Livets spil
<Livets spil>
Har du prøvet det❓
Ja selvfølgelig har du det, du lever jo.
Ligesom jeg, og millioner af andre.
Spille kan være sjovt, og spændende
Godt og lykkeligt
Men det har også en anden side.
Som alle andre spil.
Det kan være trist og svært
Hårdt og træls
Men alligevel spiller vi videre
Nogen giver op og taber,
Men disse tror vel selv de har vundet,
Hvis de virkelig ikke kunne se de også
kunne vinde på anden vis.
Du bliver ikke betragtet som andet end en prik,
Prikken i spillet, og du vil gerne vinde,
Men for og vinde spiller, må og skal du
gennem utallige forhindringer.
Op og ned ture, frem og tilbage, rundt omkring.
Du kan ikke komme uden om det, det
er den eneste måde og vinde på.
Nogen er heldig, nogen har kun held
på deres spille bræt, mens andre ender
Foran den store sorte mur utallige gange.
Og den er svær bare og hoppe over,
men alligevel prøver man.
Man vil jo videre i spillet,
ikke bare stå der og se til mens da
andre prikker suser videre forbi dig.
Det siges jo, et spil skal være sjovt,
hvilket jo også er rigtigt nok.
Men ingen fortalte mig, at spillet
også kunne være svært og hårdt.
Ingen lod mig vide, man kunne ende der,
hvor man bare ville give op,
og ende spillet i dét sekund.
Jeg selv har givet op mange gange,
min prik lå ned, utallige gange.
Men den har altid på mystisk vis,
udvist en styrke, til og rejse sig,
og prøve lige en sidste gang.
Hver gang, er sidste gang, også denne, også næste.
Man skal være stærk for og udholde spillets regler,
men i bund og grund er det dig selv
der sætter spillets regler.
Ingen gør det for dig, men du kan være
heldig og få hjælp på din vej,
således du går den rigtige vej,
og ikke vender om og siger stop!
Spillet varer for nogen, år efter år,
de næste 80 år.
For andre når de kun under halvvejen,
hvilket er trist.
Men jeg tror de kæmpede,
og råbte om hjælp i spillet,
men de blev ikke hørt,
ikke ledt på den rette vej,
de lærte aldrig at rejse sig.
Deres prik faldt, det gjorde min også,
men jeg tænkte mig om, det kunne ikke
passe jeg skulle tabe spillet.
Alt var sort, muren var for høj,
men alligevel tvang jeg mig selv til
og tænke,
bare én gang mere om dette virkelig
kunne være rigtigt.
Jeg ved ikke hvor mange fald jeg kan klare mere,
før jeg må opgive, men jeg ved jeg vil
kæmpe til sidste tåre,
til den sidste dråbe sved på panden,
enten alene som hidtil,
eller med støtte og hjælp.
Der må være en god vej i spillet,
spillet mange kalder livet.
Et spil, jeg kunne have tabt,
men indtil nu føler jeg mig som en vinder,
på trods af mange hårde fald.
Fald der gjorde ondt,
og tog meget fra mig,
men jeg rejste mig,
og viste at jeg også kunne spille,
spille på min måde, men dog spille.
Nu har jeg bestemt mig for,
jeg vil vinde,
jeg vil tage et ryk hver dag,
og ende som vinderen,
men jeg ved også dette er det
sværeste mål jeg nogensinde har og vil kunne sætte mig for.
Især når jeg stopper spillet for en stund,
og ser tilbage på alle de fald, alt det triste,
hårde, der allerede har været.
Men hvis jeg kan, så kan du også.
Og jo jeg er sikker,
helt sikker på at du også kan.
Men jeg ved også, at for nogen,
er spillet stoppet,
men til dem, vil jeg bare sige,
rejs jeres prik op igen,
prøv bare én gang til.
Det kan lade sig gøre og vinde,
hvis du i dit inderste husker på,
at selv du har fortjent og vinde,
at du er noget ganske særligt,
ellers ville du ikke være givet
chancen for at spille dette spil.
Spillet mange kalder livet.
