Mattæusevangeliet
LIGE siden oprøret i Eden har Jehova fremholdt det trøstende løfte for menneskene at han gennem sin „kvindes“ afkom ville tilvejebringe en udfrielse for alle der elsker retfærdighed. Han besluttede at dette afkom, Messias, skulle fremstå af Israels nation. Efterhånden som århundrederne gik, lod han de inspirerede hebraiske skribenter nedskrive mange profetier der viste at Afkommet skulle være konge i Guds rige og hellige Jehovas navn ved for stedse at rense det for den forsmædelse det har været udsat for. Disse profeter omtalte mange enkeltheder vedrørende ham der skulle hævde Jehovas navn og tilvejebringe en udfrielse fra frygt, undertrykkelse, synd og død. Da nedskrivningen af De Hebraiske Skrifter var fuldført, var håbet om Messias slået fast i jødernes bevidsthed.
I mellemtiden var der sket store forandringer i verden. Som forberedelse til Messias’ komme havde Gud manøvreret med nationerne så der var skabt de bedste betingelser for at den gode nyhed om denne begivenhed kunne spredes vidt og bredt. Den femte verdensmagt, Grækenland, havde frembragt et verdenssprog. Rom, den sjette verdensmagt, havde samlet de nationer den havde besejret, til et verdensimperium, og anlagt veje der forbandt alle dele af riget. Mange jøder var blevet spredt rundt om i dette rige, og derved havde andre hørt om deres Messiasforventninger. Og nu, mere end 4000 år efter løftet i Eden, var Messias fremstået! Det længe ventede lovede afkom var kommet! Nogle af de begivenheder der fandt sted mens Messias trofast gjorde sin Faders vilje her på jorden, hører til de vigtigste i verdenshistorien.
Tiden var atter inde til at nedskrive inspirerede beretninger om disse betydningsfulde begivenheder. Jehova ledede ved sin ånd fire trofaste mænd til uafhængigt af hinanden at skrive om Jesus, hvorved der fremkom et firfoldigt vidneudsagn om at Jesus var Messias, det afkom og den konge der var givet løfte om, og fire beretninger med mange enkeltheder fra hans liv, hans tjeneste, hans henrettelse og hans opstandelse. Disse beretninger kaldes „evangelier“, og ordet „evangelium“ betyder „god nyhed“. Selv om de fire evangelier er sideløbende og ofte skildrer de samme begivenheder, er de på ingen måde enslydende. De tre første evangelier kaldes ofte „synoptiske“ (fra et græsk udtryk der betyder „samme syn“), fordi de i det store og hele behandler Jesu liv på jorden under samme synsvinkel. Men hver af de fire skribenter — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — fortæller sin egen beretning om Kristus. Hver fremhæver et bestemt tema, har en særlig hensigt med det han skriver, lader sin personlighed skinne igennem og har dem i tanke som han i første række skriver for. Jo mere vi undersøger deres skrifter, desto klarere ser vi at disse fire inspirerede bøger har hver sit særpræg, supplerer hinanden og stemmer overens.
Den første der nedskrev den gode nyhed om Kristus var Mattæus. Hans navn er sandsynligvis en forkortet form af det hebraiske Mattitjah′, der betyder „Jehovas gave“. Mattæus var en af de tolv apostle Jesus udvalgte, og han havde et nært, fortroligt forhold til Mesteren mens denne rejste rundt i hele Palæstina og forkyndte og lærte om Guds rige. Før han blev en af Jesu disciple var han skatteopkræver, en beskæftigelse jøderne betragtede med den største afsky, fordi den var dem en stadig påmindelse om at de ikke var frie men underlagt Romerriget. Mattæus blev også kaldt Levi, og han var søn af Alfæus. Han tog straks imod Jesu indbydelse til at følge ham. — Matt. 9:9; Mark. 2:14; Luk. 5:27-32.
I Mattæusevangeliet siges der ikke noget om hvem der har skrevet det, men tidlige kirkehistorikere lader os ikke i tvivl om at det er Mattæus. Der findes måske ingen bog af den alder der får sin skribent så klart og enstemmigt fastslået som Mattæus’ evangelium. Lige fra Papias af Hierapolis (begyndelsen af det andet århundrede e.v.t.) har vi en række gamle vidnesbyrd om at dette evangelium er skrevet af Mattæus og at det er en ægte del af Guds ord. McClintock og Strongs Cyclopedia siger: „Forskellige passager fra Mattæusevangeliet citeres af Justinus Martyr, af forfatteren til brevet til Diognetus (se Ottos Justin Martyr, bind ii) og af Hegesippus, Irenæus, Tatian, Athenagoras, Theofilus, Clemens, Tertullian og Origenes. Det er ikke alene på grund af citaternes indhold, men også på grund af den måde de anvendes på — disse forfattere benytter dem tillidsfuldt som man benytter en anerkendt autoritet og giver ikke udtryk for den mindste tvivl — at vi betragter det som bevist at den bog vi har i dag, ikke har undergået nogen pludselige ændringer.“ Den omstændighed at Mattæus var apostel og som sådan havde Guds ånd, gør at vi kan have fuld tillid til hans beretning.
