for at se hvilke sider jeg havde besøgt - det betød at jeg ikke brugte nettet til andet end at læse nyhederne. Han tjekkede min tlf hver gang jeg vendte ryggen til - slettede alle beskeder der ikke var til og fra ham, og svarede for mig, når en sms kom til mig. Han kom på uventede tider mange gange dagligt i arbejdstiden - under påskud af at han lige kunne nå en kop kaffe med mig.. i starten var det rart, men det var ikke så behageligt at jeg ikke kunne forlade hjemmet.. jeg vidste jo aldrig hvornår han trådte ind ad døren. Jeg bad ham naturligvis ringe først.. men det gjorde han aldrig.. Hvis jeg havde besøg når han pludselig kom ind ad døren, blev han tydeligvis irriteret, og folk begyndte at holde sig fra mig. Alle sms og opringninger døde også langsomt hen, og jeg var alene med ham konstant.. jeg havde kun ham... Så begyndte volden.
Den første gang blev jeg naturligvis rystet og chokeret. Han gik da han havde banket mig grundigt. Den efterfølgende dag stod han foran min dør med blomster. Han undskyldte og sagde at han ikke vidste hvad der var gået af ham.. at han aldrig havde gjort sådan før.. og at han var forfærdelig ked af det. Jeg bad om tid til at tænke over hvad der var sket. Som ugen gik, tænkte jeg meget over at han havde mange problemer i sit liv, og at jeg jo havde haft det så rart med ham inden. Jeg lukkede ham ind og gjorde opmærksom på, at det ikke var i orden, hvad han havde gjort. Det ville aldrig ske igen - sagde han.
Men det skete igen - og igen - og igen!! Volden tog til og blev værre og værre.. I starten kom han altid med blomster og undskyldninger bagefter, men senere blev det bare sådan det var. Han sagde at jeg skulle lære at opføre mig ordentligt. Han sagde at det var fordi jeg havde sagt noget forkert - enten om hans børn eller ham.. og det skulle jeg ikke. Naturligvis skal man ikke det i et forhold - og jeg blev meget opmærksom på, hvordan jeg udtrykte mig, så jeg ikke blev misforstået... Ligemeget hjalp det.. volden fortsatte. Jeg var overbevist om, at det var mig der var noget galt med.. Hvordan kan man ellers gøre sig fortjent til det.
Det foregik altid på samme måde - han angreb som trold ud ad en æske - han tog meget pludselig fat i mig og smed mig i gulvet/ eller liggende med ryggen over armlænet i sofaen. han satte sig over mig, lagde et knæ i mine ribben, hænderne om min hals, og skiftevis bankede mit hovede i gulvet og slog med knyttet næve. Jeg forsøgte hver gang at beskytte mine tænder med mine hænder, men to gange har jeg forsøgt at trække min telefon op ad min lomme og trykke 112.. hver gang opdagede han det, og smadrede telefonen inden han fortsatte sin vold. Som oftest ødelagde han nogle af mine ting inden han gik - bla hev han den ene gang stikket ud af min fyldte kummefryser.
I januar gik alvoren op for mig under endnu et af hans angreb. Han angreb voldsommere end normalt - og da det ene slag ramte min kæbe mistede jeg bevidstheden.. Da jeg igen kom til bevidsthed var jeg afklædt og han var i færd med at have samleje med mig. Mine ribben i venstre side var trykkede og meget smertefulde, mit højre øje kunne ikke åbne, og min kæbe var øm og meget hævet. Jeg var rædselsslagen for at han skulle opdage at jeg var kommmet til bevidsthed og lå helt stille. Da han var færdig, satte han sig ved siden af mig med ryggen til, tændte en cigaret, og sad højlydt og sagde meget grimme ord om mig - der gik det for alvor op for mig at jeg havde at gøre med en virkelig farlig mand. Jeg var skræmt, og kunne ikke komme væk.. Jeg kunne kun ligge helt stille og håbe at han ikke opdagede at jeg var vågnet - det var som et mareridt.. det gik virkeligheden for alvor op for mig.. Han gik til slut op i min seng. Jeg blev meget chokeret over at se mig selv i spejlet på badeværelset. jeg var hævet og lignede en trafikulykke. Han stod fløjtende op næste morgen og gik og talte til mig.. da han satte sig ned ved bordet overfor mig og så på mig, ændrede hans udtryk sig.. men ikke til at han blev ked af hvad han havde gjort ved mig - snarere hvor ærgelig han var over hvor tydeligt det nu kunne ses for andre, og bange for at nogle skulle se mig nu.. I løbet af dagen opfandt han undskyldninger af alle slags som jeg skulle sige, hvis nogen så mig.. og indtil jeg var helet skulle han nok handle for mig.
