Livet slår hårdt

Da jeg blev gravid sidste år i september, var jeg glad for graviditeten. Jeg havde mødt en sød fyr, som jeg var meget glad for, og da jeg havde kendt ham en måned, blev jeg klar over, jeg var gravid –Nu kom tvivlen! Jeg blev usikker på, om jeg var parat til et lille barn. Kunne jeg klare det? Jeg gemte lidt på min hemmelighed over for ham, for jeg ville ikke have, at han skulle påvirke mit valg. Det var mit valg, hvis jeg valgte forkert, skulle det ramme mig!
Efter mange søvnløse nætter og trættende dage, valgte jeg at afbryde mit barns liv. Det var min beslutning, men jeg græd meget. Det var så uretfærdigt, at mit barn ikke skulle leve, men tvivlen vejede tungere. Jeg fortalte nu min kæreste om graviditeten, han bad om et par dages tænkepause. Vi talte sammen, og han ønskede, at jeg valgte aborten, hvis det skulle være os to, så jeg holdt fast i min beslutning.
Folk var sure på ham, for de syntes ikke, han kunne bede et andet menneske få en abort, fordi han ikke selv ville acceptere situationen. Jeg orkede ikke at tage en ny snak med ham. Jeg fik en tid på Thisted Sygehus.
Mandag den 17. september kom jeg på sygehuset, jeg glemmer aldrig denne dato, min ældste datters fødselsdag. Jeg blev undersøgt, fik taget blodprøver, snakkede med en læge om min beslutning, om jeg stadig var sikker på mit valg! Jeg blev bekymret - mærkede barnet noget❓osv. En sygeplejerske og en læge så på, at jeg tog pillen. Jeg fik et glas vand i hånden. Fik at vide, at når jeg havde taget pillen, så var der ingen vej tilbage. Min mor, der var med, forsøgte at tage min hånd, for hun kunne se, at jeg ikke havde det godt, men jeg skubbede den væk. Det blev for meget. Jeg tog pillen og tog hjem.
Om eftermiddagen fik jeg meget ondt i maven, et tegn på, at nu var barnet dødt. Jeg vidste nu, at det var slut. Det var en meget mærkelig tanke at miste nogen, jeg aldrig havde kendt, men alligevel mærke, at det var der pga. brystspændinger.
De første dage følte jeg tomhed og tristhed. Tænkte på, om det var en dreng eller en pige, jeg følte, mit liv var gået i stå. Jeg følte mig alene. Min samvittighed nagede mig. Hvad var det, jeg havde gjort?
Taget et liv!! Jeg savnede min kæreste meget i den tid. Det var svært ikke at have den mand ved min side, som var en del af grunden til min beslutning.
Jeg tog på sygehuset onsdag morgen. De gav mig en stikpille. Jeg skulle ligge en time, før jeg måtte stå op. Det var en lang time. Der var ingen at tale med! Jeg begyndte at få ondt, meget ondt, jeg blødte og havde veer! Sygeplejersken havde travlt ude på gangen, men endelig kom hun ind til mig, og jeg fik noget smertestillende medicin.
Ca. 40 min. efter gik jeg på toilet. Det, jeg nu så, ønsker jeg ikke, nogen skal se. I mit bind lå barnet, kvast, det lignede fedtet på en kylling, ca. et kop-mål. Navlestrengen lå ved siden af. Jeg sad meget længe og kiggede på mit barn og rørte ved det, inden jeg krøllede bindet sammen og smed det væk. Jeg græd, da jeg smed det væk. Jeg havde kigget efter øjne, køn osv. men jeg så ingenting.
Læs hele historien her: http://www.abortlinien.dk/mod_pub_textpage.php?id=12

Hejsa Again
Meget levende og meget trist beskrivelse af den værste beslutning i dit liv.
Men én ting nager lidt i mig ved læsningen. Du beskriver i første afsnit at du hemmeligholder din graviditet for din kæreste. Og at DU tager beslutningen om at afslutte et liv. Senere skriver du at folk var sure på din kæreste fordi han råder dig til en abort.
Dette er i mine øjne selvmodsigende, da DU allerede havde truffet et valg?
Mvh og tonsvis af sympati
TTT*