Poet – <Tanken svæver>
24. August 2004 Kl. 11.59
Har du prøvet det❓
Ja selvfølgelig har du det, du lever jo.
Ligesom jeg, og millioner af andre.
Spille kan være sjovt, og spændende
Godt og lykkeligt
Men det har også en anden side.
Som alle andre spil.
Det kan være trist og svært
Hårdt og træls
Men alligevel spiller vi videre
Nogen giver op og taber,
Men disse tror vel selv de har vundet,
Hvis de virkelig ikke kunne se de også
kunne vinde på anden vis.
Du bliver ikke betragtet som andet end en prik,
Prikken i spillet, og du vil gerne vinde,
Men for og vinde spiller, må og skal du
gennem utallige forhindringer.
Op og ned ture, frem og tilbage, rundt omkring.
Du kan ikke komme uden om det, det
er den eneste måde og vinde på.
Nogen er heldig, nogen har kun held
på deres spille bræt, mens andre ender
Foran den store sorte mur utallige gange.
Og den er svær bare og hoppe over,
men alligevel prøver man.
Man vil jo videre i spillet,
ikke bare stå der og se til mens da
andre prikker suser videre forbi dig.
Det siges jo, et spil skal være sjovt,
hvilket jo også er rigtigt nok.
Men ingen fortalte mig, at spillet
også kunne være svært og hårdt.
Ingen lod mig vide, man kunne ende der,
hvor man bare ville give op,
og ende spillet i dét sekund.
Jeg selv har givet op mange gange,
min prik lå ned, utallige gange.
Men den har altid på mystisk vis,
udvist en styrke, til og rejse sig,
og prøve lige en sidste gang.
Hver gang, er sidste gang, også denne, også næste.
Man skal være stærk for og udholde spillets regler,
men i bund og grund er det dig selv
der sætter spillets regler.
Ingen gør det for dig, men du kan være
heldig og få hjælp på din vej,
således du går den rigtige vej,
og ikke vender om og siger stop!
Spillet varer for nogen, år efter år,
de næste 80 år.
For andre når de kun under halvvejen,
hvilket er trist.
Men jeg tror de kæmpede,
og råbte om hjælp i spillet,
men de blev ikke hørt,
ikke ledt på den rette vej,
de lærte aldrig at rejse sig.
Deres prik faldt, det gjorde min også,
men jeg tænkte mig om, det kunne ikke
passe jeg skulle tabe spillet.
Alt var sort, muren var for høj,
men alligevel tvang jeg mig selv til
og tænke,
bare én gang mere om dette virkelig
kunne være rigtigt.
Jeg ved ikke hvor mange fald jeg kan klare mere,
før jeg må opgive, men jeg ved jeg vil
kæmpe til sidste tåre,
til den sidste dråbe sved på panden,
enten alene som hidtil,
eller med støtte og hjælp.
Der må være en god vej i spillet,
spillet mange kalder livet.
Et spil, jeg kunne have tabt,
men indtil nu føler jeg mig som en vinder,
på trods af mange hårde fald.
Fald der gjorde ondt,
og tog meget fra mig,
men jeg rejste mig,
og viste at jeg også kunne spille,
spille på min måde, men dog spille.
Nu har jeg bestemt mig for,
jeg vil vinde,
jeg vil tage et ryk hver dag,
og ende som vinderen,
men jeg ved også dette er det
sværeste mål jeg nogensinde har og vil kunne sætte mig for.
Især når jeg stopper spillet for en stund,
og ser tilbage på alle de fald, alt det triste,
hårde, der allerede har været.
Men hvis jeg kan, så kan du også.
Og jo jeg er sikker,
helt sikker på at du også kan.
Men jeg ved også, at for nogen,
er spillet stoppet,
men til dem, vil jeg bare sige,
rejs jeres prik op igen,
prøv bare én gang til.
Det kan lade sig gøre og vinde,
hvis du i dit inderste husker på,
at selv du har fortjent og vinde,
at du er noget ganske særligt,
ellers ville du ikke være givet
chancen for at spille dette spil.
Spillet mange kalder livet.
Poet – <Tanken svæver>
24. August 2004 Kl. 11.59