Kærlighedens konsekvenser

Kære Sol-debattører (staves?)
Da jeg tidligere har skrevet herinde og fået nogle gode råd og fair behandling, har jeg nu igen taget mod til mig og har valgt og skrive og spørge jer endnu engang.
Jeg har haft en kæreste som jeg var sammen med i 1 år og 3 mdr, det ene år kørte vi som lang distance forhold, og det var ikke et nemt forhold vi havde, vi havde hver især noget med fra tidligere forhold, og at det samtidig var et langdistance forhold gjorde det bestemt ikke nemmere. Vi nåede og bo sammen 1,5 mdr. før jeg trak det korteste strå, og bogstaveligt talt valgte og flytte mine ting, sige mit job op, og tage hjem til min egen hjemby, alt dette skete på 3-4 timer. (har aldrig flyttet så hurtigt før på trods af en afstand på 300 km.) men min familie var flinke til og hjælpe.
MEN, nu kommer mit store problem. Jeg var fra starten af veninder med min eks søster, og det var også her igennem at jeg mødte hendes bror og at vi fandt sammen. Så hende snakker jeg selvfølgelig stadig med og ser, og det syns jeg egentlig vi begge klare fint på trods af jeg ikke længere kommer sammen med hendes bror og at det ikke var noget sødt brud vi ligesom havde.
MEN, det er nu 7 mdr. siden jeg tog den beslutning om og flytte. De første 14 dage ringede min eks konstant til mig og undskyldte alle de ting han havde gjort, bare jeg ville komme tilbage, men nej det ville jeg ikke byde mig selv.
Hvis jeg vidste hvordan jeg ville få det efter og være gået fra ham, havde jeg aldrig gået fra ham, så havde jeg for og sige det mildt fundet mig i hans ***, for hold k*** hvor er det her bare ikke sjovt:-(
Jeg kan seriøst ikke glemme ham, han er i mine tanker dag ud og dag ind, jeg føler det som om det var igår jeg gik fra ham, for jeg græder lige så meget som dengang det skete:(
Det skal siges at jeg ikke tog beslutningen om og forlade ham med mine gode vilje, men det var noget jeg måtte gøre for vores forhold bestod kun af skænderier, jalousi, osv. til sidst. og jeg kunne ikke mere psykisk.
Men nej hvor er det altså ikke sjovt, jeg har prøvet alt synes jeg selv for og glemme ham, snakket og grædt ud ved mine nærmeste venner, og familier, prøvet og haft one night stands, (nogle siger det hjælper andre gør ikke) og ved mig hjalp det tværtimod SLET IKKE! Dyrket motion, lavet noget 24/7, stoppet med og have kontakt med ham på nogen måde, og jeg kunne blive ved, INTET har hjulpet! :-(
På de her 7 mdr. har jeg haft 2 forskellige drømme som har været ret ubehagelige, jeg har drømt at det var som dengang vi var sammen, at jeg var led og ked hver dag, fordi jeg ikke stolede på ham, også har jeg fundet ham sammen med en anden (i drømmen), og jeg vågner med et sæt og græder fuldstændig. Det er akkurat lige sket igen:( og har ikke rigtig tænkt på ham som sådan idag:-( jeg ved virkelig ikke om det her er ved og tage overhånd, for jeg orker snart ikke og leve sådan her mere:-(
Min familie og venner for 1 uge siden og sige, om ikke jeg skulle høre ham om vi skulle få snakket om hvad der skete den dag jeg flyttede og om alle de ting der var grund for det, men jeg nægtede og være den person som kommer kravlende tilbage til sin eks.
Jeg gav derimod udtryk om hvor dårligt jeg havde/har det på en hjemmeside (facebook), og en aften skrev min eks til mig og spurgte om jeg var ok fordi han havde set hvad jeg sådan havde skrevet, (jeg havde ikk nævnt noget om hvem jeg skrev om, men folk kunne selvfølgelig godt regne det ud), og vi skrev frem og tilbage, og han skrev til sidst at han egentlig selv stod et sted at han heller ikke kunne komme videre, og vi nok hellere måtte få snakket ud!!
Efter at vi har fået sat en dato på hvornår jeg skal ned og snakke med ham, er det blevet lidt lettere for mig og klare dagene, og tænker ikke så meget mere på det savn, nu er det mere, hvordan det mon kommer til og gå med og se hinanden igen og om det hjælper og få snakket sammen.
Jeg er som sagt villig til og gøre ALT for og få den her (irriterende) kærestesorg væk fra min krop, for det er bestemt ikke sjovt:-(
Jeg ville bare høre andre derude, om i har prøvet k-sorg som var lige så slemt? hvad gjorde i? og hvor lang tid gik der før i fik det bedre? Kunne i finde på og snakke med jeres eks efter 7 mdr. og tage ned og snakke med jeres eks hvis I virkelig havde det slemt?
Jeg har aldrig skulle tage kontakt til en eks før på dette grundlag, og min veninde/hans søster synes også det virker underligt og hun tror kun det gør det værre for mig og at jeg vil savne ham endnu mere..:-/
Det skal siges, jeg ønsker ikke og komme sammen med ham igen, jeg kan se nu efter vi ikke er sammen længere hvordan hans liv egentlig er og hvordan han lever, og jeg ville aldrig kunne være i sådan et forhold hvor andre ting er 10 gange vigtigere end sin kæreste. Jeg vil aldrig tage det liv fra ham 1 gang til, som jeg føler jeg gjorde!
Jeg håber på nogle gode og seriøse svar .. endnu 1 gang fra jer derude..
Håber I nåede til enden af indlægget og ikke er faldet i søvn halvvejs.. :-)