Mattæus skrev sin beretning i Palæstina. Det nøjagtige tidspunkt kendes ikke, men efterskrifterne på nogle håndskrifter (alle af senere dato end det tiende århundrede) siger at det var i år 41 e.v.t. Visse ting tyder på at Mattæus oprindelig skrev sit evangelium på det hebraisk som folket talte dengang, og senere oversatte det til græsk. I sit værk De viris inlustribus (Om berømmelige mænd) skriver Hieronymus i kapitel III: „Mattæus, der også hed Levi og som fra at være tolder blev apostel, skrev som den første et evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske bogstaver, til gavn for dem af de omskårne der var blevet troende.“ Hieronymus tilføjer at dette evangeliums hebraiske tekst på hans tid (det fjerde og femte århundrede e.v.t.) blev opbevaret i det bibliotek som Pamfilus havde samlet i Cæsarea.
I begyndelsen af det tredje århundrede skrev Origenes om evangelierne, ifølge kirkehistorikeren Eusebios: „Det første blev skrevet af . . . Matthæus . . . Han udgav det for de troende, der kom fra Jødedommen, og han skrev det paa det hebraiske Sprog.“ At det i første række blev skrevet for jøderne fremgår af slægtsregisteret der viser at Jesus retsligt set nedstammer fra Abraham, og af de mange henvisninger til steder i De Hebraiske Skrifter som peger frem til Messias. Det er rimeligt at tro at Mattæus brugte Guds navn Jehova i form af tetragrammet når han citerede fra afsnit i De Hebraiske Skrifter der indeholdt navnet. Det er grunden til at Mattæusevangeliet i Ny Verden-oversættelsen indeholder navnet Jehova atten gange, ligesom det er tilfældet i den hebraiske oversættelse af F. Delitzsch fra det 19. århundrede. Mattæus må have haft samme indstilling som Jesus hvad Guds navn angik, og kan ikke have ladet den fremherskende jødiske overtro hindre ham i at bruge navnet. — Matt. 6:9; Joh. 17:6, 26.
Eftersom Mattæus havde været skatteopkræver er det ikke så mærkeligt at han var nøjagtig i sin omtale af penge, tal og værdier. (Matt. 17:27; 26:15; 27:3) Han var meget taknemmelig over at Guds barmhjertighed havde gjort det muligt for ham, en foragtet skatteopkræver, at blive en forkynder af den gode nyhed og opnå en så nær tilknytning til Jesus. Mattæus er den eneste af evangelisterne der anfører Jesu ord om at der foruden ofre kræves barmhjertighed. (9:9-13; 12:7; 18:21-35) Mattæus var i høj grad blevet opmuntret af Jehovas ufortjente godhed, og der er derfor ikke noget at sige til at han husker og medtager nogle af de mest trøstende ord Jesus udtalte: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (11:28-30) Disse milde ord må have virket meget opmuntrende på den tidligere skatteopkræver, hvis landsmænd uden tvivl kun havde haft hån og spot tilovers for ham!
Mattæus fremhæver at temaet eller grundtanken i Jesu forkyndelse var „himlenes rige“. (4:17) For ham var Jesus forkynderen og kongen. Han anvender udtrykket „rige“ så ofte (over 50 gange) at hans evangelium kan kaldes evangeliet om Riget. Mattæus var mere interesseret i at præsentere Jesu offentlige taler og foredrag i logisk rækkefølge end i at følge en strengt kronologisk orden. I de første atten kapitler afviger Mattæus fra den kronologiske orden for at fremhæve forkyndelsen af Riget; men i de sidste ti kapitler (19-28) har han i det store og hele ordnet stoffet kronologisk, uden dog at glemme at betone budskabet om Riget.