Jeg var begyndt at frygte for mit liv, og måtte indse at jeg måtte finde et sted at bo der var sikkert, så han ikke kunne komme ind. Det var første skridt på vejen til at komme fri af ham. Det lykkedes mig at finde en lejlighed på anden sal, i en ejendom med dørtelefon og kameraovervågning. Kun to uger efter at jeg var flyttet ind gjorde han det igen.. han tog meget hårdt fat om min hals, så jeg havde vanskeligt ved at trække vejret. Jeg skreg undskyld.. for at få det stoppet.. det gjorde det hele værre - han råbte at jeg intet havde at undskylde for, og forstsatte sine slag og det stamme greb. Jeg forsøgte at sige at han slog mig ihjel.. jeg græd, og bad. Til sidst opgav jeg, og begyndte rent faktisk at forberede mig på at dø. Da han slap sit greb og gik til side, løb jeg på badeværelset og forsøgte at samle stumperne af min telefon, så jeg kunne tilkalde hjælp.. Dette kunne ikke lade sig gøre. Jeg lod som om jeg ringede efter hjælp, og talte derude fra.. og håbede at det kunne skræmme ham. Inden han forlod mit hjem, slettede han alle programmer på min computer.. alt hvad min søn og jeg havde forsvandt.
Nu kunne jeg for første gang holde ham ude.. han kunne kun nå til hoveddøren ved gaden. Tiden derefter var et mareridt.. han tilstod først, truede senere og blev virkelig arrig.
Jeg anmeldte ham aldrig - jeg vidste hvad konsekevensen var for ham og hans børn, hvis jeg gjorde det. Han ville miste sit job, og ville dermed ikke kunne blive i huset. Det havde jeg på daværende tidspunkt ikke psyke og styrke til at ville byde ham og hans børn (selvom disse nu var blevet over 18 år).
Nu er det et halvt år siden - 2 uger efter fandt han en anden, men hans trusler/chikane stoppede ikke med det. Jeg kommer stort set ikke ud.. Mine voksne børn handler for mig, og jeg er rædselsslagen, når jeg løber fra hoveddøren til min bil.. der er ti meter. Jeg har to gange set ham, når jeg har været samme med nye bekendte.. han griner når han ser os, og hilser vellystent på mine venner. Mange i byen er kommet til mig og sagt at jeg da vist er vanskelig at være sammen med - for han har fortalt at jeg er psykisk syg, og derfor skal holdes fast engang imellem hvis jeg ikke har fået min medicin -det magtede han ikke, og måtte derfor forlade mig.
Jeg ved jo godt at jeg ikke er den eneste kvinde der lever i konstant frygt for en mand - men hvor er retfærdigheden henne? Kan det virkelig være rigtigt at man i dagens Danmark lader mænd dominere, terrorisere og udøve vold uden konsekvens? Hvorfor kan man ikke straffe den slags mænd på lige fod med alle andre forbrydere? De destruerer fuldstændig et andet menneskes frie liv - og gør det igen og igen.. fuldstændig ustraffet. Jeg mener så absolut at der burde være mere fokus på alle de mænd der fuldstændig ødelægger de kvinder de kommer i nærheden af - og jeg har så absolut fundet ud af, at den slags mænd så sandelig findes.. ikke kun i lavere kredse, men overalt.