Undskyld, men hvis du var hans kæreste, ville du have tilføjet noget til hans liv. :-)
Ja, kærestesorger er forfærdelige. Jeg kan huske jeg selv stod i situationen da jeg var 21 (er 29 i dag). Det tog mig fandme lang tid at komme over, men jeg skrev mig ud af krisen.
Min x blev ved med at genere mig, og til sidst måtte jeg frabede mig al kontakt med ham. Det var ret hårdt, men på lang sigt virkede det.
Jeg var ikke ude i one night stands, for jeg ved at sådan noget virkede ikke.
Men omstændighederne for at komme videre for mig, var optimale. Jeg flyttede til København og startede studie og lærte en masse nye mennesker at kende. Det var virkelig fedt, jeg nød det så meget og det hjalp mig til at komme videre.
På trods af at jeg fik mine nedture.
Det hjælper at have noget kontinuerligt at tage sig til. En hobby eller noget andet.
Du skal ikke gå tilbage til ham, jeg synes det er en meget moden beslutning du har taget. At forlade ham og ikke komme tilbage. Sevom du savner ham som en vild, så er du trods alt inderst inde fornuftig nok til, at vide at det kun kommer til at gå dig skidt hvis du vender tilbage.

Og bare vent, når du på et tidspunkt finder en anden fyr, måske bare en du synes er sød og lidt tiltrækkende, så går skyerne pludselig for solen og du forstår slet ikke hvad det var du lavede før😉

ville det være en hjælp, om du kunne forklare, hvad det er I skal have snakket ud om. Var det fordi I ikke havde fået afstemt forventninger? Du skriver, der var mindst 10 andre ting, der var vigtigere end dig - hvad er det for ting? Jeg spørger, for at få en fornemmelse af, hvad det er for et liv, du mener at have taget fra ham, på den ene side, men som på den anden sige (som jeg forstår det) du har forladt.

Når jeg skriver 10 andre ting er det selvfølgelig en overdrivelse.
Men han er en fyr som går MEGET op i fodbold, inden jeg flyttede ned vidste jeg godt han gik meget op i fodbold, desværre har jeg fundet ud af at han aflyste utrolig mange kampe, og andre ting i forbindelse med fodbolden da vi havde et lang distance forhold, for da jeg kom ned, handlede ALT om fodbold, han var til fodbold 4 gange om ugen, og sommetider var han med en kammerat 2 af gangene så dvs det blev til 6 gange sommetider. Det kom som et chock for mig, for da jeg flyttede ned satte han sig (forståeligt nok) på bagbenene og ville ALDRIG aflyse en fodboldkamp eller lign. En week min familie kom på besøg nægtede han og aflyse den her kamp for og være sammen med min familie. altså alt drejede sig om fodbold. og det blev bare for meget for mig til sidst.
og nu hvor jeg skriver med ham nu, er han til fodbold 7 gange om ugen... stort set.. så på det område tog jeg faktisk det fra ham dengang vi var sammen.. var ikk klar over hvor meget det betød for ham før jeg flyttede ned, og som jeg efterfølgende har fundet ud af efter jeg flyttede..
et eller andet sted ved jeg ikke hvad vi skal snakke om når jeg kommer ned, også alligevel.. der er mange spørgsmål som sommetider dukker op..