Men er ret sikker på det ikke er hans egen, så han kan nok ikke svare på dine spørgsmål ;o)

Det var ikke min beretning. Den fulde beretning kan du læse i linket jeg gav. Jeg synes blot historien var så stærk, at jeg måtte dele den:-)

Ja, man skal indimellem traffe nogen beslutninger i livet som man aldrig får svar på om var det det rigtigt man gjorde. Først så skulle barnets far ha' været ved din side, det var jo i den grad hans afgørelse som gjorde du tog den svære beslutning. Du har en masse spørgsmål i dit hjerte om det barn, men du ved at du aldrig ville kunne finde een der ville kunne gi' dig de rigtige svar. Noget du skal leve med resten af dit liv. Jeg har godt nok ikke selv personligt prøvet en abort men jeg har siddet ved min ex-svigerdatters side som din mor sad hos dig. Det er faktisk lige så svært at være din mor som dig når man sidder sådan. Når nu barnets far ikke ville være ved din side og hjælpe dig så tror jeg at det på sigt er den rigtige beslutning du tog. Du giver ikke udtryk for om barnets far siden har vist nogen støtte til dig.....
Jeg ved af erfaring at hvis man får et barn meget hurtigt i et forhold så er det ikke sikkert at forholdet holder så længe fordi der pludselig kommer fokus på en 3. person og ikke fokus i det egentlige forhold. Jeg kan kun udtale mig på baggrund af mine egen erfaring, så derfor er det jo langt fra sådan i alle tilfælde. Tiden vil hele dine sår på sjælen men aldrig fjerne de ar der er kommet efter sådanne en oplevelse. Grunden til at man har så svært ved abort idag er jo også fordi man tit læser eller ser i tv om alt for tidligt fødte børn bliver reddet. Grænsen mellem abort og overlevelse er blevet meget forkortet de seneste år. På den anden side så kan et barn der er født alt for tidligt blive udsat for mange problemer og de kan få varige meen af det. På den anden side vil det være nogen forældres barn og de vil altid gå så langt som mulige hvad man jo godt kan forstå. De kæmper jo også deres kamp for at beholde den lille.
Jeg vil ønske dig al den held og lykke på dig vej frem. Du er sikkert en stærk pige for det er en stærk beslutning du tog i efteråre. Måske hvis du syntes du har brug for det og du har en god læge så lav en aftale og måske du kan få talt hele forløbet igennem med vedkommende. Hvis du ikke har barnets far som kæreste mere så er det det rigtige du gjorde og har du ham som kæreste så skal i få talt det hele igennem godt og grundigt og du skal stille spørgsmål til hvor han var den pågældende dag??
Held og lykke og pas godt på dig selv-

Det var en trist historie!
Du har taget en svær/tung beslutning - det var din beslutning, og nu må du prøve at komme videre med dit liv. Jeg tror, at det var den rigtige beslutning i din situation.
Jeg synes ikke, at du kan bebrejde fyren, at han ikke er klar til at blive far, efter at I har kendt hinanden 1 måned. Man kender ikke hinanden efter 1 måned. Synes dog godt, at han kunne have støttet dig i forløbet i stedet for at løbe fra sit ansvar.
Håber at du får et godt liv!
:) Betty
PS: Hvis graviditeten var resultatet af ubeskyttet sex - så husk det næste gang!

Jeg kan se, at folk tror det er min personlige beretning. Det er det ikke. Jeg er forøvrigt en mand!

Såkunne du da lige ha skrevet at det var noget du havde læst og at det havde rørt dig. Jeg troede skam også det var din egen personlige historie og undrede mig meget da jeg læste du havde skrevet mand men tænkte nåja det kan vel smutte. Men en absolut stærk historie som fangede mig.
Qen.

Hej Again
Sorry, det er min fejl. Jeg ved da forresten godt at du er af hankøn. Men jeg lod mig vist rive med af den historie.
Ikke desto trods, ser jeg stadig den selvmodsigelse.
Beklager endnu engang min fejl :o)
TTT*