Toogfyrre procent af stoffet i Mattæusevangeliet findes ikke i nogen af de tre andre evangelier. Til disse 42 procent hører mindst ti billedtaler eller illustrationer: Ukrudtet blandt hveden (13:24-30), den skjulte skat (13:44), perlen af stor værdi (13:45, 46), voddet (13:47-50), den ubarmhjertige træl (18:23-35), arbejderne og denaren (20:1-16), faderen og de to sønner (21:28-32), kongesønnens bryllup (22:1-14), de ti jomfruer (25:1-13) og talenterne (25:14-30). Bogen omhandler begivenheder fra Jesu fødsel i år 2 f.v.t. til hans møde med disciplene i år 33, lige før han steg op til himmelen.
I mellemtiden var der sket store forandringer i verden. Som forberedelse til Messias’ komme havde Gud manøvreret med nationerne så der var skabt de bedste betingelser for at den gode nyhed om denne begivenhed kunne spredes vidt og bredt. Den femte verdensmagt, Grækenland, havde frembragt et verdenssprog. Rom, den sjette verdensmagt, havde samlet de nationer den havde besejret, til et verdensimperium, og anlagt veje der forbandt alle dele af riget. Mange jøder var blevet spredt rundt om i dette rige, og derved havde andre hørt om deres Messiasforventninger. Og nu, mere end 4000 år efter løftet i Eden, var Messias fremstået! Det længe ventede lovede afkom var kommet! Nogle af de begivenheder der fandt sted mens Messias trofast gjorde sin Faders vilje her på jorden, hører til de vigtigste i verdenshistorien.
Tiden var atter inde til at nedskrive inspirerede beretninger om disse betydningsfulde begivenheder. Jehova ledede ved sin ånd fire trofaste mænd til uafhængigt af hinanden at skrive om Jesus, hvorved der fremkom et firfoldigt vidneudsagn om at Jesus var Messias, det afkom og den konge der var givet løfte om, og fire beretninger med mange enkeltheder fra hans liv, hans tjeneste, hans henrettelse og hans opstandelse. Disse beretninger kaldes „evangelier“, og ordet „evangelium“ betyder „god nyhed“. Selv om de fire evangelier er sideløbende og ofte skildrer de samme begivenheder, er de på ingen måde enslydende. De tre første evangelier kaldes ofte „synoptiske“ (fra et græsk udtryk der betyder „samme syn“), fordi de i det store og hele behandler Jesu liv på jorden under samme synsvinkel. Men hver af de fire skribenter — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — fortæller sin egen beretning om Kristus. Hver fremhæver et bestemt tema, har en særlig hensigt med det han skriver, lader sin personlighed skinne igennem og har dem i tanke som han i første række skriver for. Jo mere vi undersøger deres skrifter, desto klarere ser vi at disse fire inspirerede bøger har hver sit særpræg, supplerer hinanden og stemmer overens.
Den første der nedskrev den gode nyhed om Kristus var Mattæus. Hans navn er sandsynligvis en forkortet form af det hebraiske Mattitjah′, der betyder „Jehovas gave“. Mattæus var en af de tolv apostle Jesus udvalgte, og han havde et nært, fortroligt forhold til Mesteren mens denne rejste rundt i hele Palæstina og forkyndte og lærte om Guds rige. Før han blev en af Jesu disciple var han skatteopkræver, en beskæftigelse jøderne betragtede med den største afsky, fordi den var dem en stadig påmindelse om at de ikke var frie men underlagt Romerriget. Mattæus blev også kaldt Levi, og han var søn af Alfæus. Han tog straks imod Jesu indbydelse til at følge ham. — Matt. 9:9; Mark. 2:14; Luk. 5:27-32.
I Mattæusevangeliet siges der ikke noget om hvem der har skrevet det, men tidlige kirkehistorikere lader os ikke i tvivl om at det er Mattæus. Der findes måske ingen bog af den alder der får sin skribent så klart og enstemmigt fastslået som Mattæus’ evangelium. Lige fra Papias af Hierapolis (begyndelsen af det andet århundrede e.v.t.) har vi en række gamle vidnesbyrd om at dette evangelium er skrevet af Mattæus og at det er en ægte del af Guds ord. McClintock og Strongs Cyclopedia siger: „Forskellige passager fra Mattæusevangeliet citeres af Justinus Martyr, af forfatteren til brevet til Diognetus (se Ottos Justin Martyr, bind ii) og af Hegesippus, Irenæus, Tatian, Athenagoras, Theofilus, Clemens, Tertullian og Origenes. Det er ikke alene på grund af citaternes indhold, men også på grund af den måde de anvendes på — disse forfattere benytter dem tillidsfuldt som man benytter en anerkendt autoritet og giver ikke udtryk for den mindste tvivl — at vi betragter det som bevist at den bog vi har i dag, ikke har undergået nogen pludselige ændringer.“ Den omstændighed at Mattæus var apostel og som sådan havde Guds ånd, gør at vi kan have fuld tillid til hans beretning.