Som skrevet syns jeg at jeg har prøvet alt, dyrket motion, været sammen med venner, taget i byen, osv osv.. alt for og prøve og komme på andre tanker:-/ har sågar haft noget kørende med 2 fyre men hvergang de kommer det mindste for tæt blokere jeg fuldstændige og finde på latterlige undskyldninger for og bakke ud.. kan ikke se nogen fyr der skulle være god nok til mig, har det lidt som om at når min eks ikke kunne med mig kan ingen :-/
men jeg ved ikke. måske skal jeg bare vente og se hvad der sker når vi har snakket.. :-/

Men man kan også gå over i den anden boldgade og prøve FOR MEGET at komme videre.
Det er en proces man ikke altid kan skynde så meget på. Man kan selv gøre sit dog til at den ikke går i stå, og derfor synes jeg det er vigtigt at man stadig holder sig aktiv. Du behøver ikke date fyre, lav noget andet. Det med fyrene skal nok komme. Du gider jo alligevel heller ikke date en fyr du ikke er rigtig interesseret i, kærestesorg eller ej. Så de fyre du har haft noget kørende med, har du alligevel ikke været rigtig interesseret i og ej heller parat til.
Du skal være tålmodig, for med tiden skal du nok komme over på den anden side. Der går ikke nødvendigvis så lang tid som du selv tror.
Og det med at du ikke er god nok til nogen fyr....den tanke har alle kvinder vist haft. Det komme du også over, så glem alt om den tanke. Det er jo de færreste der ikke kan finde en kæreste de er glade for, hvis du ser ordentlig efter🙂
Vent og se hvad der sker når i har snakket og så skriv ind igen🙂

Tak for dit svar, som bestemt ikk var et lortesvar.
Det irritere mig grusomt at sådan en (nar) som ham skal ha lov og styre mit liv på denne måde, syns det er rigtig træls jeg ikke bar kan glemme ham og komme videre som jeg har gjort med andre eks´er.
Men som sagt det kommer nok! .... på et tidspunkt...
Jeg skriver herind når jeg har fået snakket med ham.. om (14 dagr) hvis han ikke aflyser hvilket jeg desværre har på fornemmelsen han godt kunne finde på.. men nu må vi se..
Tusind tak for svar;)

end at vente og holde sig beskæftiget imens. Det skal nok komme og jeg tror det hjælper når i har fået talt om det. Hvis han aflyser, så skal du droppe al kontakt med ham.
Jeg havde nemlig engang sådan en kæreste og til sidst var jeg så slidt op, at jeg droppede al kontakt med ham. Jeg ignorerede alle hans henvendelser.
Det var hårdt, men jeg var faktisk lidt stolt af mig selv og alene dét gjorde, at jeg fik det lidt bedre🙂
Jeg gad godt vide hvad han har tænkt og følt tilgengæld🙂
Fat mod, jeg ved det er super frustrerende og energikrævende at skulle igennem sådan en proces, men du skal nok komme igennem den. Ligesom alle andre🙂
Og det ender sandsynligvis med at han gerne vil have dig tilbage og så kan du stå tilbage og føle dig rigtig meget ovenpå😉

- hvis det er hans forslag I skal tale sammen, så lad ham komme til dig. Du har ikke brug for at stå hos ham og opleve en afvisning.
- Situationer, man ikke har fuldstændig styr på, skal afvikles på hjemmebanen.

nu næsten et år efter ser jeg stadig min ex - hun brød op med mig og flyttede over 100 km væk. Hun havde bruge for personlig udvikling (som hun så pænt kaldte det) og var der for nødt til at flytte. Jeg var ikke med i hendes planer...dog alligevel kunne vi så ikke undvære hinanden. Jeg nok mest i starten...Vi har set hinanden ca 2 gange i ugen, lavet kæresteting såsom tage i byen, gå i bio og tage ud at spise.
Vi har talt om at finde sammen igen, men det bliver altid kun ved snakken om hvad nu hvis - og hun mener ikke at det er godt da hun ikke vil binde sig ENDELIGT...nu har jeg så også fundet ud af at hun har set andre og hun ser stadigvæk en anden (er jeg sikker på) og alligevel vil jeg gerne se hende (jeg er for dum)
Dog har jeg måske nu efter et år selv fundet en ny pige, men nu ringer min ex 2-3 gange om dagen, hvis jeg ikke tager den første gang ringer hun igen og igen med kvarters mellemrum - hun vil bare gerne være sammen med mig ikke som kærester men bare alt det andet...
Nu er det mig der kom med en lille historie - lige nu prøver jeg bare at ignorere alle hendes opkald og sms'er - men det er svært når hun skriver de sødeste og til tider også de frækkeste ord....