Kærlighed når den gør mest ondt
Jeg sidder her helt alene på en lørdag og keder mig. Det var ellers planen at jeg skulle have været i byen og hygge mig, men det fik min x lige ændret på. Men for at starte helt fra starten:Jeg har igennem mit liv ikke rigtig haft et fast forhold, indtil for et halvt år siden. Jeg går på en skole hvor vi har en bar og jeg var dernede næsten hver uge som bartender og her var der bl.a. kommet en ny bartender. Vi begyndte at snakke rigtig godt sammen og efterhånden var hun eneste grund til at jeg kom nede i baren så regelmæssigt. Desværre havde hun kæreste, så opfattede hende kun som en god ven. Hen mod jul havde hun i længere tid brokket sig over sin kæreste og vi begyndte at skrive meget over sms og messenger. Det endte så med at vi tog i byen sammen nytårsaften, vi var til hver sin fest, men endte sammen i byen. Her skete ikke noget, men jeg skrev så til hende dagen efter, hvor jeg skrev hvordan jeg følte for hende. Jeg tænkte; så hellere sige, at jeg var blevet forelsket i hende, end ikke at gøre noget. Det endte med at hun havde fået de samme følelser for mig og hun slog op med sin kæreste gennem 6 år (som hun boede sammen med). Hun ville rigtig gerne have god tid og det var jeg helt med på, men det endte alligevel med at vi så hinanden en uge senere. En måned senere var vi kæreste, og det var bare den bedste følelse nogensinde! Vi holdte det hemmeligt på skolen i starten, men efter noget tid viste de fleste det. Det blev ret seriøst og jeg gav hende en halskæde og øreringe til hendes fødselsdag, så langt var vi kommet. Vi var også til galla sammen på skolen, det var en af de bedste dage i mit liv, det var som den galla jeg aldrig nåede at nyde da jeg læste HH (er på en videregående udd. nu). Efter et halvt år sammen begyndte vi at snakke om ferie her i ferien. Men herefter begyndte hun at opføre sig underligt, hun havde pludselig ikke tid til ferie alligevel og virkede meget fjern. Hun undskyldte det med at hun var presset pga. eksamener og det troede jeg selvfølgelig var rigtigt. Men så 2 uger før min fødselsdag og lige midt i eksamenerne ringer hun og slår op. Jeg var fuldstændig chokket. Kom virkelig bag på mig og jeg græd for første gang i mange år… vi snakkede så næsten ikke sammen i en måned, jeg skrev lidt en gang i mellem, men fik ikke rigtig nogen svar. Så her for 3 dage siden, var det en måned siden og jeg skrev til hende. Var ved at være kommet over hende, så skrev om jeg kunne ringe og at jeg virkelig håbede vi kunne blive ved med at være gode venner, da hun stadig betyder meget for mig og jo kender mig rigtig godt efterhånden. Men hun skrev så tilbage at vi ikke kunne snakke sammen i et stykke tid, for nu var hun sammen med sin x igen.Pludselig røg jeg lige en måned tilbage og nu har jeg det som dagen hvor hun slog op. Hvorfor skal den kærlighed være så pokkers svær? Og hvorfor kan jeg ingen gang være sur på hende.Det er måske ikke det fedeste indlæg at læse, men det føltes ret godt at komme ud med det! Så tak til jer som alligevel har taget jer tid til at læse det.