Mattæus skrev sin beretning i Palæstina. Det nøjagtige tidspunkt kendes ikke, men efterskrifterne på nogle håndskrifter (alle af senere dato end det tiende århundrede) siger at det var i år 41 e.v.t. Visse ting tyder på at Mattæus oprindelig skrev sit evangelium på det hebraisk som folket talte dengang, og senere oversatte det til græsk. I sit værk De viris inlustribus (Om berømmelige mænd) skriver Hieronymus i kapitel III: „Mattæus, der også hed Levi og som fra at være tolder blev apostel, skrev som den første et evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske bogstaver, til gavn for dem af de omskårne der var blevet troende.“ Hieronymus tilføjer at dette evangeliums hebraiske tekst på hans tid (det fjerde og femte århundrede e.v.t.) blev opbevaret i det bibliotek som Pamfilus havde samlet i Cæsarea.
I begyndelsen af det tredje århundrede skrev Origenes om evangelierne, ifølge kirkehistorikeren Eusebios: „Det første blev skrevet af . . . Matthæus . . . Han udgav det for de troende, der kom fra Jødedommen, og han skrev det paa det hebraiske Sprog.“ At det i første række blev skrevet for jøderne fremgår af slægtsregisteret der viser at Jesus retsligt set nedstammer fra Abraham, og af de mange henvisninger til steder i De Hebraiske Skrifter som peger frem til Messias. Det er rimeligt at tro at Mattæus brugte Guds navn Jehova i form af tetragrammet når han citerede fra afsnit i De Hebraiske Skrifter der indeholdt navnet. Det er grunden til at Mattæusevangeliet i Ny Verden-oversættelsen indeholder navnet Jehova atten gange, ligesom det er tilfældet i den hebraiske oversættelse af F. Delitzsch fra det 19. århundrede. Mattæus må have haft samme indstilling som Jesus hvad Guds navn angik, og kan ikke have ladet den fremherskende jødiske overtro hindre ham i at bruge navnet. — Matt. 6:9; Joh. 17:6, 26.
Eftersom Mattæus havde været skatteopkræver er det ikke så mærkeligt at han var nøjagtig i sin omtale af penge, tal og værdier. (Matt. 17:27; 26:15; 27:3) Han var meget taknemmelig over at Guds barmhjertighed havde gjort det muligt for ham, en foragtet skatteopkræver, at blive en forkynder af den gode nyhed og opnå en så nær tilknytning til Jesus. Mattæus er den eneste af evangelisterne der anfører Jesu ord om at der foruden ofre kræves barmhjertighed. (9:9-13; 12:7; 18:21-35) Mattæus var i høj grad blevet opmuntret af Jehovas ufortjente godhed, og der er derfor ikke noget at sige til at han husker og medtager nogle af de mest trøstende ord Jesus udtalte: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ (11:28-30) Disse milde ord må have virket meget opmuntrende på den tidligere skatteopkræver, hvis landsmænd uden tvivl kun havde haft hån og spot tilovers for ham!
Mattæus fremhæver at temaet eller grundtanken i Jesu forkyndelse var „himlenes rige“. (4:17) For ham var Jesus forkynderen og kongen. Han anvender udtrykket „rige“ så ofte (over 50 gange) at hans evangelium kan kaldes evangeliet om Riget. Mattæus var mere interesseret i at præsentere Jesu offentlige taler og foredrag i logisk rækkefølge end i at følge en strengt kronologisk orden. I de første atten kapitler afviger Mattæus fra den kronologiske orden for at fremhæve forkyndelsen af Riget; men i de sidste ti kapitler (19-28) har han i det store og hele ordnet stoffet kronologisk, uden dog at glemme at betone budskabet om Riget.
Toogfyrre procent af stoffet i Mattæusevangeliet findes ikke i nogen af de tre andre evangelier. Til disse 42 procent hører mindst ti billedtaler eller illustrationer: Ukrudtet blandt hveden (13:24-30), den skjulte skat (13:44), perlen af stor værdi (13:45, 46), voddet (13:47-50), den ubarmhjertige træl (18:23-35), arbejderne og denaren (20:1-16), faderen og de to sønner (21:28-32), kongesønnens bryllup (22:1-14), de ti jomfruer (25:1-13) og talenterne (25:14-30). Bogen omhandler begivenheder fra Jesu fødsel i år 2 f.v.t. til hans møde med disciplene i år 33, lige før han steg op til himmelen.