Kærestesorg og spiseforstyrrelse

Jeg kunne ikke helt finde ud af om indlægget passer bedre ind i sundheds-kategorien, men håber det er ok.
At kalde det en spiseforstyrelse er nok at overdrive lidt, men ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg er for et par dage siden gået fra min kæreste som jeg ikke havde et særlig stabilt forhold med. Vi havde haft mange perioder hvor vi gik fra hinanden og ikke talte sammen i 1-2 uger. I de perioder hvor vi tidligere har været gået fra hinanden, har jeg haft det lidt på samme måde som nu. Jeg kunne gå i flere dage hvor jeg bare spiste et stykke frugt eller nogle bider af et stykke rugbrød når min mave virkelig begyndte at gøre ondt. Nu føler jeg at det er blevet værre. Jeg har prøvet at spise for at få noget ned, men jeg føler bare en trang til at brække mig fordi jeg føler at jeg presser det ned når jeg ikke er sulten. De eneste tidspunkter hvor jeg godt kan få noget ned er f.eks hvis jeg er sammen med min familie.
Det skal lige siges at jeg ikke undlader at spise for at tabe mig, for jeg har det okay med min krop og er hverken for tyk eller tynd.
Jeg ved ikke om jeg måske skal kontakte min læge, for jeg har ikke lyst til at ødelægge min krop på den måde.

an et par dage, det er en meget "normal" reaktion du har, jeg vil tro at de fleste har det sådan også når de skal på en ny date, mange taler måske ikke om det.
Kender mange der har haft det på samme måde som dig, og hver gang er det gået i sig selv i løbet af en uges tid.
Har selv mødt en pige på date her for nylig, og min mave var helt ude af kurs, den er kommet næsten på ret køl igen, men hver gang jeg skal mødes med hende kommer der lige lidt bøvl med maven, det bliver dog mindre og mindre for hver gang vi mødes.

Uanset hvor dit indlæg placeres.
I en lidt kort version kan man sige at krop og psyke hænge sammen. Nogle trøstespiser, andre taber appetitten. Det er der ikke nogen sygdom i.(det kan blive det for nogle få)
Du er sikkert tryg, når du er blandt din familie, så der spiser du normalt.
Så på mig virker det faktisk som om du er meget i kontakt med dig selv og dit følelsesliv.
Men det er naturligvis ikke nogen god tilstand, at være i, så hold fast i din beslutning, denne gang. Han er ikke god for dig.
Søg støtte hos dem der gør dig tryg, og du vil i takt med, at du får det bedre gennem snak og deres støtte, også begynde at spise normalt.
venlig hilsen
Grøn

Som grøn siger er det helt normalt.
Jeg er lidt i din situation, min kæreste sluttede det for 6 dage siden og jeg har også skåret meget ned på hvad jeg spiser. Dog er det lidt af et problem for mig, da jeg godt kunne bruge at tage lidt på i forvejen.
Men held og lykke med det..

Sådan er det når man får et knæk i livet.
Du kommer over det....vi har selv prøvet......fat mod.

Jeg var bange for at det var mig der var noget galt med. Jeg vil prøve at se om jeg ikke kan tilbrineg lidt mere tid sammen med min familie, så jeg kan få spist og måske talt lidt ud omkring det hele.

Det kan også bare være en periode du er igennem.
Du tænker rigtig meget over tingene som er sket fortiden, og det går dig på, derfor har du ikke lyst til at spise. Du vil gerne have normale madvaner, men du har bare ikke lyst til det. Du har ingen appetit. Right?
Jeg har det nemlig på samme måde.
Det er et halvt år siden min kæreste forlod mig, i starten prøvede jeg at virke ligeglad. Og så var der ikke problemet med min appetit.
Men her for tiden, hvor jeg er begyndt at møde ham overalt, jeg drømmer om ham, og alt foregår om ham. Har jeg bare ikke lyst til at spise.
Jeg snupper måske lige en yoghurt, men det er kun fordi min mave begynder at gøre ondt. Og ligeså snart jeg har spist den, får jeg det dårligt med mig selv, og har lyst til at brække det op. Hvis du forstår?
Håber du kommer over det. :)

Det er nøjagtig sådan jeg har det. Jeg møder ham godt nok ikke, men der kører så masse tanker igennem mit hovede. Det er forfærdeligt. Jeg er rimelig sikker på at han allerede er begyndt at snakke med en ny, ellers ville han have kontakte mig. Det har jeg (desværre) oplevet en enkelt gang før. Det eneste jeg har lyst til er bare at sove så jeg ikke tænker på det og ikke mærker at min mave råber efter mad. Men så er det jeg vågner pludseligt i håb om at der er et ubesvaret opkald eller måske endda en SMS.
Den eneste frygt jeg har er bare hvis jeg bliver ved med at sidde fast i det her hul, for det er frygteligt. Jeg har aldrig oplevet noget lign.[:|]
Tak og i lige måde.

Det er mig selv der har gjort det forbi, så..